dømt til det evige liv Artemios

Tid: 00:00
sted: starnden
omgivelser heldigvis ingen
vejr mørkt
påklædning se ava

Amber gik i vandkanten med bare fødder hun lod sig ikke mærke af det kolde vand hun besluttede sig for gå længere ud i vandet og det varede ikke ret længe før vandet nåede hende op til kjolekanten hun bed sig let i underlæben imens forsatte sin fær fremad men langs breden hun så op himmlen men der var ingen gang den lysende måne eller stjrenerne hun var stadig ikke vant til de ænderinger som sket med hendes krop og den brænede fornemmelse som blev ved med komme men det var nu et par dage siden hun havde spist hun holdte sig langt væk mennsker og andre væsner hun spiste kun når hun syntes den brændene fornemmelse var for stor hun lod sine arme glide en ligeglyldig tur igemmen hendes lange og stoppede sin fær og kiggede ingen tegn på selvskab hun åndede lettet op men blev stående i vandet

Artemios havde siddet på en klit et stykke tid, og betragtede væsnet i vandet. Hans egen sult var blevet stillet tidligere. Han sukkede kort, og strøg det lange hår væk fra ansigtet, stadig med øjnene hvilende på hende. Hvornår mon hun ville opdage ham? Hvor gammel mon hun var? Udfra hvad han kunne se, var hun vampyr. En ung en endda... De var lettest at nedlægge... Skøre tanker. Han var jo selv en ung vampyr. Det måtte han lige venne sig til. Han var gjordt arbejdsløs. Skrækkeligt! Han sukkede endnu en gang. Måske skulle han tage kontakt? Nej, han ville vente til hun opdagede ham. Hun kunne jo være forvirret, og forskræmt... Det var en ting, der skete overraskende ofte når uvidende mennesker blev forvandlet...

Amber blev revet ud af sine tanker da hun fik færten af en vampyr hun stod længe og bare stirrede op i himmlen før hun vendte blikket imod den mandlige vampyr hun blottede svagt sine hjørnetænder før hun fúlgte lugte hun tog sig ikke af sandet som samlede sig på hendes våde fødder hun havde håbet at her ingen var men alligevl var hun nysrrig for se hvordan den fremmede så du stoppede op neden for kliten og stirrede op på hendes øjene lyste svagt i lyse nuance af blågrå hun havde ikke spist i nogle dage da hun ikke brød sig slå andre mennsker ihjel hvilket var ret besynderlig for vampyr hun satte sig til sidst for foden af kliten og overvejede om hun skulle snakke til ham

Artemios betragtede hende, som hun satte sig ned for foden af den klit han selv sad ved, og pustede en lang hårtot væk fra ansigtet. "Godaften." sagde han så, og så fortsat roligt ned på hende. Hans mørke øjne gled hen over hendes ansigt, mens han analyserede hende, som den jæger han engang var. Hun så sulten ud... Det gjorde han også ofte. Han var ofte sulten. Kun når han lige havde indtaget blod følte han sig ikke sulten, men lige så rolig, som han havde været før det lille forvandlings nummer...

" ey" sagde hun da der blev snakket ´til hende hun kiggede ikke op på men havde sit blik fast rettet imod bølgerne de havde beroligene hun overvejede om hun skulle angribe ham bare for at få noget af hans blod hun knugede sine hænder som om ville knuse det sand hun lige havde samlet op til vendte hun sig alligevel imod den anden vampyr til sidst " Amber her" sagde hun bare for at sige noget mere