Im so fucked. (Angelie)

Han smilede bare af hendes klagen, og nynnede lidt, og så sig kort bagud. "Mmm.. tossede dig.." sagde han så, men håbede at hun vidste at han drillede hende.
"Jeg holder ikke min brandert nede.. jeg venter egentlig mest på at jeg ikke kan sanse hvad der er fornuftigt, og hvad der er ufornuftigt" sagde han og trak på skuldrene.
Som regel når han blev fuld, blev han helt meget lallet, og meget ubetænksom.
Han skar en grimasse, da han ikke syntedes at han var klog, måske mere... insigtsfuld, vidste meget, og snakkede alt for meget.
Han betragtede hende lidt, og lagde hovedet på skrå "som om du ikke også er klog så" sagde han og grinede lidt. Der var nok ikke langt igen til at han ikke kunne huske hvad han selv hed, med alt det vodka, den bedste måde at vide det på, var at han grinede langt mere af ingenting end før.
"Onde klovne??" sagdde han undrende, og forstod det ikke rigtigt hvad havde parker og klovne med hinanden at gøre? Han bed sig i læben, og gik hurtigt med Angelie ville åbenbart ind i parken.
Han snuste den friske aftenduft ind, og lukkede kort sine øjne. Han smilede skævt og så rundt i parken "der er egentlig ikke andet end buske og træer.." sagde han, og vidste godt at det lød nok lidt sært, men han var ved at blive fuld, og så var det svært at lade være med at være sær.

Med et skuldertræk besvarede hun, hans måde at snakke på, om at hun var tosset. Måske var der trods alt noget omkring det? En ting var sikkert.. Hellere tosset end kedelig.
"Hvor lyder du dog shakespeare'agtig" svarede hun, da han snakkede om fornuft.. Hans ord blev drejet inden i hendes hoved, og To be, or not to be, fløj rundt i hendes tanker, mens hun smilede fjollet over det.
"Jeg er absolut ikke klog" svarede hun muntert, inden hun løftede vodkaflasken i verjret, så han kunne se hendes finger, der pegede på den. "Hvis jeg var klog, gik jeg ikke rundt i mørke, med næsten fremmede dreng, OG drak mig fuld i Vodka". Med et ivrigt nik, viste hun at det argument da ikke kunne slås af noget som helst andet.
Hun sukkede tilfreds, da de var kommet fri at træerne, og smilede skævt, mens hun kiggede på ham. "Jep.. Klovne.. Klovne er klamme.. Med deres store røde munde, der kan gabe over et helt hoved" Hun smilede let, og stillede flasken fra sig på jorden, og lod istedet blikket glide lidt rundt.
Hun grinede dog lavmælt, da han snakkede om udseendet af parken, og måtte endnu engang være enig.
"Jeg kan altså godt lige træer og buske" fniste hun, mens hun kæmpede mod lysten til at række tunge ad ham.
Istedet gav hendes ben efter, under hende, og med et smil satte Angelie sig ned på jorden, så hun kunne kigge op på Embry istedet for. Han virkede efterhånden ligeså fuld, som hun var blevet og muntert, trak hun lidt i hans hånd, som hun stadig havde holdt i sin, for at få ham til at sætte sig også.

Embry så på hende og smilede skævt, hun ville åbenbart ikke indrømme at hun var lidt tosset, men der var selvfølgelig mange der var lidt ekstra fjollede og nu var de jo begge to rimelig meget i hegnet, Embry var i hvertfald fuld nok til at vide at han nok ville ende op med tømmermænd den næste dag.
Han så lidt på vodkaflasken, og smilede små sip af den udgjorde nærmest shots, og der skulle ikke mange sip til før man var rimelig fuld og det hele snurrede rundt.
Han skar en grimasse "kaldte du mig lige shakespeare?" sagde han sarkastisk, og grinede lidt.
"To be or not to be, drunk that is the question!" sagde han dramatisk, og vendte blikket mod hende og grinede muntert.
"Vi kan bare lege at du er klog så.. hvis jeg var klog ville jeg da heller ikke rende rundt med en næsten vildtfremmed pige med en flaske vodka og for at give det et ekstra pift, være skidefuld.. mere eller mindre i hvertfald" mumlede han, da han var god til at drive diskussioner langt ud i hampen.
"Tænk at du er bange for klovne.." sagde han overrasket, og trak på skuldrende.
Han så lidt rundt da de var kommet ud på en mere åben græsplæne "træer og buske er... grønne" sagde han intelligent, og grinede lidt.
Han lod sig glide ned og sidde ved siden af hende, og endte med at ligge sig ned for han syntedes det hele snurrede rundt. Han grinede stadig lidt, anede ikke hvad det var han grinede af, men det var meget sjovt.

ANgelie bemærkede hans blik, som var vendt mod flasken, og kunne ikke lade være med at grine muntert. Hun følte selv den inderlige afsky, som substansen ville bringe hende den næste dag, men desværre fandtes der ingen kur mod tømmermænd endnu.
"Ja.. Jeg kaldte dig vist nok shakespeare" svarede hun dumt, mens hun kradsede lidt på sin kind, og lyttede til hans gengivelse af ordene. "Den sætning lyder altså meget bedre end den oprindelige" Hun nikkede ivrigt, for at bekræfte sine ord, da Shakespeare i bund og grund var en ret kedelig person.
"Jeg kan godt lide lege.. Men du skal også lege med så" svarede hun barnligt, mens hun så hvordan han fortsatte sin tale om at være dumdristig. "Hvad tror du jeg kan gøre? Voldtage dig bag en busk eller sådan noget" mumlede hun muntert, siden han mente at det var dumt, at rende rundt med hende.
Hun valgte dog med vilje at overhøre bemærkningen omkring klovnen.. Det var ikke lige det samtaleemne hun havde lyst til at snakke om i sin brandert.. Hun ville være glad.. Munter..
"What?" hans underlige bemærkning omkring træerne og buskene, fik hende til at stirre hen mod de nærmeste eksempler, inden hun grinede endnu engang. "Jeg synes de ser pink ud" drillede hun så inden hun opdagede at han lagde sig ned.
Det tog hende ikke mange sekunder at kravle ovenpå hans mave, hvor hun satte sig til rette, med et kærligt smil. Hun ignorerede hendes svingende omgivelser, og fokuserede istedet på hans ansigt, det røde hår..

Han kunne ikke lade være med at le hjerteligt, det var simpelthen for fjollet, hun var simpelthen for fjollet, og han var simpelthen også fjollet, og de lyserøde træer.. hvorfor var de nu blevet lyserøde? Det var da grimt.
Han skar en grimasse af sin nye opdagelse, pink træer var ikke det smukkeste.
"Jeg ved det, jeg er den nye shakespeare.." sagde han og fnes stille, han kunne ikke rigtig se det for sig. "Det klinger ikke rigtigt.. Embryspeare.." mumlede han, og rystede på hovedet, og så på hende og smilede.
"Jeg vil gerne lege!" udbrød han muntert, og lagde nakken tilbage og stirrede op på den mørke himmel. "Det kunne da godt være.. man ved jo aldrig" sagde han med latteren i halsen, han kunne ikke rigtig se det ske. "Pink træer er.. grimme" sagde han og skar endnu en grimasse. Han så op på hende da hun pludselig havde placeret sig på hans mave.
"Nå så der skulle du sidde?" spurgte han grinende, og betragtede hendes ansigt og det kærlige smil.

Med let hævede øjenbryn betragtede hun hans ansigt, mens han åbenbart tænkte over noget. Smilende ventede hun tålmodigt, mens hun lod en finger køre rundt i cirkler på hans brystkasse.
"Nej det lyder ikke helt så godt.. Måske du bare skulle være Embry" svarede hun lavmælt tilbage, inden hun så at han smilede til hende. Hurtigt gengældte hun smilet, og lod hovedet falde på skrå.
Overrasket gippede det i hende, ved hans udbrud omkring leg, og Angelies øjne lyste op som stjerner. "Jeg vil også lege.. Hvad skal vi lege?" spurgte hun ivrigt, og måtte kæmpe for ikke at hoppe på hans mave, af ren iver. Hun havde hørt det skulle gøre noget så ondt.
Angelie trak let på skuldrene, da han snakkede om den skiftende farve på træerne, inden hun fniste piget over hans kommentar. "Det sker nok.. Aldrig" svarede hun så, mens hun nikkede ivrigt til hans næste spørgsmål.
"Eller.. må jeg da ikke sidde her?" spurgte hun forsigtigt, da det kunne være han slet ikke ville have det. Så kunne hun da sagtens flytte sig igen.

Embry så på hende og smilede, og fulgte hendes finger med blikket, og lå stille.
"Embry lyder godt.. jeg vil helst være Embry.. eller Ophelia kalder mig Catt, for det er mit mellemnavn.. men hun vil ikke kaldes Ophelia.." mumlede han og var ret let at distrahere når han var fuld, så hans talestrøm blev ofte distraheret af det han sagde.
Han så op på hende, og satte sig op på sine albuer, og kyssede hende på hagen, og smilede muntert. "Jeg ved ikke hvad vi skal lege.. har du en idé?" spurgte han, og lagde sig ned igen, og lagde sine hænder bag sin nakke. "Naarj.. aldrig.." hviskede han stille og så sig lidt omkring, men vendte alligevel blikket tilbage tilbage til hende.
"Jo du må godt.." sagde han roligt, og smilede varmt til hende, han havde ikke noget imod det, bare hun ikke fandt ud af... hvad var det hun skulle finde ud af?
Han følte sig dum.
"Jeg føler mig dum når jeg bliver fuld" mumlede han, og kom til at grine lidt. Det var ikke morsomt overhovedet, men det var det så alligevel. Han så lidt op på himlen igen, og betragtede stjernerne, og månens lys i Angelies hår.

Hun nikkede lidt, mens hun igen lyttede til hans lange talestrøm, der bare kom ud af ingenting.
Lettere forvirret prøvede hun at følge med, selvom hun ikke anede hvem Ophelia nu var. Dog trak hun bare på skuldrene, mens hun overvejede hvad hun skulle kalde ham... Catt.. Embry.. "Jeg tror bare jeg nøjes med at kalde dig Embry.. Eller Em" svarede hun med et drillende smil.
Igen holdt hun nøje øje med hans bevægelser, og så hvordan han kom op at sidde halvt. Hun mærkede hvordan en svag varme gled op i hendes kinder, dels på grund af kysset, dels på grund af alkoholen.
Det slog hende helt ud, og hun glemte hvad det var han havde spurgt om. Forsigtigt kløede hun sig i håret, mens hun så ned på et sted på hans mave, så håret dækkede de svagt farvede kinder.
hun lyttede dog igen, da han snakkede om at føle sig dum.

Embry så på hende "Em.. lyder som et kælenavn til en pige.. så kan du næsten ligeså godt kalde mig Emse.." sagde han opgivende. Der var ikke nogen gode kælenavne til navnet Embry. Han smilede stille "aj det er iorden.. Em.. Emse.. eller Catt, eller bare Embry.." sagde han og smilede skævt.
Han lå stille og betragtede hende lidt "jeg syntes du blev så stille?" sagde han langsomt.
Han satte sig lidt op så hun gled ned på hans skød "Angeliiiie.." sagde han glad, og fuldeagtigt, og lænede sin pande mod hendes så han fik øjenkontakt med hende, og smilede stort.
"Hey.. der var dine øjne.." sagde han og betragtede dem.
Han så lidt ned, og bed sig i læben "ved du hvad?" sagde han stille, og lod sin hånd strejfe græsset så det kildede hans hånd. Han glemte det næsten igen, og så sig kort omkring "skulle vi forresten lege et eller andet? spurgte han, og hans ansigt lyste op i et stort smil.

Angelie skar let ansigt, da han snakkede om at hendes kælenavn mindede om en piges. Dog trak hun bare på skuldrene, inden hun sendte ham et skævt smil. "Det lyder da ikke helt så piget igen.." mumlede hun langsomt, mens hun nikkede bekræftende.
Hans næste kommentar, fik hende til at komme tilbage til virkeligheden, og hun skulle til at svare, da han satte sig op, og hun gled ned på hans skød. "Måske" svarede hun hemmelighedsfuldt, og lagde armene omkring ham.
Hun mærkede hans pande mod sin egne, og blinkede et par gange med de blåbrune øjne, for at vise at de rent faktisk var der. "Ja der er mine øjne.. og der er dine" svarede hun lettere barnligt igen, inden hun forsigtigt bed sig i underlæben. "Nej hvad?" spurgte hun lettere nysgerrigt, inden hun lagde hovedet en anelse på skrå.
Til hans sidste spørgsmål lyste hun muntert op. Ordet lege var det bedste ord man kunne høre.. "Jaa.. Du skal bestemme hvad vi skal lege" svarede hun muntert, og hoppede let af ren iver.

Embry smilede muntert pg så på hende "jo.. lidt.. en lille smule" sagde han og smilede fortsat det muntre smil.
Han lagde igen sin pande mod hendes og lukkede sine øjne mens han lyttede til hendes vejrtrækning. En beroligende lyd. Noget der betød at bag hendes bryst bankede et hjerte, og fik blodet til at cirkulere rundt.
Han rynkede kort på næsen ved tanken om blod, og åbnede sine øjne og så på hende.
"Mmm.. øjne" mumlede han skævt, selvom han ikke var skæv, men mere.. fuld. Han så ud som om han skulle til at sige noget, åbnede munden, men der kom intet ud. Så lukkede han sin mund og tog en dyb indånding "jeg kan ikke huske det.." sagde han så, og grinede lidt.
"Hvad med gemmeleg? Parken er da ideel til den slags?" spurgte han, og lagde hovedet på skrå og betragtede hendes hoppen.

Hun smilede skævt, mens hun lyttede til alt det han havde at fortælle, imens hun betragtede hans ansigt.
Igen mærkede hun hans pande, og hendes hjerte slog en anelse hurtigere, dog ikke i ret lang tid.
Med et let nik, forklarede hun at det var okay, at han havde glemt hvad han ville sige, og istedet granskede hun lidt over forslaget om gemmeleg.
"Det vil jeg gerne lege" svarede hun muntert, inden hun gav ham et blidt kys, og rejste sig hastigt.
"Du skal tælle" Hun nikkede ivrigt, inden hun hoppede lidt af utålmodighed, for at få ham til at starte tælleriet.
Imens kiggede hun ivrigt rundt, for at finde et rigtig godt gemmested, som han nok aldrig ville opdage.. Eller det håbede hun i hvert fald ikke.

Embry smilede muntert og så på hende, men han sagde ikke noget.
Han ventede tålmodigt på hendes dom om gemmeleg, tålmodighed var intet problem for Embry når han var fuld, det var det til gengæld når han var ædru. Han så på hende og smilede lidt "Fantastisk!" sagde han, og slog ud med armene, og mærkede kysset, og nød det.
"Okay jeg tæller til 30.." sagde han, da han mente at det måtte være nok, der var jo masser af gemmesteder i parken så Angelie ville ikke få problemer med at gemme sig.
Han lukkede øjnene "1..2.." begyndte han og sad stille mens han talte.
Han vovede ikke at kigge da det ville ødelægge det morsomme i legen, desuden havde han jo lidt flere fordele end hun havde.

Hun smilede muntert, da han begyndte at tælle, inden hun bed sig let i læben. "Ikke noget med at kigge" beordrede hun hurtigt, inden hun lydløst bevægede sig hen mod en lige legeplads, der var omkring ti meter fra Embry.
Muntert begyndte hun at kravle op ad en klatrevæg, mens hun omhyggeligt sørgede for at lave nogle ledende lyde, hvorefter hun tog fat i en gren på træet overfor, og svang sig lydløst op i det.
*Ikke larme.. Ikke larme* tænkte hun glad, mens hun kravlede et par meter højere oppe i træet, så Embry ville få svært ved at se hende fra legepladsen.
Hun satte sig tålmodigt til rette, mens hun ventede på at han ville begynde at lede efter hende.

Embry rystede på hovedet "nej selvfølgelig kigger jeg ikke, det er ikke sjovt.." sagde han og grinede lidt, det kunne jo have været meget sjovt alligevel, men han gjorde det ikke.
"22...23..24" talte han, og lyttede lidt. Hun var overraskende stille, men det gjorde ikke noget, han kunne nok dufte hende når han begyndte at lede.
"30.. nu kommer jeg" sagde han, og åbnede sine øjne og så søgende rundt.
Han rejste sig stille, og lyttede med et skævt smil på læberne. Han snuste dybt ind, og det glødede svagt lilla i hans øjne, før han begyndte at gå. Han tjekkede nogen buske på vejen hen mod en lille legeplads.
Han snuste stille ind flere gange, og lukkede kort sine øjne på et tidspunkt for at få et ordentligt indtryk af duften, og for at sikre sig at det var hendes duft og ikke en eller anden unges. Han kom hen til legepladsen "Angeliiiie.." hviskede han og grinede så lidt. Han snuste stille igen, og så op.

Angelie bed sig hårdt i læben, mens hun sad musestille i træet. Hun skævede hen mod ham igennem øjenkrogen, og bemærkede han trak vejret gennem næsen, som om han kunne dufte hende?
Nysgerrigt snuste hun selv ind et par gange, men kunne ikke selv lugte noget.
Hun bemærkede at han kom tættere på, og koncentrerede sig om ikke at lave en eneste lyd. Muntert smilede hun over hele ansigtet, og blev nødt til at ligge en hånd over munden, da han begyndte at kalde på hende.
Hun ville i hvert fald ikke lave nogle lyde.. Slet ikke når han var så tæt på. Istedet sukkede hun lydløst, mens hun slappede af i træet. Det var altid noget at hun ikke var bange for højder, eller andet, for ellers havde denne leg nok ikke fungeret så godt.
Hun bemærkede igen han trak vejret gennem næsen, og rynkede kort panden. Stod han og brugte en eller anden form for evne? Var han mon et væsen? Hun kunne vel altid spørge ham om det.. Men det ville betyde at hun også blev nødt til at afsløre sig selv.

Embry var ikke særlig videne om at han rent faktisk kunne afsløre sig selv som væsen, det havde alkoholen slækket hans tankekraft og koncentration for meget til.
Han smilede skævt da han så op for han kunne ane noget der i hvertfald ikke var et træ. Han greb fat i klatrevæggen, og kravlede op.
Han kravlede helt op "sikke en fin udsigt du har heroppe" sagde han og så kort rundt for at betragte omgivelserne omkring dem, og under dem.
En blid vind fik en af hans rødorange totter, til at kilde ham på kinden og han rykkede den langsomt væk, og så lidt på Angelie der sad mellem grenene mens han sad på toppen af klatrevæggen.
"Forresten fundet.." sagde han og smilede skævt. Han nød kulden, og rusen, og selvskabet og lukkede kort sine øjne.
Han kløede sig fraværende på kinden, havde helt glemt at det var meningen at hun skulle finde ham eller at han først og fremmest skulle gemme sig, men natten havde hans opmærksomhed "Nærmest fortryllet.." brast det ud af ham, og så smilede han lidt og så på Angelie.

Angelie, som var sikker på ikke at blive fundet det næste stykke tid, stirrede bare fortørnet på Embry, da han kravlede op ad klatrevæggen, og snakkede uden rent faktisk at have kigget i hendes retning.
Undrende kløede hun sig lidt på kinden, inden hun lænede sig forover, så hun lå langs den gren, hun sad overskrævs på.
"Mmh.. Det er en helt fantastisk udsigt" svarede hun enigt, selvom hun ikke var meget fokuseret på omgivelserne omkring dem, men mere på ham. Hun havde så småt mærket hvordan hendes rus langsomt forsvandt ud af kroppen igen, og hun ønskede egentlig at den bare ville fortsætte i det øjeblik. Hun havde brug for den.
Med et let rynk på næsen, kunne hun ikke lade være med at smile, da han begyndte at snakke om fortryllede nætter. Istedet nikkede hun bare så godt hun nu kunne fra den stilling hun lå i, mens hun bad til at hun ikke var så fuld, at hun ville falde ned fra grenen.

Embry så på hende og smilede skævt, havde fået revet sig ud af den sære tilstand han havde været i. "Pas på du ikke falder ned.." sagde han så da hun faretruende lænede sig ud på grenen. Han så lidt ned af klatrevæggen, og hoppede så ned.
Han landede smidigt, dog lidt vaklende på grund af alkoholen i hans blod, så det gik knap så godt, som det ville have gjort hvis han havde været ædru.
"Din tur til at tælle.." sagde han, med et djævelsk smil, og mente at han nok kunne finde et ret godt gemmested.
"Vi glemte forresten vodkaflasken henne der.. du ved.. der vi lå" mumlede han og pegede i retningen af vodkaflasken. "Oh its not the quest for camelot, its the quest for the vodka bottle!" sagde han med den brændene lyst til at sige som en pirat, men de drak vist ikke vodka.

Hun stirrede endnu engang overrasket, og meget forbløffet på ham, da han bare sådan hoppede ned uden videre.
Hendes tilstand ville langt fra få det til at se halvt så godt ud, som han lige havde fået det til. Så med et let suk, kravlede hun forsigtig, og klodset ned fra træet, i et langsomt tempo inden hun smilede uskyldigt, da hendes fødder let plantede sig på landjorden.
"Jamen jeg tror jeg tæller derhenne" svarede hun så smilende, og pegede hen mod det sted, hvor de havde ligget tidligere.
Muntert satte hun i gadedrengehop, og nåede hen til stedet, og flasken, som hun samlede på, skruede låget af, og drak endnu en mundfuld, inden hun grinede.
"Nemlig.. Guest of the bottle" gentog hun med et smil, inden hun satte flasken fra sig, og lagde begge hænder over sine øjne. "1....2....3..." Talte hun langsomt, mens hun vippede lidt fra den ene side til den anden.

Embry så om på hende da hun kravlede ned, og smilede skævt. Han gik hen og støttede hende så hun kunne komme ordentligt ned uden at falde og slå sig. Han syntes nu at hun kravlede ret godt med hensyn til hvor meget hun havde drukket, og smilede til hende, og betragtede det uskyldige smil, som han ikke rigtig troede på.
Han så eftter hende da hun hoppede hen til stedet de havde været før, og grinede lidt da hun tog en tår vodka "Du fandt den! Oh hail you" sagde han drilsk og smilede skævt. Han så sig om efter et gemmested da hun begyndte at tælle, og løb så lydløst som muligt hen til nogen buske og kiggede sig lidt omkring til han fik øje på et skulptureret træ.
Han gik hen til det , og bankede let på det. Det var nok oprindeligt ment til at børnene kunne kravle igennem det, for det var hult, men meget smalt.
Han smilede skævt da smalhed ikke var et problem, og kravlede ind og lade sig, mens han lyttede til hendes tællen. Han var heldigvis ikke så høj at hans ben lå udenfor træet

Hun sendte ham et taknemligt smil, da han havde hjulpet hende ned, hvilket hun nok havde haft brug for, inden hun bed sig kort i læben, og vendte blikket mod jorden.
"26...27..28.." talte hun videre, efter hun havde sat sig til rette, mens hun grinede muntert over hans kommentar omkring vodkaflasken. Ja den havde hun i hvert fald fundet.
Angelie vippede let frem og tilbage, i en vuggende stilling, mens hun utålmodigt ventede på hun nåede de tredive. "..30!" råbte hun så højt hendes lunger ville tillade det, inden hun nærmest sprang op, samlede vodkaflasken op fra jorden og lod blikket glide søgende rundt.
Undrende skruede hun igen låget af, og drak lidt af flasken, mens hun valgte at gå i en helt tilfældig retning, hvilket resulterede i at hun slet ikke var i nærheden af det skulpturerede træ.
Et let nys undslap hende, og Angelie brummede lettere irriteret. Der var ikke noget værre, end når hendes allergi begyndte at komme frem.
"Ku kuuuuk" jublede hun højlydt, for at få ham til at give en lyd fra sig.

Embry fnes ved lyden af hendes nys, det var sødt.
Han lå helt stille imellem træet, var utrolig glad for at han ikke led af klaustrofobi, eller sådan noget i den dur.
Et lille grin undslap hans læber da hun 'kuk kukkede' af ham, og så lidt ud af den anden ende af træstammen "uhu!" sagde han, og grinede lidt igen.
Som lille havde han elsket gemmeleg! Legen over dem alle! Den der gjorde en så spændt, at man skulle tisse hver gang man havde gemt sig. Embry var dog heldig for han skulle ikke tisse, fuldskaben havde nok sløret hans sanser, og alt muligt andet.
Han tog en dyb indånding og ventede spændt. Han havde sagt en lyd, det måtte være godt nok.
Hvis han havde været ædru havde han nok listet sig rundt fra skjulested til skjulested, men det turde han ikke for så ville hun bare komme og finde ham. Det var han i hvertfald overbevist om.