Just around the riverbend

Sted. Den fredfyldte skov
Omkring. No one
Tid. 21.32
Vejr. Mørkt og lunt
Dag+ dato. IRL
Påklædning. http://www.republic.co.uk/content/ebiz/republic/invt/82910/82910_lg1.jpg

Roses blik var ude på en flod som gik i skoven. Hun fulgte breden og elskede lyden af vand og følelsen af noget vådt gå over hendes fødder som var bare. Hun havde et muntert smil på læberne og tog nogle dybe indåndinger gennem næsen så hun kunne dufte hver eneste duft som blev kastet ud af skoven. Dette var utrolig fredfyldt og hun elskede skoven, og håbede at ingen ville komme og ødelægge dette for hende.

Erenir gik langsom gennem skoven mens hans lange, sorte kåbe slæbtes efter ham og hans sorte hætte dækker hand ansigt og bevæger sig frem ad ved hjælp af hans instinkter. Erenir hører vandet suse og bevæger sig hen mod floden for at se om der er noget han kan jage siden han er på jagt. Erenir kommer tættere på floden og ser en person ved vandet som han så vælger at ignorer personen imidlertidig siden Erenir ikke ved hvad det er.

Rose lod hurtigt sit blik gå over på en person som kom gående. Hendes skridt stoppede hurtigt, og hun lod sine instinkter langsomt tage over og prøvede at se hvad denne person var. Det var en fyr, kunne hun se. Det var ikke et menneske, men hun vidste ikk hvad det var. Det var et væsen som hun aldrig havde mødt før. Hendes isblå øjne hvilede på personen og havde det ikke godt med at hun ikke kunne se fyren ordentligt.

Erenir gik langsom hen til vandet og gik i hug ikke langt væk fra personen. Erenirs lange sølv hår faldt ud af hætten da han bukkede hovedet ned mod vandet for at se sit sorte ansigt med sit sølv farvede øjen bryn og hår. Erenir skyndte at sætte sit hår tilbage, for intet væsen skulle have æren af at se hans ansigt og hår undtagen hans egen høje race.

Rose så nøje efter væsnets bevægelser og så på hans sølvhår som faldt ud af hætten. Hun rynkede på panden og gik et par skridt hen mod personen så hun kunne se hans spejlbillede og gispede lavmælt da hun så hvor sort han var i huden. Der var kun én ting han kunne være.. Sort elver. Rose havde godt hørt om disse væsner, og vidste at de kunne være farlige. Men hun lod sig ikke vige tilbage fra denne elver og vidste jo ikke om han ville hende noget ondt. Nu ville hun jo ikke bedømme på forhånd..

Erenir fortsatte med at kigge i vandet men bemærkede personen som kom tættere på i et spejl billede. Erenir kiggede rolig på det hæslige billede af det menneskelige skikkelse og sagde i et rolig tonefald, men med en dyb stemme. "Og hvem er de?" Erenir kiggede stadig i vandet uden at rører sig fra stedet.

Rose så lidt på spejlbilledet i vandet, men lod hurtigt sit blik gå væk fra ham da hun syntes at hun stirrede lige lovlig for meget "Uhmm.." mumlede hun og strøg en hånd gennem sit hår ".. Rose" sagde hun lidt tøvende og vidste ikke helt om det var en god idé at fortælle ham sit navn.. Men nu var det for sent og hun havde fortalt ham det "Hvad med dig?" spurgte hun og var tydeligt varsom omkring ham.

Erenir rejste sig langsomt op og kiggede hen på den anden side af floden helt tom uden at sige noget. Erenir tingede sig lidt om før han svarede. Erenir tøvede lidt men bestemte sig så for at svare. "Jeg er personen der visker i mørket bag din ryg... Jeg er person der spreder mørke samt samler det igen... Jeg er en som du ikke burde se, men som du gerne vil se og ikke kommer til at se." Erenir kigger tomt ud i luften, uden at rører sig ikke ud af flæggen.

Rose så fortvivlet og forvirret på sort elveren og vidste ikke hvad han mente med det som han sagde, men brød sig dog ikke alt for meget om det "Uhmm.. Og det skal betyde?" spurgte hun og lagde hovedet let på skrå og så lidt på den kutte han havde på og undrede sig lidt over hvorfor den var der. Som det nysgerrige og total dumme væsen som Rose jo godt kunne være få gange, lod hun langsomt sine fødder tage sig hen til elveren og rakte langsomt og lydløst op for at hive hans kutte af, bare for at se hvad der gemte sig bag den.

Erenir står stille mens personen kommer tættere på og lader personen tage hans kutte af. Erenir følte det lille hiv i hans kutte. Da personen hev i kutten forsvandt kutten ud af hånden på personen og sammen med den Erenir selv. Det eneste man kunne hører var en ondskabsfuld latter.

Rose så kun et hurtigt glimt af elveren og tog hurtigt sin hånd til sig da han forsvandt ud i den blå luft. Det løb hende koldt ned af ryggen og så sig hurtigt omkring for at finde ham og brød sig ikke om at han bare forsvandt og at hun nu kunne høre en ondskabsfuld latter. Dette kunne ikke være godt!..

Erenir gik ind i en skygge verden og så Pigen være forvirret og kigge forvirret rundt. Erenir så pigen kigge rundt og gik bag hende. Erenir tingede sig lidt om og bestemte sig så for at påbegynde en jagt. Erenir kommer langsomt frem lige bag pigen så tæt at hun kunne høre hans vejr trækning. Erenir tager sin form men først som nøgen og senere kom hans kåbe ud af mørket og dækker ham fuldstændig man kan se ham helt tydeligt.

Rose så frem for sig og holdt vejret da en andens persons vejtrækning lød helt tæt. Da hun ikke kunne holde vejret længere begyndte hun at trække vejret i paniske drag og gik langsomt et skridt baglæns og gik lige direkte ind i en. Hun behøvede ikke at vende sig om for at gætte hvem det var, men gjorde det dog alligevel og så op på elveren som højere end hende. Hun sprang hurtigt et skridt væk fra ham så hun havde lidt afstand og sank en klump da hun ikke brød sig særlig meget om denne elver.

Erenir kiggede ned i Jorden. Erenir tog sig stille om sin hage og tænkte sig lidt om. Erenir knugede lidt og sagde højlydt. "Hvad er du?... du er ikke et menneske det kan jeg føle." Erenir knugede endnu en gang før hand fortsatte, men så i en mere vredt stemmelege" Fortæl mig det nu!... og jeg vil give dig en gave." Erenir former en knytnæve og tog den til munden han pustede en lille skygge ud derefter lagde der en guldhalskæde med en sort diamant i midten af den. Erenir rækker den frem så hun kan se den.

Rose så op på fyren og rynkede panden. Hun rykkede sig hurtigt et skridt baglæns da han lød vred, men tvang sig selv til ikke at blive påvirket af det. Hun så lidt på det smykke han viste frem og var liiige ved at fortælle det, men rystede hurtigt på hovedet for at få sig selv til at komme ud af det "Nej!" sagde hun hurtigt og rykkede endnu et skridt væk "Jeg fortæller det ikke.. Ikke frivilligt" mumlede hun og vidste at det bare gav flere problemer hvis elveren vidste at hun var en engel.

Erenir hørte roligt efter hvad Rosa sagde og derefter kiggede han tomt på den hånd han havde smykket i. Smykket forsvandt i en skygge og Erenir kiggede stadig på sin kåbe klædte hånd som intet smykke havde mere. Erenir tog sin rolige men mere uhyggelige stemme til sig igen og sagde så. "Jeg tilbyder dig at leve og endda en gave... frivilligt... men hvis du ikke vil fortælle det frivilligt så må jeg tage det... men jeg giver dig en chance mere... fortæl mig hvad du er." Erenir venter spændt på hvad Rose svare, men uden at visse nogle tegn for det.

Rose rystede på hovedet "Nej!" sagde hun bestemt og var stædig som bare fanden. Hun havde heldigvis lidt afstand til sort elveren og brød sig virkelig ikke om ham. Men om hun ville fortælle ham hvad hun var.. Aldrig!

Erenir tog begge arme ud til siden som om han skulle til at lave et ritual, men han stod bare der og kiggede ned jorden og sagde så meget stille i et meget uhyggeligt stemmelege. "Som du vil Rose." Erenir begynder at tage faste, lange skridt mod rose med sine spredte arme.

Rose så på elveren med et bange og fortvivlet blik og vidste ikke hvad han lavede og kunne intet andet end at gå baglæns så hurtigt hun kunne. Hvad kunne hun ellers gøre? "Hold dig væk fra mig!" snerrede hun og var egentlig blevet lidt panisk omkring dette her.

Erenir gik i sit langsomme tempo tættere på og sagde gentagede flere gange. "Mørket tager dem der ikke visser sit sind mørket vil tage den viden den har brug for." Erenir gik tættere og tættere og stoppede ikke med at gå.

Rose lavede nogle små bange hulkende lyde og blev ved med at gå indtil at hun kunne mærke et træ mod sin ryg. Hun rystede svagt af skræk og vidste ikke hvad der ville ske med hende. Hvorfor var elveren sår'n? Rose havde troet at elvere var fredelige væsner.. Men nej.. Ikke denne elver. Hun pressede sin ryg mod stammens træ i håb med at hun ville gå i et med træet og han derfor ville opgive hvad end han havde tænkt sig at gøre.

Erenir stoppede op og tog sig til hagen han tænkte sig lidt om og bestemte sig så for ikke at jage pigen, der lå ingen ære i at dræbe noget der ikke engang forsvarede sig. Erenir kiggede stadig på jorden med et koldt og ondt blik derefter knugede han lidt før han råbte. "Dit forbandede æreløse bæst vis dig selv nu!... eller beskyt dig selv" Erenir tog et kridt tilbage så han havde et bedre fod faste.

Rose så på elveren med et usikkert blik da han stoppede op og ikke gjorde noget. Hun gispede lavmælt da han råbte af hende og slog hurtigt sine arme ud som om at hun skubbede imod et eller andet. Hun brugte sine telekinese evner til at få skubbet elveren langt væk fra hende "Lad mig være!!" råbte hun vredt og bange og ville ikke have at han råbte sår'n af hende.

Erenir stod stille og kiggede ned da en energi ramte ham. Erenir sprang op i luften og fløj et stykke og i luften brugte han sine skygge evner og gik ind i skygge verdenen. Erenir forsvandt i den blå luft og gik i den retning hvor Rose stod. Han stod ved siden af hende og gik ud fra skygge verdenen. Erenir dukkede op ved siden af hinde, han tog sin form og derefter prøvede han at tage hans hånd til hendes hovede og slå hovedet ind i det træ der stod bag hende for at slå hende bevidstløs, men ikke dræbe. Han var trods alt ikke en barbar.

Rose så på det sted hvor elveren forsvandt og rystede stadig svagt. Hun opdagede næsten ikke at han var dukket op ved siden af hende, inden at hun mærkede hans hånd ved hendes hoved. Hun skreg højt og havde ikke forventet noget og nåede at slå hårdt til ham før hun mærkede den hårde stamme af træet mod sit hoved og faldt om. Hun var ikke bevidstløs, men det hele snurrede rundt for hende så hun ikke kunne komme op at stå. Hun lå på jorden og klynkede lavmælt og prøvede at få sin verden til at holde op med at snurre og opfattede næsten ikke noget.