Just around the riverbend

Erenir prøvede at ignorere smerten og fuldføre sit angreb. Erenir fuldførte sit angreb hvor derefter han tog sig kort til siden. Erenir kiggede på sin side hvor derefter han skyndte sig hen til den liggende Rose for at sparke hende i hovedet for at slå hende bevidstløs. Erenir kom tættere på Rose og holdte konstant øje med hendes ben for de ikke sparkede ham og hendes arme så hun ikke brugte sine evner igen på ham. Da Erenir kom tættere på prøvede han at sparke hende i tændingen så hun var bevidstløs. Han tænkte ikke på at dræbe hende, men at undersøge hende nøjagtigt.

Rose så op på Erenir med et bange blik og kom med små bønner om at han ville lade hende være, men skreg af den smerte der kom fra hendes tinding da han sparkede hende. Hun mistede bevidstheden og sagde ikke en lyd og så utrolig fredfyldt og smuk ud mens hun lå på jorden. Men hun så nu altid fredfyldt ud når hun sov og var egentlig altid ret pæn..

Erenir stod over Rose og betragtede hendes unge krop. Han gik i hug og begyndte at snuse til hende. Han tænkte sig lidt om og lavede en bevægelse som om han dryssede noget over hende, men intet skete. Han tænkte ret længe på hvad han skulle gøre. Erenir rejste sig op og tog Rose op på armene og bar hende hen til et træ hvor han så bandt hinde med en snor af skygge han hidkaldte. Erenir bandt Rose stramt til stammen for han ville helst ikke lade hende gøre noget uden han havde kontrol over det. Han bandte hendes arme og ben til stammen og derefter gik han lidt tilbage og betragtede hende endnu en gang før han gik hen og prøvede at ruske i hende for at hun kom tilbage til bevidstheden.

Rose lavede ingen lyde overhovedet efter at have vaeret slaaet bevidstloes. Hun laa fuldstaendig stille og bevaegede sig kun meget lidt mens hun blev rykket paa. Hun aabnede sine oejne langsomt da hun blev rusket i og saa op paa elverens ansigt og proevede hurtigt at komme op, men fandt sig selv bundet fast til stammen af traeet og saa ned af sig selv og kunne ikke koncentrere sig om hvad hun var bundet med.. Men bundet var hun. "Slip mig fri.." hviskede hun bedende og saa op paa elveren og kunne maerke taare falde ned af sine kinder og ignorerede smerten fra sit hoved.

Erenir stod stille foran Rose og betragtede hende, men fra en vis afstand. Pludselig forsvandt hans hætte og med det ser man Erenirs skønne lange sølv hår og med det hans endnu skønnere sorte ansigt. Erenir kigger på Roses unge krop med et ondt ondskabsfuldt smil på læben. Erenir tøver lidt senere bestemmer han sig for at sige noget. " Ved du hvem jeg er?" Erenir kigger på hende med et ondskabsfuldt smil og begynder at le."Ha ha ha..." Derefter står han og venter på svar.

Rose saa op paa elveren og ser bare paa ham med et bedende blik og kaempede mod det som var bundet omkring hende. Hun stoppede brat da hun saa hans ansigt og havde aldrig set en sortelver paa saa kort en afstand og sagde intet. Hun rystede svagt paa hovedet af hans spoergsmal og tvang sig selv til at sige noget ".. Nej.. Det fortalte du mig ikke.." sagde hun og havde ikke brudt sig om hvordan han havde set paa hendes krop og hvordan han nu saa saa ondskabsfuldt paa hende og broed sig overhovedet ikke om dette.

Erenir kiggede på Rose og sagde med en rolig, men uhyggelig stemme. "Undskyld mig... Jeg mente, ved du hvad jeg er?" Erenir tog sig til hagen og gik lige så stille rundt om træet Rose var bundet til. Erenir kiggede på Rose. Erenir stoppede op et øjeblik, men fortsatte lige derefter. Han havde en ondt smil på læben og kiggede med ondskab i øjnene.

Rose bed sig blidt i underlaeben og fulgte ham med blikket indtil han forsvandt om bag traet ".. Du er en sort elver.." hviskede hun naesten lydloest, som om at det var forkert eller forbudt til at snakke om sort elverne. Hun rystede svagt og vidste ikke hvad han havde taenkt sig at goere mod hende. Hun kunne maerke hans blik og hans ondskabsfulde smil og broed sig ikke det mindste om det.

Erenir gik stadig rundt om hende og fortsatte at snakke i den rolige, men onde stemme. "Ja, og hvor meget ved du så om min race... lille pige?... Fortæl mig alt... for vis ikke så vil jeg klippe noget af dig for hver gang du ikke lystre." Erenir rettede lidt sin ryg og derefter råbte han meget højt og voldsomt. "Er det forstået?!!!" Derefter gik Erenir foran hende og kiggede på hendes krop med sit onde smil.

Rose saa paa elveren og rynkede paa panden og vidste ikke hvad pokker det skulle mene "Hvad?" spurgte hun og pressede saa godt hun nu kunne op af traets stamme og broed sig ikke om dette her. Hun kendte egentlig ikke saa meget omkring sortelvere og dette var jo foerste gang at hun moedte en sort elver.

Erenir så ganske roligt på Rose og begyndte langsomt at gå i hendes retning. Han kommer helt tæt på hende og siger så stille. "Jeg giver dig dit liv nu og jeg forventer at du vil gøre det samme når du for mugligheden." Erenir gik baglæns og hans hætte af skygge kom tilbage. Han vendte sig om og kiggede ned på jorden. De skygge snore der bandt Rose forsvandt og han sagde roligt. "Vi vil mødes igen Rose du taller sandt og det belønner jeg stort, men jeg forventer som sagt at du vil gøre det samme når det er mig der bliver nær døden." Erenir stod still og ventede på et svar fra Rose.

Rose så op på elverens ansigt og blev ved med at rynke panden. Hun stillede sig hurtigt op da hun kunne mærke at snorene omkring hende forsvandt og rystede hurtigt på hovedet "Aldrig! Jeg vil ikke hjælpe dig om jeg så fik en million for det!" snerrede hun og knyttede sine hænder hårdt sammen og lod igen sin telekinese skubbe hårdt til ham for at få ham væk.

Erenir vendte sig om og knugede af Rose da han så hende skubbe noget energi efter ham. Erenir mærkede energien på sig og i samme øjeblik forsvandt han. Erenir blev bare stående og kiggede på Rose og da energien var forbi kom han tilbage fra skyggendes verden. Erenir flyttede sig ikke en millimeter og kiggede stadig fast og ondt på Rose. Erenir brød ud i latter og sagde så med en højlydt stemme. "Troede du at du bare kunne skubbe mig væk?! Jeg er Erenir den sorte... En af de få overlevende mørkets fyrster. Vis du vil føle min vrede på dig så lad det ske." Erenir stod foruroligende rolig og ventede på noget.

Rose så på elveren som åbenbart hed Erenir og vidste ikke hvad hun skulle gøre "Forsvind nu bare!!" snerrede hun vredt og prøvede igen at skubbe til ham, men bare hårdere, med sine telekinese evner og ville ikke tøve med at gøre andre ting mod ham hvis ikke han snart gjorde hvad hun sagde "Jeg er Roselin Dorian.. Og jeg er den stærkeste engel du kan finde! Og jeg vil ikke tøve med at gøre det af med dig!" snerrede hun truende, men havde selføli ikke lyst til at dræbe nogen som helst. Det var bare lidt af en tom trudsel det hun sagde og kunne ikke få sig selv til at dræbe ham.

Erenir brugte sin evne igen og forsvandt kort og kom tilbage igen. han rakte den en arm ud i luften mens Erenir begyndte at messe nogle ord og gentagede dem flere gange han sagde. "Mørket min skæbne, mørket mit våben." Erenir gentagede det et par gange og så kom der en skygge spiral rundt om hans arm der startede fra skulderen og gik til hånden og da den kom til hånden formede den sig til et sværd (eller rettere sagt en Katana) som var helt sort. Erenir begyndte at messe højere da spiralen kom tættere på hånden og stoppede da den formede sig til sværdet. Under forløbet begyndte Erenirs øjne at lyse op med et hvidt skær som kunne ses gennem hætten. Erenir stod nu med sværdet og begyndte at gå i retning af Rose. Han holdte sværdet oppe klar til kamp.

Rose så sig hurtigt omkring da Erenir forsvandt igen og så hurtigt over på ham da han kom tilbage og rynkede forvirret på panden da han begyndte at messe. Hun så på sværdet med store øjne og begyndte langsomt at gå tilbage da han kom tættere på "Stop, Erenir!!" snerrede hun vredt og advarende.

Erenir stoppede ikke og ignorerede Roses advarsel. Han gik med lange faste skridt og han kiggede ned på jorden og hans øjne lyste ham vej. Han skyndte sig hen til Rose og da han kom tiltrækkelig tæt på prøvede han at svinge hit sværd ikke for at ramme hende, men gøre hende bange hvor han derefter prøvede at sparke til hende mens hun var i færd med at undvige sværdet. Han ville ikke slå hende ihjel det havde han jo lovet hende. Erenir smilede ondskabsfuldt og han brød i latter da han prøvede at svinge sit sværd.

Rose så bange på Erenir og undveg hurtigt sværdet da han svingede med den, men følte derefter stor smerte efter at han havde sparket hende og faldt sammen på jorden "Din idiot!!" snerrede hun og holdt sig til det sted hvor han havde sparket hende og fik kun undveget det sidste sving med sværdet, med nød og næppe.

Erenir skyndte sig hen til den liggende Rose. Han gik med faste skridt hen mod hende og holdte øje med både hænder føder så hun ikke brugte sine evner på ham eller sparkede til hans ben så han væltede. Erenir skyndte sig hen til hende og sprang op hindes øverste del af over kroppen. Hans knæ var på hendes arme så hun ikke kunne bruge sine evner. Derefter tog han sit sværd til hendes strube og råbte så. "Gør som jeg siger Engel!... Ellers bliver min ære nød til at dræbe dig!" Erenir snerrede ad hende som en kat og pressede til med sine knæ mod hendes arme.

Rose så på Erenir og prøvede hurtigt at komme væk fra ham, men nåede det uheldigvis ikke. Hun klynkede da han satte sig på hende og prøvede at komme fri fra ham, men stoppede hurtigt da hun fik sværdets klinge mod struben og lå fuldstændig stille "hvad vil du mig?!" spurgte hun snerrende og vidste jo ikke hvad han ville.

Erenir snerrede ad Rose da han hørte hende tale og råbte så. "Hold mund sig kun hvad jeg giver lov til!" Der efter løftede han sværdets klinge fra hendes strube og slog hende med sværd skaftet til at få hende til at lystre. Derefter satte han atter klingen til hendes strube og råbte så. "Sværg på at du vil gøre hvad jeg siger!!!... Nu!!!" Derefter kiggede han på hendes han ansigt, men ikke på noget konkret. Hans øjne lyssede på hendes øjne og blindede hende sikkert og derfor vendte han blikket væk fra hendes ansigt. Erenir ville ikke lave mere skade end højest nødvendigt.

Rose klynkede lavmælt da han råbte af hende og stønnede af smerte da han slog hende med skaftet af sværdet og var lidt væk efter slaget, men kom til sig selv da hun igen kunne mærke klingen mod hendes hals ".. Jeg- jeg.. Jeg gør alt hvad du siger.." hviskede hun stammende og ville ikke blive slået igen og blinkede et par gange da hun blev blændet at hans lysende øjne.

Erenir lænede sig langsomt tilbage og tog sin vægt væk fra hendes hænder, men holdte stadig sit sværd ved hendes strube. Erenir smilede ondskabsfuldt hvorefter han rejste sig op, men holdte stadig sit sværd på hendes strube. Erenir tog sig til hagen med den anden hånd og tænkte sig om et øjeblik hvorefter han tog klingen væk fra hendes strube og sagde. "Sæt dig på dine knæ og hør hvad jeg siger." Derefter gik Erenir hen foran Rose og ventede på at hun satte sig op.

Rose tog hurtigt sine hænder væk fra under hans ben da han ikke havde sin vægt mod hendes hænder længere og kunne stadig mærke klingen mod sin hals. Hun lå helt stille indtil hun kunne mærke at han rejste sig op og åndede lettet op da hun kunne mærke at han fjernede klingen. Hun adlød lidt tøvende og satte sig langsomt op på sine knæ og lod sit blik starte ved hans fødder og langsomt op af hans krop og sluttede ved hans hætte og prøvede at lade vær med at se på hans ansigt alt for meget da hun ikke vidste om han ville blive sur eller noget.

Erenir stod stolt foran hende og kiggede meget alvorlig på hende. Han tog en dyb indånding og startede i sin foruroligende rolig stemme. "Som du har set er jeg stærk og kan vinde over dig i kamp og det vil jeg gøre igen og igen vis jeg bliver nød til det, men jeg kan lade dig gå vis du gør som jeg siger og nu vil jeg bede dig om at hører efter og derefter svare." Erenir tog sig til hagen og tænkte sig lidt om hvorefter han sagde med en rolig stemme. "Jeg er en sort elver og alt hvad vi har er vores ære og den er meget dyrebar for os... Så du har 2 muligheder." Erenir tøvede et øjeblik, men bestemte sig så og fortsatte. "Jeg skal nemlig have mættet min ære så jeg kan gøre det på to måder. Den ene er at jeg hugger dine engle vinger af og tager dem som trofæ eller at..." Erenir stoppede op og kiggede direkte på hende. " At du bære mit barn for vi sort elver er ikke mange og hvis noget andet væsen skal bære vores slags så er det en engel. Men hvis du vælger at bære mit barn skal du gøre det frivilligt for barnet skal ikke leve i en der ikke ønsker barnet.