Slaying in the night.

Vicente stoppede op og så ned på Artemis. "Vi vampyrer er umenneskelige hurtige og stærke. Du skal nok bruge noget tid på at lære at kontrollere det. Lad os starte med hurtigheden. Løb." Sagde han så og rettede så blikket frem for sig, i retning af hvor hun skulle løbe.

Først så Artemis forvirret op på ham.. Så begyndte hun lettere usikkert at løbe. Først bare normalt tempo, sådan som hun var vant til, men hun kunne ligesom regne ud, at hun nok skulle sætte farten op. Så det gjorde hun. Først blev det blot til en spurt, men efterhånden som hun løb blev hastigheden højere. Hvilket resulterede i at Artemis mistede balancen, og faldt hen af jorden.

Vicente så hende falde og løb så med sin vampyriske hurtighed hen til hende. Han satte sig på hug ved siden af hende for at hjælpe hende op. "Du skal vænne dig til hurtigheden og lære at holde balancen. Som du kan se er der en meget stor forskel mellem menneskehastighed og vampyrhastighed." Sagde han og så på hende. Hun kunne øve sig på at løbe på vejen hen til den duft, som Vicente mente kom fra et menneske.

Artemis var lettere fortumlet efter faldet, men nikkede alligevel. Jo, det kunne hun godt se at der var... Hun kom på benene igen, og så lidt på ham. "Hvorfor gjorde du mig til vampyr?" spurgte hun så, og betragtede ham stille.

"Jeg havde lyst til at prøve det og samtidig var du den perfekte at starte med angående mit.. Projekt." Sagde han og nikkede let. Han var vel også nået til det punkt, hvor han var blevet enig med sig selv i, at han manglede selskab. Han ville ikke kunne blive ved med kun at være sammen med lig, hvis han skulle undgå at gå fuldstændigt fra forstanden.

Artemis nikkede let. Han havde lyst til at prøve det... Derfor rev han hende ud af hendes liv, og kastede hende hovedkuls ud i en helt nu verden... Hvilken begrundelse... "Projekt?... Hvilket projekt?" spurgte hun videre, og lade let hovedet på skrå. Artemis havde altid være nysgerrig som bare fanden, og det havde ikke ændret sig det mindste. Desuden var hun den type, der bare spurgte hvis hun enten ikke forstod noget, eller undrede sig over noget. Eller hvis hun bare ville vide mere om noget..

Vicente satte sig atter på hug ved siden af hende, så de var på nogenlunde samme højde. Han lagde en bleg hånd på hendes skulder og så ind i hendes øjne. "Mit projekt er et hemmeligt projekt.. Det skal forblive hemmeligt, okay?" Sagde han og strøg så en lok af sit lange sorte hår om bag sit ene øre. "Så det jeg fortæller dig skal ikke videre til nogen andre, forstår du?" Spurgte han så. Han kunne godt være ærlig overfor hende. Hun var jo trods alt den første, som han havde gjort til vampyr.

Artemis nikkede alvorligt. "Det forstår jeg godt." svarede hun, og så nysgerrigt på ham. Hvad mon det kunne være, der var så hemmeligt?...

/7Sorry det meget korte svar o.o//

Vicente nikkede let. "Jeg vil samle en hær af vampyrer. Dusørjægerne er efter os og går efter at udrydde os fuldstændigt. Vi skal være en hær, som kan stå sammen og kæmpe imod menneskerne. Vi må tage dette træk før andre gør. Før andre får samlet en styrke, som er stærk nok til at feje os af benene. Vi skal vise, at vi vampyrer er den bedste og stærkeste race." Sagde han alvorligt. Han var meget seriøs omkring dette. Normalt var Vicente ikke en, som ville lade sig binde til at andre, men det var jo efterhånden hvad han blev nødt til for at overleve. Dusørjægerne holdte sig også meget for sig selv, men de blev jo også bedre og bedre og før eller senere ville de også begynde at rotte sig sammen, så hvis Vicente startede denne bølge først, så ville de være det skridt foran alle andre. Det var også meget vigtigt, at dette blev holdt skjult. Hvis andre racer fik nys om dette, så ville de straks begynde at samle en modstandsstyrke, hvilket var alt andet end godt.

Artemis så lettere overrasket på ham. Regnede han med at hun skulle kæmpe? Forhåbenligt ikke... Hun nikkede let, som for at vise at hun lyttede til ham. Det gav jo egentlig meget god mening... Men tanken om krig virkede nu alligevel skræmmende på hende..

"Du er stadig alt for ung til at kæmpe, bare roligt.. Det har jeg skam tænkt på." Sagde han og nikkede let. "Du er dog den perfekte til at infiltrere, spionere og lignende." Sagde han og gav hende så et blidt klap på kinden, hvorefter han rejste sig op. "Nu er du jo også min lærling.. Jeg skal nok passe på dig." Sagde han og begyndte så at gå igen. Duften var allerede kommet et godt stykke væk fra dem, hvilket ikke var alt for godt.

Artemis fulgte hurtigt trop, da han begyndte at gå igen. Hun tænke let over hvad han havde sagt, og tog næsten forsigtigt hans hånd. Egentlig var det rart at vide, at han ville passe på hende. Så rettede hun blikket op mod ham. Hun sagde ikke noget, men fulgte bare trit, og holdt om hans hånd.

Vicente kastede et blik ned på sin hånd, som hun havde taget. Han så bare på den i et kort stykke tid, men så så frem for sig igen. "Når vi jæger, så har vi forskellige fremgangsmåder." Sagde han og strøg en lok af sit lange sorte hår om bag sit ene øre. "Vi kan gå voldeligt frem eller tiltrække dem med ord og charme." Sagde han. "Du vil have en fordel omkring det med ord og charme." Tilføjede han så.

Artemis nikkede. Det gav jo god mening. Hun kunne i hvert fald ikke se sig selv angribe nogen som helst, på den måde hun selv var blevet angrebet af vampyrer. - Det var hun alt for lille til... "Jeg tror også jeg vil foretrække det med ordene..." mumlede hun stille.

"Men husk, du vil ikke altid kunne snakke dig ud ad problemerne, så sørg også for at holde dine voldelige metoder klar." Sagde han og så kort rundt. "Og husk at gå efter halsen, når du skal bide dine ofre." Sagde han og kunne dufte, at de kom nærmere på mennesket. De ville snart støde ind i mennesket, var Vicente ret sikker på. Han stoppede op og så ned på Artemis. "Fortsæt selv herfra. Jeg vil holde øje med dig fra mørket." Sagde han så og slap hendes hånd.

Artemis så et øjeblik op på ham, men nikkede så. "Okay.." sagde hun stille, og begyndte så igen at gå, samme retning som de sammen havde gået i før.

Vicente forsvandt ud i mørket, men fulgte hende dog lydløst. Han ville kun træde frem og hjælpe hende, hvis det var absolut nødstilfælde. Hun skulle jo ikke tro, at han ville være der for at redde hende hver eneste gang. Hun skulle lære at klare sig selv, selvom det nok ville tage tid. Vicente regnede med, at hun godt kunne klare et simpelt menneske, selvom hun ikke havde været vampyr meget længe.

Artemis fik nu øje på mennesket, og gjorde så noget, som hun ikke før havde så meget som overvejet at gøre; hun satte et grædefærdigt ansigt op, og snøftede let, som hun kom tættere på mennesket. En mand var det. Han vendte sig om i det han hørte den lavmælte snøften, og så overrasket på Artemis. "Hvad laver du dog her så sent?" spurgte han hende. "Jeg kan ikke finde far..." svarede hun med grødet stemme, og så ulykkeligt op på ham. Faktisk var det ikke en løgn. - Hun kunne ikke finde sin far, og hun havde ellers ledt længe efter ham...

Vicente betragtede hende fra mørket. Hun var god, meget god, men lige netop det fik ham til at tvivle. Var hun bare god til skuespil eller lod hun sine virkelige følelser vise sig? Det så i hvert fald ud til at virke, hvilket var hvad der betød noget lige nu. Nu ventede han bare på, at hun skulle se chancen til at bide ham og så gribe den chance.

Manden så et øjeblik rundt, før han satte sig på hug, og rakte en hånd frem mod Artemis. "Kom, så skal jeg følge dig tilbage til byen. Din far går sikkert og leder efter dig." sagde han, og så igen rundt. Kunne tydeligvis ikke forstå at der ikke var nogen sammen med den lille pige så sent om natten. Artemis trådte helt hen til ham, og lagde armene om halsen på ham, som et forskræmt barn. Igen; noget der passede meget godt med sandheden. Først her tøvede Artemis... Ikke mere end nolge sekunder, men det var alligevel en tøven. Så satte hun forsigtigt de spidse tænder mod hans hals, lukkede øjnene hårdt sammen, og bed så til. Et overrasket gisp ved smerten, lød fra manden idet hendes tænder gik gennem hans hud.

Vicente trådte frem for mørket og var stadig lydløs, som han gik hen imod hende. Det havde hun klaret meget, meget godt. Vicente huskede selv tydeligt den første gang, han skulle bide nogen. Han var gået amok i en blodrus, da han havde prøvet at udskyde det så længe som muligt. Han havde fået bidt flere en én under sin blodrus og havde slået nogle ihjel, såret andre. Alt dette skete jo også fordi Vicente ingen mentor havde haft. Vicente stoppede kort fra Artemis og lagde så en hånd på hendes skulder, som tegn på, hun skulle stoppe.

Artemis slap mennesket, så snart Vicentes hånd rørte hendes skulder. Hun trådte væk fra manden, dog uden at vende sig om, og stirrede på ham. Hun vidste ikke hvad hun følte. Ud over at hun havde det lettere dårligt over at have bidt ham. Hun brød sig ikke om det... Hun brød sig bestemt ikke om det...

"Du har det sikkert underligt inden i nu." sagde han og satte sig på hug ved siden af hende, så de var på nogenlunde samme højde igen. Han havde ikke fjernet sin hånd fra hendes skulder. "Det er meget normalt første gang. Det føles ikke korrekt, men du vænner dig til det. Du skal gøre dette fordi at overleve." Sagde han og rejste sig så op igen og så så mod manden, hvorefter han så tog livet af manden ved hurtigt at brække nakken på ham. Han prøvede dæmpe lyden så meget, som muligt men et knæk kunne alligevel høres.

Artemis lukkede øjnene hårdt i, og krympede sig, da Vicente brækkede nakken på manden. Hun bed sig i læben, men åbnede dog øjnene. Lige nu ville hun egentlig bare hjem... Hjem hvor der ikke var vampyrer, der gjorde hende til vampyr... Dette var selvfølgelig ikke muligt, og det vidste hun også godt... Men det forhindrede hende ikke i at ønske sådan...

"I starten vil det være hårdt for dig." sagde han og trådte så hen ved siden af hende. Han lagde en hånd på hendes skulder og begyndte så at gå tilbage mod hytten. "Du vænner dig til det med tiden." Sagde han og strøg en lok af sit lange sorte hår om bag sit ene øre, hvorefter han så ned på på hende.