Slaying in the night.

Artemis nikkede svagt, og gik stille med ham. "Var du nødt til at slå ham ihjel?" spurgte hun med en lille stemme, og så op på ham. Hun håbede et eller andet sted at hun ikke ville vænne sig til det... Og så alligevel. Artemis rystede svagt på hovedet. Hun ville ikke begynde at tænke for meget over noget som helst lige nu...

Vicente nikkede roligt. "Mennesker må ikke kende til os. Vi må enten slå dem ihjel, konvertere dem eller i hvert fald sikre os, at bliver så bange at de ikke vil snakke om os. Vi er nattens kreaturer.. Vi skal forblive skjult i mørket." Sagde han og gav hendes skulder et blidt klem.

Artemis nikkede let, og så frem for sig igen. "Men... Hvorfor er jeg så ikke blevet dræbt endnu?" spurgte hun tænkende, og kløede sig på kinden. Hun var blevet bidt ind til flere gange nu, men havde fået lov til at fortsætte med sit liv.. Til hun måtte Vicente igen selvfølgelig...

"Det kan jeg ikke svare dig på. Jeg ved jo ikke, hvad der er gået igennem andres hoveder." Sagde han og fortsatte med at gå. Hun havde fået stillet sin tørst, så han ville have hende med tilbage til hytten, så hun kunne slappe af, hvis hun havde brug for det, men ellers så de kunne snakke nærmere om det at være vampyr.

Artemis nikkede let, og fulgte blot med ham i tavshed en tid. Så løftede hun atter blikket til hans ansigt. "Hvorfor dræbte du mig så ikke den første gang?" spurgte hun videre, og vendte igen blikket frem for sig. - Det mente hun da nok at han måtte vide...

"Du er blot en lille pige. Jeg ville ikke kunne bruge dit lig til noget og du havde stadig et helt liv foran dig, så hvis jeg ville, så kunne jeg altid prøve at finde dig igen." Svarede han og mødte hendes blik. Han regnede med, at der nok skulle komme mange andre spørgsmål, hvilket jo kun var normalt. Hun var næsten lige blevet vampyr, så hendes hoved måtte være fyldt med spørgsmål. Vicente kunne i hvert fald godt huske, at det havde han været, han havde dog ikke haft nogen til at spørge.

Artemis nikkede så, og blev stille igen. Hun skulle lige fordøje svaret lidt. Hun gumlede let på sit hår - som sædvanligt - og rettede blikket ned mod sine fødder. Hendes tanker vandrede tilbage til det Vicente havde sagt med hæren... Hvordan mon han mente at hun skulle spionere?...

Vicente lod sit blik glide rundt på sine omgivelser og et lavt suk undslap hans blege læber. "Hvis du har nogle spørgsmål, så spørg endelig." Sagde han og kastede et blik på hende. Jo flere spørgsmål hun fik besvaret, jo mindre forvirret ville hun være og så ville hun have nemmere ved at vænne sig til at være vampyr.

Artemis så igen op på ham, og nikkede så. - Forblev dog tavs. Hun ville lige tænke alt det nye igennem engang til. Hvordan mon Nanny'erne reagerede?... De troede sikker at hun var faldet i søen, eller noget lignende, på en af sine natlige gåture...