Slaying in the night.

Tid: 1:30
Dag: IRL
Dato: IRL
Omgivelser: Træer.
Vejr: Koldt og mørkt, men ellers tørt.

Vicente sad og stirrede ud i luften. Hans øjne var grønne, hvilket betød at han ikke var tørstig efter blod. Det var ikke det eneste, som viste, at han næsten lige havde drukket blod. Det han sad på gjorde det helt tydeligt. Han sad på en ung mands lig. Man kunne se de to stiksår på hans hals. Liget var ligeså hvidt som Vicente. Hans nakke så malplaceret ud, Vicente havde knækket nakken på ham, efter han havde bidt ham. Det var ofte den smule sjov, som han fik ud af sine ofre. Han børstede lidt snavs af sin sorte jakke og strøg så en lok af sit lange sorte om bag sit ene øre. Et lavt suk undslap hans læber og han stirrede fortsat ud i mørket.

Artemis gik rundt for sig selv i den triste skov. Selv de dårlige erfaringer hun havde med stedet holdt hende ikke fra at befinde sig der. Hvis hun skulle handle udfra hvor hun havde dårlige erfaringer kunne hun jo ikke være nogle steder overhovedet?!? Så det ville jo være komplet åndsvagt at handle efter. Desuden havde hun ikke tænkt sig at gå og være frygtsom hele tiden. det kom man alligevel ikke langt med...

Vicente syntes han kunne høre skridt ikke langt fra sig, så han besluttede sig for at rejse sig op. Han ville dog ikke efterlade liget, som han bukkede sig ned og samlede det op, svang det over skulderen og så så kort rundt. Han begyndte at gå og så samtidig rundt efter den person, som var på færd igennem skoven.

Artemis så op, mest for at holde øje med at hun ikke gik ind i nogen træer. Så stoppede hun op. En ubestemmelig skikkelse gik længere fremme mellem træerne. Artemis tog sig så sammen, og drejede om på hælen og gik samme vej som hun var kommet. Fremmede skikkelser om natten var sjældent nogen man havde lyst til at møde, havde hun efterhånden lært.

Vicentes vampyrsanser gjorde, så han nemt kunne se i mørket og han havde fået øje på pigen. Det var en pige som han havde mødt før og deres sidste møde havde været... Knapt så stille og roligt. Et skummelt smil bredte sig på Vicentes blege læber og han satte så kursen efter pigen. Det ville ikke være et problem at indhente hende, da Vicentes lange ben hurtigt førte ham frem.

Artemis satte farten op. Hun løb ikke, men hun gik godt til. Hun gumlede let på en lok af det lyse hår. Måske hun skulle være blevet inde i byen... Men byen var jo heller ikke sikker. Hun sukkede svagt, og rystede svagt på hovedet. Det nyttede ikke noget tænke over hvad hun burde have gjordt, når hun havde gjordt noget andet...

Vicente smed liget fra sig og et fælt knæk kom fra det, da det ikke landede ordenligt og det brækkede armen. Han ville have fat i den pige og det skulle han nok også få. Han satte farten op og blikket var fæstnet på pigen. Han havde fået en god idé, som han havde tænkt over i et stykke tid. Han ville prøve at gøre en anden til vampyr, men han havde ikke haft nogen bestemt i tankerne, så det var rent tilfældigt, at han havde besluttet sig for den pige.

Artemis krympede sig ved det lydelige knæk, og så sig over skulderen. Nu kunne hun også genkende ham. Så stak hun i løb. Det ville nok ikke hjælpe hende stort, men igen. Det var det eneste hun sådan rigtigt kunne gøre. Flugte som et andet dyr... Nej, hun var ikke et dyr. Det var ham der var det.. Et rovdyr...

Vicente så hun satte i løb og fulgte så hendes eksempel. Hans vampyriske hurtighed bragte ham hurtigt frem imod hende, han ville hurtigt få fat på hende. Han havde tænkt sig at fuldføre det og gøre hende til sin 'lærling.' Det havde aldrig rigtigt været ham, indtil han var begyndt at tænke mere over det og så var det blevet gået hen og blevet ret interessant. Hvis det alligevel ikke var noget han gad, så kunne han vel altid bare smide hende væk.

Artemis blev ved med at løbe, det bedste hun havde lært. Hun vidste godt at der sikkert ikke ville gå langt tid inden at hun mærkede hans kolde fingre om sin arm, hvis hun ikke foretog sig noget andet. Uden egentlig at tænke tanken til ende drejede hun skrabt af, og skiftede retning. Om ikke andet kunne det i hvert fald give hende lidt mere tid til at finde på en mere permanent løsning.

Vicentes vampyrreflekser kunne nemt følge med. Han drejede skarpt og var lige i hælene på hende. Han rakte sin hånd med de lange tynde fingre, rakte ud efter hende i håb om at få fat i hendes arm eller skulder og stoppe hende, så han kunne bide hende. Hans lange sorte hår flagrede efter ham, som han løb der igennem skoven og vinden stod mod hans ligblege ansigt.

Artemis gispede, da de lange kolde fingre lukkede sig om hendes arm. Hun vred sig for at komme fri af hans greb, og lukkede et øjeblik sine øjne. "Slip mig!" råbte hun højt, og nægtede at se på ham.

Vicente stoppede op og prøvede så at få hende ned at ligge, så hun ikke længere var lige så besværlig og hun ville have sværere ved at rive sig fri og så ville det samtidig blive meget lettere for ham at bide hende. "Rolig nu." Sagde han med sin rolige mørke stemme. Han havde godt nok lige drukket blod, men han så dette som en oplagt chance og den chance ville han bestemt ikke lade slippe.

Artemis vred sig stadig som en gal, og kæmpede imod det bedste hun kunne. Men hun var trods alt kun et menneske, og var derfor latterligt svag i forhold til vampyren. Selvom hun gjorde det så besværligt for ham, som muligt, så blev hun alligevel tvunget ned i liggende stilling.

Vicente så ind i hendes øjne med et roligt blik. "Fald nu ned. Der sker dig ikke noget." Sagde han roligt og overbevisende. Han ville prøve at få hende ned på jorden ved hjælp af snak, men han var dog også klar til at bruge ren styrke, hvis det andet nu ikke virkede. Han skulle nok få dette gjort, det var der ingen tvivl om.

Artemis rystede svagt på hovedet, og stoppede langsomt med at kæmpe imod, da hun ikke ligefrem kom langt med det.. "Hvorfor giver du så ikke slip?" spurgte hun mest for at hente tid, og forsøgte at samle sin koncentration om ham alene. Ligesom hun havde gjordt det ved deres sidste møde.

Vicente åbnede munden, som om han skulle til at sige noget, men huggede dog ud efter hendes hals, som en arrig slange. Han ville ikke give hende nogen chance, så snart hun lå stille. Han huskede skam tydeligt deres sidste møde, hvor hun havde brugt sin evne mod ham og hun havde bragt alle de skrigende stemmer op i hovedet på ham. Det var bestemt ikke noget, som han kunne lide og det kunne blive hendes mulighed for flugt, hvis han lod hende gøre det igen.

Artemis spærrede øjnene vidt op, og skreg kort ved smerten, da han huggede tænderne ind i hendes hals. Hun knyttede hårdt hænderne, og forsøgte at hive armene til sig, da han stadig havde fat om dem.

Vicente holdte grebet i hendes arme, da hun helst ikke skulle kunne gøre modstand imens han havde tænderne i hende. Han blev ved med at drikke og ventede blot til, at han kunne høre hendes hjertedunken sagte ned, så han kunne færdiggøre processen, så hun kunne begynde at blive vampyr.

Artemis begyndte at blive svimmel, og hendes vejrtrækning blev tungere. Hvorfor... Hvorfor stoppede han ikke?... Hvorfor blev han ved så længe?.. Ville han slå hende ihjel?.. Tanken fik hende til at pive svagt, og lukke øjnene tæt sammen. Hun åbnede dem dog hurtigt igen, da svimmelheden gjorde at det føltes som om hun faldt når hun lukkede øjnene.

Vicente kunne mærke, at hvis han fortsatte meget længere, så ville han slå hende ihjel, så han stoppede og så på hende. Han bevægede sin hånd op til sin mund og lod en spids hjørnetand løbe over håndleddet, så det begyndte at bløde. Han bevægede så hånden hen til hendes mund, åbnede den og lod sit blod løbe ned i munden på hende. "Drik." Sagde han så.

Artemis så op på ham, med store øjne. Nej, gu ville hun sgu da ej drikke!... Hun var så træt... Hvor let ville det ikke være bare at falde i søvn... Bare lade sig omslutte af uigennemtrængeligt mørke... Bare sove... Nej.. Hun måtte ikke sove. Hun ville egentlig vare bare have det væmmelige blod ud af sin mund. Da hans håndled ligesom spærrede for hendes mund, var der kun en vej for blodet... Hun kunne ikke rigtigt gøre så meget andet end at synke det. Hvilket hun også endte med at gøre.

Vicente holdte sin hånd der indtil han var sikker på, hun havde drukket nok af hans blod. Han fjernede sin hånd og tog sig ikke videre af sit blødende håndled. "Snart. Snart vil du være som mig." Sagde han og nikkede let til hende med et halv-skummelt smil. Han ville få sig en lærling nu og han måtte indrømme, det virkede meget spændende.

Artemis så skræmt op på ham, og rystede svagt på hovedet. - Hun havde ikke den fjerneste lyst til at være som ham. Så krympede hun sig, og skar ansigt i det en bølge af smerte fór gennem hendes spinkle krop.

Vicente strøg hendes kind let med sin blege kolde hånd og så ned på hende. "Du har brug for ro nu." Sagde han og ville så løfte hende op i sin favn for at bære hende med tilbage til sin hytte. Hun ville få brug for ro og hvile og hun var sikkert allerede meget træt. Der ville gå en tre dages tid, før hendes krop ville være tømt for alle væsker og processen så var komplet.