Store stygge ulv - Wolfsbane.

Tid: Sen aften.
Sted: Midt i skoven.
Vejret: Det støvregner, og skyerne hænger lavt, det blæser rimelig meget.
Omgivelser: Næsten ingen, dyrene virker som om at de stukket af.

Med forsigtige skridt bevægede Mathias sig rundt i tusmørket, månen gemte sig bag de grå skygger. Og han gemte sig i træernes skygger. Et smil var om hans læber, han kunne høre noget. Hans blik gled rundt imellem træerne, imens han var sikker på at han ikke kunne ses. Han indsnusede, der var noget bekendt i luften, han kunne ikke lige sætte en finger på hvad dog. Kun at det var noget han ikke fandt særlig appetitligt.

Hun havde set luske rundt mellem træerne, han havde forstyrret hendes fred. Denne triste skov var det eneste sted hun kunne være alene, og rigtig sig selv. Denne dæmon kom bare vandrene ind som om han ejede hele stedet, hvad bildte han sig ind? Hun listede forsigtigt efter ham, lidt nysgerrig har man dog log at være. Dette var den første dæmon hun havde set. Hun havde på fornemmelsen at han havde fattet mistanke. Bare han ikke vendte sig, rød pels var ikke lavet til at snige rundt i mørket, men i det mindste skinnede månen ikke alt for slemt.
Tænk at dæmon lignede mennesker så meget, efter de historie hun havde hørt troede hun de lignede monstre mere.

En vareulvs duft var i luften, han indsnusede og fandt ud af hvor dens position var henne. Langsomt gled han ind i skyggerne, blev nærmest opslugt af dem, og gled om bag den intetanende varulv. Med et stort smil havde han kommet bag på den. Lynhurtigt snoede han sig ind under den og lod så sine stærke arme glide rundt om dens mund, holdte den lukket sammen i et fast greb. Han holdte den så stramt fast at den umuligt ville kunne slippe løs fra ham, "Shhh," hviskede han, og hans øjne lyste på en morderisk måde. Han lod blidt hånden glide over hovedet på den, som aede han en skødehund. En hæs latter lød fra ham.

Hun knurrede dybt nede i halsen da han aede hende overhovedet, men grinede bare af hende. Hun prøvede at vriste sig fri vred og vendte sig i hans greb. Hvordan kunne han snige sig sådan op på hende? Hun prøvede at sparke ham væk, at bore sine klør ned i ham. Det nyttede ikke han havde godt fast. Hun knurrede igen. Dette var ydmygende, fanget af en dæmon.

Han smilede stort da han hævede sin stemme, "Slem hund," sagde han blidt og drillede den endnu mere ved at lade sin hånd glide over dens hovede igen. Han lod sig glide ned en smule og så under hendes underkrop, "Det er en hun vi har med at gøre så," sagde han med et smil. "Jamen halløjsa... erh... smukke?" han vidste ikke helt hvad han skulle sig til sådan et bæst.

Hun lagde ørene fladt tilbage, og gav ham et blik der kunne dræbe. Hun fik kuldegysninger når han rørte ved hende. Prøvende rokkede hun hovedet fra side til side, hånden om hendes snude var lidt løs. Hun åbnede munden en smule og bed ud efter hans fingre..

Han så hvad hun havde gang i og slog hende hårdt ned over snuden, med de fingre hun havde prøvet at tage en bid af. Samtidig sagde han højt:"Slem hund!" Og et tirrende, men samtidig triumferende smil gled over hendes læber. "Opfør dig pænt vovse," sagde han og sprang så væk fra hende, hans hænder var parate til hvis hun sprang efter ham igen. Det drillende smil var om hans mund. Han lod hænderne lave en lokkende bevægelse, "kom, vovse, vovse," sagde han og kunne næsten ikke holde en hæs latter tilbage.

Hun bakkede bag ud med rejste børster og blottede tænder. Hun overvejede at gå lige i flæsket på ham, men havde allerede vist sig at være stærkere end hende. Hun rynkede på snuden, det gjorde ondt der hvor han havde slået hende. Det brændte i hende efter at give ham en lære streg, han gjorde grin med hende, som om han var så forfærdeligt meget bedre. Han opmuntrede hende endda til at angribe ham. Det var nok en fælde, men kunne ikke lade være og kastede sig over ham med blottede tænder og lynende øjne.

Hans øjne lyste af morskab da hun kom farende imod ham, med blottede tænder og rejste børster. Med en hurtig bevægelse gled han ind under hende og nød synet af hende ramle ind i et træ. Han kunne ikke holde latteren tilbage, "God hund," sagde han og satte sig ned på hug, "Kom til far her," hans smil lyste ondskabsfuldt i mørket, "Kom så her vovse," sagde han hånligt. Selv hans stemme var forvreden, som når man snakker til et barn eller en hund. Han viftede blidt med den ene hånd igen, imens han morede sig over hendes uforsigtighed.

Hun rystede irriteret svimmelheden af sig, hun hadede at han bare lagede med hende. Han roste hende som om hun var en dum køter. Måske skulle hun ændre taktik, få ham til at slappe lidt af, hvorefter hun ville flå ham i små stykker.
Hun satte sig ned, og kiggede på. Gjorde sit bedste for ikke at vise sin vrede, men ørene forblev lagt fuldstænding fladt hen af hovedet.

Han så en smule irriteret på hende, og rejste sig så op, "Kom her vovse," sagde han med en beordrende stemme. Da hun ikke reagerede gik han langsomt frem imod hende, med hænderne fremstrakte. "Kom så vovse," lokkede han med et dystert smil, der ikke nåede øjnene.

Hun bed ud efter hans hænder idet de kom inde for række vide, måske havde hendes plan virket. Den havde i hvertflad irriteret ham, og det var bedre end ingenting. Nu manglede hun bare at gøre det af med ham. Der var noget ved hans øjne der var ret ildevarslende, et kort øjeblik tænkte hun på at flygte, men nej dette var hendes sted.

Hans hånd blev fanget imellem ulvens skabe tænder, men den var langt nok inde til at han kunne nå dens tunge, han greb fast i den og begyndte at tvinge den rundt. Det gjorde ondt med hundens skabe tænder rundt om hans hånd, men han bed smerten i sig, det var det værd. Hans hånd ville jo hele bagefter.

Han greb fat i hendes tunge, det var en ubehagelig følelse. Han tvang den til at slå knuder på sig selv. Hun klynkede, og sænkede halen så den flugtede med hendes ben. Hun vidste han ville hive den ud vis han fik chancen så hun gav slip på hans arm, og håbede hun ville gøre det samme med hendes tunge. Hun var blevet helt tør i munden, og dæmoner smager ikke specielt godt heller.

En hæs latter forlod ham, og han gav slip på tungen, "God hund," sagde han så igen. Blodet dryppede ned fra hans håndled af, men han lod sig ikke mærke af det. "Hvorfor er du ikke en god pige, og transformere dig til noget der er værd at se på?" spurgte han med et let hævet øjenbryn. Mathiases hånd sveg en smule, men han prøvede på ikke at lade sig mærke med det. Han rystede den kort, og så, så undersøgende på den, ikke specielt store skader var sket, han havde oplevet værre.

Hun sendte ham et svidende blik, som om hun villle forvandle sig tilbage mens han stod der og gloede. Det ville være godt at kunne snakke med ham, og fortælle ham præcis hvad hun syntes om ham, men hun havde efter ladt sit tøj ved et træ. Træet var ikke så langt her fra, men ville sikkert opfatte det som om hun stak. Nogen gange var det bare lidt irreterne ikke at kunne snakke når man er ulv. Hun åbnede munden, og lod tungen hænge ud så den kolde blæst kunne heale den en smule

Han så hendes hovede se over mod et af træerne. Et smil gled over hans læber, "Jeg har intet imod at du skifter form foran mig ellers," hans smil var lusket og udspekuleret. Han lod hånden glide om til nakken hvor han kløede sig let, "men hvis du lover ikke at stikke af, skal jeg nok vende ryggen til et øjeblik" En hæs latter undslap ham, og hans øjne lyste på en faretruende måde, der sagde: Flygt og jeg fanger dig. Glæden i hans smil og latter nåede aldrig hans øjne.

Hun himlede øjne, *nej selvfølgelig har du ikke noget imod jeg forvandler mig her*. Hun luntede hen til træet, og stillede sig sådan, at hvis han ikke havde flyttet sig kunne han ikke se hende. *Så det nu* tænkte hun, og kunne mærke hendes knogle vride og vende sig i deres forsøg på at komme på plads. Et lille gisp af smerte undslap hende, hun bed sig i læben, han måtte ikke høre dette tegn på svaghed. Smerten holdt op, og der stod en ikke så høj, nøgen og rødhåret pige. Hun puttede næsten alt tøjet forkert på i sen iver efter at blive påklæd. Da alt havde placeret sig rigtigt, kiggede hun sig omkring. Måske kunne hun stikke af, hun var jo allerede et stykke væk og det ville give hende et forspring. Han så ikke ud som om han havde vinger så det kunne være hun kunne løbe fra ham. Tanken om at stikke af gik hende på, så hellere gå hen spytte ham i hovedet og så løbe for livet. Så hun gik med stille skridt hen mod det sted hun havde efterladt ham. Hun fik sit hår i munden, det var mega irriterende.

Pib lød fra ulven, og de blev så langsomt til gisp af smerte. Et svagt smil lå om hans læber, han kunne høre hende klæde sig på. Hvorfor mon hun skyndte sig? Sarkasmen fyldte ham et øjeblik, og han stoppede latteren. Ventede tålmodigt på at hun kom frem igen, han havde ret meget imod at bryde sit løfte. Hun kom hen imod ham og han smilede for sig selv. Hun var faktisk en ret køn pige, det måtte han tilstå, dog var hun en smule ung. Det gjorde ham utilfreds, han havde håbet på at hun var lidt ældre, dette var jo bare en pige... eller en hvalp. Men hun var da ret køn, men han håbede ikke at hun ville komme med et lang strofe om hvor forfærdeligt hende liv var, så var han den der var smuttet. Han følte sig sulten, men han skulle for alt i verden ikke nyde noget af at føde på hende. Varulve stank alt for meget af dyr, det stod om dem som en ond sky af natur og vilde dyr. Nej, han fortrak mennesker, deres kød var godt og mættende. Et smil lå dog om hans læber, "Hm, så du flygtede ikke da du havde chancen?" Han tog et skridt så han kun var ca. en meter fra hende. Hans hovede faldt en smule på skrå, imens han så ned på hende. Betragtede hende som en kat betragter sit bytte, inden den går til angreb. Men han ville ikke gøre hende noget, ikke at han ikke havde lyst til det. Nu havde hun ovenikøbet skiftet til sin svage form. Det var som et råb om at blive angrebet.

"Jeg kom tilbage så jeg kunne spytte dig hovedet", mumlede det ned i sit tørklæde. Hun var sikker på hun ikke kunne løbe fra ham nu. Hun ville dog ikke bare ligge sig på ned og give op. Han var trådt ret tæt på hende nu, hun rynkede nervøst på næsen. Hun prøvede at bagge, men havde et træ i ryggen. Hun kiggede iltert på ham, hans øjne var stadig helt kolde. Gad vide hvilken slags dæmon han var. Bare han ikke var en sjæledæmon, hun vidste at bloddæmoner ikke spiste varulve så dem var hun ikke helt så bange for.
"Hvad vil?", spurgte hun mens hun stirrede på hans næse, kunne ikke holde øjenkontakt forlænge af gangen.

Han hævede øjenbrynet, så hun var altså en af de der næsvise typer. "Jaså?" sagde han og gik et skridt længere frem imod hende, så tæt på hende at han, uden at anstrenge sig, kunne nå en lok af hendes hår. "Hvad vil hvad?" spurgte han stille, da han ikke behøvede at tale højt, når han stod så tæt på hende. Han snoede lokken legesygt imellem sine fingre. Morede sig over hendes udtryk. "Burde du ikke være hjemme i din seng?" spurgte han stille, det var tydeligt at hun ikke var særlig gammel, måske omkring 14-15 år, bedømt ud fra hendes størrelse. Hendes blik var rettet imod hans næse, det fik ham til at blive en smule irriteret. Af alle steder, så skulle hun lige vælge at se på hans næse. Han rettede blikket imod den røde lok han snoede imellem fingrene.

Gid han dog ville lade hendes hår være. "Jeg er 16" sagde hun surt, folk troede ofte hun var yngre end hun var, fordi hun var lille og spinkel. Lignede ikke så meget hvad folk forventede af en pige på 16. Hun kiggede på det hår han havde fat i. "Min mor bliver urolig når jeg er i nærheden, desuden er der bedre her end hjemme". Hun sagde det med en fuldstændig følelsesløs stemme, det var rigtigt at hendes mor ikke så godt kunne lide at være i nærheden af hende, men det var vel hendes egenskyld.

Han snoede provokerende lokken rundt om sin finger, et tegn på den magt han kunne have over hende. "16? Du ligner ikke en på 16?" sagde han stille, stadig med blikket på lokken. "Og hvorfor gør du hende så urolig? Fordi at du er et bæst?" spurgte han med et djævelsk smil. Han kendte godt til det med at blive udstødt, da han jo var en dæmon og fødede på blod og kød, men det morede ham lidt at denne unge pige også kendte til disse følelser.

Hun var lige ved at sparke ham over benet så arrig blev hun. *Bæst jeg skal vise dig* tænkte hun, men sagde det ikke højt, hun var faktisk lidt bange for ham. Hun trak trodsigt på skuldrene og sagde:" Hvem går du og kalder bæst, dæmon? Jeg har aldrig sl.." hun sukkede, det ville være en løgn vis hun gjorde sætningen færdig. I stedet rev hun sit hår til sig, og sparkede til hans skosnude, ikke specielt hårdt.

En hæs latter kom fra ham og han gik et skridt tilbage. "Så du har altså slået en ihjel?" sagde han med et stort smil, "Hvordan føltes det? Føler du stadig skyld?" hviskede han stille til hende, han havde lænet sig frem og hvisket det i hendes øre, inden han hurtigt trak sig tilbage og så på hende med et tilfredst smil. Så hun var virkelig et bæst, et af de forfærdelige uhyrer lige som ham selv, der dræbte folk. Han så ikke sig selv som en morder dog, det var jo bare en del af fødekæden, han fulgte bare det han var født til at blive. En jæger, en morder, en slagter, et uhyrer. Og han elskede det. Følelsen af magt, når man nedlagde sit svage menneskebytte, var fantastisk. At kunne slupre blodet i sig, vide at det ville skabe panik når liget blev fundet igen.