Just walking throug the town..

Dato :: 12. December
Årstid :: Vinter
Dag :: Lørdag
Vejr :: Irl
Sted :: EN tom gade i byen
Tid :: Irl
Omgivelser :: Ikke andre end Lucy
Påklædning :: http://littlemimiboutique.com/shop/catalog/images/black2.jpg + et sort bind for øjnene

Lucy gik stille gennem gaden. Hun havde rynket panden let og var langt væk i tanker. Hun kløede tænksomt på bindet for hendes øjne, og lænede sig op af en hus mur. *Det er dog for fjollet...* tænkte hun og rystede lidt på hovedet af sig selv. "Hmmm... Gad vide hvad alle folk laver på denne lørdag nat?..." spurgte hun stille ud i det kolde mørke. Det var nymåne og kun gadelygterne brød nattens masive mørke... Dog gjorde det ingen forskel for Lucy, da hun så omtrænt lige så meget som en sten... Intet...

Vicente havde besluttet sig for at gå en tur i byen. Han slentrede ind på en tom gade. Hans røde øjne gled rundt og studerede området. Hans hat, som var lavet af strå kastede skygge over hans røde øjne. Hans sorte kappe med de røde skyer hist og her var knappet sammen så hovedstykket dækkede for hans mund og næse. Forneden dækkede kappen så man kun lige kunne se hans sko og de lange ærmer gik ned over hans blege hænder. Han gik stille hen ad gaden. En lok af sit lange sorte hår faldt hen foran hans ene øje, men med en kort bevægelse med hovedet fik han lokken væk fra sit øje.

Lucy rettede sig op ved lyden af skridt og lugten af en anden vampyr. "Godaften mister." sagde hun og vendte sig smilende mod ham. Hendes lyse barnestemme skar tydeligt igennem stilheden i gaden.

Vicente stoppede brat ved lyden af en stemme. En vampyr kunne han mærke. "Godaften frøken", sagde han stille. Hans røde øjne var rettet imod pigen. Selvom hun blot så ud til at være en lille pige var han stadig på vagt. Han vidste, at når det gjaldt andre vampyrer så ville det være det rene idioti at lægge sin garde.

"Hvem er De mister?" spurgte hun smilende og begyndte stille at gå hen mod ham. Hun gjorde intet forsøg på at virke harmløs, men heller ikke på at virke farlig... Hun opførte sig bare som det faldt hende ind; at snakke høfligt og smile lillepiget...

Vicente tog et par skridt imod hende. "Mit navn er Vicente", svarede han og hans røde øjne hvilede på pigen. "Hvad er deres navn frøken?" Spurgte han og tog de få skridt der var han til en bænk og satte sig på den. Hans øjne var stadig rettet mod hende.

Hun stoppede op og målte afstanden via lydene. Så forsvandt hun i en lille sky af mørk røg og dukkede op sekundtet efter ved siden af ham på bænken. "Lucy" svarede hun så og smilte. Hun vendte sit ansigt mod ham, og indprintede sig hans lyde, lugte og stemme.

Hans blik rettede sig mod hende i samme sekund hun dukkede op ved siden af ham. "De er blind?" Spurgte han og tog bagefter sin stråhat af og lagde den ved siden af sig. Han kørte en bleg hånd igennem hans lange sorte hår. Hans øjne var mere synlige nu, da han ikke længere havde stråhatten på.

Hun nikkede lidt. "Siden min fødsel" sagde hun og smilede stadig. Hun vendte ansigtet ud mod gaden, men lyttede stadig til hans bevægelser.

Vicente knappede mundstykket på hans kappe op så man nu kunne se hans ansigt. "Ærgerligt", sagde han blot og uden nogen form for medfølelse. Hans stemme lød, som altid ligeglad. Efter hans mening var der kun en person af betydning og det var ham selv. Han levede efter 'Every Man For Himself'.

Lucy lo lidt af hans ord og rystede på hovedet. "På ingen måde" sagde hun så og smilede stadig stort. Hun forventede ingen medfølelse og var egentlig glad for at den udeblev... Hun hadede når folk troede at de skulle passe ekstra på hende bare fordi hun var blind...

"Hvor komme de fra frøken?" Spurgte han og studerede de forskellige bygninger med sine røde øjne. En kold vind hen stille i hans lange sorte hår. "Jeg er født og opvokset i Rusland", sagde han og strøg en lok af sit lange sorte hår væk fra sine røde øjne.

"Grækenland... Der boede jeg hele min tid som menneske, og den første tid som vampyr..." sagde hun og smilede ved tanken om sit hjemland. Hun havde altid elsket Grækenland og havde besøgt det mange gange. Men nogle års mellemrum selvfølgelig...

"Jeg levede i Rusland hele min tid, som menneske. Da jeg blev vampyr rejste jeg ud af Rusland og begyndte at rejste rundt i verdenen", sagde han og nikkede kort. "Jeg begyndte at lære mig kunsten træskæring", sagde han.

Hun nikkede lidt. "Jeg tror nu jeg holder mig fra knive... Tilgengæld kan jeg en masse sporg..." svarede hun og smilede ud mod den mørke gade

//Logger nu//

"De bryder dem ikke om knive?" Spurgte han og lænede sig tilbage. "Jeg kan engelsk og russisk", sagde han og kløede sig let på sin blege kind. "Havde de ikke været blind, så tror jeg de ville have nydt synet af mine kunstværker", sagde han.

"Jeg bryder mig i det hele taget ikke om våben... Måske har De ret, men jeg er i stand til at 'se' men min høre-, lugte- og følesans." svarede hun og trak op skuldrene.

Vicente knappede sin kappe op og trak en taske frem, som ellers var skjult under kappen. Han lynede den op og trak et par træfigurer op ad tasken. "Jeg har selv skåret dem", sagde han og rakte en af figurerne mod hende. "Den skal forestille Døden, manden med leen", sagde han og så selv på figuren.

Hun tog figuren og lod sine fingre mærke overalt på den. "Den må have taget lang tid at lave..." sagde hun stille og var imponeret over håndværket. Hun ville aldrig finde på at sige noget som 'Den er smuk' eller 'Det ligner godt' for det var begge begreber der krævede at man havde noget at sammen ligne med, at man kunne se den. Så hun følte sig ikke beretiget til at sige sådan...

"Det gjorde den også", sagde han og lagde den derefter i tasken igen. "Jeg har såvel også skåret min egen fløjte", sagde han og rodede forsigtigt i tasken. Han tog en lang fløjte op. Den havde nogle smukke detaljer indgraveret i den. "Figurer er ikke det eneste jeg skærer", sagde han.

Lucy lod stille en finger glide ned over fløjten. "Spiller du?" spurgte hun så og smilede svagt. Hun elskede musik, skønt hun ikke selv kunne spille den...

"Ja. Jeg lærte mig selv at spille. Udover min træskæring så var det det, som jeg fik alle de år, hvor jeg rejste rundt til at gå med. Han satte fløjten til munden og begyndte at spille. Melodien var rolig, men havde et strejf af sorg hængende til den.

Lucy sad helt stille og lyttede uden et ord til musikken. Hun tømte hovedet for alle andre tanker, og lod melodien fylde sig...

Melodien blev mere og mere sørgelig nu tættere den kom på at slutte. Han fjernede fløjten fra sine læber. "Det er endnu ikke lykkedes for mig at spille en melodi, som ikke er sørgelig", sagde han. Hans stemme lød, som om det var lige meget for ham.

Hun nikkede lidt og så tænkende ud. "De spiller nok bare Deres følelser..." sagde hun og fugtede sin læbe. *Sørgmodige følelser... Sikke noget pjat...* tænkte hun men viste på ingen måde sine tanker for den anden.