Underligt at møde dig her? (Camille)

Camille nikkede anerkendend, til ham.Ikke at hun var ubetinget tilfreds med det svar men det var det rigtige svar.
Hun så lidt på Zean og gav ham et valg "vil du hellere ud og have lidt luft Zean ?" .Camille mærkede en slags...omsorg for ham.Zean, barsk, voldsom, arogant, hånligt og alligevel sårbar.
Hun strøg ham let over kinden "ud eller blive?" Spurgte hun igen og så efter den surmulende pige det hviskede til en veninde og pegede over på Zean.

Han hev hovedet til sig da hun ville stryge ham over kinden. Hvad bildte hun sig ind? Han var ikke noget barn! Han stod lidt og stirrede bare ud i luften, men vendte så omkring.
"Ude" Og væk var han, stort set. Han var allerede på vej ud af døren igen og det var vist ikke bare lysten efter frisk luft det tyngede ham.

Camille rystede på hovedet og irritationen over ham pressede omsorgen væk.
Hvorfor var han altid sådan overfor hende.Hun havde prøvet, forsøgt at støtte ham og være der for ham den skid.
Hun overvejede at gå efter ham, men så til sin store overraskelse at Brett var på sin vej op til baren.Hvorfor var manden dog ikke gået hjem.
Hun ville finde Ann,en kollega der havde Camilles taske og nøgler i sin varetægt...men hun var som sunket i jorden, så Istedet gik hun over til baren hvor Brett nu stod.
"Hey...er du ok...burde du ikke rinder a for i aften Brett ? "spurgte hun stille og venligt.
Brett stirrede og spurgte bare "Er din ven her?" Camille fnøs og sagde "han er gået, så du kan roligt tage afsted".
Det næste der skete havde hun ikke kunne forudse.." Nope, isdronning..Nu tilhører du mig og jeg siger vi skal danse" og med et hårdt greb trak han hende ud på gulvet.

Zean havde forventet at hun var fulgt med og af en eller anden grund følte han skuffelsen.
Han var vel ikke så god til at vise det...Hvis han faktisk brød sig om en person. nogle hundrede år havde lært ham ikke at stole på nogen som helst, og det havde han overlevet ved...Men så pludselig at gøre det alligevel, det kunne være lidt svært en gang i mellem og nogen overvejede han bare at stikke af.
Han mærkede hvordan den friske luft fik kvalmen til at forsvinde og faktisk fik han det bedre. Og han havde ikke meget lyst til at gå ind igen. Derfor blev han stående lidt op af huset. Hvis Camille ikke gad ham nu...kunne han vel ikke gøre noget ved det.

På danse gulvet var der knap med plads, og Brett udnyttede det til fulde.Han var 'alle vegne 'og Camille slog flere gange hans hænder væk, indtil han vred henses ene arm om på hendes ryg og forfærdelige smerte fulgte efter.
"Brett...for fanden stop Nu...du fortryder det her jo...vi er...venner" forsøgte hun at appelerer.
Hun kiggede sig omkring efter støtte fra de øvrige folk fra skadestuen, men de var ikke at se og hun begynde Nu at blive lidt ængstelige..hvor langt ville Brett gå?Aldrig havde hun troet han ville gøre hende ondt, som Nu med armen.
"hvis du ikke vil danse. Finder vi på noget andet ". Sagde han og havde et frastødende blik i øjnene.
i et føre greb trak han hende med ud af døren og om i gårdhaven hørende til clubben.
Der maste han hende op af en mur, imens hun bleg og med store øjne fik hans hånd lagt over sin mund."Nå, ikke så skide kæp høj uden din bodygard hva isprinsesse...skal jeg tø dig op?".

Zean sukkede og begav sig snart ind igen. Han vidste ikke hvad der var sket med Brett, men han havde ikke overvejet at han stadig var der.
Alkoholen var hurtigt ved at forsvinde, det var der stadig, men han var ikke lige så svimmel. Eller også havde det været den friske luft.
Han kiggede sig omkring.Hvor var Camille enlig? Hun var ikke gået ud af hoveddøren, så havde han set hende...Hun var ikke ved baren eller bordene..
Han strakte hals for at se om hun var et sted mellem de dansene, selv om han ikek kunne se hvem hun skulle danse med.
Da han ikke fandt hende nogen steder faldt hans tanker dog snart p åBrett igen...Havde hun virkelig accepteret hans tilnærmelser? I så fald...Hvor var de nu? eller måske..måske skulle han slet ikke blande sig i det...Hun blev så hurtigt sur.
Han satte kurs mod baren for at få sig noget at drikke, uviden om de øjne der den aften fulgte ham fra diverse kvinder. som regl lagde han mærke til det...Men ikke i aften.

Camille havde sit hyr med Brett.Han var bare for voldsom ,for stærk til hun kunne få ham af sig.Selv hendes forsøg på et knæ i hans nedre region mislykkedes fælt og han gav hende et knæ i retur, dæmme sted, hvilket fik hende til at skrige ud i smerte.
Camille havde kun en udvej...eller to faktisk.Hun kunne føje ham og håbe på en udvej hvis ham mistede koncentrationen, eller bruge hendes telekinese.
Det var bare det ,at den så ofte endte...galt, og hun ville ikke kunne leve med sig selv ,hvis hun havde taget livet af en kollega.
Hun krummede sig sammen da knæet ramte hende anden gang og skreg igen. Brett viste ingen fortydelse, han tog i hendes hår et solidt greb og hev hårdt i det."Er du færdig med al det pis...færdig med at spille kostbar...du og jeg Camille...du og jeg!" Sagde han med rug stemme.

Zean opfangede noget, som ingen tilstedeværende gjorde. Der var noget galt. Et sted. Han overvejede det kort, men tanken om det måske var Camille...Og ham brett...Han følte vreden.
Han kiggede sig omkring. Hvor kunne de være? Hvor...Han huskede en gang at han selv havde været omme i gården. Der var sjældent låst når der var gæster...Han begyndte at gå der over af og de han hørte stemmer udenfor...
Han åbnede døren og lukkede den efter sig, kiggede sig omkring og fik hurtigt øje på Camille...Og Brett. Og den måde han behandlede hende...Han mærkede vreden komme i en sotr, varm bølge...ustoppelig. Han undgik dog at forvandle sig, som vreden ellers tit kunne udløse.
Han var ovre hos dem i næsten kun et skridt.
Han greb fat i hans nakke, som før, og tvang ham baglæns, Skubbede ham mod jorden i en bevægelse og var snart over ham.
"Jeg var sød mod dig før...Det er jeg ikke igen!" og uden at fortryde det mindste lod han et knæ hamre op i hans skridt.
"Hvordan føleles det? Er det ikke rart? Hvordan tror du Camille har det, med det? At blive slået i der?" han tvang knæet endnu engang op i hans skridt.
"Nyd det...Dette er sidste gang du har haft chancen for at kunne bruge den ordentligt..." hans vrede fik ham ikke til at tænke klart...Kun p åhævn over hvad han gjorde mod Camille.

Camille mærkede hendes hjerte hoppe...af lettelse da hun så Zean.Først forholdte hun sig ikke til hans vrede, tænkte ikke over hvilken skade han kunne forvolde Brett.
Hun følte taknemmelighed og glæde ved at kende en der var stærk nok til at tackle Brett, taknemmelighed over for Zean.
Hun begyndte at ryste i kroppen da reaktionen begyndte at træde ind.
Hvis Zean ikke var kommet hvad så? ville hun have ofret sig selv til Brett, af frygt for at tage hans liv.Hun følte sig syg.
Hun så Zean var øvet ham, og selv om en lille del af hende higede efter hævn og var derfor tilfreds, ville hun gerne have Zean væk.
Hun tog et par vakkelvorne skridt frem..."Zean.." forsøgte hun at få kontakt.

Han hørte hende ikke. Men mest fordi han ikke ville, hun skulle ikke få lov at forpurre det denne gang, havde hun da ikke selv mærket hvad han havde gjort? Hvordan kunne hun så stadig holde med ham?
Han satte sig overskævs på hans mave og holdt hans arme nede med knæene. Hn slog ham. I ansigtet, den ene gang efter den anden selv om han selv blev træt og selv om det til sidst også gjorde ondt i hans hånd.

Camille havde bare ville i sikkerhed, væk fra Brett og fri fra hans berøringer og den smerte der til sidst blev resultatet af hendes afvisning.
Den sikkerhed gav Zean til hende, da han dukkede op og rev Brett væk.
Nu så det ud til Zean ville malrakteter ham, hvis hun ikke fik ham væk.
Men hun var nervøs for at røre ved Zean , han...reagerede...dårligt på det.
Hun gik helt derover , kom ned på knæ mens hun ømmede sig lidt og kiggede forskræmt på Zean og På Neuro, der var uigenkændelig...blodig og hævet.
Hun lagde hendes hænder ind over Bretts ansigt og forsøgte at fange Zeans øjne " det er nok Zean...hør på mig, vil du ikke nok" plæderede hun.

Han knurrede svagt og rejste sig i stedet, han greb fat i kraven på ham og hev ham væk fra hendes hænder, faktisk bare generelt væk fra hende. Han smed den halvt bevidstløse mand på jorden igen og sparkede ham i maven. Det var rart for en gangs skyld at afreagere. Han stoppede forpustet op...At slå folk til plukfisk var ikke noget han gjorde tit.
Han så kort på sine hænder, der var fulde af blod og som smertede hver gang han åbnede og lukkede dem, men så så på Brett igen, klar hvis han bevægede sig...
Men så så over på Camille og følte sig pludselig forvirret. Han havde aldrig været god til at styre sit temperament...

" nej ..no no " pippede hun da Zean hejsede Brett op fra jorden og kastede ham væk.Inden Camille kunne nå at komme op og forhindre noget, havde han losset ham i maven, og hun kunne intet gøre.
Tanken strejfede hende, at der var en aggression i Zeans adfærd ,der ikke var udløst af...omsorg...for Camille...der måtte være andet, noget privat der gik ham på.
Hun kom på benene og Zean stod og så på hende.
Hun gik frem mod ham.Der var for meget blod...blid over hele Brett, fliserne og på Zeans hænder.
Camille blev dårlig.Hun var vandt til at se blod, men ikke på dem hun holdt af, ganske anderledes var det.
"Zean ...vær nu sød..kom med " bad hun og stod med armene eksotisk ned af siden, hendes knæ havde ingen kræfter tilbage, og truede med at give efter.Hun skulle have noget at drikke og drives af, ellers gik hun i 'chock'.

Han så lidt på hende og greb hende i sine arme.
"Såå...." mumlede han, han så sig kort omkring, og gik så hen til bagdøren. Men ombestemte sig så. Alt det blod..Det ville vække opsigt.
Han trak hende med sig, ville gå hjem til sig selv.
Han boede ikke så langt væk. Han bankede dog på døren, og skyndte sig så at komme væk med Camille. Han så sig tilbage og en mand åbnede døren og fik øje p åBrett...Han skulle nok p åhospitalet nu.
Han trak Camille med sig, bevidst om at hun nok ikke kunne gå så langt.
Endelig var de hjemme hos ham. Han låste op, låste døren igen da de var indefor og satte hende i sofaen inde i stuen. Her var i det mindste ro. Han tændte lyset og gik ud i køkkenet.
-Han vaskede blodet af sine hænder og opgav så og tog også sin t-shirt af. Dawn ville ikke blive glad for dette.
Han tog et glas og hældte vand i, koldt og gik ind i stuen med det.
"Her, tag lidt vand" han gav hende det og skubbede noget legetøj til siden som lå på gulvet. Han kiggede hurtigt ind i soveværelset, Dawn sov sammen med Elyas. Han gik ud i stuen og satte sig ned, i bar overkrop og opdagede han havde små sår p åhænderne...De ville nok hæve lidt op i morgen. Han så på Camille

I en tid var hun for chokeret til at protesterer , tilsyneladende.Ellers havde hun bestemt nedlagt veto.
Han fik hende væk fra clubben , Brett og det meste af blodet.Så vidt så godt.
Hun måtte have været virkelig omtåget, havde Brett banket hendes baghovedet ind i muren ?, ellers havde hun klart oppuneret mod hans 'plan'.
Hun kom først til sig selv igen ...hjemme i hans sofa, korrektion, deres sofa Nu...og hun rynkede brynene da hun tog imod glasset og drak vandet ud i et.
Havde han mistet forstanden...helt!Hvad tænkte manden på. Ingen ønskede hende her og HUN ønskede ikke at være her midt i deres familie idyl.
Hun så på legetøjet og fik tåre u øjnene, hvad tænkte Zean på, at tage hende med hjem.
Hun rejste sig, prøvede at lyde fattet "Tak...for alt ...din hjælp...men jeg må virkelig afsted ny...giv min hilsen til Dawn..." Og så mumlede hun noget med at være for sen til en aftale.Hun gik mid døren.Vred.

//Stopper dette emne nu, da det skaber problemer for folk...Men vil lige sige en ting: jeg bestemmer selv hvad jeg invitere hjem i MIN lejlighed! Og i dette emne, er Dawn der jo ikek rigtig, jeg blev bare forvirret over, fordi at Dawn som regl nærmest bor hjemme hos mig og så skulle lige pludselig ikek være der med Elyas? Sikkert min fejl...Men alligevel!//

//ærgeligt... Dét var da ellers sådan et godt emne * blink*//