Jeg er så ensom: For alle :)

Tristan holdt blikket på hende imens hun flakkede rundt omkring. Hun opførte sig så damn helligt.. "Jeg tror ikke det var din plan nej.. Jeg tror generelt ikke at du har så meget styr på noget lige nu" Svarede han drillende og huggede ud efter hende. Hvis hun kom for tæt på havde han altid sit es i ærmet.
"Jamen du skal være velkommen til at forsøge, men vi ved jo begge at det ikke vil lykkedes" han lagde hovedet på skrå og var klar på hvor end hun ville angribe.
Gad vide hvor Camille var? Stadig på den anden side?

Ribanalon kunne ikke lade være med at grine af Tristan, nej hun
havde ikke styr på det. Men det havde han bestemt heller ikke.
Han hviste jo foreksempel ikke at Ribanalon lige så stille hvor lusket
af og var på vej mod Camille. DENNE NAT VAR NU ENGAN HERLIG!!!.
Heneds væsen der ikke var i hendes normake form kom tættere og
tættere på Camille. Gad vide hvad Tristan ville sige til at Camille
ville skrige af smerte??

Kirkegården syntes kold og skræmmende som hun gik der alene nu.
Hvad der for kort tid siden havde bidraget til en indvendig ro og sjælefred, bidragede nu til skræmmende fantasier og lyde der synes at komme alle vegne fra.Selv i mærket var dét som skygger blev levende.
* pokker tage Ribanalon og Demetri.* hun holdte dem ansvarlig.
Hun satte tempoet op, ivrig for at nå til udgangen.
Et langt bad ville være godt, når hun kom hjem, tænkte hun alt imens hun lavede et par hug ud i den tomme luft , med dolken.
"tag den...og den...". Mumlede hun for sig selv...

Tristan hørte hende grine og så sig omkring.. Det lød længere væk nu. Var hun flygtet? Eller sat kursen imod noget andet.. Nej , hun måtte have opgivet. Det var alligevel en håbløs kamp for hende. Han rettede sig op og kiggede sig omkring igen. Selv auraen var væk.
"Camille?!" Kaldte han og håbede at komme i kontakt med hende. Det var nok bedst at finde hende nu...
Han hoppede op på muren til kirkegården igen og gik langs den imod lågen ud fra kirkegården, det måtte være der omkring hun var nu. "Er du her omkring?" Kaldte han og kiggede ned imod kirkegården for at spotte hende.

"Camille" lød det fra en stemme der lød sm Tristans. En sikkelse
der præsis lignte Tristan kom slændrende mod Camille. der var blod
på den ene sad af skikkelsen af Tristan, Skikkelsen faldt forover lige
Camillie. "Hun ramte mig" hvistede skikkelsen med smerte i stemmen.
Dog var skikkelsen ikke Tristan, men Ribanalon der havde brugt sin
hun var en nøgagtig skikkelse af Tristan. Den rigtig Tristan ville først
være der om Ca 10 minutter, nu hvir han troede at Ribanalon var flygtet.

Hun kiggede op ved lyden af hans stemme .* finally *
tænkte hun og glædede sig til de kunne komme hjem.
Han.dukkede op i hendes syns felt, men glæden der burde bruse frem udeblev, og istedet blev hun gennemsyret af bekymring.
Tristan var smurt ind i blod, hans blod så dét ud til og han var i store smerter.
Camille nåede lige at gribe ham i hendes arme og derved kunne styre hans fald, så han landede med hovedet i jendes skød.
Hendes fingre søgte efter hans puls " Tristan...honey...er du Okay...Tristan for helvede..." Mumlede hun ned i hans hår ...." Han måtte ikke være på vej væk...

Tristan satte farten lidt op og kaldte igen. Hun kunne da ikke være noget langt væk? Hvad nu hvis vampyren faktisk var vendt rundt efter hende.
han bed sig hårdt i underlæben og håbede ikke at der var sket noget. Endnu et kald. Hun burde vel høre ham på et tidspunkt?
Porten ud fra kirkegården var stadig et stykke væk, men hvis han satte tempoet op kunne han være der på et par minutter.. Bare hun så ikke var fortsat ud i byen. Han samlede sin telefon op fra lommen og fandt hende i sine kontakter for at ringe og puttede den op til øret imens han gik. "Kom nu... pick up..." Mumlede han.

"Argh" udbrød skikkelsen og holdte sig til det sted det skulle gører ondt
imens at hoved lå i camillies skød. Det hele var en stor joke. Men det viste
de jo ikke. Skikkelsen af Tristan kiggede og på Camille. "Camille" Skikkelsen
holdte og Camille så godt den kunne nu hvior den lå på jorde.

Camille forsøgte at finde ud af hvor slem skade der var påført ham.
"Gør dét ondt når du trækker vejret Tristan , spurgte hun bekymret...og derefter fiskede hun sin mobil frem, han måtte afsted op skadestuen , hun kunne ikke undersøge og ikke afhjælpe ham her , hvis han havde indre blødninger
"Bare bliv hos mig...du må ikke sove "mumlede hun imens hun skylle til at lave et opkald til skadestuen, men inden hun nåede så vidt, spillede hendes mobil 'check, yes Juliet ' og hun stivnede i kroppen .
Displayet viste incoming call Tristan, og han var iøvrigt den eneste hun havde givet netop den ringe tone.
"Hvad fanden sker der " udbrød hun og hendes hjerne arbejdede for langsomt, hun kunne ikke få sig selv til at afvise 'den Tristan ' der lå i hendes skød...skubbe ham væk, hvad hvis hun tog fejl hér ?

Tristan rystede sin mobil lidt da den havde ringet et stykke tid og kiggede på displayet i det telefonen begyndte på. "Læg en besked efter tonen..." *biiib* "Camille, hvor fanden er du? Vampyren slap væk, unfortunatly, hold udkig, jeg ved ikke helt om hun går efter dig eller hvad hun gør . over " Han klappede telefonen i og kiggede rundt om sig. Hun plejede du altid at tage sin telefon? Måske var den bare blevet glemt derhjemme eller løbet tør for strøm. Nu reason to panik.

Da Ribanalon hørte mobilens spillen kunne hun gætte hvem det
var, i det næste sekundt var skikkelen af Tristan forvandlet til
vampyrern Ribanalon og sad i Camillies arm med sine tænder.
HUn måtte smage hende, blodets smag som Demetri havde fortalt
hende havde lyt som en guddommelig oplevelse og rigtigt nok.
Blodet var så...utroligt!!! Det varede kun kort og så slap hun igen.
Smagen af Camillies blod var ikke som andre, det var guddommeligt
og alligevel så underligt en irretrende smag den havde. HUn sprang nærmest
lige så hurtigt op som hun havde taget sine hugtænder ud af armen på den
smukke Camillie Levende Camillie.

//må jeg blande mig? ^^//

//For min skyld: go ahead ;)//

//Gerne for mig...//

Hun nåede ikke at svare opkaldet, hendes reaktioner var for langsomme.
Da hun kiggede ned, var hun rædselsslagende for hvad hun ville se, og synet der mødte hende Ribanalon der satte tænderne i hendes arm , var ikke fedt.
Camille rev hårdt sin arm til sig , så hun fik nogle længe men overfladiske rifter på armen og Ribanalon ville muligvis have nået og smage blodet, men så kunne dét ikke have været mere end nogle få dråber.
Hun famlede...og fandt dolken, hendes hånd lukkede sig om den og imens hun skreg højt jog hun kniven ud efter hende.

// do your thing //

En lille person med viltert rødt hår kom gående over imod kirken, muntert fløjtende et lille melodi. Hun satte af et godt stykke før kirkegårdens mur og ladede på en fod oppe på muren uden at hun så ud til at anstrenge sig. Muntert fløjtende gik hun et par skridt videre der oppe indtil hun synes at hun nå nogle bevægelser, og da hun nåede et træ der stod over en grav hoppede hun ned bag det og begyndte at liste sig igennem gruset og over imod skikkelsen. Et kort øjeblik virkede det som om at der var to og da hun kom tættere på kunne hun se at hun havde ret. en ung kvinde stod foran Ri, med en kniv! En sød duft nåede hende og det var ikke svært at gætte hvad det var. Hendes grønne øjne blev sorte og hun løftede hurtigt en hånd da hun så pigen svinge kniven. Ingen skulle gøre hendes ven ondt!

En kraftig vind blæste op, faktisk så kraftig at det ville være svært selv for en vampyr at blive stående og den kom direkte imod mennesket..
"Ri, du vil måske flytte dig lidt.."
Wiliths stemme var ikke så munter som den plejede at være og med sorte øjne var det svært at genkende lille muntre Wilith, som Ribanalon havde mødt. Hun var klædt i et par plettede cowboybukser og en hættetrøje det hele i blå så hun gik nemt i et med skyggerne på kirkegården.

//thanks :)//

Tristan blev opmærksom da en stærkere vind end normalt kunne mærkes. Han fik øje på nogle et stykke væk. Han satte i løb og da han kom tættere på genkendte han vampyr pigen fra før og camille. En anden pige var også kommet til og hun så ud til at skulle til at angribe Camille med et form for vind angreb.
tristan fik hurtigt hevet en kaste kniv frem og svingede den imod pigen med vinden inden hun kunne komme for godt i gang og hoppede så ned fra muren og kastede sig ned imod den anden kvindelige vampyr for at kunne tvinge hende ned imod jorden.
Han nåede lige at opfange et sår på Camilles arm, højst sandsynligt efter et par tænder. Det gjorde bestemt ikke sammenstødet med vampyren mere barmhjertigt.

Ribanalon tog armen op foran sig for at beskytte sig mod Tristan
men blev i det samme til en stor falk der fløj opad i luften.
Den var kommet højt oppe og fløj nu rundt om dem så de ikke kunne
ramme den på nogen punkter. Ribanalon var blevet glædeligt overrasked
over at se wilith. Men lige nu var hun mere konsentreret på kamp end
på wilith. Falken skreg sit kald som alle andre falke ville gøre

Camilles koncentration blev afledt, da en ukendt stemme fra en nyankommende pludselig talte til Ribanalon.
* great, mere back up....de var sku da lige som en flok børnehave børn , altid parvis to og to * tænkte hun syrligt og dernæst blev hendes hår og tøj gennem rusket og revet i af en vind.
En vind af den kaliber, opstået ud af det blå ? No way....it had to be her !
Camille var milimeter fra at vælte, og de sidste kræfter blev omsat til modstand , på samme tid som Tristan ,thank god , vendte tilbage.
" Håber din kaffe pause var god " råbte hun til ham i en glad tone, ikke fordi hun havde passet biksen specielt godt mens han var væk, at dømme ud fra hendes sår på armen, men fordi at skulle bekæmpe hele to vamps, nok var lige en tand for meget.
Hun stirrede efter Ribanalon der blev til et dyr og som sin broder, stak af."Klogt træk" hviskede hun ud i luften og vendte sig om for at konfronterer den nye vampyr.
" Du får éen chance for at gøre din veninde kunsten efter...fly and run honey " sagde Camille vredt.
Nu var hun ved at være rimelig træt af dem og deres 'gode ideer'.

Hun slog ud med hånden og fik skubbet kniven ud af sin bane med en del af den vind som hun havde skabt, mens at hun med et hånligt smil samlede den op da den landede i grusset bag hende. At kaste noget efter en vampyr der behersker luften.. Ikke noget smart træk.. Ri måtte klare sig selv for nu havde menneskekvinden med den blødende arm vendt sig imod hende. Hendes blik blev med det samme draget af såret, og blodet der løb, men da kvinden talte til hende løftede hun blikket.
"Så du vil have mig til at flyve.."
Et koldt smil viste sig på den unge vampyr læber og hun løftede dramatisk armene.. Og begyndte at gå. Langsomt hævede hun sig i luften som om at hun blev båret og hendes sorte øjne holdt øje med målet: menneskekvinden.

Imens overvejede hun hvad i alverden hun skulle gøre med hende. Det var ikke godt nok at dræbe hende, hun skulle uskadeliggøres.. men blodet.. det var så fristende.. så varmt og levende.. nej! Hun måtte fokusere! Det eneste hun ville var at få Ri væk herfra!
hendes hår hvirvlede omkring hendes hovede som blæst begyndte at samle sig om hende.. Ri ville gøre klogt i at komme væk fra himlen.. For hun havde allerede lagt en del kræfter i de vilde vinde der susede om hende.. Måske skulle hun bare indkapsle pigen i en form kuppel.. Det ville løse problemet.. men så ville hun ikke kunne få fat i blodet.. Hun sukkede og så igen ned på pigen imens hun sendte en vild vind ned imod hende der efter bedste evne ville forsøge at indkapsle hende. Vinden var dog en lettere ustyrlig kraft så det var ikke sikkert at den reagerede som hun håbede da hun sendte den afsted.

Tristan tumlede om på jorden da Vampyren forsvandt under ham og han kiggede irriteret op efter den. "Kujon.." Mumlede han og skar en grimasse.
Det tog ikke lang tid for ham at komme på benene igen ved siden af Camille. Hvad lavede han her igen? Stuck imellem 3 piger..
"Fin tak, den kunne have været bedre" Svarede han muntert i forhold til situationen og kiggede frem imod den nyankomne. Hvorfor skulle de blive ved at komme? Han sukkede opgivende da vampyren hævede sig over jorden.. so cliché ...
"Vind? ha... Been there, done that, got the t-shirt" Hånede han hen imod kvinden og fangede godt at hun prøvede at rette et angreb imod Camille, så måtte der reageres hurtigt.
På mindre end et sekund var han ved hjælp af sin 'evne' lige foran vampyren med vinden og slog hårdt ud efter hende for at gøre hende ukoncentreret af hendes angreb og råbte til Camille: "Duk dig!"

I det samme angreb rovfuglen som var Ribanalon Camille, satte klørende
ind i hende og bed hende med næbet. Flere gange og så hurtig andre steder
for at skade hende. Camille ville være godt forrevet nu når Ribanalon var
fugl og det beste var at en fugl var hurtigere et menneskets øje. Igen skreg
fuglen og blev tilsidst ved siden af Wilith til Ribanalon, et grumt smil på læberne
var vokset på dem, og blod var der kommet i noget af hendes sorte hår.
Camilles blod.

Camilles øjne lå uden flakken på dén nye vampyr da hun svarede hende køligt " flyve..? Eller gå op i røg ? Whatever works " hun trak ligegyldigt på skuldrene og smilede hurtigt til Tristan .
Inden hun kunne nå at handle yderligere skreg Tristan hun skulle dukke sig, og hun vidste et angreb var undervejs , så idet hun kastede sig ned på maven holdte hun armene op for at dække hovedet og fuglen eller rettere udyret der blev ved med at angribe og hakke i hende, dén måtte selv skade sig i processen , da Camille viftede og hakkede løs med hendes kniv.
Dét gjore muligvis ondt at blive hakket af en stor ækel fugl, men dét tændte bare hendes vrede .
"skide vampyr tøs " hvæsede hun og så på Tristan " jeg lover dig...slapper hun ikke af så nakker jeg hende " himlede Camille op .

Den unge vampyr dukkede sig bare for hans slag og viftede belærende en finger foran hans næse. Hendes sorte øjne var knebet sammen og et koldt smil var direkte adresseret til ham.
"Har du aldrig lært at det er uhøfligt at slå på en dame.."
Hun så ikke på Ri da hun blev til sig selv igen men brugte i stedet sin hurtighed imod mennesket og slog hårdt ud imod hans mave. Hvis han kunne undvige den fortjente han det næste også men for en sikkerhed sendte hun også en hård vind imod ham. hendes vilje var direkte fokuseret på ham og derfor ville vinden følge ham og højest sandsynligt ramme.
"Godt at se dig, Ri."
Det var det eneste tidspunkt at hun var uopmærksom da hun sendte den anden vampyr et lille smil før at hun vendte sig imod de to andre.. Uden noget forvarsel satte hun i løb, før at hun satte i et langt spring hjulpet af vinden der holdt hende svævende. Det ville det se ud som om at hun var smuttet lige som den anden vampyr vist var.

Hun landede på den del af taget der var ude af syne for de kæmpende og ventede på det rigtige tidspunkt at sætte hendes plan i gang på. Det blev nød til at være rigtigt timet for det skulle ske meget hurtigt, så de ikke fik tid til at reagere. Det var nok ulogisk at håbe på noget i den retning, for de virkede begge to til at være dygtige til at slås.. Nok bedre end hende når alt kom til alt, men hun kunne ikke lade en ven i stikken.

"hvilken dame? Jeg ser kun et monster..." Svarede han flabet og greb med lethed hendes spark. Alt for gammelt trick.
Den vind der kom imod ham var ikke svær at modstå. Hun stod trods alt lige foran ham og dte var begrænset hvad vinden kunne nå at blæse op på den halve meter.
Han fnøs hånligt da vampyren forsvandt og sparkede ud efter Ribanalon da hun kom til syne. Da han var sikker på at have hende fået lidt på afstand vendte han rundt imod Camille.
"Oh god! Er du okay?" Udbrød han og knælede ned ved siden af hende. hun var godt forevet, men ikke noget der var fatalt.