Jeg er så ensom: For alle :)

//i den her forbindelse betyder der at du 'styrer elegant i den retning du vil //

Camille lyftede et bryn, hun anede om aura og ingen havde før nævnt hendes aura, heller ikke Zean...hun måtte huske at spørge hvad han vidste om dét ?
"bankende hjerter kan også være knuste, tag ikke fejl af dét " svarede hun stille " men hvorforer dit ?" Spurgte hun bekymret på hendes vejnet og flyttede stille hendes hånd væk fra sin kind.

//okay//

"Mit liv blev taget fra mig" sagde hun og kiggede lidt uforstående på
Camille, "Jeg så hele in familie dø, en efter en, indtil det blev min tur"
sagde hun og trak på skulderne, "Det der fik det til at gå i stykker var
at det var min egen far" sagde hun og kiggede syrligt ind i Camilles
øjne, Dog var Demetri's hjerte knust og skæret ud af hans krop, bille-
dligt talt. Han mistede mere end sit liv den nat.

Camille lyttede til hendes ord.
Havde både hun og Demetri oplevet et slags blod bad, nedslagtning af deres familie da de blevet gjort til vampyrer og måtte ligge afstand til deres liv som menneske. Camille havde aldrig tænkt over at der muligvis gik vampyrer rundt der var ulykkelige over deres skæbne, der måske aldrig var blevet givet et valg. Var det sdan det var for Ribanalon...for Demetri. Men hvis det var tilfældet hvorfor huskede Demetri så ikke at give andre et valg, han måtte da kunne forstå vigtigheden af netop dette.
"Ribanalon... hvad skete der med jer ?" hviskede Camille og et lille stik i hendes hjerte bar vidne om hun fandt deres skæbne grusom.

"Shhh" sagde hun og lagde en finger på hendes læber,
"Det er bare et minde nu" hun smilte grumt til Camille,
"Du er interresseret i mig" sagde hun og smilte nu mere
dystert end grumt, "Eller er det mere min bror, hun syntes
alle, ville vide alt om Demetri og var ligeglad med hende, så
hende som **Demetri's lilles søster** og ikke som Ribanalon
hun sukkede, hendes øjne kiggede nu ned på Camilles hals,
"Han har bidt dig" hun kiggede igen Camille i øjnene med et
smil.

Camille mærkede hvordan alle muskler spændtes i hendes krop da Ribanalon lagde en finger over hendes læber og tyssede på hende.
Hvad var der med vampyrer...var de alle så intime? Ribanalon var bare nummer to vampyr Camille havde truffet, så grundlaget for sammenligning var tyndt.
" Ja, jeg er interesseret i dig, i din historie...jeg ved ikke meget om din slags, og jeg vil gerne prøve at ...forstå" svarede hun men var på vagt over for Ribanalon .
Camille forsøgte at undlade at besvare spørgsmål omkring Demetri, hun var rimelig sikker på hans søster ikke ville bryde sig meget om de svar hun ville give.
Så da hun hun kiggede på Camilles hals og spurgte eller måske nærmere konstaterede at Demetri havde bidt hende , stivnede Camille og lagde instinkttivt en hånd på sin hals, netop der hvor hans tænder havde penetreret hendes hud.
" Det var hans største fejl " svarede Camille med trods i stemmen, og det var netop derfor hun ikke var færdig med ham...og s det fact at han skulle fjerne nogle billeder af ham selv ,hans synes at have plantet i hendes sind.

Hun grinte lidt, "Ja det er alle vampyres største fejl, bidet"
hun grinte stadig, "Men Camille hvis du vil vide noget om
vampyrer skal du ikke rode dig ind i Klusisska familien,
kom tilbage når du har fået affaring" hun slikkede sig over sine
hjørnetænder da hun sagde det, hun kiggede stadig på det sted
arret var men nu var dækket af Camilles hånd, "Hver glad for
han kun lige markerede sig" sagde hun og nikkede og skiftede
nu først tilbage til Camilles øjne.

*Markerede sig ! Hvad helvede betød det? Han havde lavet et direkte overgreb og bidt hende ,drukket af hende uden hendes tilladelse!*
Camille stirrede på Ribanalon og savarede " jeg har lidt svært at se det glædelige ved det, han skulle aldrig have drukket af mig " .Hun holdt en pause og mødte s hendes blik igen, Ribanalon oplyste en del og så igen alligevel ingenting.
"Hvad mener du med ikke at rode mig ind i jeres familie? Hvad gør jer særlige? Og jeg blev involveret den dag din broder troede jeg ville være hans lille nemme offer" Camille mærkede en begyndende irritation, mest på Demetri men også på Ribanalon, der ikke synes at forstå hvad Demetri havde gjort.

Ribanalon mærkede vreden fra Camille i hendes aura den
forandrede som regn fra en klar himmel, hun hviste nu hvad
hun havde med at gøre, hun lagde hoved på skrå, "Det jeg
mener er at du skal være glad for at han ikke satte tænderne
i dig, hev så de skravede hen af din hud, tog sine tænder ud
og hulede dig flere gange" hun holdte en kort pause, "Det
har mig og Demetri gjort så mange gange på vores ofre da
vi var unge" hun så drømmede op i himlen, og en slags
sorgmodighed kom over Ribanalon's øjne.

Camille spærredeøjnene op i vantro.
"Siger du at han var blid ved mig ?" spurgte hun og rystede på hovedet.
Hvorfor ialverdenen ville de dog gøre sådan mod mennesker?
"Ribanalon, du er nød til at fortælle mig mere om dig selv og ham, om jeres liv.Hvad har drevet jer til at være så uhensynsløse ?" camille ønskede virkelig at forstå, for i hendes verden var det ren og skær ondskab, og Ribanalon virkede til at have en menneskelig og varm side. Demetri var et andet kapitel.

Hun trak igen på skuldernde, "Jeg kan kun tale for min del
af historien" sagde hun og vendte sig om og kiggede ud i
mørket, hun begyndte at gå ned af fortorvet og forventede
at Camille fylde med hende. Hun kiggede på alle gravstene
med alle de navne, mange af dem kendte hun fordi hun selv
havde drabt dem, hun rettede igen blikket ligeud.

*har man sagt A må man ogs sige B * tænkte hun ved sig selv og begyndte at gå efter Ribanalon igennem kirkegården og alle dens store grå og kolde gravsten.
Når Camille engang var død, ønskede hun absolut intet gravsted, selv ville hun brændes og ned i fællesgraven eller de ukendtes grav som det også hed.
"Fortæl...jeg vil rigtig gerne høre " sagde Camille blidt til hende og fik næsten lyst til at gribe ud efter hendes hånd, for at vise at det betød noget, at hun betød noget.

"Hm..." sagde hun, der var stille i lang tid, "Jeg kender dig ikke
engang men du kan alligevel ikke brug det imod mig" hun
havde på en måde lyst til at grine, "Jeg var lovet væk som
16 til en mand på 39, det var besluttet at jeg skulle giftes som
18 årig" hun holdte en pause for at huske, "vores far var forsvundet
året før jeg blev 18 år, han kom tilbage men han var kold, et monster,
han begyndte at slå min bror Cortez i jorden og min mor prøvede at
beskytte os, men han slog hende ihjel for øjnene af os ved at forsvandle
hende men jeg ved ikke hvad der gjorder hun ikke kunne blive
til en vampyr" hun sukkede "Først Cortez og så mig´, det var 2 måneder før jeg skulle være gift, han gik og var han væk i nogen timer og kom tilbage med
Demetri's krop, jeg ved ikke hvad der skete i de timer, det må
være der jeg blev forsvandlet. Demetri krop rystede, men vores
far kom kun med Demetri, Cortez og JEG var allerede oppe og gå,
han tog os væk fra menneskeligheden og lærte os om magt og styrke"
"Han voldtog vores mor da han havde fået os sit blod i sig så vi
begyndte at forsvandle os, han havde smadret mmin rygvirv og
brækket kraniet på min bror Cortez.

Camille standsede op.
Hun måtte have tid..tid at fordøje al det Ribanalon fortalte hende.
De havde jo gennemlevet en horror så stor at det ville knuse ethvert hjerte og enhver tillid man måtte have i sin krop og sjæl. Hvordan kom man videre efter det.
Hun rakte ud og tog hendes hånd og med tåre i øjnene der truede med at bryde ud, knugede hun Ribanalons kolde hånd i sin egen og sagde " Det er jeg virkelig ked af...det har været forfærdeligt...ingen bør se og opleve det, det gør ig virkelig ondt".
Camille hadede sigs elv i dette ojeblik, var utilfreds med ikke at kunne finde bedre ord at vise Ribanalon hendes medfølelse og empati.Livet var ubarmhjertigt og meningsløst.

Ribanalon så så bare ind i Camille's øjne, der var intet
i hendes egne øjne nu, Ribanalon kunne ikke engang græde,
det eneste vampyrer bestod af var blod og intet anden
væske, hendes tåre, hendes liv, hendes familie nogen
menneskelige føelser var blevet taget fra hende. "Vi kan i
ntet gører ved det nu" var det eneste hun kunne sige, "Du kan græde
mine tåre, men det forandre ikke at jeg nu er død og
jeg aldrig kan nyde solen" sagde hun og holde dog stadig
Camille i hånden.

Camille blev pludselig ...flov?
At hun stod her og udgød tårer når Ribanalon ikke engang selv var istand til det.
Al den smerte man kunne opsamle år efter år , uden af kunne udløse den med gråd...sikke en urimelig situation for nogen at være i.
Så huskede hun det med ikke at kunne nyde solen og hun kiggede lidt spørgende på hende
"Jamen Demetri kan da, det var sol da han..." Hun stoppede sig selv da hun ikke lige nu ønskede at tale grimt om ham.

"Haha" hun grinte nu højt, "Mødte du ham i sollys?" sagde hun
og grintelidt meree, "så kan jeg bedre forstå dit mærke "
Hun tav igen uden at grine, "Men det er mange år siden,
Jeg kan kun fortælle Cortez , min mors, og min historie,
"Demetri ved hvad der skete med hans familie" hun sukkede
han havde fortalt hvad han far havde gjort ved ham og hans
familie og det syntes Ribanalon var tusind gange være end hendes
egen død.

Et anklagende blik blev kastet after Ribanalon " hvad mener du med det, hvorfor er det morsomt at jeg mødte ham i dagslys? Det var anden gang jeg mødte ham...gider du forklare det ?" Camille blev irriteret, nok ivirkeligheden mest over selv at være så ignorant ,hun vidste stort set intet om vampyrer ud over hvad film og andet havde indprintet og det var der nok ikke meget hold i.
"Har Demetri haft sin egen familie ?" Camille ville gerne vide mere,men kunne fornemme at Ribanalon måske snart havde fortalt så meget hun ville og dermed snart ville sætte en stopper for Camilles spørgsmål...men hun måtte forsøge at finde svar.

"Vampyrer tåler ikke dagslys men Demetri er så stædig at
han nogen gange gør det alligevel" hun grinte ikkeover Camille
men over Demetri og hans store stædighed, "Og Ja han havde
engang en familie, men der kan jeg intet sige til dig"
hun sagde det på en måde med respekt i stemmen, mest
over for Demetris familie, og også for mindet om de afdøde.

*Sikke en bemærkelsesværdig familie...spetakulerer ,smukke og ..dødbringende *,tænkte Camille og følte det pludselig som hun blev skudt i brystet da hun huskede hvordan Demetri ved første møde havde båret hende, strøget hende over håret og tysset stille på hende da hun græd...næsten omsorgsfuldt.
Camille så på Ribanalon.."Havde han børn?" hviskede hun og mente næsten a kende svaret på det.

hun trak på skulderne og så nu lumsk på Camille, "Sprøg ham"
Hun kiggede stirrende på hende, "´Camille, du ville aldrig
give dit blod hvis nogen sprugte vel" sprugte hun roligt, hun
begyndte at skærer tænder, men hun blev stille meget stille.
Hun havde intet mere at sige om sin død, mindet fik Ribanalon
sind til at gå i oprør, den rolighed hun var ville var agrresiv
og derfor ville hun ikke tale mere hun havde allerede sagt
det meste.

Camille ville gøre netop det spørge ham, hvis hun nogensinde ville møde ham igen.
Ribanalons spørgsmål kom lidt bag på Camille "om hun ville give sit blod til nogen?"
hun mærkede efter inden i, hun havde aldrig været i en situation hvor det var nødvendigt.
"Hvis det var en ven og der ikke var andre mulighedder ville jeg , jo,...men ellers fortrækker jeg mit blod hvor det er, inden i mig!"

"Hm...." sagde hun og nikkede, "Jeg tænkte bare på om
du kunne give noget til mig efter min historie til dig"
sagde hun og kiggede stadig stift på Camille, hun havde
lyst til blod,det var Camille's egen fejl at hun havde brunget
det på bane, mindet om alt den smerte og had gav hende
altid lyst til at påfører andre den smerte, for selv at kunne
holde den smerte der var inde i hende ud.

Camille så på hende og blev faktisk lidt vred.Hun var ingen omvandrende buffet og Ribanalon var ikke svækket eller i livsfare.Hun var i fin stand så vidt Camille kunne se.
Hun sagde med en stemme der måske nok var en smule nervøs men samtidig også bestemt
"Ribanalon...du holder gebisset væk fra mig...jeg stoler på dig" , hvilket Camille faktisk gjore.

"Så giv mig en grund til at stole på dig" Ribanalon mente det
meget seriøst, "Jeg gør det uden at du ørker det" sagde hun,
"Jeg gør det samme sted som min bror og jeg lover aldrig
at sige noget til nogen om det, men dit blod er tegn på at
jeg også kan stole på dig" Camille måtte se det lidt i Ribanalon's
lys, hun havde givet Camille sit døds minde, som et tegn at
hun faktisk stolede på hende, noget der var dyrebart for
Ribanalon.

Camille trådte tilbage, lidt væk fra hende.
"Det er ikke iorden har jeg sagt..og jeg stoler på dig, stoler på du ikke gør mig fortræd og ved at jeg er en ven... Hvis din historie havde en pris skulle du ha oplyst den til mig inden du fortalte den, så jeg kunne vælge. Du bider mig IKKE " Camille håbede hun forstod budskabet.Hun ville aldrig forråde Ribanalon eller udsætte for noget grimt og hun forventede det same fra hende.De var ganske vidst fremmede, men Camille følte at de havde delt noget, havde knyttet et bånd af en slags denne nat og hbede at Ribanalon følte det samme.