Blood and more!! //Samuel //

Blod hun havde bruge for det og det skulle være her til aften da hun ikke havde spist i en del tid, hun var på vej mod skoven da hun ikke havde tanke nok til og skulle finde et menneske og der efter det og skulle kom af vejen med liget.
Hendes tøj bestod af nået mere frækt politi tøj som man tit ville se på en stripbar og hendes hår var sat op i en hestehale da hun ikke gad og have det i hoved, hende dejlig nattesyn hjalp en del i mørket og hun kiggede vare efter en hjort det ville være nok til hende for den næste tid der nu ville komme.
Hvad hun hed jo hun hed skam Hana og hun havde skift over til det fra nået andet som kun ikke længer ville husk på, Hana holdt blikket frem for hende og hun gik uden en lyd over jorden mens hun kun se en folk af hjorte der var ikke så langt fra hende, hun sat farten op og op ingen tid havde hun en hjort til jorden og fået tænderne i halsen på den. Blodet mødt hende mund mens hun drak uden og lave den store lyd og hun lukkede bare øjne mens der kom en stor ro over hendes krop mens hun slappede helt af, eller helt var hun ikke sikker på for hun lyttet stadig til alt der var rundt om hende og hun sad bare i sneen mens hun var ret så ligeglad med hvor koldt det var i øjeblikket..

En fredfyldt stilhed fyldte skoven, afslappende med et let lag af front vand over de nøgne grene. De bløde poter lavede ingen lyde, ud iver hvis den snehvide ulv trådte på en gammel tør gren, men efter mange år i en skov havde han lært at bevæge sig lydløst i den. Stanken af vampyr slog ind mod hans næse, hvilke kort fik den til at sitre, før ulven skiftede kurs, og fik samtidig lugten af hjorteblod i næsen. Igen stoppede den op, men luntede efter et par sekunder videre mod stanken. Da den endelig kom frem, så han lidt af et særpræget syn. En vampyr der drak af en Hjort!
Han stirrede et par minutter på scenen, før han vendte om, og luntede væk, eller egentligt var det bare en lille tur ind mellem de tæt siddende grene nær skovbunden, men den ville mere eller mindre forsvinde, trods den hvide lyse pæls der yderst var ru og hår, men så snart man kom ind under dækhårdene befandt der sig nogle bløde korte hår.
Med ørene spidse i et forsøg på at opfange overraskende lyde fra, gik han længere væk fra vampyren, af den ene grund at han fandt det yderst uinteressant.