Cafê - Angel

Hun lænte sig tilbage i sofaen og ventede på at han uddybede, mens hun mærkede trætheden nærme sig

'' jeg kan give et eksemple.. hun kommer ned mod vandet.. hun slår sin fod.. foden begynder at bløde men hun siger intet.. hvor jeg bær hende op af vandet og tag sig af hendes fod... og renser såret'' smilede wolf

"... Så hun er lidt ligesom dit barn, eller hvad?" spurgte hun og kvalte et gab. Bare det nu ikke var nogle alt for personlige spørgsmål...

wolf grinede.. ''hahaha.. arh.. forældre bliver jeg nu ikke endnu'' grinede wolf...
''men man kan kalde det søskende kærlighed...'' fortalte wolf med et mere seriøst blik

Hun nikkede tankefuldt. Det var vidst lidt bedre beskrevet. Hun havte diskret ved at tage sin håndryg op foran munden hvorefter hun drak resten af sin te

''så.. har du så nogle familie medlemer'' hvor efter wolf kiggede rundt i rummet..

at have en familie havde wolf ikke tænkt i langt tid.... der efter ikke engang i at starte en selv... tankerne om at starte forny og et nyt liv med en anden partner undrede ham lidt..

Hun rystede på hovedet. "Nej, de er døde for lang tid siden," sagde hun og smilede. Det var ikke svært at snakke om, da det jo var mere længe siden.

''det gør mig ondt.. og kender følsen af mistede dem men holder af.. '' sagde wolf for at virke medlidenhed med hende..

hmm så er vi da i samme båd.. eller er vi... tænkte wolf lidt...

Hun smilede skævt. "Det behøver du ikke - jeg kan næsten ikke huske dem." sagde hun og kiggede ud af vinduet uden rigtig at se noget. De tågede minder kom pludselig frem og de var hurtigt væk igen. Hun sukke; det var alt hun havde, borset fra et gammelt billed, som hun passede meget godt på.

'' det jeg ked af at høre...'' sagde wolf og prøvede at forstå hende's situation

han viste et eller andet sted godt at han ikke burde tale mere om det.. og slet ikke når han oven i købet kom som gæst i en anden persons hjem

''foresten.. hvis du kunne lave fortiden om.. hvad ville du lave om'' spurgte wolf helt uden at tænke over sit spørgsmål...

hmmm hun virker fjern... mon jeg har sagt noget forkert..... tænkte wolf for sig selv...

Hun trak på skuldrene som et tegn på, at han ikke behøvede at tænke så meget over det og at det var okay at spørge. Hans næste spørgsmål kom dog meget bag på hende og hun tænkte også længe over det. Hvad ville hun lave om? Hmm..
"Jeg ville nok... Øhm, have prøvet at stole mere på folk." Sagde hun og sank en klump.
"Hvad med dig?" Spurgte hun.

'' at ændre fortiden... hmmm... hvis jeg ændrede fortiden havde jeg jo ikke tænkt over dette...''
wolf sank en klump i halsen... og prøvede at få ordet ud

'' at jeg nåede at advare min familie før en uvelkommen gæst besøgte vores grund...'' sagde wolf og tav sig kort efter...

at svare spørgsmålet ville jo bringe mig nærmere på denne mystiske person.. men også give mig selv mulighed for at stole på hende...
at stole på hende ville give muligheden for at have et venskab... og oven i købet en engel...
tankerne bredte sig

Hun sad lidt og hørte efter. "Har du lyst til at snakke om det?" Spurgte hun og kiggede forsigtigt på ham. Bare hun ikke spurgte for meget, det ville hun ikke risikere.

hmm ville dette være klogt at fortælle hende dette.. hans grund til at være her.. at fortælle om hans oplevelser... wolf tøvede men kastede sig ud i det...

'' jeg var 12 år.. knap en hvalp, jeg boede sammen med min far og min søster i en af de ældste japanske bjerg pas.. på en grund som har været i vores familie i generationer..
men det ændrede sig.. da uvelkommen gæst nærmede sig.. hvor jeg kom ind i vores hus efter at havde været i vores families temple.. og bede til ånderne og takkede dem for at vores familie havde klaret sig gennem disse dage... hvor jeg kom hjem.. og ser min søster og min nærmeste kærste ligge på gulvet..kolde og livløse.. hvor efter jeg hørte et skud komme og jeg løb ud.. og så min far død for foden af en jæger.. hvor efter at jeg fik et black out..'' sagde wolf og tav sig kort....

Hun stirrede forfærdet på ham og vidste slet ikke, hvad hun skulle sige. Det var jo fordærdeligt! Hun trak benene under sig selv og fik fremstammet: "D-det er jeg ked af at høre..." Hun sank en klump og spurgte: "Hvad skete der så?"

'' jeg tror mit indre væsen kom ud... da jeg kom til mig selv stod jeg nøgen... over ham og havde blod ud over mit tøj, og en smag af blod på min mund også, samt en dunkene smerte i min højre skuldre, men da jeg kiggede så jeg svinet havde stukket mig i min højre skuldre og smerten var næsten ulidelig.. bort set fra at jeg senere mødte keiko som helbrete alle mine har.. selv det jeg fik får så langt tid siden...'' hvor eefter han kiggede på sin højre skuldre...

Hun prøvede diskret at se efter et ar på hans skulder, men gav op da hun ikke sad i den rigtige vinkel. "Så.. Du dræbte ham?" Spurgte hun med en skinger stemme. Hun var slet ikke van til sådanne bedrifter og hun syntes det var rimelig meget på en gang.

'' ja.. men i vrede... og i hævn pga tabet af min familie.. og det endte med han havde taget den eneste familie jeg kendte til.. og jeg kan huske tydeligt den gang at min familie var de eneste jeg rigtigt havde... men.. efter at jeg mødte keiko er alle min ar af en eller anden måde forsvundet.. som om at den nat jeg sov side om side med hende helbrete mig... eller om det var mine forfædre som fjernede disse sår.. selv mit brand mærke på min hånd er forsvundet...'' sagde wolf mens han kiggeede på sin hånd...

''men han tog også den eneste sande ven jeg i mit liv havde.. han tog alle mine nærmeste jeg kendte den gang og lige siden svorede jeg at jeg ville kontrolere mit indre væsen...'' sagde wolf og sukkede

Tankerne om den gang hans lære mester i at smede var blot et menneske som lærte ham i at kontrolere hans vrede og smede det i hans våben fik ham næsten til at få et gys... den smerte han påførte ham for at han kunne lære at kontrolere smerte og ilusionen om at smerte blot var en ilusion... som hans far også selv fortalte...

Hun kiggede alvorligt på ham. Han havde dræbt et menneske og havde tydeligvis et problem med vrede. Hun kunne godt se det fra hans side, selvfølgelig kunne hun det! Manden havde jo slået så mange mennesker ihjel! Men hun var en engel. Drab var ikke i hendes natur, så hun blev en smule nervøs og prøvede at tage det roligt. *Det er længe siden* tænkte hun for at berolige sig selv. Hun havde, uden at tænke over det, rykket sig helt over i den anden side af sofaen, mens hun kiggede ned i gulvet. Hun forstod ham godt.

wolf lod mærke til det ''jeg forstår at du bliver bange af en som siger at han havde myrdet en for 14 år siden... men du har intet at frygte jeg dræber ikke uden grund og jeg personligt bryder mig ikke om vold'' sagde wolf venligt og smilede

hmm er det mon en ting ved engle... at de ikke han li ordet vold.. eller mord... at de hellere vil vende den anden kind til... tænkte wolf lidt for sig selv...

Hun nikkede kort og kiggede på ham, som var han en tikkende bombe. Men hvad hvis hun nu på et tidspunkt gjorde noget, som gjorde ham sur? Ville han så også slå hende ihjel? Det var jo noget der kunne ske. Hun hostede lidt og drak så lidt af sin te, mens hun prøvede at skubbe alle de ubehagelige tanker ud af hovedet. Det var simpelthen ikke sundt at være så pessimistisk.

wolf kiggede på hende og spurgte
'' men fortiden er desværre intet vi kan ændre ved...''
en tåre faldt fra wolfs kind mens han nu drejede blikket væk og kiggede mod gulvet

'' at ændre alle smerte i verden ville mon det gøre et bedre sted? eller om det vil gøre det værre?'' sagde wolf som om han søgte efter svar af hans næres tab...

Hun opdagede at han græd og fortrød straks at hun havde været så fordomsfuld. "Undskyld, jeg.." Hun tænkte lidt over, hvad hun skulle sige. "... Det var ikke mening at være barsk. Det var bare ret meget at sluge på én gang," sagde hun og kiggede undskyldende på ham.

"Hvis der ikke var smerte og ondskab i verden, ville der jo heller ikke være gode og lykkelige tider," sagde hun og smilede trøstende.

''det sandt..'' sagde wolf og tørede tåren fra sin kind..

''undskyld for min opførelse.. den er ikke passende i denne stemning' sagde wolf og prøvede at virke positiv

Hun rejste sig og gik ind i soveværelset, hvor hun fandt nogle lommetørklæder, som hun lagde på bordet. "Det er helt okay," sagde hun smilende. "Det ser ud til at du havde brug for at få det ud," forsatte hun med et forsigtigt smil.