Well well well (James Jackson)

Sted: Gågaden i Deepshell
Tid: 16:25
Dato: 4/6
Årstid: Sommer
Vejr: Solskin med en kølig brise
Omgivelser: Mennesker og væsner i alle afskygninger
Påklædning: Outfit

Hun var taget afsted. Hun havde trængte til lidt fred og ro. Deepshell havde virket helt perfekt til en miniferie for Ariadna. Hun var taget afsted i lørdags og hun skulle hjem til Sheria med en sen færge i morgen. Hun ville have en hyggelig eftermiddag. Derfor valgte hun gågaden en lun eftermiddag. En rolig spadseretur med solen i ryggen og medvind hele vejen tilbage til hotellet.

Hun gik roligt forbi en lille butik, en bedemandsforretning. Kister og død gjorde hende normalt trist til mode, men i dag var bare en god dag, som selv ikke mørke huller i jorden eller lig kunne ødelægge. Hun stirrede nysgerrigt ind i forretningen og undersøgte et par sorte ibenholtskister med de kolde, grå øjne, hun var udstyret med fra naturens urimelige hånd.

James stod bag disken i sin forretning han ejede. Han stod og bladrede gennem et kiste katalog der lige var blevet leveret *skal det nu være på mode at have højtaler i dem* han havde en fornemmelse af at blive betragtet ”kan jeg hjælpe med noget” han løftede ikke blikket fra bladet men han snakkede tydeligt ud gennem den åbne dør.
”det er ok bare kom ind hvis det er” han løftede blikket hans øjne var specielle på den måde at det ene var nøddebrunt og det andet var grå og koldt men de så lige godt. Grunden til dette udsende var at han havde en splittet personlighed, men det var ikke som alle andres personligheds spaltning var at han faktisk undergik fysiske ændringer.

Hun hørte en mandlig stemme og drejede straks rundt. Halvt gennem den åbne dør, halvt gennem ruden kunne hun se en mand bag en disk inde i forretningen med kisterne. Den hun havde kigget på lige før. Den bedemandforretning. Hun gik et par skridt ind af døren og stoppede så et par meter fra disken.

"Nej, jeg har bare altid været... Hvad siger man?... Fascineret af døden og dens... vilkår."

Hun smilede lidt til ham og lod en lang, bleg pegefinger løbe langs en hvid kistes bløde, behagelige træ, slebet fri for åreringe og knaster og overmalet for at skjule ujævnheder i træet.

”jeg ser at du kan lide den” han gik hen mod pigen og holdte fast i kisten ”hvis du vil kan du få et job her” han tog hårdt fat i kisten ”den her er en af mine favoritter” han lod en finger køre langs siden af den ”den er en luksusmodel, der blev kun lavet 10 af de her skønheder” han trådte tilbage ”prøv at lægge dig i den” han hjalp hende op i kisten ”det føles godt gør det ikke” dens inderside var foret med rød satin ”jeg bliver næsten misundelig på vampyre”

Hun nikkede let. Ja, hun kunne godt lide den. Den var flot. Faktisk ualmindelig flot. Hun havde kun været til et per begravelser eller tre i sin levetid, men hun kunne alligevel værdsætte godt håndværk, når det sprang i øjnene på hende.

"Det lyder spændene, men jeg har allerede et job."

Hun trak undskyldende på skuldrene og lagde hovedet let på skrå. Forsigtigt trådte hun op i kisten og lagde sig ned på ryggen. Bare for at prøve lagde hun hænderne over kors på brystet, lukkede øjnene og forestillede sig enorme skovlfulde jord falde ned over kisten.

Ashes to ashes, dust to dust.

Hun sendte ham et underligt blik. Vampyrer? Nå, det var vel bare bedemandshumor.

James hjalp pigen ud af kisten ”det var som men en bare en venlig gestus” han så på pigen ”jeg regnede også med at de havde et arbejde” han sukkede ”men kan jeg hjælpe med andet i dag” han stilede sig om bag disken ”arh det her er kedeligt” han kiggede ned i bladet *sidste gang jeg havde det sjovt var under den sorte død* han bladrede om til sidste side af den og så en annonce for en kongres der skulle holdes i Deepshell *tja det er da bedre end ingenting* han så på pigen ”hvis du vil have mig undskyldt jeg skal pakke til en kongres der er her i weekenden” han skubbede pigen ud af butikken og gik oven på hvor han pakkede noget tøj og skiftede til et jakkesæt med et blodrødt slips og gik ud af bagdøren.

Hun steg, ved hjælp af hans hånd, ud af den forede, sorte kiste. Hun stillede sig igen på gulvet og viftede et par krøller om bag skuldrene. Hun smilede opmuntrende, da han sukkede.

Don't walk around looking angry. You never know who will fall in love with your smile.

Det citat dukkede op i hendes hoved.

"Nej, jeg var bare lidt nysgerrig."

Hun fulgte hans bevægelser og lagde hovedet let på skrå. Hun lagde det på den måde, der var så karakteristisk for hende. Den måde, der fik hende til at ligne en forskræmt, forpjusket fugleunge, der netop var blevet skubbet ud af reden af en mor, der havde 25 andre sultne unger at fodre.

Hun kiggede underligt på ham, da han skubbede hende ud af døren. Hun blev stående udenfor og kiggede efter ham, da han forsvandt op af trappen.