Walking with the dead.

"Jeg havde ikke forventet noget." Sagde hun stille. "Hvis man forventer noget bliver man skuffet."
Hun så på ham og smilte et lille smil, der klædt hende.

"Alt der har en ende, er ikke værd at spilde tid på," sagde han og rystede kort på hovedet, hvorefter han rejste sig. Han gik hen til skabet og åbnede det, hvorefter han tog et billede, som lå på den slidte sofa. Han havde også skåret dette. Han lagde det ind i skabet og lukkede det derefter igen. Han satte sig i sofaen.

Hun sagde ikke noget men kiggede bare på liget.
"Skal jeg fryse det?" Spurgte hun efter noget tid.
"Så slipper du for lugten."

"Det ville ødelægge kunsten," sagde han og rystede kort på hovedet. Mange gange massakrerede han liget på forskellige måde, så det ikke bare var et billede af et helt normalt lig, som han skar. Det størknede blod på vægge og gulv stammede fra hans såkaldte "kunst." "Jeg har intet imod lugten," svarede han og betragtede hende.

Hun rynkede næsen.
"Aha." Sagde hun og kiggede ud af vinduet igen.
Efter noget tid kiggede hun på ham igen.
"Har du nogensinde haft sådan en mage?" Spurgte hun nysgerrigt.
Aldrig havde hun selv, derfor var hun nysgerrig.

Vicente rystede kort på hovedet. "Det har jeg ikke," sagde han og satte sig bedre tilrette. "Hvorfor?" spurgte han et kort stykke tid efter. Han havde aldrig tænkt på, at få sig en mage. Den slags var ikke noget han interesserede sig for. Han levede sit liv alene og havde i sinde at fortsætte det sådan.

Hun trak åndsfraværende på skuldrende med blikket rettet mod vinduet.
"Bare ren og skær nysgerrighed efter følelsen af forelskelse." Sagde hun.

"Forelskelse?" spurgte han og så på hende. Det var længe siden han havde hørt om den følelse og endnu længere siden, at han havde følt den. Han strøg en lok af sit lange sorte hår væk fra sine grønne øjne og betragtede hende derefter stille.

Hun nikkede.
"Nogle er selvfølgelig kun mager pga sex. Men jeg kan bedre lide forelskelse." Hun trak på skuldrende.

Han nikkede kort og fjernede ikke blikket fra hende. "Hvordan er de to ting?" spurgte han, da han ikke kunne huske dem på grund af, at det var så længe siden han sidst havde følt den slags følelser. Han havde fuldstændigt glemt dem.

Hun bed sig i læben og kiggede på ham.
"Det ved jeg ikke." Sagde hun stille og trak på skuldrende.
"Jeg har aldrig følt nogen af delene."

"Hm.. Jeg har ikke følt dem i over hundrede år," sagde han og rejste sig igen. Han rettede lidt på sin sorte frakke og trådte hen til et vindue. Han så ud ad vinduet og et lavt suk undslap hans læber, hvorefter han kørte sit lange sorte hår om på ryggen.

Hun vidste ikke hvad hun skulle svare.
Hun sukkede og kiggede ud af vinduet, drømte sig væk.
Hun forestillede sig at være forelsket.
Et smil gled over hendes læber, men dte blev hurtigt væk igen da fornuften kom til hende.

Vicente gik hen til bordet og satte sig på en stol. "Hm.." mumlede han lavt og kastede et blik på hende. Han var ved at være træt af bare at sidde og lave ingenting. "Skal vi foretage os noget?" spurgte han og så mod døren.

Hun trak på skuldrende og så på ham med sine røde øjne der var begyndt at blive en anelse lillae.
"Hvad skal vi lave?" Spurgte hun og kiggede ud.
Hun var blevet en anelse rastløs.
Hvis hun havde været alene havde hun nokket begyndte at springe i træer mens hun sagde som en abe.
Hun fnes ved tanken, det var noegt hun en dag skulle lave med Adam.
Hendes Bedste ven.

Vicente åbnede døren. "Lad os gå en tur," sagde han og trådte udenfor. Han rettede sit blik mod himlen og så derefter på trækronerne. Han havde altid været meget fascineret af skovens mørke og, hvor død skoven egentlig var.

Hun rejste sig op og klappede liget på kinden.
"Vi ses du gamle." Sagde hun med et smil og gik ud.
Hun så ud mellem træerne, hun elskede den stilhed, den var lige til at bryde..
Hun styrede sig og hendes gavtyve glimt forsvandt lige så hurtigt som det var kommet.

Vicente lukkede døren efter efter hende og så derefter på hende. "Hvor vil du hen af?" spurgte han og strøg en lok af sit lange sorte hår væk fra sine grønne øjne. Han stak sine blege hænder i lommerne og så derefter rundt.

"Det ved jeg ikke." Sagde hun og bed sig i læben. "HVor syntes du?"
Trangen til at lave en salto overvandt hende.
Hun satte af og lavede en salto og landte smilende på benene.

Vicente betragtede hende. "Svært ved at stå stille?" spurgte han, da hun lavede saltoen. Han vendte sig og begyndte at gå dybere ind i skoven. "Jeg foreslår vi går denne vej," sagde han. Han kastede et blik over skulderen og så kort på hende.

Hun kom op på siden af ham.
"Undskyld." Sagde hun og smilede undskyldene.

"Undskyld ikke," sagde han blot og rettede blikket frem for sig. Han gik og studerede de døde træer med sine grønne øjne. Et lavt suk undslap hans læber, hvorefter han spurgte: "Hvor tit kommer du her i skoven?" spurgte han.

"Jeg er her altid." Sagde hun let.
Hun gik altid rundt i skoven, da hun var nomade.
Hun havde været langt omkring i verden, men var taget til hjembyen for at hygge sig.

"Okay," svarede han og nikkede kort. "Du ved jo jeg bor her, så jeg behøver vel ikke udtale mig videre om det," sagde han. Han gik tit ture her i skoven, men han havde ikke mødt hende før. Hun holdte sig måske til andre dele af skoven, end der hvor de var nu?

Hun nikkede og så sig om.
"Jeg er mest i den norlige del af skoven." Besvarede hun hans usagte spørgsmål og smilte lidt for sig selv.
Hun havde aldrig været i de her egne før-