Slaying the living.. What a glorious feeling.

Tid: 1:30
Dag: IRL
Dato: IRL
Omgivelser: Træer.
Vejr: Koldt og mørkt, men ellers tørt.

Vicente sad og stirrede ud i luften. Hans øjne var grønne, hvilket betød at han ikke var tørstig efter blod. Det var ikke det eneste, som viste, at han næsten lige havde drukket blod. Det han sad på gjorde det helt tydeligt. Han sad på en ung mands lig. Man kunne se de to stiksår på hans hals. Liget var ligeså hvidt som Vicente. Hans nakke så malplaceret ud, Vicente havde knækket nakken på ham, efter han havde bidt ham. Det var ofte den smule sjov, som han fik ud af sine ofre. Han børstede lidt snavs af sin sorte frakke og strøg en lok af sit lange sorte hår væk fra sine grønne øjne. Et lavt suk undslap hans læber og han stirrede fortsat ud i mørket.

Elisabeth lange bølgede brune hår, hang nydeligt ned af hendes ranke ryg. Det hvivlede let i en enkelt brise, og hendes mørke øjne skød rundt i natten. På Elisabeth var det tydeligt, at hun ingen trang havde efter blod. Hendes mørke øjne afslørede hende. De var næsten sorte, men varme og venlige. Forføriske for mennesker og enkelte væsner. Som altid var Elisabeth klædt i en elegant kjole, og machende sko. Elisabeth var fortsat ind i den dybe skov, med et glædeligt blik. Hun var netop vendt tilbage, efter en længere tid, hvor hun havde rejst meget. Hun havde opholdt sig i Afrika, hvorefter hun var taget til Egypten. Hun måtte oprigtig konkludere, at hun havde savnet skovene på denne tid.

Jeans, gummisko, løst hår, trøje og sin læderjakke, var det Silviah avde taget på, ikke fornæmt eller fint, men tøj var jo bare tøj. Hun havde egntlig været i skoven i nogle timer, først havde hun fundet vicente`s hytte, men der var ingen, så lige nu fulgte hun blot duften af blod som omringede det meste af skoven, siden hun formoede det måtte være ham.

Vicente rejste sig efter et kort stykke tid. Han bukkede sig kort ned for at samle liget op. Han svang det over skulderen og begyndte at gå mod nord, for der lå hans hytte. Hans grønne øjne så rundt på de mange døde træer, som dannede den triste skov. Vicente havde gået her utallige gange og kendte stedet som sin egen bukselomme. Han strøg en lok af sit lange sorte hår væk fra sine grønne øjne med sin frie hånd. Han kunne pludselig fornemme en anden vampyrs tilstedeværelse.

Elisabeth rankede ryggen, og satte hendes tempo op. Pludselig var hun usynlig, for menneske-øjne men sanheden var, at hun havde fornemmet selskab, og derfor havde sat sit tempo op. Hun nød vinden, som skød mod hendes hævede ansigt, og håret som bølgede drillende. Hendes spinkle små hænder, hang slapt ned af siden, og hun gik i dybe tanker. Hun kendte ikke umiddelbart lugten fra den.. Nej, de vampyre. Elisabeth blev tænksom. Der var to af slagsen. 'Fjender?' tænkte hun, men kastede tanken fra sig. Hun havde jo sine foredele i kamp.

Vicente kunne genkende den ene vampyr, men den anden vampyr, som nu også fornemmede, kunne han ikke genkende. Han stoppede og så rundt. Han svang liget over skulderen igen, da det var ved at glide ned og begyndte så småt at gå igen. Han kunne se sin hytte mellem træerne, men gik ikke videre. Måske var den anden vampyr fjendtlig, så ville det ikke være godt, hvis vampyren fandt ud af, hvor han boede.

Et mindre vindpust fra Elisabeth, påvirkede et tyndt ungt træ. Det svajede roligt, og Elisabeth kastede et ligegyldigt blik efter det. Mørket var næsten uigennemtrængeligt for et menneske, men for vampyre og andre væsner, var det vel let at se igennem - Det var det i hvert fald for Elisabeth. Hendes mørke øjne skød rundt i naturen omkring hende, og hun lagde roligt hovedet på skrå, da hun fornemmede en han og en hun. Et svagt smil gled frem fra hendes læber, og hun satte tempoet yderligere op. Det blev til en løben, og hun hoppede/fløj op i det nærmest træ. Som en edderkop kralvede hun op af det, og sprang over til det næste. Vinden mod hendes hvide ansigt var fantastisk.

Vicente kunne mærke at vampyren kom nærmere. Han så mod den retning, som han regnede med vampyren kom fra og ventede blot på, at se om vampyren var venlig eller fjendtlig. Stadig med liget over skulderen trådte han et par skridt længere væk fra sin hytte. Han så kort rundt, som om noget eller nogen snakkede til ham, men rettede derefter blikket frem for sig igen. Han forventede ikke kamp, men han var, som altid parat alligevel, hvis det skulle ske, at et møde endte i kamp.

//tak for at gå vidre når jeg skulle spise....eftersom i bare gik vidre og jeg ikke vil ødelægge emnet for meget, bliver det her svar kort....//


Silvi havde mærket den anden kvinde varmpyr men havde valgt fuldstændig og inorgere det. "vicente, der var du", sagde hun blot og skubbede 2 grene til side for at se på den mandelige varmpyr hun kendte ganske godt.

Elisabeth skød fra træ til træ, som et magisk lyn. Hendes brune bølgede hår, hang fra hendes ryg, og hvivlede ivrigt, når hun hoppede. Hun stoppede brat op, og hægtede sig fast ved en gren. Hun lagde nysgerrigt hoved på skrå, og betragtede hanvampyren. Hendes mørke øjne gled rundt omkring i omgivelserne, og hun hoppede derefter ned på den snedækkede jord. Elisabeth rettede sig op i sin fulde højde, vende sig mod hannen, som roligt betragtede hende. Hun lagde med det samme mærke til liget, og hun kunne ikke skjule, sit misbehag i hendes mørke øjne.

Vicente rettede sit blik mod Silvia, da hun dukkede op. Han trådte hen til hende. "Godaften Silvia," sagde han, men rettede så derefter kort rundt igen. Han hørte stemmer og så de sædvanlige skikkelser, som fulgte efter ham. Godt nok var det kun hans syge fantasi, som dannede dem i hans hoved, men virkelige så skikkelserne ud. Han ignorerede dem og så i et kort stykke tid på Silvia, men rettede blikket mod den anden kvindelige vampyr, som var dukket op.

Silvia fjernede let nået af hans sorte hår fra det blege ansgit og trak hånden tilbage. Hendes blå øjne faldt derefter ned på liget, tja, han havde jo sagt at hans mål i livet var at dræbe, det eneste tidspunkt hvor han overhoved føldte nået. Hun ville havde sagt godaften tilbage, men hun så imod en hun-varmpyr som sprang ned p åden frosne jord ved dem, måske en elsker?, højs sandsynligt ikke vis man tænkte på hvem vicente var. silviah avde spørsmål til kvinden, men holdte mund eftersom hun jo ikke vidte hvadkvinden ville.

Elisabeth betragtede begge vampyre, med et nysgerrigt blik. "Godaften," meddelte hun dem, og sendte dem derefter et kort smil. En vind strøg hen igennem dem, og fik Elisabeth hår til at blafre roligt. Med en enkel hånd-bevægelse fik hun rettet på den brune lok, og hun så sig omkring. Stedet var ikke lige Elisabeths kop te, men selvfølgelig, smag og behag tænkte hun. "Jeg forstyrre vel ikke?" spurgte hun derefter, og tog få skridt hen imod dem. Hun havde ingen idé om, at denne hanvampyr var Englens værste fjende.

"Hvem er du og hvad vil du?" spurgte han og smed liget på jorden. Han fjernede ikke blikket fra den kvindelige vampyr. Vicente var altid mere paranoid end normalt når andre, især andre vampyrer, kom for tæt på hans hytte eller, hvis han mødte et andet væsen så tæt på hans hytte.

Silvia, der jo havde set vicente`s "kunst", inde i hytten og havde set hans barske natur, lage en hånd på hans ene skulder, normalt var hun ligeglad vis nogen blev dræbt, men hun så andre varmpyr kvinder som sine søstrer.

Det var først nu, at det gik op for Elisabeth, at han måske boede her. Dog så hun ikke ud til, at live særlig forfjamsket, selvom hun følte sig lettere forlegent. "Jeg beklager min åbenbart provokerende fremtræden. Mit navn er Elisabeth Jocelyn, og jeg opsnappede Jeres fært, nogle kilometre herfra. I kan tage det ganske roligt, jeg er ikke en fjende," sagde hun i en klar og myndig tone. Det var tydeligt på Elisabeth, at hun var af fornem slægt, både hendes holdning og hendes personlighed. Hun var også en ældre vampyr.

"Vicente Valentieri," præsenterede han sig, men var stadig på vagt. Det lille område omkring hans hytte var i følge ham selv hans territorium, så han vogtede over det, som en hanløve vogter over sit territorium. Han fjernede kort blikket fra Elisabeth og kastede et blik på Silvia. "Hm.." mumlede han lavt og så derefter mod Elisabeth igen.

Silvia fjernede blot hånden rogligt og lage øjne på kvindevarmpyren som tydligvist inorgerede hnde fuldstændigt. "..Silvia Layren", svarede hun blot og tav derefter siden de to nok ville snakke med hinanden uden hende.

//Hun ignorere dig ikke? Nu var det bare ham som valgte at snakke til hende? /:

Elisabeth kastede et tænksomt blik på dem begge, før hun lod et let smil brede sig på hendes læber. Hun var tydeligvis tilfreds med situationene, og hun så sig undersøgende omkring. Lidt efter rettede hun sin fulde opmærksomhed mod dem, og betragtede dem skiftevis. "Det er mig en glæde at møde Dem," sagde hun roligt.

Vicente svarede ikke, men bukkede sig kort ned og samlede liget op igen, hvorefter han svang det over skulderen. Han så på Silvia. "Jeg går hen til hytten.. Jeg skal arbejde på noget kunst," sagde han og kastede derefter et blik på Elisabeth igen. "I kan bare gå med, hvis i lyster," sagde han. Elisabeth virkede ikke fjendtlig, så han havde egentlig ikke noget imod, at hun kom med. Han var dog stadig på vagt.

Silvia kasede sit røde hår om på ryggen igen og fulgte med vicente, hun havde set synet elisabeth fik ved bare et lig. Vicente`s kunst rørtei kke rigtig silvia, hun havde selv fået lavet en i træ af sig selv, men hun vidste jo ikek hvordan elisabeth vilel tage det-

Elisabeth betragtede dem, før hun med lette skridt gik med dem. Hendes nysgerrighed kunne til tider drive hende til vanvid, men hun kunne styre sine lyster. Hun skævede til menneskets dinglende hoved, og så derefter væk. Han så ikke blot død ud, men direkte.. Skræmmende. Noget Elisabeth ellers aldrig blev.

"Min hytte er nok.. Svinet en smule til. Jeg har arbejdet på et par kunstværker," sagde han, da de var kommet tæt på hans hytte. Han kastede et blik på skuret, som stod kort fra hytten. "Hav mig undskyldt et øjeblik," sagde han og gik hen til skuret. Han åbnede døren og kastede liget derind, hvorefter han lukkede døren igen og gik så hen til hyttens dør. Han åbnede og trådte ind. En stank af død og råddenskab hang i hytten. Der var størknet blod på gulv og vægge fra hans tidligere 'modeller.' To modeller, det vil sige lig var stadig i hytten. Det ene lig lå på gulvet og det andet sad akavet op ad væggen.

//Logger for denne gang - I er velkommende til at fortsætte, og så hopper jeg bare ind, hvis det er. Min krea er simpelthen væk.

Elisabeth stod med et ulæseligt ansigtudtryk, og hun betragtede kort hans hytte, før hun med lette dansende skridt trådte indenfor. Hun kastede et venligt blik mod hunvampyren, som havde præsenteret sig som Silvia. Elisabeth så rundt med de mørke øjne, og hun betragtede roligt Vincente. Så det var denne hanvampyr, som englen havde sit hyr med. Elisabeth skød brystet en smule frem, og hævede blikket mod loftet. Hun ville se ham en smule an, men hun vidste ikke, hvordan hun skulle komme frem, til en form for konklussion. Elisabeth valgte at tie helt stille, og lod blikket lande på de to døde mennesker(?). "Hvad bruger De disse døde til?" spurgte Elisabeth, og sendte et nik mod dem.