Gid jeg var rig og berømt!

Dag: Fredag
Dato: 19/2-10
Tid: 19:38
vejr: Det sner en smule, men det er noget særligt. Jorden er dækket med is og det er rimelig koldt.
Omgivelser: rimelig mange folk, åbne butikker og meget sne.

Eolith stod ude på gågaden foran en cafe. Han havde fået overrakt en skovl, og havde fået til opgave at skovle sneen på hele gaden. I hvertfald sådan så folk kunne komme rundt.
Han så sig omkring og frøs ret meget i sin korte skindjakke og i sine slidte kondisko. Han gjorde det kun for pengenes skyld og havde egentlig slet ikke lyst til at lave alt den arbejde.
*Hvorfor mig..?* Ærgrede han sig i tankerne og skovlede langsomt sneen væk fra døren. Han sukkede dybt og ville ønske at han bare kunne leve på at eksistere ligesom mange af de kendte. For eksempel modeller eller tidligere skuespillere. Eolith kunne bare hverken synge, spille skuespil eller se godt ud hele tiden. Lige nu følte han sig i hvert fald ikke spor model-agtig, der hvor han stod med sin spade og skovlede sne.

Marcus kom roligt gående ned af gaden, med en smøg i munden. Han sorte hår var sat så det strittede lidt i nakken, men hang fladt foran hans øjne og på siden af hovedet, lige nu dækkede hans pandehår lidt af hans øjne, men bare et lille sving med hovedet kunne få det lidt væk. Han havde sin lange lædder jakke på, med en ret høj krave, så kulden ikke kunne komme ned af ham, i hvertfald ikke så meget. Han havde sine hænder i lommen, men han tog dog den ene op for at tage sin smøg ud af munden, når han skulle puste røgen ud. Dog var der noget som fangede hans opmærksomhed lidt efter, da han fik færten af Eolith, han smilte svagt, da han ikke havde set ham i lang tid, så derfor satte han imod duften.

Eolith var slet ikke opmærksom på sine omgivelser, og heller ikke på Marcus der nærmede sig imod ham. Eolith skubbede skovlen ned i en bunke sne og forsøgte at få sneen op i skovlen. "Ih hvor irriterende!" Vrissede han hysterisk til sig selv, da sneen var hård som sten og fik nogle forbipasserende til at gå en lang bue udenom ham i frygt for at han skulle flippe ud på dem.
Han trådte hårdt på spaden og fik så endelig sneen op og kastede det til siden.

Marcus fik roligt rundet et af hjørnerne på gaden og kunne lige skimme Eolith lidt længere henne og det fik ham til at smile svagt, han kastede sin smøg ned på jorden og slukkede den med foden. Han fortsatte roligt ned af gaden og stod nu lidt væk fra ham. Marcus var faktisk meget glad for at se ham og han kørte end hånd gennem håret.
"Har du fået job?" spurgte han så lidt efter og smilte skævt til Eolith, han tog sin hånd ned i lommen igen og var endelig ikke bange for at få sne på sig, hvis Eolith skulle få et flip med spaden.

"Kinda" Svarede han og skulle bare til at skovle videre, da han bemærkede at stemmen var velkendt på en eller anden måde. Han vendte sig om og skimmede personen og fik et chok, da han så hvem det er. "M-MARCUS!?" Gispede han og slap skovlen i chok og greb sig selv til munden, fordi han havde sagt hans navn så højt.
Eolith havde troet at han var død og borte. Men hvorfor stod han så der?

Marcus kom til at grine lidt over at Eolith sagde hans navn så højt og trak lidt på den ene skulder, "hey igen Eolith" svarede han roligt, med et svagt smil og tog derefter hænderne op af lommen og lod dem hænge på siden.
Marcus stod ellers bare helt stille og lagde hovedet lidt på skrå, hvor han så derefter betragtede ham lidt. Eolith havde ikke forandret sig meget siden han havde været forsvundet i noget tid, faktisk havde han ikke helt styr på hvor lang tid det var siden.

Eolith fik tårer i øjnene og løb hen og lagde armene omkring ham og begyndte at tude ind mod hans bryst. Også selvom han slet ikke kunne forstår noget af det der skete.
I al den tid havde han gået og været bange, fordi at både Marcus og Armand næsten lige var blevet dræbt efter hinanden. Og nu stod Marcus der.
"Hvorfor er du her?" Græd han ind imod hans trøje.

Marcus så lidt overrasket på ham, da Eolith løb hen til ham og lagde armene om ham. Men alligevel kunne Marcus ikke lade være med at smile svagt over at nogle kunne græde over ham, han viste jo ikke hvad grunden var til at så mange havde savnet ham. Han følte sig ikke så speciel, Marcus lagde roligt armene om Eolith, men tog den ene hånd op i hans hår, "hmm.. godt spørgsmål, jeg kunne spørge mig selv om det samme, jeg var vel bare heldig" sagde han roligt og begyndte at nusse Eolith lidt i håret, for at trøste ham lidt.

Eolith slap ham forsigtigt og så op på ham. "Hvad skete der? Hvorfor fik jeg af vide at du var død? Hvor har du været?" Spurgte han og tørrede sine øjne. Han havde mange flere spørgsmål at stille ham, men vidste ikke hvordan han få dem alle sammen ud.
Lige nu var han ligeglad med skovle arbejdet, og ville langt hellere bare smutte fra det lige nu sammen med Marcus.

Marcus var ikke så overrasket over at han havde mange spørgsmål, men blev dog lidt tænkende da tre kom på samme tid, men han havde skam forventet at Eolith ikke ville lade hans næsten død, ligge lige nu. Marcus trak lidt på den ene skulder og tog hænderne i lommerne igen, " Aubrey fik ram på mig, eller det troede jeg da, men min mor fandt mig og plejede mig indtil jeg kunne gå igen, jeg har nærmest ligget i koma i et par uger, hvis man kan sige det sådan" svarede han roligt og så kort op og ned af Eolith, før han tog sin ene hånd op og kørte den gennem sit hår.

Eolith vidste ikke hvem Aubrey var men nikkede bare stille og forstående til ham, mens han kiggede sørgmodigt på ham. "Jeg har savnet dig... haft mareridt om dig..." Sagde han og så ned i jorden. Det var lidt underligt at se ham, nu hvor han havde troet at han ikke ville få ham at se igen.
"Jeg bor her...".

Marcus smilte svagt og tog sin hånd hen og kørte den lidt gennem Eoliths hår, men tog den så tilbage igen og proppede den i lommen, " jeg har også savner dig, men... hvorfor har du haft mareidt om mig?" spurgte han nysgerrig og så sig lidt omkring. Men så på ham igen, da Eolith sagde at han boede her, "okay.. ja ved godt at du blev smidt ud, det er jeg ked af" sagde Marcus stille og så lidt ned.

Eolith trak på skuldrene og kunne ikke helt svare på hvorfor han havde haft mareridt. "Du er vel sammen med Hayley stadigvæk?" Spurgte han uden at have svaret på noget af det "Hvordan har hun det?".
Han så op på ham, mens han varmede sine hænder under ærmerne.

Marcus rystede lidt på hovedet og trak lidt på skulderne, " nej, jeg er ikke sammen med hende, jeg er kommet videre efter at jeg kom tilbage, jeg vil heller ikke have noget at gøre med en som er så langt nede, jeg ved det er en ond tanke, men at hun stadig ikke kan glemme mig, for mig ligesom til ville holde afstand til hende" sagde han roligt og så lidt ned igen.

Eolith nikkede forsigtigt og så igen ned i jorden. Lige for tiden følte han sig selv ret nede. *Vil Marcus så ikke have noget med mig at gøre?* Tænkte han.
"Bare du har det godt nu... Så er jeg glad" Sagde han tænksomt og så op på ham igen.

Marcus trak lidt på skulderne og sukkede svagt, " det er ikke kun mig, som skal have det godt, jeg tænkte også meget over hvad der var blevet af dig, efter at Hayley havde smidt dig ud, så.. er du okay eller?" spurgte Marcus tænkende og lagde en hånd forsigtigt i Eoliths hår igen.

"Ehm.. jo.. jeg har det fint nok" Svarede han, og ville ikke rigtig begynde at beklage sig over livet, nu hvor han lige havde sagt det der med Hayley. "Jeg prøver at finde et arbejde. Det skal i hvert fald ikke have noget med sne at gøre, har jeg lige fundet ud af" Fnøs han og så ned på skovlen med smalle øjne.

Marcus nikkede og tog sin hånd til sig igen, først viste han ikke helt hvad han skulle sige, men smilte så svagt og tog hænderne i lommerne, " bare sig til, hvis du mangler noget, selvom jeg ikke helt er den samme, så er jeg her stadig for at hjælpe en ven i nød" svarede han og gav et lille nik fra sig, og tænkte lidt om han skulle gå så Eolith kunne blive færdig med skovle sne.

"Mnh? Ikke den samme?" Eolith blev opmærksom og så undrende op på ham. Indtil videre havde han ikke opdaget noget, udover at han havde fået længere hår og sat det. Han grinte lidt og puffede ham blidt på armen med hånden "Er du blevet homo?".

Marcus viste ikke rigtig hvad han skulle svare, så derfor trak han lidt på sine skuldre og smilte svagt. Men han undrede sig først lidt over at Eolith grinte, men fandt så ud af det da han hørte hvad han spurgte om, "måske.. lige nu er jeg bi så.." sagde Marcus med et skævt smil og puffede ham blidt tilbage med sin skulder imod hans.

//Skal logge, fordi jeg skal hjem, men vi ses bare når jeg kommer hjem ^___^//

"Pff.." Svarede han bare og samlede skovlen op og begyndte at skovle videre "Det siger i allesammen uden at være det". Han skovlede det sidste op der var foran cafeen, og stillede derefter skovlen op ad væggen.
"Skal vi lave noget sammen? Jeg gidder ikke at skovle sne hele vinteren".

Marcus valgte ikke at svare på det første, da Eolith jo på en måde havde ret, der var mange lige i øjeblikket som var blevet homo, men alligevel kunne de da også vælge at gå tilbage til piger. Han nikkede derefter lidt og lagde armene over kors, men ikke fordi det var koldt, "ja kan vi godt, men hvad vil du så lave?" spurgte Marcus nysgerrigt og så sig lidt rundt.

Eolith trak på skuldrene, for at sige at han ikke vidste det. Han kiggede spørgende på ham "Hvad synes du? Jeg vil bare ind i varmen somewhere..".
Han så lidt hen over på den anden side af gaden, hvor man netop kunne skimme hans egen lejlighed øverst oppe. Han tænkte på om der var godt nok til at invitere nogen hjem til sig.

Marcus trak og lidt på den ene skulder og kørte tænkende en hånd gennem håret, han bed sig lidt i læben og så sig lidt omkring, " jeg kan være de fleste steder, så jeg er ligeglad hvor vi er" sagde han smilende og så derefter tilbage på Eolith og tænkte lidt igen.

"Vi kan også bare tage hjem til mig?" Smilte han lidt skævt, og vidste stadig ikke helt, om det nu var klogt at invitere ham hjem til et så nederen et sted. Der var jo hverken mad, varme eller strøm lige her for tiden.
"Der er i det mindste vindtæt".