Gid jeg var rig og berømt!

"Jeg elsker dig... det ved du også godt.." Svarede han og så på ham med et ligeså sørgmodigt blik som Marcus "Men hvis jeg en dag mister dig... Hvem skal så være min ven?". Han så lidt ned på sine egne hænder, som han fumlede med, og han spekulerede på så mange ting lige i øjeblikket. Han red jo på to heste... fra Andy til Marcus, fra Marcus til Andy...

Marcus bed sig hårdt i læben, da han hørte hvad han sagde og kunne først ikke rigtig få det til at passe, men gik så hen og satte sig i sofaen igen og tog forsigtigt en af Eoliths hæner og holdte den blidt i sine imens Marcus nussede den kærligt. "Eolith... Du vil aldrig miste mig, uanset hvad du gør eller vælger... du skal bare vide at jeg ikke har venne følelser for dig mere, der ligger noget mere.. meget mere" sagde Marcus stille og lænede sig frem og kyssede Eolith blidt på panden.

Han bllinkede fattet med øjnene mens han så til, da Marcus kyssede ham på panden. "Jeg forstår ikke...?" Sagde han usikkert mens han kiggede undersøgende på ham. Mon han var fuld? Eller mon han var på noget? Han kiggede længe mens han tænkte og kom frem til, at det var han nok ikke. "Hvorfor har du mistet de følelser for mig? Alle ser mig bare som en ven.. Ingen forelsker sig i mig.. Ikke uden at det er fordi de ikke kan få en anden?"

Marcus så lidt overrasket på ham, men himlede så lidt med øjnene imens at han rystede på hovedet og slap Eoliths hånd med sin ene hånd og kørte den gennem sit hår, imens han tænkte lidt over hvordan han ellers skulle kunne forklare det. "Eolith... det var ikke det jeg mente.. jeg har ikke mistet de følelser for dig... jeg mente at selvom du er min ven, så er jeg gået hen og blevet forelsket i dig.. fordi du er den eneste som hidtil har holdt fast i mig, selvom jeg forsvandt i noget tid og det betyder rigtig meget for mig, så derfor kan jeg ikke leve uden dig" forklarede Marcus så godt han nu kunne og håbede ikke at Eolith misforstod den denne her gang.

"Men er du ikke forelsket i Hayley...?" Spurgte han for at gøre sig sikker, selvom han lidt havde fået svar på det i går da de snakkede sammen "Eller... du ville gerne have at jeg voldtog dig igen igår...?".
Han så forvirret på Marcus, og kiggede så ned igen, da det med voldtægten var lidt underligt at snakke om eftersom at det var længe siden, og at han for længst var stoppet med det. Det plagede ham dog stadig at tænke og at snakke om det.

Marcus blev nu selv meget forvirret, havde han ikke allerede fortalt en gang hvordan Hayley havde reageret ved at se Marcus igen og hvad hun havde sagt. Han rystede kort på hovedet og lagde sine hænder i lommerne, " nej... Hayley og jeg er for længst gået fra hinanden, det skete allerede da jeg døde halvt" svarede han og så kort ned på sine egne bukser, men vendte så blikket op på Eolith igen og rystede lidt på hovedet, " nej... jeg gik i seng med dig, fordi jeg følte at vi begge to gerne ville have hinanden på det tidspunkt.. og fordi jeg havde lyst" svarede Marcus stille og sukkede lidt.

"Jo, men... jo..." svarede han og vidste slet ikke hvad han skulle sige, eller hvem han nu skulle foreslå at han kunne være forelsket i. Det ville jo være lidt lettere hvis han ikke var Marcuses eneste forelskelse lige for tiden, for så ville han nok ikke kunne såre ham. Han havde jo allerede fortalt ham at han var håbløst og ulykkeligt forelsket i Andy. Underligt nok lige før de faktisk gik i seng sammen, og at der rent faktisk ikke kon nogle problemer ud af det?
Eolith så på ham og lænede sig ind til ham og kyssede ham blidt på kinden.

Marcus smilte svagt, men dog lidt trist da Eolith kyssede ham blidt på kinden og sukkede svagt over det, da han ikke selv viste hvad han skulle gøre. "Hvorfor har jeg det som om... at du prøver at afvise mig på en god måde" mumlede Marcus stille og uden han selv viste det så begyndte hans øjne at blive blanke. Han havde ikke grædt i lang tid og havde heller ikke regnet med at det ville ske imens at Eolith var her, men Marcus begyndte at kunne mærke tårerne pressede på og vendte hovedet lidt væk fra ham, så Eolith ikke ville kunne se at han faktisk var ved at græde. Men han forstod ikke selv hvorfor, måske fordi han fik afslag af en han var forelsket i?.

Eolith slap forsigtigt armene omkring ham, men han forholdt sig stadig tæt på ham og kiggede på ham. "Jeg har heller ikke lyst til at afvise dig... men jeg ved selv hvordan det er at være forelsket i end der er ubetinget forelsket i en andet person... Og den følelse er ikke rar..." svarede han forsigtigt og opdagede så at Marcus slet ikke kiggede på ham. Græd han?
"Marcus..?" Spurgte han forsigtigt og så efter hans blik "Græder du...?". Han tog sit lidt til halsen og blev usikker på det hele.

Marcus rystede lidt på hovedet, men ville ikke lukke øjnene fordi så var han bange for at tårerne ville løbe ned af hans kinder. Han tog sig lidt til hovedet, men vendte så blikket tilbage på Eolith og bed sig kort i læben, " nej gør jeg ikke... har ikke grædt meget længe nu" svarede han, men man kunne stadig se at Marcus øjne var blanke, på grund af de tårer som samlede sig. "Jeg kan sagtens leve med at du holder af os begge... det gør mig ikke noget" sagde Marcus stille og vendte blikket lidt ned.

Eolith fik det dårligt med at have fået ham til at græde. Og oven i købet selvom at Marcus sjældent græd. Det lød også virkelig... voldsomt at han var ligeglad med at han også kunne lide Andy?
"Wow.." Svarede han lettere imponeret og så på ham "M-men Marcus.. jeg ville ikke såre dig... jeg vidste bare ikke at jeg betød så meget?"

Marcus trak vejret ret tungt, men tog sig så sammen og tørte sine øjne lidt, men stadig imens han havde blikket vendt lidt væk fra Eolith, han vendte blikket på ham igen og smilte svagt, men det var nu alligevel ikk særlig overbevisende. "Jeg kan heller ikke finde ud af at vise den slags ting så meget mere... men jeg elsker dig virkelig meget Eolith... men jeg vil ikke stå i vejen for dig, hvis du beslutter dig for at finde sammen med ham den anden" sagde Marcus og lod sin hånd køre lidt igennem noget af Eoliths hår.

"Du er så sød ved mig..." Mumlede han lavt og så ned på sine fødder og derefter op på Marcus igen, med et undersøgende blik. Han kunne virkelig godt tænke sig at springe ud i et forhold med Marcus, men hvad nu hvis han endte med at starte en eller anden form for krig mellem ham selv og de to dæmoner? Eller hvad nu hvis han endte med at knuse Marcuses hjerte?
"Jeg elsker også dig Marcus.." Hviskede han og så på ham.

//Sov godt n.n Jeg må smutte i seng nu//

Marcus kunne ikke lade være med at ligge armene omkring ham og trak Eolith blidt ind til sig, så de var rimelig tætte på hinanden med ansigterne og han tænkte lidt. "Hvorfor skulle jeg ikk også være sød ved dig?" spurgte Marcus med en hviskende tone og begyndte at kysse ham blidt ned af kinden og holdte ham blidt ind til sig imens. Han ville gerne have Eolith så tæt på sig som muligt og blev ved med at kysse ham blidt ned af kinden, men begyndte så at føre sine kys ned til Eoliths mund, da Marcus hørte at han sagde at han også elskede ham, for det gjorde ham faktisk rigtig glad.

//Jo tak og i lige måde ^___^//

Eolith lukkede forsigtigt øjnene, da han kunne mærke at Marcus så frsigtigt nærmede hans mund med sine kys, og han kyssede forsigtigt med og nød følelsen af at blive rørt af Marcuses bløde læber. Han havde ikke den store skyldfølelse i maven lige nu, fordi at han glemte alt om alt når han blev kysset. Forsigtigt lagde han armene omkring ham og lænede sig ind til ham så han kom op at sidde på Marcuses skød.

Marcus lagde forsigtigt sine arme helt tæt omkring Eolith, da han mærkede at hans kys blev gengældt og smilte kort svagt i kysset, men ville ikke bryde det. Marcus var glad for at han ikke blev skubbet væk, eller blev bedt om at stoppe hvad han havde gang i. Men han kunne simpelthen ikke lade være når Eolith var i nærheden af ham, måske var det fordi han havde forelsket sig rigtig meget i ham. Marcus klemte blidt omkring ham, da han mærkede at Eolith kom op på hans skød og gjorde kysset lidt mere kærligt, men også lidt mere ømt.

Eolith rødmede helt og holdt bare øjnene halvt lukkede, mens han kyssede Marcus tilbage. Han glemte lidt efter lidt alt andet, og nød bare at blive elsket af Marcus, og han begyndte selv at få en fornemmelse af, at dette her var det helt rigtige. At Marcus var den eneste ene, som ville kunne lindre alle sorger.
Han kyssede ham inderligt og nussede ham i hans hår, sådan så hans hår kom i uorden.

Marcus blev helt varm og glad indeni, da Eolith kyssede tilbage og han nød den nussen som var i hans hår lige nu, men han var ligeglad med hvordan hans hår derefter så ud. Lige nu ville Marcus hellere koncentere sig om ham og han kyssede inderligt med og kunne slet ikke lade være med at røre ved Eolith. Marcus lod sin ene hånd køre blidt op og ned af hans lår, og lod derefter sin hånd køre blidt op langs siden af ham imens han nussede ham blidt, derefter lod Marcus sin hånd køre op til Eoliths kind og kærtegnede den kærligt. Men mest af alt nød han bare Eoliths selvskab og at han måtte være så tæt på ham.

Eolith kyssede ham kærligt og følte at han kunne blive ved i evigheder sådan. Han holdt fast i hans hår uden at hive hårdt, og holdt sig tæt på ham i kysset.
Forsigtigt stoppede han og sukkede udmattet, og fik forsigtigt vejret igen. "..Marcus.. Hvorfor gjorde vi ikke det her før? Før alt det her skete...".

Marcus så lidt tænkende, men også lidt trist på ham og trak så forsigtigt på den ene skulder.
Han lod sin ene hånd, stryge blidt ned af Eoliths kind og sank en lille klump, " d-det ved jeg ikke Eolith... men jeg ville også ønske at det var sket noget før lige nu... så du ikke behøvede at være så splittet mellem ham og mig.." sagde Marcus stille og bed sig lidt hårdt i læben.