Gid jeg var rig og berømt!

Eolith nikkede. "Ja. Det vidste jeg godt du ikke kunne" Svarede han og så på ham igen. Han havde nu alligevel håbet på at han kunne "Det var bare det jeg gik rundt og tænkte på...".
Han tog sig lidt til armen og satte sig på sengen og kiggede på ham.

Marcus bed sig lidt i læben, da han faktisk var ret sur på sig selv over ikke engang at kunne finde ud af at hjælpe en ven lige pludselig, han tog sig lidt i hovedet, men så hen på ham igen, da Eolith ikke fuldendte sin sætning. " hvad gik du rundt og tænkte på?" spurgte Marcus nysgerrigt og rejste sig op fra stolen. Han gik roligt hen og stilte sig tænkende foran Eolith og tog sine hænder i lommerne.

"Det vi lige har snakker om" Svarede han og trak sine ben op i sengen til sig og lagde dem ind til sig med armene. Han kiggede ned og tænkte på noget andet at snakke om. Han havde fået det dårligt over at snakke om det, og kunne slet ikke finde på noget opmundrende at snakke om.

Marcus nikkede bare lidt til det han sagde og bed sig lidt i læben, for ligesom at finde noget at snakke om, da det ikke var så godt hvis de begge skulle være triste eller mugne. Han smilte så svagt og satte sig ned på sengen ved siden af Eolith og kørte roligt en hånd gennem hans hår. "Hmm.. jeg ved ikke om det er særlig sjovt for dig, men da Hayley fandt ud af at jeg var i live, så blev hun så rasende på mig at hun gav mig en lusing, sparkede mig ned fra stolen og hældte aksen fra min smøg på mig, det var faktisk ret godt gået, når man tænker på at det var til en fest" sagde han med et skuldertræk og smilte lidt ved tanken.

Eoliths blik stivnede og han rettede sig lidt mere op og så op på ham. "Hvem? Hayley!?" Spurgte han "Hvorfor!? Var hun ikke glad for at se dig!?". Han slap sine ben og rejste sig op på sine ben og så på ham. Hvordan man kunne blive vred på en afdød man elsker, kunne han ikke forstå. "Det må da være forfærdeligt?".

Marcus så lidt overrasket på Eolith, men smilte så derefter lidt og rystede kort på hovedet over det han sagde til ham.
"Hun sagde at jeg aldrig havde elsket hende, at jeg var et dumt svin fordi jeg havde ødelagt hendes liv eller sådan noget" svarede han og trak lidt på den ene skulder, "det var endelig ikke så forfærdeligt, da jeg har i den senere tid, kun har været god til at ødelægge folk omkring mig" mumlede Marcus tænkende og så lidt ned i gulvet.

"Mnh.. Det passer ikke Marcus" Sagde han forsigtigt og så på ham "Ikke ifølge mine øjne. Da jeg boede hjemme hos dig, var du der for os alle sammen. Især mig, også selvom jeg hverken var din kæreste eller din datter".
Nu glemte han alt om sine egne problemer, og ville hellere end gerne mundre Marcus op. "Måske skulle vi tage hjem til dig. Her er koldt, og jeg har ikke rigtig noget at byde på selv".

Marcus så hen på Eolith imens han snakkede til ham og trak lidt på den ene skulder, da han var færdig med et sige det første og tænkte kort, " det var jo fordi jeg havde lovet dig at hjælpe dig så meget jeg kunne, og jeg holdte jo også af dig" svarede han tænkende og smilte svagt, men kort og kørte en hånd gennem håret.
"Hmm.. ærlig talt så har jeg ikke noget imod at være her, jeg kan alligevel ikke mærke kulden og man kan heller ikke byde dæmoner på så meget" sagde han med et skuldertræk og smilte svagt.

"Du er min bedste ven Marcus" Smilte han til ham og blev ret opmundret selv "Men jeg har altså også været forelsket i dig mens vi boede sammen". Han tog sig lidt til armen og syntes at det var okay at fortælle nu, da han alligevellet ikke kunne have noget med ham, hvis han skulle gøre sig fortjent til Andy.

Marcus smilte svagt over det Eolith sagde og blev faktisk lidt glad igen, men ikke meget mere så han kunne grine højt og alt det, men lige nok til at smile, " du er også min bedste ven Eolith" sagde han og smilte svagt. Men blev faktisk lidt overrasket over det han sagde, men så alligevel ikke og bed sig lidt i læben, "hmm.. det var nok også grunden til at du gik da du fandt mig og Hayley sammen" svarede Marcus stille og kløede sig lidt i nakken.

"Jeg kan ikke lide Hayley af den grund. Hun sendte mig jo også på hospitalet. Jeg har jo ikke en chance mod hende i kamp" Sagde han og tænkte tilbage på, da de sloges ude i gangen "Og ja... Jeg kan ikke glemme at hun begyndte at danse op ad dig nede i kælderen. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre og jeg kunne ikke bare begynde at snakke med dig".

Marcus så lidt overrasket på Eolith og rejste sig lidt, " hvad?! sendte hun dig på hospitalet, det har jeg ikke hørt om før nu" sagde han lidt surt og knurrede svagt over at Hayley ikke havde sagt det til ham, imens hun havde været igang med at håne ham. Men han satte sig lidt ned igen, da han godt huskede at Hayley havde danset op af ham og bed sig lidt i læben.
"Det kunne du godt have gjort, jeg ville bare have sat hende ned på mig igen eller på en anden stol, hun var bare ret fjollet, mere end jeg havde regnet med" sagde Marcus og så tænkende på Eolith.

"Jo. Jeg blev bidt og jeg fik brækket nogle ribben, så jeg blev nødt til at tage dertil" Svarede han. Det var længe siden nu, så han sagde det bare som det var.
Eolith nikkede til det han sagde om Hayley, men ville nu ikke kalde hende for fjollet. Måske irriterende.. Eller liderlig.

Marcus lagde sine ene hånd i sit hår og rystede lidt på hovedet, " undskyld at jeg ikke var der til at passe på dig, undskyld Eolith" sagde han undskyldende og så lidt væk fra ham og rystede lidt på hovedet igen.
Marcus hev sig lidt i håret over at han ikke bare kunne have været der for Eolith, han var virkelig ked over at det også var gået ud over ham, det var Marcus og kun Marcus det skulle gå ud over, men ikke ham og han bed sig hårdt i læben.

Eolith så hen på ham og rystede lidt på hovedet. "Hold op Marcus. Du kunne jo ikke gøre for det. Du var jo.. død.. kinda.." Sagde han i en fast tone, for at banke fornuften ind i ham "Det er også ligemeget nu. Jeg er healet fuldstændigt, og arene er lette at dække så snart jeg får mit lange hår igen".

Marcus forstod ikke hvordan Eolith kunne sidde og sige at han skulle holde op, han forstod det virkelig ikke, for han følte ikke at han havde fortjent Eoliths tilgivelse og at han skulle være hans bedste ven. Marcus bed sig lidt i læben og rejste sig så derefter op fra sofaen og så lidt ned på ham, " det er dig som skal stoppe Eolith, det kan måske godt være at du er healet helt, men det ændre stadig ikke på at jeg på en måde svigtede dig" sagde han bestemt, men sørgede for ikke at lyde sur eller vred. " jeg fortjener i det hele taget ikke at være i nærheden af dig.. på grund af at jeg ikke holdte hvad jeg lovede" mumlede han så lidt efter og begyndte at gå over til sin jakke og sko.

Eolith troede i et kort øjeblik at han skulle have skæld ud af en eller anden grund, da Marcus snakkede i en sådant alvorlig tone. Han så efter ham og så hvor han var på vej hen. *Hey! Hvad snakker han om!?* Tænkte han og skyndte sig at løbe hen foran ham, strakte armene ud foran ham og spærrede hans vej. "Marcus!" Sagde han og så på ham med et blik der tydeligvist ikke kunne tilgive ham i at gå sin vej. Han smallede læberne og så fast på ham.

Marcus stoppede op med at gå, da han så at Eolith løb forbi ham og derefter stod foran ham. Han bed sig hårdt i læben og så kort ned, da Marcus opdagede Eoliths blik, og kunne ikke så godt lide det, da han godt kunne se hvad det skulle betyde.
Dog sagde Marcus ikke noget, han vendte bare blikket hen på ham igen og lagde armene løst over kors, han sagde nu heller ikke noget fordi han ikke viste hvad han skulle sige og derfor sukkede han også lidt.

Eolith så ham i øjnene hele tiden, også når Marcus kiggede væk. Han sænkede armene ned på plads igen og så på ham, som om han ventede på et eller andet fra ham. Men han kunne godt se hvad Marcus følte igennem hans holdning.
"Det er ikke nogens skyld Marcus" Sagde han så efter kort stilhed, sukkede og kørte pandehåret tilbage med sin hånd "Jeg har aldrig været vred på dig og heller ikke da jeg troede du var død, Nu hvor du endelig er her, så vil jeg gerne være sammen med dig og fortsætte som før. Jeg vil ikke gøre dig fortræd eller skælde dig ud ligesom Hayley gjorde".

Marcus blev igen opmærksom da Eolith begyndte at snakke, efter at der havde været stilhed i et stykke tid, han bed sig lidt i læben imens han sagde alle de ting og tænkte grundigt over dem før han ville svare.
"Hmm... Eolith, jeg skylder ikke skylden på andre end mig selv fordi jeg var uopmærksom på hvad denne Aubrey vampyr havde tænkt sig, før han næsten fik ram på mig, jeg kan se og føle at du ikke er vred på mig, men det burde du da være siden at jeg ikke holdte hvad jeg lovede, jeg giver dig endnu lov til at slå mig" sagde Marcus og lod sine arme glide ned på siden igen.

Eolith fik lyst til bare at sætte sig ned på jorden og skrige af ham for at sige den slags ting til ham. "Du gør mig urolig når du ligefrem ber mig om det" Sagde han nervøst og gik hen og puffede Marcus tilbage og ned at sidde på stolen igen "Jeg er ikke typen der slår, men snart gør jeg det, bare for at lukke munden på dig".
Han placerede sine hænder på Marcuses skuldre, lukkede tænksomt øjnene i og sukkede dybt. "Hvis du virkelig gerne vil gøre det godt igen.. så ehm.. så.. så tag mig med til Van Martes parken engang..? Der har jeg aldrig været".

Marcus gjorde ikke modstand da Eolith puffede ham ned i stolen igen, hvorfor skulle han også gøre det, det så han ikke nogen grund til, det var også lidt unfair når man tænkte på at engle ikke var så stæke og hurtige som andre racer.
"Hmm... måske lukker det ikke munden på mig, men jeg giver dig alligevel lov til at slå mig" sagde han med et skuldertræk og så kort ned da han mærkede Eoliths hænder på sine skuldre og tænkte lidt.
Men Marcus så hurtigt op på ham igen, da han hørte hvad Eolith sagde og rynkede kort panden, "hmm.. hvis du mener det helt seriøst, så er det fint med mig, har ikke noget imod at bruge penge på dig" sagde han, men smilte ikke.

"Hold nu...! Mngh... Marcus... Lad være med at sige sådan der. Jeg vil have at du glemmer det, du er tilgivet. Jeg har aldrig været vred eller følt mig svigtet. Du har hjulpet mig igennem en masse dybe og triste tanker. Jeg takker dig!" Han knugede sine hænder fast om hans skuldre og kyssede ham kort på panden og slap ham igen. "Desuden er du ikke bare en voksen, stærk mand. Du er også en dæmon og slag fra mig gør ikke ondt..".

Marcus så lidt overrasket på Eolith over det han sagde og skulle til at svare ham, da han mærkede kysset på sin pande og bed sig lidt i læben over det, "Hmm.. okay, jeg skal nok stoppede Eolith, når du siger det på den måde" sagde han og smilte nu for første gang igen lidt svagt, men det forsvandt hurtigt igen bagefter.
"Det kan da godt være at det gør ondt, men du kunne da bare altid bruge et bat" drillede Marcus og smilte skævt med et lille grin, men tog så sin hånd op og rodede Eolith lidt i håret, "tak Eolith" sagde han roligt og tog så sin hånd til sig igen.

Eolith lo lidt, da Marcus gav et smil fra sig. Det varmede helt indeni på en noget så harmonisk måde. "Jeg har nok ikke lige noget bat, men jeg har sikkert en bradepande et eller andet sted i køkkenet" Smilte han selv. Han havde næsten lyst il at kysse ham igen bare for at se om det fik Marcus til at smile igen. Han gjorde det dog ikke, fordi han ikke kunne være det bekendt overfor Andy.