Gid jeg var rig og berømt!

Eolith smilte og rødmede lidt, men de skjulte han ved at kigge væk. Han så rundt og gik hen til døren og begyndte at tage sko og jakke på og lynede op. Det kunne jo stadig være koldt udenfor, selvom at vejret så godt ud indefra.
Han så om på marcus og ventede spændt på ham.

Marcus fik rettet alt sit tøj på plads og sendte Eolith et venligt smil, inden han så kort rundt og bevægede sig over til ham og tog selv sin jakke og sko på. Men derefter så han lidt alvorligt på Eolith og rakte sin hånd til ham, " du må helst ikke bevæge dig for meget når jeg teleportere dig hjem til mig, sammen med mig, ellers kunne du sikkert godt komme til skade, hvis du ryger længere end jeg gør" forklarede Marcus og sendte ham så et blidt smil.

Eolith blinkede forbavset med øjnene, men kom så i tanke om, at det var jo var Marcuses evne. Teleportering. "Ah.. ja.." Svarede han og så ned af sig. Det havde slet ikke været nødvendigt at klæde sig på så? "Hvad kan der da ske, hvis jeg bevæger mig?" Spurgte han nervøst. Når Marcus sagde sådan lød det helt som om at.. ja... forfærdeligt.

Marcus smilte svagt til ham og nød ikke ligefrem at være alvorlig særlig længe, men det skulle man jo nogen gange og det var ikke noget man selv kunne styre og han ville heller ikke have at Eolith kom til skade. Han tog hans hånd og rystede lidt på hovedet, " det skal du ikke tænke på... men det er ikke noget kønt syn" svarede Marcus og skar kort ansigt, men rystede så billedet ud af hovedet og lukkede derefter kort øjnene og teleporterede Eolith med hjem til sit hus som han havde i Werclare. Derefter slap Marcus hans hånd i en rolig bevægelse og smilte svagt til ham, " jah... her bor jeg så" sagde han stille og bevægede sig så derefter op til hoveddøren.

Huset: https://2img.net/h/oi44.tinypic.com/33fbz15.jpg

Skal lige hjem til Amanda. Så svarer jeg derhenne D:

//Okay ^^//

Eolith havde stået så stille som han overhoved kunne, mens han blev transporteret. Han åbnede forsigtigt øjnene, så rundt og derefter på Marcus. "Er jeg i et helt stykke?" Spurgte han nervøst og så sig omkring i huset med et undersøgende blik. "Hm? Boede du ikke i lejlighed?".

Marcus vendte sig imod Eolith og lagde armene over kors, imens han lænede sig op af hoveddøren og tænkte sig lidt om, " faktisk... så har jeg begge dele, men min lejlighed bruger jeg mest til nødstilfælde, eller hvis jeg for ubehagelige gæster hjem til mit hus, så flygter jeg hen til min lejlighed" forklarede han og smilte svagt, men han tænkte meget over det han sagde, " der er ikke sælig mange der ved at jeg bor i hus... kun dig og min mor selvf, vil helst ikke blive fundet, hvis jeg kan ungå det" mumlede Marcus, men trak så derefter lidt med den ene skulder og vendte sig for at låse døren op.

"Wow.. det er helt fantastisk" Smilte han og så foreslket på ham "Hvor får du alle de penge fra?". Han stod bag ham og gik med indenfor da der blev låst op, og han gik indenfor med et bredt smil på munden.
Der lugtede virkelig meget af Marcus der, og huset var virkelig fedt indrettet. "Lugter der af mig i mit hjem?" Spurgte han nysgerrigt.

Marcus lod godt mærke til hans forelskede blik, men smilte bare svagt over det og viste ikke rigtig hvad han skulle gøre ved det, men selvf var han glad over at Eolith så på ham, på den måde. "Tak.." mumlede han og lukkede døren efter ham, da Eolith var kommet ind i huset. "Hmm... da min far døde, så overgav han sin opsparing og konto til os, også gav min mor mig de fleste penge, også har jeg jo også tjent rigeligt op i den tid jeg har været dæmon" fortalte Marcus imens han tog sko og jakke af, men brød så ud i et grin imens han hang jakken op. "Lugte er når det er grimt, dufte er når det er godt... så nej der lugter ikke af dig i dit hjem, der dufter af dig" svarede Marcus og sendte ham et blidt smil.

"Jeg vil også arve.." Sagde han roligt, og ville egentlig ikke have noget imod at hans forældre døde, da de jo sådanset ikke havde noget med ham at gøre. De kunne ligeså godt være døde nu for hans vedkommende. Han så på ham og nikkede lidt med en smule rødmen "Ehm ja.. her dufter også af dig så..".

Marcus smilte svagt til Eolith og så sig kort omkring, " nyd du hellere dine forældre mens du kan... det kan jo være at de ikke er her mere på et tidspunkt" sagde han og vendte blikket tilbage på ham og smilte lidt igen. Marcus kunne ikke lade være med at grine lidt, og roede Eolith kort i håret, " bare rolig.. den fejl kan alle lave" beroligede han ham og smilte skævt over at Eolith rødmede lidt, men for Marcus var det bare sødt.

"Jo hurtigere de dør desto bedre.." Svarede han koldt, mens han så sig omkring i det store hus "Det her hus er virkelig fedt! Og stort!". Han gik rundt i stuen og kørte hænderne rundt på alle møblerne pillede ved nogle af de ting der stod på reolerne.

Marcus blev endelig ret overrasket over det han sagde, men kommenterede det ikke. For han viste jo ikke hvordan Eoliths forhold med sine forældre havde været, så han kunne jo ikke sige så meget.
Marcus gik efter ham ind i stuen og smilte svagt over at Eolith så godt kunne lide hans hus, derefter satte han sig ned i sofaen og slappede lidt af, " ja måske... men nogen gange tænker jeg på at det måske er for stort til mig alene" svarede Marcus og smilte svagt.

Eolith gik hen og satte sig i sofaen ved siden af ham og sukkede. "Hvis det er en hentydnin til at jeg skal flytte ind, så vil jeg da gøre mine overvejelser" Grinte han og så på ham. Han ville ikke have det store imod at flytte sammen med Marcus, men han ville jo aldrig kunne give ham noget tilbage. Marcus havde alleredet givet ham så meget, uden at få noget igen.

//Jeg smutter. Sov godt <3 n.n//

Marcus smilte svagt til ham, men rystede så på hovedet og lænede sig lidt frem i sofaen, han bed sig tænkende i læben imens en af hans hænder kørte roligt gennem hans hår. "Jeg beder dig ikke om at flytte ind hos mig... jeg kan som sagt ikke tvinge nogen af dem jeg kender til at gøre det" svarede Marcus stille og vendte blikket lidt rundt. Men han vendte lidt efter igen blikket på Eolith og lænede sig frem og kyssede ham blidt på kinden inden han rejste sig op fra sofaen, men gik ikke nogen steder.

"Hvis du en dag har lyst, må du gerne tvinge mig" Smilte han genert og så ham i øjnene, og undrede sig idet samme at Marcus rejste dig. Han rykkede sig tilbage i sofaen og kiggede stadig på ham, denne gang med et undersøgende blik "Hvor skal du hen?".

Marcus vendte blikket på ham og kunne ikke lade være med at smile svagt over det han sagde og rodede Eolith kort i håret igen, " jeg har altid lyst til at have dig tæt på.. men jeg ville aldrig kunne tvinge dig" sagde han og smilte svagt igen. Men satte sig så derefter ned i sofaen og trak kort på den ene skulder, " det ved jeg ikke" sagde Marcus og kunne ikke lade være med at grine lidt.

Eolith smilte selv af det og grinte. Han lænede sig ind til ham og lagde blidt armene omkring ham og så ham i øjnene. "Du er min bedste og mest betydningsfulde ven. Jeg skylder dig alt" Smilte han og kyssede ham kort, men kærligt på kinden og lagde derefter hovedet på hans skulder.

Marcus lagde roligt armene rundt om ham, men var også rimelig forsigtig da Eolith jo var engel, det skulle han jo ikke glemme sådan hurtigt. Han lyttede nøje efter hvad han sagde og lukkede kort øjnene og nød det kærlige kys som Eolith gav ham på kinden. "V-ville jeg nogensinde... kunne blive andet end en ven.. for dig?" spurgte Marcus stille og lagde sin hage og mund ned i hans hår og tænkte kort.

Eolith hvilede roligt mod ham, men fik et chokeret udtryk i sine øjne da han hørte Marcus. "Marcus? hvad mener du?" Spurgte han og trak sig til sig selv igen, så han bedre kunne se på ham. Andet end en ven?
Eolith rødmede lidt og så på ham, hvorefter han nikkede forsigtigt, men også temmelig usikkert. "Du ved jo godt at jeg har været forelsket i dig...".

Marcus lagde hovedet lidt på skrå, men kunne ikke lade være med at bide sig i læben, imens han kort rystede på hovedet og kørte en hånd gennem håret. Et lille trist smil som frem på hans læber, men hans blik hvilede stadig på Eolith, "nemlig... det er lige det... du var forelsket i mig engang.. men det er du ikke mere" sagde han og rejste sig derefter og gik hen til en af reolerne hvor der var sat billeder op. Marcus støttede sin hånd op af væggen og så lidt tænkende på det billede, hvor Marcus stod og krammede en anden pige og sukkede så lidt.

"Er der noget galt med det?" Spurgte han og var faktisk ret nysgerrig og lod det være en lille hemmelighed at han også godt kunne lide ham.. stadig.. Især efter denne her dag og dagen før sammen med ham. "Jeg troede jo at du var død... Så jeg forsøgte jo at glemme dig lidt.. så jeg ikke ville blive lige så ked af det som da jeg mistede Armand...".

Marcus lukkede øjnene kort, men vendte sig så imod ham igen og bed sig lidt i læben, han var ikke så glad for at indrømme for meget, hvis det bare resulterede til at han gjorde sig selv til grin overfor Eolith. "J-jeg ved ikke om der er noget galt i det... jeg havde vel bare håbet noget som ikke kunne lade sig gøre alligevel" sagde Marcus stille og kløede sig lidt i nakken. "Det var heller ikke meningen at du skulle blive ked af det..".