Gid jeg var rig og berømt!

Marcus smilte skævt og nikkede derefter lidt, han var sådan set ligeglad med hvordan stedet så ud, bare man som sådan kunne være der, " det kan vi godt, du bor vist lidt tættere på end jeg gør" sagde han med et skuldertræk og smilte igen. Han kommenterede dog ikke det sidste Eolith, sagde men holdte bare smilet på sine læber.

Eolith smilte og greb hans arm i sin. "Kom. Det er herhenne" Sagde han og begyndte roligt at trække ham med sig hen mod sin lejlighedsblok ovre på den anden side af gågaden.
"Jeg vil bare slappe af, så jeg tror bare at vi kunne snakke tingene igennem i stedet for at tage et eller andet sted hen og lave noget".

Marcus var faktisk meget glad for at se Eoltih smilte til ham, så var der da en som kunne hilse på ham med et smil, istedet for at kalde ham en idiot, han fulgte roligt med ham og tænkte lidt over det andet han sagde. "Snakke tingene igennem?" spurgte Marcus nysgerrigt og lagde hovedet lidt på skrå.

"Ja da" Svarede han bare uden at svare ordentligt på hans spørgsmål og lukkede dem indenfor i gangen, og lod dem gå op ovenpå på de sjaskvåde og beskidte trapper som endnu ikke var blevet vasket af. Lejlighedsblokken i sig selv, var i det hele taget ikke i så god stand, men Eolith havde faktisk sørget for at male sin egen lejlighed og få ryddet op her på det sidste, efter at have fået lidt penge af sin moster og onkel.
"Det er iøvrigt snart min fødselsdag. Jeg håber at jeg kan tage kørekort" Tilføjede han, mens de nåede hans dør øverst oppe. Han fandt sine nøgler frem og åbnede op for Marcus.

Marcus nikkede bare lidt og undrede sig faktisk over at de skulle snakke tingene igennem, ja der var sket meget imellem dem her den senere tid, hvor der havde været problemer mellem Eolith og Marcus, da de første gang gik i seng sammen, selvom det var ved floden. "Jeg kan godt hjælpe dig med at betale noget af dit kørekort, som en del af din fødselsdagsgave" foreslog Marcus og smilte derefter svagt til Eolith.
Da døren blev åbnet for ham, gik han roligt ind og så sig lidt omkring for at tjekke hans nye hjem ud, han kunne sagtens se at det ikke just var helt nyt eller overhovedet ikke faktisk, men var ret imponeret over at Eolith på en måde havde gjort det lidt nyere, det kunne man da se.

Eolith bed sig lidt i læben da han nævnte, at han ville give et bidrag som fødselsdagsgave. "Nej. Det skal du helst ikke" Svarede han og smilte forlegent over det. Han skubbede skoene af fødderne og stillede dem pænt ved siden af hinanden, bare for at holde den orden der indtil videre blev holdt bevaret i hans hjem. Nu var det også så let at holde orden, nu da han alligevel så sjældent var hjemme. "Men du må meget gerne kigge forbi" Tilføjede han. Han lukkede døren efter dem og gik længere ind i lejligheden, der hovedsageligt kun bestod af et rum samt et badeværelse.

Marcus så på Eolith og lagde hovedet lidt på skrå, han ville da gerne give ham et eller andet til sin fødselsdag og nu hvor han ikke måtte give et bidrag, så var han lidt blank, men han kunne da altid bare give ham penge. "Okay.. men så for du bare noget andet" sagde Marcus og smilte svagt til Eolith. Han tog også sine sko af og stilte dem roligt ved siden af hans og hang også sin jakke, han gik længere ind sammen med Eolith og nikkede så smilende, " selvf skal jeg nok" sagde han og smilte skævt. Han begav sig derefter til at kigge lidt rundt igen og smilte svagt for sig selv.

"Du skal slet ikke give mig noget Marcus. Jeg kan ikke betale dig tilbage på nogen måder" Svarede han og gik hen og satte sig på stolen. Han turde ikke selv rykke rundt på nogen ting, da han så gerne ville holde orden på stedet. Oprydning var ikke just hans stærkeste side, ligesom så mange andre vigtige ting. "Til din fødselsdag er alt hvad jeg kan give dig, min tilstedeværelse" svarede han bare.

Marcus trak lidt på den ene skulder og smilte let, han rettede lidt på sin bluse før han gik hen og satte sig på den anden stol med ryglænet ind mod maven og brystkassen så han faktisk sad omvendt på stolen.
"Det skal du ikke tænke på, du fortjener en gave på din fødselsdag, iforhold til mig fortjerner du da en" svarede Marcus og smilte svagt og så sig lidt omkring igen. Han synes faktisk at det var syndt for Eoltih at han skulle bo sådan et sted, men han viste ikke rigtig hvad han kunne gøre ved det, hvis han ikke engang måtte give ham noget. "Din tilstedeværelse er nok også det eneste jeg fortjerner til den tid, men nu er min fødselsdag heller ikke noget særligt" svarede Marcus bare med et skuldertræk og rettede lidt på sin bluse igen.

"Jeg ved ikke helt... Jeg er en dårlig ven" Svarede han og kiggede sørgmodigt på ham. Han kunne jo ikke bare glemme at han sådanset havde tvunget ham i seng med ham, der hvor de mødtes, og han var sikkert også grunden til, at Marcus ikke længere var sammen med Hayley. Han forstod ikke hvordan at Marcus kunne være så rolig omkring ham, eller hvordan han kunne blive ved med at være så sød overfor ham.
"Jeg ved ikke hvor gammel du er, men derfor er en fødselsdag stadig en fødselsdag. I hvertfald hvis man skal følge menneskernes traditioner".

Marcus rystede lidt på hovedet og smilte svagt til ham, han synes ikke at Eolith var en dårlig ven, da han sådan nogenlunde var den eneste som snakkede pænt til ham lige nu, han havde da taget godt imod ham. " Hvis du tænker på dengang du brugte din evne på mig.. så er den glemt, jeg hænger mig ikke så meget til fortiden mere, så for mig er du ikk en dårlig ven" sagde Marcus og smilte let til ham. Han begyndte dog at grine lidt og kørte en hånd gennem håret.
"Nårh ja.. det er jo rigtig, jeg har aldrig fortalt sig hvor gammel jeg faktisk er, men lad os bare sige at når du fylder så er du ligeså gammel som mig, indtil jeg fylder" svarede Marcus og roede lidt i sit hår igen.

Eolith rystede på hovedet og så ned. Han kunne ikke selv glemme det så let. Det var en del af sin fortid som den Eolith alle hadede. Han gjorde det udelukket for sin egen skyld og gjorde det uanset hvem det var eller hvordan de reagerede på det.
"Det... okay" Svarede han, uden at føle sig lettet. Han rejste sig op og gik mod køkkenet og kiggede i køleskabet. Han lukkede det igen, da han mærkede at det slet ikke var koldt. *Nå nej..*. Han sukkede og gik i stedet hen til skabet og fandt en sweater frem og tog den på.

Marcus så tænkende efter Eolith og var lidt undrende, fordi han virkede så trist og det kunne Marcus ikke så godt lide.
Han rejste sig roligt fra stolen og gik hen bagved Eolith, imens han tog sin sweater på og lagde tænkende armene over kors.
"Eolith.. hvad er der galt, siden du virker så nedtrykt?" spurgte Marcus lidt bekymret og så tænkende ned på ham.
Han ville gerne vide det, så han kunne finde ud af hvad han kunne gøre for at Eolith kunne blive i godt humør igen.

Eolith fik et lille chok da Marcus pludselig stod bag ham. "Det er ikke noget du skal blandes i Marcus" Svarede han bare. Han kunne ikke rigtig holde skjul på noget, hvis han pludselig blev ked af det lige for tiden. Det gik generelt bare ikke så godt for ham, og han kunne heller ikke tage imod Marcuses venlighed efter alt det han havde gjort ham.

Marcus sukkede bare svagt og rystede lidt på hovedet imens, han lagde sin ene hånd på Eoliths skulder og så stadig lidt bekymret på ham, " Eolith, værd nu sød at sige det, jeg er her jo også for at hjælpe dig" sagde han stille og bed sig derefter lidt i læben. Marcus havde med tiden lagt det meste af det bag sig, som Eolith havde gjort ham, da han ikke ville tænke tilbage på det, men hellere tænke frem.

Eolith følte kun at han blev mere trist da Marcus lagde hånden på hans skulder, og fik mere lyst til at fortælle ham alt, men lod være. Han ville ikke være belastende eller begynde at græde og blive helt elendig overfor ham. "Glem det Marcus. Jeg kan ikke sige det til dig. Det er ydmygende" Sagde han og lukkede sørgmodigt øjnene i. Han vendte sig om imod ham uden at se ham i øjnene og lagde armene omkring ham i et tæt knus.

Marcus blev ikke særlig overrasket da Eolith krammede ham og han lagde roligt armene om han og krammede ham stille igen, men lagde så en hånd i Eoliths hår og kørte det lidt tilbage, "Eolith.. jeg kan ikke glemme det, sig det nu bare, du kan sige alt til mig, hvis det gør dig i bedre humør, men selvom det ikke gjorde, så vil jeg stadig gerne vide det, vil ikke have at du går og er trist" sagde Marcus og gav ham derefter et blidt klem og havde stadig sin hånd i hans hår.

Eolith knugede øjnene i, da krammet ikke fik ham til at holde mund og glemme det. Han krammede bare igen og lukkede øjnene i. Han havde ikke selv lys til at sige noget, som bare ville gøre Marcus mere interesseret i at snakke om det. Eolith fik det alligevel også bedre og blev mere tryg i hans arme og blev sagelig.
"Jeg... Her mens du var væk, har jeg været meget sammen med min ekskæreste og boet hos ham" Sagde han stille.

Marcus blev faktisk lidt overrasket over det Eolith sagde, men gav ham bare endnu et blidt klem og lagde sine læber i hans hår og tænkte lidt, han viste først ikke rigtig hvad han skulle sige, men holdte ellers bare Eolith blidt ind til sig.
"Jamen... er det ikke på en måde godt at du har kunne bo hos din ekskæreste, men hvad er det så der gør dig nedtryk ved det?" spurgte Marcus nysgerrigt, men havde stadig en lidt bekymret tone.

"Jeg forstår ham ikke". Eolith vidste ikke hvorfor han havde trukket det frem, eller hvordan han skulle udtrykke sig. Det havde heller ikke noget som helst med deres samtale før at gøre. Det var jo ikke derfor han blev ked af det.
Han skjulte ansigtet mod hans bryst, mens han fik varme tårer i øjnene.

Marcus sukkede lidt og kyssede ham så derefter blidt i håret og holdte ham ind til sig, men selvf så Eolith ikke blev mast eller at det gjorde ondt. Han tænkte lidt over hvordan han skulle svare, men kyssede bare Eolith blidt i håret igen.
"Jamen... hvorfor snakker du så ikke med ham, har din eks da fundet sig en anden, siden du er nedtrykt?" spurgte Marcus roligt og nussede ham lidt i håret.

"N-nej" Stammede han og var stadig forvirret over det "Han har allerede en kæreste, men han er ham utro med mig... kinda... Jeg forstår det ikke, for han siger vi bare er venner. Men vi har sex, og han kysser mig".
Forsigtigt skubbede han sig fri fra Marcuses kram, da det gik op for ham, at han havde fortalt ham lidt for meget nu. Han var ret forvirret lige nu, for det var jo Marcus han var forelsket i lige før han døde.

Marcus lod ham bare komme ud af sit kram og kløede sig tænkende i nakken over alle de ting Eolith faktisk fortalte ham og havde meget svært ved at finde på et svar lige nu, da det var en ret forvirret samtale.
"Hmm.. jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skal sige Eolith, for mig lyder det som om at din ekskæreste på en måde udnytter dig til at få sex når hans kæreste ikke lige er der til at give ham det, jeg ved at du måske ikke kan, men måske skulle du på en måde give lidt slip på ham" foreslog Marcus stille og gik hen og satte sig på stolen igen.

Eolith rystede på hovedet da han slet ikke selv følte at det var sådan, men mere at Andy gjorde det for hans skyld, eller bare fordi han ikke vidste hvordan man sagde nej til ham.
"Jeg ved det ikke. Det føles ikke sådan... Jeg kan bare ikke forstå det" Svarede han og tog sig til hovedet "Jeg er hans skytsengel og vi lever begge to for evigt. Jeg troede bare det ville være godt for os begge".

Marcus så tænkende på Eolith og kørte roligt en hånd gennem håret, imens han tænkte lidt, det var meget svært at tale om det her syntes han, også fordi han ikke kendte den person Eolith snakkede om, så han kunne ikke sætte sig ind i deres begges synspunkter på tingene.
"Hmm... så er jeg desværre bange for at jeg ikke ved hvad du kan gøre Eolith, sorry vil gerne hjælpe dig, men det er en vanskelig ting du er rodet ud i" sagde Marcus stille og så derefter lidt ned i sit eget skød og begyndte at rette på sin trøje igen.