Trist dag ):

Tazz smilede kært til hende "nå skulle jeg lave lidt mad til os?" sagde hun venligt og kiggede lidt Zofie som der sad og smilede op til dem

Nikita stod og kunne høre sin egen mave rumle.
"Min mave er i hver til fald enig med dig"



//mange gange sorry for lost krea//

Tazz grinede lidt og gik ind i gennem gangen og gik ind i køkkenet og fandt noget kød og nogle ris og noget sovs som de kunne lave

Nikita fulgte bare med hvad Tazz lavede, og stod og ventede på om hun kunne hjælpe til.
"Hvornår kommer egenligt Zofie til at finde ud af, at hun er en varulv?" Nikita stod og kiggede på Zofie, og kunne ikke lade vær med at smile til hende.

Tazz begyndet at lave nogle hakkebøffer og sat noget vand over til ris.
Hun kiggede stille om på dem "Når hun er de 14-15 år vil hun forvandle sig første gang og hun vil nok oqså ha lyst til at dræbe en masse dyr og måske mennesker men det sker iik så tit" sagde hun lige stille og Zofie kravlede stille over til dem og begyndte at sige små nuttede lyde

"Vil du egenligt fortælle hende det at hun er en varulv"
Nikita kiggede over Tazz, og vendte blikket tilbage imod Zofie.
"Eller vil du lade hende leve uskyldigt videre, uden at hun ved det, indtil hun selv opdager det?"
Nikita kunne ikke lade vær med at tænkte på sin egen tid. Da hun var barn vidste hun ikke selv at hun var den hun var. Da hun så kom op i ca 12 års alderen, begyndte det hele. Hun kunne styre temperature fuldt ud, og hendes hud begyndte, at brænde og forandre sig. Nikita stod og gyste og rystede en gang i hele kroppen, alt for dårlige minder.

Tazz lavede stilel videre på maden og hælte risene op i gryden "Jeg vil fortælle hende når hun er lidt ældre så hun iik ender ligesom miq..." sagde hun stille og stoppede lidt og sukkede højt lyt "Jeg var tæt på at slå hele miin klasse ihjel" sagde hun stille og kiggede bare på maden.

Nikita kiggede op på hende.
"Det lyder da ikk så hyggeligt. Men Hvis du havde sagt at hun selv skulle opleve det, så havde jeg selv anbefalet på det kraftigste at hun skulle få det af vide. For jeg ved selv hvor meget i panik man kan gå i, når man troede man var normal, og så var man det alligevel ikke. Så var man det som folk kaldte for et monster"
Hun så sig selv for mange år siden, hendes krop var i gang med at forvandle sig fuldstændigt, hun lagde sig på knæ på en bakke. Det var uvejr og vinden rasede omkring hende. Hun skreg op til gud, eller hvem der end ville hører på hende. Stop denne forvandling, jeg beder dig gud, stop denne forvandling. Men så så hun den mørke skikkelse komme imod hende. Det var første gang hun så den, det var hende selv men fuldstændigt forvandlet. Hun havde både horn, vinger og hele hendes hud var skællet. Hendes andet jeg rakte hånden frem, men Nikita afviste den. Hun løb væk skrigende, for hun ville ikke være et monster, hun vil være normal. Hun mærkede den del af sig selv efter hun løb væk, men så begyndte hun at fuldstændigt isolere den del af sig selv, og lige pludselig stoppede forvandlingen og næsten kun halvdelen af hendes krop var forvandler. Tazz kunne tydelig se at selv Nikita stod og kiggede på hende, så var blikket fjernt, som om hun så noget andet.

Tazz kiggede stille på hende og stoppede stille med at stå maden og gik over til hende og lagde sin hånd på hendes skulder "Hey er du okii søde?" spurgte hun lige så stille og kiggede smilende på hende og nussede blidt hendes skulder.

Nikita kiggede forskrækket op.
"Nej, nej jeg har det fint, var bare lige rime langt væk i mine tanker. Jeg tænkte bare på fortidens spor ikke andet, jeg har det fint, jeg skal bare i gang med at lave noget, er der noget jeg kan hjælpe med??"
Nikita smilte til og lagde en blid hånd på hendes hånd, for at vise at det er okay.

Tazz smilede venligt til hende og slappede stille af igen og tog sin hånd til sig igen og lagde den langs ned af siden og gik over til maden igen "Jaa du kan begynde at lave sovsen for så starter jeg på bøfferne nu" sagde hun venligt og lagde bøfferne på panden.

"Lyder godt, jeg må være sulten som en ulv" Hun smilte grinende til Tazz.
Så gik hun over til maden og begyndte at starte på en sovs.

Tazz grinede lidt over det og blev stille ved med at holde øje med bøfferne og risene.
Zofie sad bare og kiggede op på dem og sagde alle mulige søde lyde

Nikita kiggede ned på Zofie, mens hun rørte rundt i sovsen.
"Hun er nok en af de mest snaksagelige babyer jeg har mødt, men okay jeg har så også kun mødt få, men stadigvæk. Men i det mindste er hun ikke en af dem som skriger hele dagen lang"

Tazz smilede sødt og vendte bøfferne og kiggede ned på Zofie "hun skriger næsten aldrig men det kommer nok når hun begynder at få tænder for det gør joo ondt på en" sagde hun venligt og lavede et sjovt ansigt til Zofie og hun begyndte at grinede af det.

Nikita kunne heller ikke lade vær med at grine lidt af hendes ansigtsudtryk.
"Ja men så må man bare håbe for hende at det går hurtig over"

Tazz grinede lidt og kiggede lidt til risene og vendte bøfferne igen og kiggede lidt Zofie som der kravlede lidt rundt om dem og sagde alle mulige små lyde.

Nikita kiggede ned på jorden, så bukkede hun sig ned og lagde en blid hånd på hendes hovede, så der kom en beskyttelses over hende. Så lavede Nikita nogle håndbevægelse og en isfigur dukkede op lige foran Zofie, den var formet som en hundehvalp. Så begyndte den lige pludselig at bevæge sig og gøede, og logede med halen foran Zofie. Nikita smilte og koncentreret sig igen om sovsen.

Zofie klappede i hænderne og kravlede efter hunden og grinede sødt fordi hun syntes at det var sjovt.
Tazz smilede sødt til dem og vendte bøfferne en sidste gang og tog stille gryden hen til håndvasken og hældte vandet fra risene og smilede sødt til Nikita

"Ja det passer jo helt fint, sovsen er også lige ved at være færdig" Nikita tog en ske og smagte på maden. Så mumlede hun for sig selv noget med mangler salt. Hun fandt salten og puttede noget i sovsen.
"Sådan der så skulle den være klar"

Tazz smilede sødt til hende og sat risene over på bordet og begyndte at dække bord mens Zofie sad på gulvet og lavede med hunden og grinede bare af det hele.
Tazz gik over og tog bøfferne hen på bordet og smilede bare til Zofie og tog hende stille op og sat hende over i sin børnestol.

Nikita satte sovsen hen på bordet, og så ned på hundehvalpen, den oppede op af hendes ben, så lavede Nikita en bevægelse og den forsvandt og blev til vanddamp som forsvandt hurtigt ud i luften. Nikita tænkte selv på sine egne katte, men de klarede sig altid og forstod at holde skjul fra mennesker. Nikita smilte ved at tanken at hvis et menneske så en kat i flammer, vedkommende vil helt sikkert løbe skrigende bord. Nikita satte sig smilende ned til bordet.

Tazz smilede kært til hende og Zofie sad og kiggede efter hunden da hun iik havde set at Nikita havde lavet den om til damp så hun sad og kiggede efter den men kunne iik se den.
Tazz hældte lidt mad op til Zofie og hende selv og smilede til Nikita "Værsgo at spise" sagde hun venligt og spiste lidt af sin mad og det gjorde Zofie oqså.

Nikita tog også noget mad på sin tallerken, og begyndte at spise, og det smagte rigtigt godt.
"Det smager rigtigt godt, min mave er i hver til fald tilfreds" Hun sad og spiste videre og så Zofie som kiggede efter hunden. Så dukkede hunden op igen og lagde sig understolen ved Zofie.

Tazz smilede stille og spiste stile videre og Zofie så stille hunden og grinede lidt og klappede i hænderne og spiste lidt hurtigt da hun ville ned til hunden og lege.