På vej hjem - fortsættelse af maskeballet(Kristy)

Kristy kunne se på ham at han var helt fortabt og skammede sig så forfærdeligt og det gjore hende ked af det at se ham ked af det "Matthew .. du må ikke være ked af det" sagde hun så og sank kort, hun fjernede sig forsigtigt fra ham og så på ham "Det er ikke din skyld .. "sagde hun så stille "Jeg .. kan ikke lide at se dig ked af det" sagde hun så og sad på knæ foran ham og så på ham med sørgmodige øjne. Hun ønskede et eller andet sted at hun ikke havde sagt det, at hun havde sagt noget andet, at hun havde løjet om det, sagt at han måske havde råbt af hende eller sådan noget, noget der ikke var så slemt. Hun så lidt ned af sig selv, hun så på den glade muffin og lod hånden glide hen over den "Jeg vil ikke have du skammer dig over dig selv .. Jeg har tilgivet dig, jeg er ikke bange for dig Matthew" sagde hun stille og så op på ham.

Matthew satte sig, med lidt besvær, op, pga af smerterne i maven. Han undrede sig lidt over dem, men gad ikke kommentere dem. Han sukkede tungt, og ulykkeligt, og kiggede ikke på hende. Han turde ikke kigge på hende. Han var rasende på sig selv, sindsygt sur. Han gad ikke lytte til du hun sagde.. det betød ingenting. Et eller andet sted havde Kristy ret; det var ikke hans skyld. Men sådan så han ikke på det. Hvis han bare havde ladet være med at tage til det dumme maskebal, så var det her aldrig sket. Selvom han ikke ville havde mødt Kristy var det også bedst for hende at hun ikke var sammen med ham, da han vidste at sådan noget ville ske. Det var præcis derfor han ikke havde kysset hende før, og derfor han havde holdt sig tilbage, med drillende kommentarer. For netop at undgå dette. "Kristy..", sagde han og kiggede tomt ud i luften, "Jeg sover på sofaen..", sagde han stille, og rejste sig op, for at gå hen mod døren. Det var bedst hvis hun bare sov her, og tog hjem lige så snart hun vågnede imorgen. Det kunne godt være Kristy havde tilgivet ham.. men han havde ikke tilgivet ham selv.

Kristy rakte ud efter ham da han gik, men trak sin hånd tilbage "Jamen ... " sagde hun så og sank kort, hun sagde ikke mere, hun vidste ikke hvad hun skulle sige, han lyttede ikke, hun rejste sig dog alligevel op og gik hen til døren, hun stilte sig foran den og så på ham "Matthew .. Du må ikke hade dig selv sådan " sagde hun så og ville ikke have det skulle ende sådan her " ... vil du ikke nok høre på mig?" sagde hun så og gik hen til ham, hun tog fat i hans hænder " .. Jeg holder mere af dig end du tror .." sagde hun så stille og så op i hans øjne "Det gør mig virkeligt ondt at se dig ked af det" sagde hun og knugede hans hænder, hun havde virkeligt lyst til at tude ved tanken om at han ville være ked af det hver gang han så hende, at hun ikke ville se ham smile som han gjore da de mødtes.

Matthew lukkede øjnene i, da han hørte hendes skridt hen imod ham. Hans ansigt forvrængede sig, og han kiggede på hende, da hun tog fat i hans hænder. Han fik det endnu dårligere, da hun sagde at hun holdte mere af ham, end han troede. Han kunne ikke forstår hvordan hun kunne tilgive ham så nemt. Han sukkede tungt, og kiggede hende i øjnene, "Du ved ikke hvor meget jeg holder af dig Kristy..", sagde han, og førte hans hånd op til hendes ansigt, og kærtegnede det blidt, ".. Det er derfor jeg går..", hviskede han, og kiggede ud til siden - væk fra hendes blik. Han ville ikke havde at hun skulle udsættes for hans anfald, og den eneste måde det kunne klares på, var ved at de ikke kunne være sammen. Lige meget hvor ondt det gjorde.

Kristy så ned og lyttede til hans ord, hun slap hans hånd og så op på ham " .. Du forstår slet ikke.. Jeg kan jo godt lide dig .. " sagde hun så stille og så lidt ned "Jeg .. vil ikke miste dig Matthew .. " sagde hun så og så på ham "Det såre mig mere at du forsvinder .. end det du prøvede at gøre .. eller nej vent det den fremmed person der overtager din krop prøvede at gøre" sagde hun så og holdte armene om sig selv. Hun ville for alt i verden ikke miste den eneste ven hun kunne stole fuldt ud på, hun havde det virkeligt som om at det ville være glæden der forsvandt fra hendes krop.

Matthew rystede på hovedet, og fjernede hånden fra hendes ansigt. "Jeg kan ikke tilgive mig selv, Kristy..", han sukkede tungt, "Jeg vil heller ikke miste dig, søde.. Men det er det bedste..", han kiggede på hende igen. Han holdte ufattelig meget af Kristy, og hun var hans bedste veninde. Han rystede på hovedet af hende, og kiggede på hende, som om hun havde sagt noget forfærdeligt, "Den person kommer igen, Kristy..", han tog fat om hendes skuldre, og tvang hende nærmest til at se ham i øjnene, "Den forsvinder ikke bare sådan lige.. Den følger mig, og alle mine nære.. resten af livet..", sagde han, og hans ansigt blev sorgmodigt igen.

Kristy så ind i hans øjne med mindst lige så sørgmodige øjnene "Jamen, Jeg er ligeglad med den Person!, jeg kan godt klare det, jeg er ikke så svag som jeg ser ud til .. " sagde hun så og havde svært ved at finde ud af hvad hun skulle sige, for at han kunne forstå hende og få ham overtalt til at blive hos hende. Hun ville virkeligt ikke miste det her venskab, men måtte give op da han virkede for overbevsit om at det var bedst de ikke var venner " .. Godnat" sagde hun så, uden at lade ham svare på det andet, hun gik hen til sengen og satte sig.

Matthew bed tænderne sammen, og kiggede væk, da Kristy bevægede sig væk fra ham. Han fulgte hende med blikket, og vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre. Han kiggede tavst på hende i et kort stykke tid. Lidt efter sukkede han og åbnede tøvende døren, med blikket vendt mod gulvet. Det var hans egen skyld at hun var gået i seng.. men han ønskede ikke det skulle være sådan her. Han holdte utrolig meget af Kristy - mere end han turde indrømme for sig selv. Han gik ud af døren og kastede et godt, længselsfuldt blik mod Kristy, og lukkede stille døren, og gik ind i stuen, og trak dynen om sig. Han lå og stirrede op i loftet, mens han tænkte.

Kristy så ikke op efter ham, mest for sin egen skyld, hun så dog på døren da den lukkede i. Hun sukkede dybt og trak dynen om sig og lagde sig ned, Hun vendte sig ind mod væggen og stirrede ind i væggen. Hun blinkede og et par tåre trillede ned af hendes kinder, hun lukkede øjnene og tvang sig selv til at sove og ikke gå ind til ham.