På vej hjem - fortsættelse af maskeballet(Kristy)

Kristy stoppede lidt op og bed sig i læben "Eh .. " sagde hun og så pludseligt ret sorgmodig ud " .. Altså, det nok bedst jeg bare .. selv går ind" sagde hun så "Du skal helst ikke rodes ud i .." mere noget hun ikke at sige før døren blev åbnet og hendes mor stod i døren "jeg tænkte det nok" sagde modern og satte hænderne i siderne på sig selv "Mor, han fulgte mig bare hjem" sagde hun så og prøvede at virke rolig, selvom hun aller mest slet ikke havde lyst til at Matthew skulle se hende få skæld ud "det giver dig ikke lov til at blive så længe væk!" sagde modern vredt og skævede lidt hen på Matthew "er det dig der har fået hende til at blive så sent ude?" spurgte modern bittert til Matthew, Kristy så pludseligt vredt på sin mor "Vel er det ej mor, du skal ikke beskylde ham for det" sagde hun så roligt hun kunne.

Han kiggede på hende, og ventede tålmodigt på hvad hun skulle sige, da døren pludselig åbnede. Han slap hendes hånd i et lille chok, og lod hans arm hænge lidt anspændt ned langs siden. Han kiggede forfærdet på moderen. Hun så rasende ud, og det skulle ikke undre ham, hvis hun pludselig rev hovedet af ham, eller noget. Han kiggede over på Kristy med et undskyldende blik. Han havde givet hende ballade. Smukt Matthew, smukt. Han hørte moderen skælde Kristy ud, og pludselig lød det ikke som om hun talte til hende længere. Han kiggede op på moderen, og mødte et vredt blik, "Det er jeg ked af, jeg..", han vidste ikke hvad han skulle sige. Matthew kiggede på hendes ansigt, men turde ikke stirre ind i hendes øjne. Han følte sig angrebet, og en smule skræmt. Han ville ikke stå og forsvare sig selv, for dette ville udelukkende gå ud over Kristy, "Jeg glemte tiden", afsluttede han.

Kristy så på ham med et små forvirret blik "det var ikke din skyld .." sagde hun så og så igen på sin mor, "Når drengen selv indrømmer det .." sagde modern og lagde armene overkors "Og nu kommer du med mig unge dame" sagde modern stramt og tog fat i Kristys arm "Jeg vil ikke med dig" sagde hun så og trak sin arm til sig, modern så advarende på kristy og tog fat i hendes arm igen "Kristy .." sagde hun med en advarende stemme, Kristy trak igen sin arm til sig "Jeg er gammel nok til at selv bestemme hvor længe jeg vil være ude .." sagde hun så og gik et skridt tilbage, Modern hævede en hånd for at slå hende, men sank den igen da hun bemærkede Matthew stadig var her, modern så kort stift på kristy før hun gik ind af døren igen, Kristy sukkede dybt og så lidt på døren, før hun så på ham " ... " hun sagde ikke noget, da hun ikke helt vidste hvad hun skulle sige, men så så lidt ned "Sådan plejer hun ikke altid at være .. og .. hun plejer ikke at ville slå mig .. " sagde hun så og var kun blevet slået en gang før af sin mor "Hun er .. bare ikke vendt til at .. jeg siger hende imod" sagde hun så opgivende og vidste at det lød sølle, men hun plejede altid at gøre det rigtige og gøre det hendes mor bedte om.

Han ignorerede det Kristy havde sagt, "Det skal ikke ske igen", sagde han høfligt, og ville ikke kigge på Kristy, da han vidste hvilket udtryk hun havde i ansigtet. Han kiggede udelukkende på moderen. Han gik nærmest i en eller anden form for forsvars/angrebsposetion, da moderen hævede stemmen, mere end den allerede var hævedet. Han ville helst ikke blande sig, da han hurtigt kunne gøre det hele værre for Kristy, når engang hun var alene med familien. Han frygtede hvad hendes forældre gjorde mod hende. Han ville ikke have at de slog hende, og han ville helt klart snakke med Kristy om dette - når engang de var alene. Han flakkede skiftevist imellem dem og trådte et skridt frem da moderen hævede hånden, men stoppede op, da hun kiggede på ham. Han sank en klump og kiggede over på kristy, da moderen også gjorde. Han hørte døren gå, og moren var væk. "Kristy..", hviskede han, "Mener du det? For hvis hun slår dig, så vil jeg virkelig gerne have at du siger det til mig", han kiggede på hende med et bekymret blik, og mærkede vreden blusse ham.

Kristys hjerte bankede hurtigt da hun virkeligt var blevet bange for at modern havde slået hende mens Matthew var her "Jeg bliver ikke slået .." sagde hun så og vendte sig om for at gå væk fra parken, det var jo kun sket et par gange, så det betød ikke så meget, synes hun selv eller et sted gjore hun, men mente ikke det var et problem der skulle gøres noget ved, når hun selv var skyld i det, hun opførede sig ikke ordentligt, kristy så kort om på ham "Du skal ikke bekymre dig .. "sagde hun så stille og smilede svagt, selvom smilet ikke var så tydeligt så var det der. Hun rakte forsigtigt sin hånd frem, da hun gerne ville holde ham i hånden, da hun havde det skidt med at være uvenner med sin mor og havde brug for lidt tryghed.

Matthew nikkede svagt, "Okay..", mumlede han, og kiggede lidt skeptisk på hende, men ville ikke spørge mere end til det. Men han håbede at hun ville fortælle ham det, hvis hun blev slået. "Hvor skal du hen?", spurgte han, da hun begyndte at gå, og gik hen og tog fat i hendes hånd. Han klemte den blidt, og kiggede hende i øjnene, med et spørgende blik. Hvor ville hun gå hen? Ville det ikke bare gøre det hele værre, hvis hun gik hjemmefra nu. Men et eller andet sted, ville han ikke lade hende gå ind alene, da han ville frygte det værste. Alle mulige spørgsmål og bekymringer kom frem, inden i ham, og han blev anspændt. Han tog en dyb indånding, og prøvede at puste bekymringerne væk, men det var ikke sådan lige til. Vinden trak til, og der begyndte at blæse en del. Skyerne så truende ud, og klokken var efterhånden mange. Det ville ikke være særlig ret at gå midt om natten i stormvejr. Især ikke når Kristy var mørkeræd, og at Matthew kunne risikere at få et anfald, anytime, anywhere, anyhow.

Kristy trak kort på skuldern "Jeg ved det ikke .. " sagde hun så og så ind i hans øjne "Følge dig hjem .. " sagde hun så og smilede lidt, før hun så lidt op på himmelen "Ehm .." sagde hun tænksomt og fortsatte med at gå, hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv når hun havde fulgt ham hjem, hvis han måtte, men kunne vel finde et eller andet sted at opholde sig, for hun havde bestemt ikke tænkt sig at gå tilbage til sin mor, hun blinkede kort med øjnene da en regndråbe landede på hendes næse "Det begynder at regne" mumlede hun og tog hans jakke af "Her er din jakke" sagde hun så da hun ikke ville lade ham fryse fordi hun absolut skulle ende i problemer med sin mor.

"Følge mig hjem?", spurgte han, og løftede brynene, "Jamen, har du så bare tænkt dig at gå hjem helt alene?", det ville han ikke lade hende gøre. Hvis det var, så ville han tilbyde hende at sove hos ham - han kunne bare sove på sofaen i stuen, og så kunne hun få hans værelse. Han rystede svagt på hovedet, "Jeg lader dig ikke gå alene hjem", sagde han bestemt - og han mente det.
Han tog fat om sin jakke, med begge hænder, og lagde den om hende igen. "Nej, behold den", han smilte svagt. Han ville ikke være nogen gentleman, hvis han selv beholdte jakken, og desuden kunne han godt lide regn. Han holdte meget af regn, for at være ærlig. Han synes det var skønt - og særdeles bedre end sol. Han mærkede regndråberne dryppe hurtigere, og hurtigere, og de begyndte nu at skylle ned. Han tog fat i hendes hånd, og begyndte at små-løbe i læ, under et træ, indtil de fandt ud af, hvor de skulle sætte kursen mod.

Kristy tog lidt fat i jakken med den ene hånd "Altså, det kan jeg jo godt .." sagde hun så, men lød dog ikke ret overbevisende, hun løb med ham hen i læ og så ud på regnen, hun var kun nået blive våd, jakken havde holdt hende nogenlunde tør "Det koldt, vådt og jeg er skyld i at vi står her .. " sukkede hun skamfuldt, da hun følte at hun var skyld i regnen, hun følte sig som et ulykkes dyr " .. Men .. Hvor skal jeg så gå hen, du for mig ikke til at gå hjem, hvis det er" sagde hun og så ned, hun kørte hånden gennem sit hår og så lidt ind i hans øjne "Jeg burde være lidt mere ansvarligt" sagde hun så og så ned på sine sko som var små mudret og våde, hendes hår faldt lidt ned foran hendes ansigt i det hun kiggede ned, hun var ikke sikker på hvor hun skulle anbringe sig selv, hun havde aller mest lyst til at blive sammen med Matthew.

"Altså..", startede han, "Du må godt.. sove.. hos mig?", sagde han og lukkede øjnene hårdt i, for han gættede på hun ville sige nej. Han åbnede øjnene kort efter, da han mente det var åndsvagt, og han så dum ud når han gjorde det. Han mødte hendes blik, og kunne mærke rødmen blusse svagt op i hans kinder. "Du må selvfølgelig få mit værelse.. Jeg sover bare på sofaen", et lille skævt smil, spillede på hans læber.
Han rystede på hovedet mens hun snakkede om ansvar, "Ansvar..", mumlede han, som om hun sagde noget fucked up, "Det var jo mig der glemte tiden.. det er ikke din skyld, Kristy", han smilte kærligt til hende, og førte hånden op mod hendes ansigt, for at stryge håret væk fra hendes ansigt, hvilket han gjorde i en blid bevægelse.

Kristy lyttede til det han sagde og lukkede kort øjnene, hun løftede forsigtigt hovedt da han strøg hendes hår væk "Mener .. du virkeligt jeg må sove hos dig?" spurgte hun så og det kunne tydeligt ses på hende at det glædet hende da det nærmest lyste ud af hendes øjne "Jeg skal ikke komme og tage din seng, jeg behøver ikke så meget, bare et tag over hovedt" sagde hun så og smilede lidt " .. Det lige meget nu .. Sket er sket" sagde hun så og så kort i hans øjne, før hun så ud på regnen "Dine bedste forældre må være bekymret .. vi .. må nok afsted" sagde hun så og trak jakken lidt tættere ind til sig.

Matthew fjernede langsomt hånden fra hendes ansigt. Og følte at disse få sekunder han gjorde det, føltes som en evighed. Da hans hånd var tilstrækkelig langt væk fra hendes ansigt, kiggede han på uret. "Ja.. Det er er de vidst", han kunne lige se hans bedsteforældres udtryk foran sig. Når de åbner døren, vil de have bekymringsrynker i panden, og når de så lagde mærke til Kristy var alt tilgivet. Han vidste det, for de elskede når han fik nye venner - især når det var piger. Det kunne altid finde en måde at være pinlige på, uden der var en en intention. Han tog fat i hendes hånd, og begyndte at gå - en smule hurtigt, men alligevel afslappet. Det kunne få tørt tøj på, når de kom hjem til ham. han var egentlig glad for at de ikke skulle skilles allerede, da han nød at være i Kristys selskab. "Selvfølgelig må du låne min seng!", sagde han insisterende, mens de gik, "Og vi kan også få noget mad, hvis du er sulten", det var jo længe siden de havde spist, og han kunne selv mærke en svag rumlen i maven.

Kristy fulgte med ham og mærkede regndråberne der gjore hendes hård langsomt gennemblødt, hun så på ham med et lille smil " .. Det behøves ikke .." sagde hun så og sukkede, hun ville ikke gøre det til en diskution "Det ville være dejligt" sagde hun så, hun havde ikke selv lagt mærke til sulten før han nævnte det, hun var faktisk rigtig sulten, hun så lidt rundt på den menneske tomme gade, før hun vendte blikket mod himmelen så regndråberne mødtes med hendes kinder, før hun igen så frem for sig, kjolen skulle i hvert fald vaske inden hun igen kunne bruge den, for den var blevet bedskidt i enderne og var sjask våd, men ikke gennemsigtig selvom den var hvid.

Han smilte, og svingede lidt med deres arme. Det gik igennem gaderne, og det varede ikke længe før de var hjemme hos ham. Mange spurgte ham tit om, hvorfor han kaldte det for hans hjem, når det var hjemme hos hans bedsteforældre, men det var fordi han så det som hans hjem. Det var jo der han boede, fik føde, fik klæder, og fik omsorg. Et hjem består ikke nødvendigvis af forældre.. Så længe der er kærlighed, er der nok til at skabe et hjem. "Godt så", mumlede han, men ellers gik han tavst, og holdte lidt øje med de mørke sidegader. Han drejede ind af en gade, og gik en i en større bygning, så de endelig var i læ fra regnen. Hans tøj var fuldstændig gennemblødt, og hans hår klæbede sig fast til hans ansigt. Han smilte skævt, og begyndte at gå op af trapperne, og op til lejligheden i Wereclare. Han stoppede foran en dør, og kløede sig i nakken, og kiggede så over på hende, og tog en dyb indånding, "Er du klar?", spurgte han, som om de skulle til at springe ud fra et fly, eller noget.

Kristy fulgte nysgerrig med ham, men det var først da de kom ind i læ at hendes mave snurrede sig lidt sammen, det var også først dér hun mærkede sit klæbrie tøj mod sin hud og hendes lange hår dryppede svagt "Det tror jeg" sagde hun så og følte sig ikke rigtig klar til noget, men det var nok bare det våde tøj der kun gjore at hun følte sig som en våd hund. Hun håbede at hans bedsteforældre ikke var blevet alt for bekymret, men håbede også det var okay at hun var med ham. HUn knugede svagt hans hånd før hun forsigtig slap den og så på ham, før hun vendte blikket mod døren, hun åndede stille ud da hun holdte vejret, hun forstod egentlig ikke selv hvad hun var nervøs for, det var nok bare af ren skræk for de ikke brød sig om hende.

Matthew smilede opmuntrende til hende, og lagde mærke til hun så en smule små-nervøs ud. "Du skal ikke være bange", hviskede han, "De er helt harmløse..", han smilte skævt. De var lidt skøre nogle gange, men det var kun godt at det hele ikke var så alvorligt hele tiden, hvilket det tit var omkring hans sygdom. Matthew var yderst taknemmelig for at han ikke havde fået et anfald mens han var sammen med Kristy - heldet var vidst med ham, denne aften. Han kunne mærke hun slap hans hånd.. Han forstod godt hvorfor, for han havde gjort præcis det samme, da han kom hjem til hende. Men alligevel skyllede der et snært af skuffelse ind over ham, han sukkede lydløst og åbnede forsigtigt døren. Den lavede den sædvanlige knirke-lyd, og han trådte et skridt ind, hvor gulvet også sagde en lille lyd. Lyset var tændt; de var stadig oppe, og klokken var over 03.00 om natten. Han åbnede døren, og gjorde tegn til at Kristy skulle gå ind. "Mattie? Er det dig?", lød en lille, hæs stemme. Små, hurtige skridt, gik tværs over stuen, og et lille hoved med grå-hvidt, krøllet hår stak ind i gangen. Hans forudsigelse var rigtigt. Hendes pande var først en, stor hovedstad for bekymring, og dernæst, plantede der sig et kærligt smil på hendes læber, da hun fik øje på Kristy. Hun trådte frem fra gangen, og gik hurtigt over til Matthew med åbne arme, "Åh, gudskelov du er uskadt, lille ven!", sagde han og omfavnede ham i et stort kram, og gav ham så 2 store smaskere på hver kind. Han kiggede derefter over på Kristy, "Velkommen til", sagde hun, og smilte kærligt, hun omfavnede Kristy, "Små pus.. I må da fryse.. Og åh, Mattie.. Sikken en gentlemand du er.. Sådan at give den unge frøken din jakke, når der styrtregner.. Ja, det er længe siden George har været sådan ov-..", hun blev afbrudt af Matthew; "Bedstemor, altså.. Vi gider ikke høre om dig og bedstefar nu", sukkede han, og rullede let med øjnene - dog med et lille smil. Han kiggede over på Kristy, og rødmede lidt over hans bedstemor. "Nårhja", mumlede hans bedstemor, "Kom, lad os se at give jer noget tørt tøj på", Matthew tog sine sko af, inden bedstemoren førte dem videre ind i huset, mens hun snakkede videre.

Kristy trødte forsigtigt med ind i lejligheden, hun smilede stille til hans bedste mor og blev lidt overasket over krammet "Mange tak" sagde hun taknemmeligt og tog sine sko af og stilte dem ved siden af matthews sko, hun tog forsigtigt hans jakke af og lod den ligge hen over sin højre arm, hun fulgte nysgerrig med matthew og hans bedstemor, hun så sig lidt omkring og havde det godt ved at være i et hjem, selvom hun bekymrede sig lidt over hendes tøj, altså hun var jo ret lille i det, men tænkte de sikkert havde et eller andet hun kunne låne, bedste forældre havde næsten altid diverse ting liggende.

//Sorry det ikke blev så langt X__x//

Bedstemoren fulgte dem igennem den, umiddelbart, store stue, og hen til en ny række af døre. Matthew fulgte afslappet efter, men sørgede for at gå i Kristy's, lidt forsigtige tempo. Han smilte svagt. "Hvordan gik festen egentlig?", spurgte bedstemoren, som stadig snakkede lidt for sig selv. Matthew kiggede over på Kristy, "Det var hyggeligt", sagde han, og smilte stort til Kristy, inden han kiggede over på sin bedstemor, "Selvom de fleste havde partnere mere", han rynkede panden, og kiggede på sin bedstemor, som stod inde i et stort rodeskab. "Nånå, så var det da godt i fandt hinanden, hva?", hun smilte opmundtrende, og stak hovedet ind i skabet igen, for at lede efter noget tøj, "Ehmm, jeg er ked af det, men jeg tror altså ikke rigtig vi har noget tøj du kan passe.. For mit er alt for stort til dig, så du kan vel låne noget af lille, tynde Mattie", hun smilte, og aede kort Matthew over kinden, hvilket fik ham til at rødme. Selvfølgelig var hun pinlig. Bedstemoren kiggede over på Kristy, "Og hvad hedder du så, unge dame?", spurgte hun, og aede også hende over kinden.

Kristy nikkede og var enig i både det Matthew sagde og bedstemoren sagde, hun tog sig kort til kinden da hun strejfede den, men lod den falde ned langs sin side igen, hun så lidt på matthew da hun nævnte at hun kunne låne tøj af ham "Det okay .. " sagde hun så og så på hende "Mit navn er Kristy" sagde hun så, selvom det jo faktisk bare var hendes kælenavn, hun hed jo faktisk Krystin, men det var de færreste der vidste det og hun reagerede altid på Kristy, så hun sagde altid at hun hed Kristy, hun synes ikke bedstemodern var pinlig, hun synes faktisk bare hun var venlig og sød, hun var taknemmelig for at hun var velkommen her, hendes bedste mor var også selv lidt sådan, hun havde også kælenavne som pustrold og sådan noget, fordi hun havde haft det kælenavn siden hun var lille .

Han betragtede dem, og smilte. Kristy så ud til at være godt tilpas. Og hans bedstemor så ud til at være henrykt over denne nye besøgende. "Kært navn, til et kært barn", sagde hun smilende. Hun fandt nogle håndklæder sammen, og rakte et til dem hver. Matthew tog imod det, og smilte opmuntrende til Kristy. "Nå børn, i må være sultne", sagde hans bedstemor, og smilte til dem, "Jeg går ind og laver noget mad, og så kan i gå ind på Matthew's væresle imens", hun daffede stille og roligt ind i køkkenet. George - Matthews bedstefar - var for længst gået i seng, fordi han skulle tideligt op - faktisk skulle han op om halvanden time. Matthew nikkede, og kiggede på Kristy, og tog forsigtigt fat i hendes hånd, "Kom", sagde han lavt, og trak hende stille med hen til døren ved siden af, og gik ind. Inde i værelset var der en dobbeltseng, et skab, et skrivebord/kontorstol, en kommode, og en masse plakter og diverse ting. Der var en smule rodet, og der lå ting og sager smidt overalt. Han smilte forlegent og rødmede let, "Undskyld rodet", mumlede han, og slap stille hans hånd, og lukkede døren bag dem.

Kristy smilede og tog imod håndklædet, hun havde det godt her, men var en anelse genert, hun klemte blidt matthews hånd og fulgte med ham ind på hans værelse, hun så sig nysgerrig omkring og holdte stadig matthew i hånden og håndklædet i den anden "Det gør ikke noget .." sagde hun så i et smil og slap stille hans hånd for at tørre sit lange hår med håndklædet, hun begyndte stille at tørre håret "Jeg er virkeligt glad for at du er så sød at lade mig sove hos dig .. jeg skylder dig en tjeneste Matthew" sagde hun så stille og sukkede mildt "Jeg er ked af at du skulle se min mor sådan .. sådan er hun ikke altid .. hun er bare stresset nogle gange .." sagde hun så og smilede svagt, selvom det ikke nåede helt op til hendes øjne. Hendes mor var streng, men hun holdte stadig af hende og hun var ikke altid så led, hun havde sine gode sider. Men det der bekymrede hende mest var at Matthew måske troede hun havde det skidt derhjemme, selvom hun blev slået, men ingen havde det jo altid godt derhjemme.

Matthew trak på skuldrene, og daffede roligt over og satte sig i sin seng, "Selvfølgelig må du da det, og så længe du passer på dig selv, skylder du mig intet", han smilte, og gjorde tegn til at hun skulle komme og sætte sig, så hun ikke bare stod op. Han betragtede hende, tørre hendes smukke lange hår, og det trak automatisk hans mundvige lidt opad. Han nikkede en lille smule ironisk, "Hør.. Bare fordi hun er stresset, giver det hende ikke ret til at slå dig!", sagde han, og tænkte tilbage på moderens truende hånd. Det var ikke for at tro han vidste alt, og skulle styre hvad der skete hjemme hos Kristy, men han vidste at de sociale myndigheder ville være fuldstændig enige med ham - selvom han selvfølgelig ikke så meget som overvejede, at kontakte de sociale myndigheder.. Medmindre, selvfølgelig, at hver gang han mødtes med Kristy, at hun var dækket af blå mærker, og brygte undskyldingen jeg faldte ned af trappen.. Godt nok, kunne hun være kommet til skade under træningen til cirkuset, men alligevel, han ville holde øje.

Kristy lagde forsigtig håndklædet hen over en stol og satte sig hen ved siden af ham i et suk "Nej, men det er ikke slemt .. jeg har det jo okay" sagde hun så og trak lidt op i sin mundvig og så på ham "Så længe jeg har en som dig der kan sørge for jeg ikke ender på gaden i regn vejr" sagde hun så og smilede lidt bredere, hun var stadig taknemmelig over at hun måtte sove hos ham, det glædet hende helt ind til hjertet. Hun trak det ene ben ind til sig og holdte rundt om det og lagde siden af sit hoved mod sit knæ "Hvis jeg ikke havde mødt dig, havde jeg sikkert slet ikke gidet være til festen" sagde hun så for at skifte emne, da hun ikke ville ødelægge den gode stemmning med det der var sket.

//undskyld det blev lidt kort//

Mattew betragtede hende, i det hun satte sig ned. Hun var så smuk, og naturlig. En hver drengs drøm. Hun var meget speciel, og han var taknemmelig for han havde mødt hende. "Som jeg også sagde tidligere", sagde han, og kiggede hende i øjnene, og strejfede forsigtigt hendes ene hånd, "Så må du virkelig love mig at du siger det, hvis hun bliver ved..", han holdte hendes blik, med dybsindige øjne, "Ikke nødvendigvis til mig, hvis jeg ikke har du tillid, men bare lov mig at du fortæller det til nogen, så du ikke skal stå med det alene", han førte hans hånd op, og lod den kærtegne hendes kind.
Han klukkede over hendes lille joke, "Du må altid komme.. Om jeg så er hjemme eller ej, eller om du er inviteret eller ej.. Kom når det lyster dig", han smilte bredt igen, og kiggede lidt rundt på sit rodede værelse, "og ærlig talt, tror jeg heller ikke jeg ville holde til at sidde på sidelinjen og stirre på alle de åh-og-ih så kære kærestepar", sagde han og stønnede irriteret, men drillende, "Det har været en hyggelig aften..", han kiggede op på hendes ansigt igen, "..nat", rettede han sig, og kiggede kort ned på hans år, på det venstre håndled.

//Helt okay^^//

Kristy så i øjnene, men så så lidt ned "Jeg lover dig jeg nok skal sige det .." sagde hun så og smilede lidt da han sagde át hun altid kunne komme, hun så op på ham igen "Tak, det er betryggende at vide jeg kan gå et sted hen uden at jeg føler mig uvelkommen" sagde hun med en tydelig klang af glæde i stemmen. Hun fulgte hans blik ned til hans hånd og lod forsigtigt tommelfungern strejfe aret "Ja, det har det" sagde hun stille og så op på ham igen, før hun vendte hovedt lidt væk og gabte, hun tog en hånd for munden og gav en lille træt lyd fra sig, hun var ved at være træt kunne hun mærke og hun tænkte det nok var bedst at få sovet "Jeg er træt" sagde hun så stille og så også ret træt ud, hun så nok i det hele taget slet ikke særligt godt ud lige nu, hendes hår var stadig lidt fugtigt, den smule make up hun havde haft på var væk og hun havde nok et par trætte øjne.