Ved havnen

Talia så godt smilet forsvinde, men tog det ikke som noget dårligt, han så dybt ind i Zorans øjne, hvorefter han blidt lagde sine læber mod hans og lukkede sine øjne, han holdte vejret imens og ventede på en reaktion, selvom Talias hjerte bankede ekstremt hurtigt nu.

Zoran ville ikke kysse med, da han ikke var sikker på om han så kunne holde sig fra hans hals. Dog lagde han blidt hænderne på Talia's hofter, som tegn på at han kunne gå videre.

Talia fjernede sine læber og lod kysset før ned af hans hals i små kys, han pressede sin krop svagt ind imod Zorans og kunne godt lide den her nære kontakt, selvom det kun var Talia der gjore noget, han lod sine hænder glide ned på hans bryst, ned af hans mave og op og ligge på hans bryst igen.

Et svagt smiil gled over Zoran ansigt. "Pas på med det." hviskede han, og planted sine læber på Talia's knd, i et blidt kys.

//må logge

Talia stoppede sine kys og lukkede kort øjnene, han så forsigtigt på Zoran med sine ravne sorte øjne som så helt uskyldige ud "på hvad?" spurgte han så og havde stadig sit ansigt tæt på hans.

//okay skrives//

"At komme for tæt på min hals.. Jeg kunne fristes til at komme tæt på din." svarede Zoran, og så på de mørke øjne. Zoran var ikke længere i tvivl om dæmonens køn, men dette morede ham nu engang..

Talia tog forsigtigt den ene hånd op til sin hals og forstod hvad han mente, han fjernede sine hænder helt fra Zoran og skubbede Zoran så hård han kunne i brystet "Gå væk !" sagde han frastødende og brød sig ikke om det han lige havde sagt.

Zoran holdt afvigende armene ud fra kroppen. "Blev du bange lille dæmon?" lo han glad, og så udfordrende på drengen. "Jeg troede ellers du var så ivrig efter at teste mig?" spurgte han underholdt, og grinede højt. Det var tydeligt at han intet af det tog særligt alvorligt, og at han morede sig kongeligt over Talia.

Talia så frastødene på ham "Stop med at snakke sådan til mig" sagde han så og virkede faktisk lidt trist, han så ned med et sorgmodigt blik "Jeg troede du kunne lide mig .." sagde han og lagde armene om sig selv, han havde faktisk troet de kunne blive venner.

"Jamen det kan jeg da også. Det er da ikke min skyld at min sult kommer på ubejlige tidspunkter?" Zoran fik det sdste til at lyde som et spørgsmål, og så lettere forurettet på Talia.

Talia sukkede og rystede så på hovedt "Nej, du har ret .. Undskyld fordi jeg skubbede dig" sagde han så og så op på ham med undskyldende øjne "Kan du tilgive mig?" spurgte han så og holdte stadig sine arme om sig selv.

"Tilgive dig? For det? Der er da intet at tilgive." fastslå Zoran, med en let latter i stemmen.

Talia smilede så svagt og så på ham "Okay .. " sagde han så og gik helt hen til ham og lagde armene om ham i et kram "Tak .." sagde han så som var det noget stort han lige havde tilgivet.

Zoran smilede svagt, og lagde også armene om Talia. "Det var det mindste" hvskede han sagte, og tog en dyb inddånding. Nød den friske duft. Åh, ville det dog være nemt at misbruge denne tillid, og sætter tænderne i den unge hals, men der var noget der fik ham tl at stoppe sig selv..

Talia så op på ham, mens han stadig havde sine arme om ham "Er vi venner nu?" spurgte han så og smilede glad i håb om et venskab, han betragtede i hvert fald Zoran som en ven og var glad for at han havde mødt ham.

"Det vil jeg gætte på, alt taget i betragtning." svarede Zoran, og strøg blidt Talia over håret. Zoran havde ingen venner, og ville aldrg få det.. Men det behøvede Talia jo ikke at få afvide.. Han behøvede intet at få afvide... Med mindre han skulle være en del af kunsten?... Nej. Kunsten var kun til piger... Der var ikke plads til drenge der... Men derfor kunne Zoran vel godt lege lidt Talia?..

Talia lagde kinden ind mod hans bryst og lukkede kort øjnene "Skal vi så ikke lave nogle venne ting?" spurgte han så og så op på ham igen, han havde altid haft lyst til at gøre venne ting, så som at tage på Café, bowle, gå ture og alt sådan noget stads.

Zoran klappede ham let på kinden, og trak sig så væk fra Talia. "Ikke før jeg har fået noget blod." sagde han så, og så på Talia. Han var ikke sikker på hvordan dæmonen ville reagere, men han var vel egentlig også ligeglad.. Han var jo nødt til at spise anyway..

Talia smilede, men smilet forsvandt lidt da han sagde han måtte have blod, talia tog sig kort til halsen og tænkte kort " .. men .. nu hvor vi er venner, må du godt drikke fra mig? .. " sagde han så og smilede, han blottede sin hals, uvidne om smerten eller resiko for at Zoran kunne dræne ham for liv, han var jo aldrig blevet bidt før.

Zoran blottede sine tænder i et smil, og så ned på den blottede hals. Han kunne næsten høre hvordan blodet pumpede rundt i årene. Han lagde armene om Talia i et mere eller mindrte fast greb, og trak ham helt ind til sig. Lod de spidse tænder synke ned i den fine hud, og sugede begærligt det varme blod til sig. Sikke et fjols! Zoran kendte ikke nogen - udover måske andre vampyrer - der frivilligt ville lade sig bide...

Talia gispede da han mærkede tænderne i sin hud "Ah, Ah .. Av ! " sagde han og vred sig lidt "Det .. gør jo ondt Zoran! " sagde han klynkende og kneb øjnene i, han prøvede at tage sig sammen, han havde jo selv givet ham lov. Men han havde ikke forventet sådan en smerte, han tog armene om ham og knugede sig tæt om ham for ikke at tude eller skrige. Men mærkede dog at smerten blev mindre, mens hans krop blev svagere.

Zoran slap hverken bidet eller grebet blot fordi Talia pev. Nej, nu ville han drikke sig mæt. Talia havde trods alt selv givet ham lov.. Det havde han skam tænkt sig at udnytte til fulde..

Talia blev små svimmel og blev svag i kroppen efterhånden som han drak mere og mere af hans blod "Zoran .. Jeg .. kan ikke mærke min ben?" Sagde han stille og stod stille og kunne ikke mærke nogen form for smerte længere, andet end to små stik i halsen og en svimmelhed.

Zoran trak nu tænderne til sig igen. Slikkede en smule blod af dæmonens hals, og trak så hovedet helt væk fra halsen. Han holdt stadig om Talia, og betragtede ham roligt, mens han lod tungen løbe langs de blodige tænder. "Ikke det? Bare rolig, det skal nok komme tilbage." sagde han ganske roligt, og lod et smil kruse sin mund.

Talia åbnede sine øjne da han trak sine tænder ud, Han så op på ham "Godt .." sagde han så og smilede selvom han stadig følte sig svag og en del svimmel "Blev du mæt?" spurgte han og lagde hovedt svagt på skrå og havde allerede glemt smerten, da hans sult bekymrede ham mere.