Byens butikker..

"Hvad er den af kære Rose? Jeg troede at du ikke kunne vente med at komme væk, og nu vil du pludselig ikke gå?" Spurgte Zoran i en venskabelig tone. Han så på venligt på hende, men smilede ikke. Trak en en ny cigarret frem, og stak den i munden. "Der er måske noget du vil?" spurgte han så, med et løftet øjenbryn, og tændte cigarretten.

"Jeg tør ikke at gå.." hviskede hun og rystede svagt på hovedet "Jeg stoler ikke på dig" sagde hun så højt og tydeligt og så på Zorans ansigt "Jeg har levet i mange år og jeg er ikke helt dum og jeg har lært at man ikke kan stole på vampyre" fortalte hun og knyttede sine hænder hårdt sammen.

Zoran lo ad hende. "Og hvad har du tænkt dig at gøre ved det? Bliver her? Tja, så undgår du da i hvert fald at jeg bruder mit om ikke at finde dig igen." sagde han leende, og inhalerede roligt. Betragtede hende med et sletskjult smil om munden.

Rose så op på hans ansigt og knyttede sine hænder hårdt sammen "Lige meget hvad jeg gør så vil jeg jo ende op sammen med dem!" snerrede hun og hentydede til de døde piger i rummet som Zoran lige havde vist hende.

"Ja, det gør du." indrømmede Zoran, og rystede på hovedet. "Kan du virkelig ikke se det skønne ved dem? Deres skønhed er er udødelig gjordt! Ingen vil nogensinde kunne ødelægge det nu." sagde han så, og så oprigtigt drømmende ud. Som om han virkelig ikke kunne se det slemme i at der lå 6 synderknuste pigelig i hans kælder.

"Du er skør.." hviskede hun og rystede på hovedet af ham og kunne ikke lade vær med at smile over hans drømmende blik og det han sagde og lod sit blik gå ned i jorden, men blev dog stående hvor hun var.

"Så lad mig være skør." Zoran havde smidt cigarreten fra sig, og lagde armene om Rose. Trak hende ind til sig, og hviskede dette i hendes øre. Han smilede let, og trak vejret dybt.

Rose lukkede sine øjne hårdt sammen da han lagde sine arme omkring hende og trak hende ind til sig "Hvorfor? Hvorfor vil du så gerne være skør?" hviskede hun og prøvede ikke at komme væk fra ham selvom at en stemme skreg i hendes hoved at hun skulle flygte. Hun ville vente lidt indtil hun havde fået svar på nogle spørgsmål. Hun kunne lugte cigarret røg og havde sit ansigt ved hans skulder. Hun åbnede øjnene på klem og så over hans skulder og løsnede sine hænder og lagde dem mod hans brystkasse og var klar til at skubbe ham væk fra sig hvis han prøvede på noget.

"Hvorfor ikke?" lo han, og trak hovedet væk fra hendes øre. "Hvad er der så slemt ved det? Vampyrer dræber jo konstant. Jeg gør bare noget ud af mine drab. Hvad er der da forkert ved det?" spurgte han, og betragtede nøje hendes ansigt.

"Måske fordi du opbevare dine ofre i din kælder og kalder det for kreativitet og kunst!" sagde hun hårdt og prøvede at få dyb øjenkontakt med ham og bed sig blidt i underlæben.

Zoran lo, og slap hende. "Når en mand laver en skulptur er det kunst. Ligeså er drabene. Det er en kunst ikke bare tømme de kønne unge piger med det samme, men give sig tid til at lære dem at kende, og opbygge tillid. Det er processen der er kunsten, ikke selve værket." forklarede han, og gik rundt i rummet mens han snakkede. Han stoppede ved divanen, og satte sig på den, med blikket hvilende på Rose.

"Det du har lavet er ikke kunst! Det du har lavet er en forbrydelse! En forfærdelig ting! Hvorfor kan du dog ikke se det?!" snerrede hun og det irriterede hende noget så grusomt at han ikke kunne se at han var en psykopat som burde sidde inde bag tremmer. Hun blev stående hvor hun var og så på Zoran og var allerede begyndt at hidse sig op.

"Er det virkelig så forfærdeligt at leve?" Zoran rejste sig, og havde smidt roligheden fra sig. Han råbte højt, og så på Rose med et vredt blik. "Er jeg virkelig så ond? Hvorfor flygter du så ikke? Hvorfor bliver du, når du tiggede og bad om at slippe væk?" råbte han videre, og sendte hende et hårdt blik.

"Det er forfærdeligt når du gemmer ligene i din kælder! Når du piner dem på den måde!" råbte hun og ville ikke lade sig skræmme af ham "Og jeg vil ikke flygte for jeg ender hernede igen lige meget hvad! Og jeg vil ikke leve i frygt for at du kan komme hvert øjeblik det skulle være!" råbte hun videre i en mere snerrende tone og så op på Zorans ansigt.

Med et brød Zoran ud i latter, og rystede på hovedet. "Hvad vil du så, min kære? Blive her til jeg beslutter mig for at gå igang med dit værk?" spurgte han, og smilede glad af hende

Rose som stadig var vred over ham, trak på skuldrene "Jeg ved det ikke.." sagde hun i en tvungen rolig stemme og så tilbage ned i gulvet og vidste ikke hvad hun skulle gøre.

"I så fald vil jeg tage mig den frihed, at invitere dig med op i min lejlighed. Der er noget rarere at være." sagde han, og rejste sig fra divanen igen.

Rose så på Zoran og var nu glad for at vide at han ikke boede nede i den skumle kælder. Der gik noget tid hvor hun tænkte og nikkede så "Fint" mumlede hun og strøg en hånd gennem sit hår og var glad for at komme væk fra kælderen og rummet med de døde piger.

Zoran nikkede kort, åbnede den ulåste dør ud til gangen, og ventede på at Rose skulle komme.

Rose så op på Zoran og gik derefter ud på gangen og så sig omkring og så over på Zoran og ventede på at han ville følge dem op da hun jo ikke vidste hvor de skulle hen.

Zoran lukkede døren efter dem, og gik så med rolige skridt den modsatte vej, end den de var komme af. Han ventede ikke længe på Rose, men hun ville nok ikke få problemer med at følge med, da han gik i et stille og roligt tempo.

Rose så lidt efter Zoran og vidste ikke rigtig hvor godt det var at gå med ham, men tvang derefter sine fødder til at følge efter ham og var hurtigt oppe på hans side og så frem for sig.

Zoran lod der være stilhed mellem dem, og smilede let da Rose kom op på hans side. Efter lidt tid kom til en trappe, som Zoran uden et ord drejde op ad.

Rose var lige ved at gå videre da hun ikke havde hørt ham gå op af trappen, men vendte hurtigt blikket over mod ham da hun havde set ud af øjenkrogen og fulgte op af trappen.

Først helt oppe på femte sal stoppede Zoran op. Han låste døren til en stor lejlighed på, og holdten for Rose. "Damerne først." sagde han, med et let drillende smil.