Byens butikker..

Rose så advarende på ham på grund af det drillende smil og gik langsomt ind i lejligheden og lod sit blik gå rundt omkring.

Zoran lo ubekymret, og forsatte efter hende ind i gangen. Lejligheden var stor og lys, og med masser af vinduer. Selve indretningen var også lys, med hvide vægge, og lyse møbler. Det var i det hele taget ret stilet, med et stort, og åbent, køkkenalrum, et stor badeværelse, og et elegant indrettet soveværelse.

Rose så lidt overrasket ud over hvor lyst der egentlig var "Hmm.. Her er lyst.." mumlede hun og smilte lidt over sig selv. Det burde da ikke komme som en overraskelse, men det gjorde det. Hun havde ikke forestillet at Zoran boede i en lejlighed hvor det var dejlig hvidt og lyst og stort.

Zoran lo. "Du lyder så overrasket." spøgte han smilene, og tog skoene af i gangen. Han forsatte ind i stuen, og vidre ud i køkkenet.

Rose trak sine sko af og fulgte Zoran ud i køkkenet. Hun svarede ikke på det han sagde, men havde egentlig forestillet sig at han boede i en mørk og dyster lejlighed som mindede en om et tortur kammer. Når man havde snakket med Zoran og fået ham at kende, var det heller ikke så utroligt at man ville blive overrasket over at se hvor lys han lejlighed var.

Zoran havde sat et glas frem på køkken bordet, og var ved at fylde det med en gylden væske. Han så på Rose idet hun kom ind i køkkenet, og smilede let til hende. "Gør dig det behagligt." sagde han roligt, og vendte igen opmærksomheden mod glasset.

Rose så på Zoran og derefter tilbage på glasset med det gyldne væske "Hvad er det?" spurgte hun og lagde hovedet let på skrå.

"Intet mindre end den fineste skotske whisky m´der kan købes for penge" svarede Zoran smilende, og satte flasken fra sig. "Du vil måske have noget?" spurgte han så.

Hun rystede på hovedet "Drikker ikke.." sagde hun lavmælt og kløede sig tænkende på kinden og så op på Zoran. Hendes krop var jo kun 15 år og for mennesker lignede hun ikke en som var gammel nok til at kunne købe alkohol, så hun havde aldrig haft muligheden til det.

"En skam." sagde han roligt, og stillede så flasken væk. Nippede til glasset, og betragtede Rose. "Så.. Hvad har du så tænkt dig videre?" spurgte han roligt, og betragtede hende forsat.

Rose trak på skuldrene og så på ham "Jeg har fortalt dig det.. Jeg ved det ikke" sagde hun og syntes at have fortalt det et par gange nu. Hun lændte sig mod køkkenbordet og så lidt væk fra Zoran og lod sit blik igen gå rundt omkring.

"Jeg forstår dig ikke Rose. Men jeg kan lide det." Det sidste blev sagt op mod loftet, og også Zoran lændte sig op ad køkkenbordet. Han lo svagt, og tog igen en kort tår af sit glas.

//spise

"Og jeg forstår heller ikke dig. Du siger at du kan lide det? Der er ikke mange vampyre som ville indrømme sår'n noget overfor en engel" sagde hun og så tilbage på Zoran og lagde armene over kors og betragtede ham derefter tavst.

// Oka

"Sandt nok. Men hvorfor skulle jeg dog bekymre mig derom..." Det var ikke ment som et spørgsmpl, mere som en konstatering om at han var revnende ligeglad...

Hun trak på skuldrene "Det ved jeg ikke, Zoran" mumlede hun og sukkede over ham og rystede på hovedet og så ned i gulvet.

"Er du sulten?" spurgte Zoran pludselig, og så tænksomt på Rose. Hun var trodsalt både blevet bidt, og tvunget fra bevidstheden.. Mon det gjorde en sulten? Zoran vidste da, at hvis han blev bidt, så blev han i hvert fald sulten.. Mon det gjaldt for engle også?.. Zoran blev helt nysgerrig... Ja næsten ivrig for at afprøve hvad der ville gøre hende sulten..

Rose så på ham og så at han var lidt ivrig "Hmmm.. Måske lidt.." mumlede hun og følte sig nu sjældent sulten. Hun spiste ikke så pokkers meget og havde derfor en lidt underlig appetit. Hun blev ved med at se på Zoran og undrede sig lidt over hvorfor han så så ivrig ud.

Alt det ivrige forsvandt fra hans ansigt, og den normale rolige facade vendte tilbage. "Vil have noget at spise?" spurgte han, og nippede igen til whiskyen.

"Jeg vil helst ikke være til besvær" sagde hun og mente at hun ikke ville have noget da hun ikke ville have at han skulle bekymre sig om hende. Hun så lidt på ham, men lod sit blik gå frem for sig og strøg en hånd gennem sit hår.

Han klukkede svagt. "Du vil ikke være til besvær, men heller ikke gå?" spurgte han leende, og rystede på hovedet. "Javel ja... Der er mad i køleskabet, hvis du skulle blive sulten." sagde han så, og gik ud i stuen. "Føl dig endelig hjemme." sagde han, og satte sig i den store hjørnesofa.

Rose så efter Zoran og ville nok ikke føle sig 'rigtig hjemme' i hans lejilghed. Hun sukkede lavmælt og ignorerede sin mave og gik over og satte sig i sofaen hos ham, men holdt sig henne i den modsatte ende som ham.

Zoran så på hende, og lo så. "Få dig noget søvn Rose. Soveværelset er den vej." sagde han, og pegede mod en dør der skildte sig en smule ud fra resten af indretning. Den var nemlig ikke malet i en lys farve, men af mørkt, larkeret egetræ.

"Jeg er ikke søvnig" sagde hun hurtigt og ville helst ikke falde i søvn, selvom at hun følte sig ret udmattet. Hun ville sikkert heller ikke kunne sove efter de ting hun havde været ude for den dag. Hun så på Zoran med et betragtende blik, men slog det hurtigt væk fra ham og trak sine ben op til sit bryst og lagde sine arme omkring dem.

"Bevares" sagde Zoran roligt, og afværgende. "Hvad har du så lst til at foretage dig kære Rose?" Egentlig var han lidt ligeglad, men noget måtte hun vel foretage sig? Hun kunne da vel ikke bare sidde, og glo på ham, kunne hun?

Hun trak på skuldrene "Jeg ved det faktisk ikke. Men jeg vil bare ikke sove" sagde hun og lod sit blik gå op på Zoran igen og tog det ikke væk denne gang.