Byens butikker..

Zoran brummede kort utilfredst. "Her giver han et velment kompliment, for straks for man slynget en fornærmelse i hovedet. Kære Rose, det eneste jeg laver lige nu, er at vente på at det bliver mærkt, så jeg kan finde mig en at sætte tænderne. Jeg har ikke tænkt moig at drikke af dit blod- Hvis jeg gør det hver dag, bliver jeg bare trært af det..." Svarede han dog roligt, og betragtede hende let.

"Og hvad skal det lige mene? At du ikke vil drikke mit blod NU? Men så vil du jo lissom gøre det på et andet tidspunkt! Og en kompliment er ikke noget som folk skal flippe ud over.. Så det du gav mig var ikke nogen kompliment!" snerrede hun og lød lidt panisk og knyttede sine hænder hårdt sammen.

Zoran lo højt over hendes paniske vredesudbrud, og måtte sætte sig i sofaen, for ikke at knække sammen i latter. "Kæreste Rose, du har helt ved egen hjælp gjordt dig selv til min personlige blodbank, ved at tage op i min lejlighed, og nægte at forlade den igen. Du kan somend komme og gå som det passer dig, men jeg vil finde dig igen. Hvad enten det er for at få en tår blod, eller for at føje dig til min samling af kunstværker." sagde han så, i en lettere alvorlig tone, der gjorde det klart at han mente hver eneste ord.

"Jeg vil ikke være din blodband, Zoran! Ingen får mit blod uden kamp!" snerrede hun og ville ikke være en frivilig blodbank. Hun knyttede sine hænder hårdt sammen og rejste sig op og så vredt på ham.

Zoran så roligt på hende, og lavede en afværgende bevægelse med hånden, som kunne han vifte hendes vrede væk. "Kæreste Rose, det er slet ikke op til dig at bestemme. Hvorfor skulle jeg ikke gøre brug af en engel, der ikke vil forlade min lejlighed?" svarede han, og løftede det ene øjenbryn.

Rose så på ham og rynkede panden "Det ved jeg ikke.." mumlede hun og rystede derefter på hovedet "Men jeg vil ikke lade dig! Jeg giver fanme ikke mit blod væk friviligt!" snerrede hun og ville ikke lade ham komme i nærheden af hendes hals uden kamp.

"Det er jeg somend kun glad for. Det ville jo ikke være spor sjovt, hvis du bare gav op med det samme." lo han, og rystede let på hovedet. Så rejste han sig op, og gik hen mod hende, med armene bredt ud til siden. "Du er min, Rose, og du ved det godt. Du vil bare ikke indrømme det." Smilede han roligt, dog selvsikker til hende.

Rose så på hans arme og vidste godt at hun var hans. Hun knyttede sine hænder sammen og rystede på hovedet "Nej jeg er ikke" sagde hun stædigt og ville ikke indrømme sår'n noget overfor ham. Hun gik langsomt et skridt tilbage, så hun havde en god afstand til ham og havde vendt sit blik vredt ned i gulvet.

Zoran rystede på hovedet af hende, og lod armene falde ned langs siderne. "Så længe jeg ved, at du ved det, så er det lige meget om du vil indrømme det eller ej." sagde han roligt, og stillede så sin tallerken tilbage ud i køkenet

Rose så på ham med et vredt blik og gik hurtigt hen og tog fat i den tallerken som hun selv havde spist fra og kastede den hårdt hen mod Zoran. Hun ville ikke lade ham sige sår'n noget til hende og hun ville ikke indrømme sår'n noget. Hverken for sig selv eller ham.

Zoran tog sig til baghovedet, idet tallerkenen ramme ham. "Hva fa..." Var det eneste der kom ud af hans mund, da han vendte sig om for at se hvad det var der havde ramt ham. "Din åndsvage lille engel!" Zoran blev først vred, og gik med lange truende skridt gennem det store rum. Stoppede dog op før han var nået helt hen til Rose. Så et øjeblik tænkende ud. "Ryd op efter dig" sagde han så kort, og vendte sig mod døren ud til gangen.

Rose havde set klar til at slå ham da han havde krydset rummet mod hende og så lidt på glaskårene og derefter tilbage på Zoran og stilte sig med rank ryg "Nej" sagde hun stædigt og ville ikke gøre som han sagde og var bare fyldt med vrede og stædighed og nægtede at gøre noget som han bedte hende om.

"Kosten står skabet ved siden af køleskabet. Hvis der ikke er ryddet op når jeg kommer tilbage, så lover jeg dig, at du ville ønske at du aldrig var blevet født." sagde han roligt, og forlod lejligheden. Han låste først nede ved gadedøren, og trådte så ud på den natte kolde gade. Forsvandt snart i mørket, på jagt efter et nyt offer.

Rose så efter Zoran og vidste ikke rigtig om hun skulle tro på det han sagde. Hun stod i nogle få minutter og tænkte bare på hvad han mon ville gøre ved hende. Men så rystede hun på hovedet og ville ikke lade ham tro at han kan styre hende bare ved at true hende. Hun gik over til sofaen og satte sig ned og efterlod glasskårene uden at have gjort noget ved det. Så kunne han da bare komme an.

Efter nogle timer kom Zoran tilbage. Hans ellers hvide t-shirt var plettet af blod, men ellers så han ud præcis som da han gik.
Det han gjorde da han kom ind i lejligheden, var at gå ud i køkkenet, for at se om Rose havde gjordt som han havde bedt hende om. "Kæreste lille skat. Tror du at det er tomme trusler, når jeg fortæller dig, at jeg kan få dig til at ønske din mor havde druknet dig som lille?" spurgte han i et tonefald, som snakkede han til et treårigt barn, der endnu ikke havde fattet, at nej betød nej.

"Det ved jeg ikke, Zoran" sagde hun og så på ham og prøvede at virke upåvirket over den tone han brugte mod hende og havde siddet i sofaen og slappet af imens han havde været væk. Hun så på ham og løftede det ene øjenbryn af ham "Er det da ikke tomme trusler, Zoran? Hvad havde du tænkt dig at gøre?" spurgte hun og kunne ikke lade vær med at grine hånligt og nægtede at lyde bange eller usikker.

"Nej, Rose, ikke tomme trusler. Ser du, det virker aldrig synderligt godt at bluffe." sagde han roligt, og gik over til hende. Satte sig på hug foran hende, og smilede let. "Godnat Rose." sagde han så, lagde hånden på hendes lår, og tog endnu engang hendes bevidsthed fra hende.

Rose så på hans hånd og spilede sine øjne op og prøvede at stoppe ham, men det var allerede for sent. Hun lukkede sine øjne langsomt i og faldt langsomt forover og blev tvunget væk fra bevidstheden.

Zoran greb hende, og bar hende med ned i kælderen igen.

//Senere//

Rose kunne vågne hver øjeblik nu, og ville finde sig selv spændt fast på en kold metal briks, i det lettere fugtige kælderrum. Zoran var ikke tilstede i øjeblikket, men en let skramlen af metal mod metal kunne høres fra et tilstødende rum.

Rose mumlede et eller andet ømmende og åbnede langsomt sine øjne. Hun blinkede et par gange med øjnene og prøvede at få sine øjne til at vænne sig til mørket. Hendes hoved gjorde ondt og hun vidste ikke rigtig hvor hun befandt sig. Hun prøvede at sætte sig op, men fandt sig selv fastspændt til et eller andet. Det var noget koldt noget og hun kunne mærke at hun fik kuldegysninger af den. "Z-Zoran?" hviskede hun utryg og kunne høre et eller andet skramle et eller andet sted i en af de andre rum. Hun kunne mærke at hun var tilbage i kælderen og begyndte at trække vejret i paniske stød da hun vidste hvad han ville gøre.

Zoran kom ind i rummet efter lidt tid, og et skarbt, klinisk lys blev tændt. Ligesom dem der blev brugt på opretionsstuer, eller i obduceringsrum. Og da lyset var placeret lige over briksen, hvorpå Rose lå, ville Zoran ikke være meget mere end en stort skikkelse. "Ville du noget?" spurgte han roligt, og rodede lidt med nogle skuffer inde i rummet.

Rose klemte sine øjne sammen da lyset skar hende i øjnene. Hun sagde ikke noget i nogle få øjeblikke, og prøvede at få sine øjne til at vænne sig til lyset. Da hendes øjne ikke kunne vænnes mer til lyset, lod hun blikket gå hen på den sorte skikkelse som tilhørte Zoran "Slip mig fri, Zoran!" beordrede hun hårdt og prøvede at komme væk fra den kolde metal briks og så vredt over på Zorans sorte skikkelse.

Zoran så lidt på hende, men vendte så tilbage til skufferne. "Du må forstå, Rose, at når jeg fortæller dig noget, så mener jeg det også. Jeg ville have elsket, at have ventet lidt endnu, men jeg kan jo ikke have dig til at tro, at jeg smider om mig med tomme trulser, kan jeg vel?" svarede han, og lød faktisk som om han ærgede sig over det.

Rose så op på Zoran med et bange blik og prøvede desperat på at komme fri fra metal briksen "Nej! Slip mig fri!" sagde hun bedende og panisk og ville ikke stoppe med at prøve at bryde fri, selvom at det var umuligt da hun var spændt fast til briksen.

Zoran rettede sig fra skuffen, og gin til briksen, så han blev en silohuet mod det skarbe lys. Blid strøg han hende over kinden og smilte svagt, skønt hun ikke ville kunne se det. "Hvorfor, Rose? Giv mig en virkelig god grund, og jeg skal gøre som du siger... Eller i det mindste lade være med at tage dit liv..." svarede han, og så ned på hende med et blandet blik, hvor i den galskab der raserede hans sind trådte frem.