Byens butikker..

"Din syge svin! Slip mig fri! Du slipper ikke afsted med det her!" skreg hun og prøvede ihærdigt på at komme fri fra hans greb og så kun på Zoran med et blik fyldt med frygt, had og væmmelse. Hun nægtede at se tilbage på de stakkels piger som måtte lade livet for hans såkaldte 'kunst' og kreativitet.

// Oka//

Zoran slap hendes arm, men tog i stedet fat om hendes hage. "Hader du mig?" spurgte han, og studerede hendes ansigt. "Hvem ville du fortælle om det her? Politiet? - Så ville du måske også fortælle hvordan du kom herned? Det hele?.. Eller ville du gå til en jæger? Ville du risikere at blive dræbt, blot for at få mig ned med nakken? Og så ville det jo ikke engang være sikkert at de ville kunne finde mig. Jeg ville let kunne nå at flytte til et andet sted før en jæger kunne nå frem her." Zoran lo nu. Åh jo, han havde skam prøvet det før, både med uvidende og vidende mennesker, men også med væsner.. Det morede ham bare..

Rose lyttede til det han sagde og prøvede at trække sig fri fra hans greb "Zoran! Slip mig så fri!" sagde hun og kunne mærke varme tåre falde ned af hendes kinder. Hun ville ikke svare på hans spørgsmål og ville ikke være inde i dette rum mer. Hun var fuldstændig rædselslagen.

"Søde lille Rose. Så uskyldig... Du kunne aldrig gøre en flue fortræd, kunne du?" Zoran slap hende, og tørrede ømt tårene af hendes kinder. "Selvfølgelig slipper jeg dig fri, det har jeg jo lovet." Han tog nu fat om hende, og drejede hende rundt så hun stod med front mod de stakkels piger der var faldet for ham. "Men du ender som dem. Før eller siden ender du som dem." lovede han, og kyssede hende blidt i håret.

Rose så på pigerne og klemte øjnene hurtigt sammen "Nej.." hviskede hun og gik hurtigt baglæns og gik ind i Zoran "Nej.." blev hun ved med at hviske og nægtede at lade ham sætte det ind i hovedet på hende. Tårene faldt hurtigere ned af hendes kinder og hun snøftede lavmælt og opdagede ikke hvor tæt hun egentlig stod på ham. Hun ville egentlig bare væk fra de døde piger.

"Jo, det valgte du jo selv." hviskede han smilende, og så ned på englen. "Men ikke nu, det har du ret i.. Jeg finder dig når tid er for det." tilføjede han så, og slap hende helt. Han åbnede den tunge dør, og så på Rose. "Skal du med, eller skal jeg bare efterlade dig her sammen med dem?" spurgte han så leende, og var allerede på vej ud af rummet.

Rose vendte sig hurtigt om og fulgte Zoran med ud, og det kunne ikke gå for hurtigt. Hun åndede lettet op da hun var kommet ud fra rummet, men var stadig fuldstændig flippet ud fra synet af de døde piger. Hun vendte sig hurtigt om mod Zoran ".. Dit syge svin!" snerrede hun og ville ikke lade ham slippe for at hun råbte af ham. Hvordan kunne man dog finde på sådan noget? Rose gik over til ham og langede ham en syngende lussing og så vredt op på ham og var fuldstændig ligeglad med hvad han ville gøre ved hende. Han havde fortjent det og fortjente en hel del mer.

Zoran, der omhyggeligt havde lukket døren efter dem, så lettere overrasket ud efter lussingen. Så børd han ud i latter. "Ja det skal nok passe, min kære." sagde han, og lagde armene om livet på hende. Trak hende blidt ind til sig, og kyssede hende ømt på munden. Zoran regnede med at hun ville blive rasende over at han kyssede hende, men han nød hendes vred... Jo, Zoran var i den grad er 'sygt svin'

Rose spilede øjnene op da han kyssede hende og prøvede på at komme væk fra ham. Han var ikke ligefrem den person hun havde mest lyst til at kysse og hun havde ihvertfald ikke lyst til at kysse ham efter hun havde været inde og se hvad han foretog sig med de piger som han havde fået ned i kælderen.

Zoran slap hende igen, og gik uden om hende, og ud i det første rum. "Du ser nu ud til at være i fin form igen." sagde han overskulderen, før han forsvandt gennem hullet.

Rose så efter Zoran og hørte ikke rigtig hvad han sagde og fulgte langsomt efter ham. Hun var egentlig klar til at begynde at græde igen. Hun strøg en hånd gennem sit hår og afslørede nogle øjne fyldt med sorg og fortvivlelse. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre og hun vidste heller ikke om han havde ment det med at hun skulle blive en del af hans såkaldte 'kunst' og kreativitet.

Zoran stod ved bogreolen, og så sg kort over skulderen da Rose trådte ind. "Døren er åben, som du efterlod den." informerede han, og hev en bog ud af reolen. Så ikke mere på hende, men var tilsyneladende fuldt optaget af bogen.

"Mente du at du ville finde mig igen?.." spurgte hun i en lille hvisken og ville ikke snakke højere fordi hun var bange for at hvis snakkede højere ville hun begynde at råbe af ham eller begynde at græde. Hun havde hørt at døren var åben, men hun ville vide nogle ting fra ham.

"Selvfølgelig gjorde jeg det. Jeg siger sjællent noget uden at mene det." svarede han, som var det en selvfølge. Han bladerede lidt frem og tilbage i bogen, og så stadig ikke på Rose.

Hun så på ham og lod derefter sit blik gå ned på bogen og rakte en hånd mod den og brugte sin evne og fik den til at flyve ud af hæns hænder og hen til hende. Hun så lidt ned på den og smed den derefter på gulvet og gik nogle skridt over mod ham "Jeg vil ikke have det! Du skal ikke komm efter mig!" beordrede hun og ville ikke leve i frygt af at han ville komme og gøre hende til en del af hans samling af døde piger.

"Rose, min kære, det er slet ikke op til dg at bestemme. Jeg kan lide dig.. Jeg elsker din trods. Og desuden ville en engel som dig passe perfekt med de andre piger. Ser du, de var lige som dig. Ikke bange i starten. Trodsige. Uskyldige.. Rene..." svarede han roligt, og fik et lettere drømmede udtryk i blikket da han sagde det sidste. "Du aner ikke hvor tilfredsstilende det er at tage alt dette fra dem, og se lyset slukkes i deres pinte øjne!" tilføjede han henrykt, og så glad på Rose.

Rose brød sig overhovedet ikke om det han sagde og blev bare sur over at høre det og rakte sine hænder mod ham og fik ham til at blive slået hårdt ind i væggen bag ham "Nej!" råbte hun stædigt og ville ikke have at han gjorde dette og ville bare have ham til at holde mund da hun fik billederne i hovedet. Hun gik langsomt over mod ham med stadig sine hænder rakt ud mod ham, men havde ikke evnerne til at holde ham ind til muren, men havde dem oppe for en sikkerhedskyld.

Zoran lukkede kort øjnene i, idet han blev slynget ind i muren. Han begyndte så henrykt at le, og smilede glad til hende. "Det er jo lige præcis det der jeg snakker om! Du vil kunne være en udfordring!" fortalte han glædesfyldt, og så på hende med øjne, der næsten skinnede af lykke.

"Hold mund, Zoran! Jeg kan ikke fordrage dig! Jeg væmmes ved dig!" snerrede hun og ville bare have at han fik det ind i hovedet og brød sig ikke om at han bare grinede af det og faktisk så lykkelig ud. Hun knyttede sine hænder hårdt sammen og tog dem ned til sine sider og så vredt på ham.

Zoran rejste sig, og så nu truende og vred ud. Han gik hen mod Rose med lange skridt. "Og hvad har du tænkt dig at gøre? Hvad vil du gøre, nå jeg langsomt brækker hver eneste knogle i din kønne krop? Hvad vil du gøre når der ikke længere er noget der hedder håb? Hvad vil du gøre når dit sind langsomt formørkes af tvivl mens din krop ødelægges? Hvad vil du gøre når dit liv ender her i min kælder? Skrige? Græde? Trygle din gud om nåde? Trygle mig om nåde? Kæmpe? Eller er du så svag at du vil give op?" sprugte han i et roligt tonefald, og var stoppet op mindre end en meter fra hende.

Rose så op på ham og rykkede sig ikke det mindste da han nærmede sig hende "Jeg ved det ikke" hviskede hun og lød først bange ved tanken, men rystede så på hovedet "Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at få dig væk fra mig! Og jeg vil ikke lade dig gøre mig noget!" sagde hun så bestemt og fik ham op af en væg igen så der kom lidt afstand mellem dem.

Zoran sukkede da han fandt sig selv op ad en mur igen. "Rose, min kære, gå nu bare. Glem alt om mig indtil vi ses igen. Lev den sdste rest af dit liv." bad han, og sendte hende et træt blik. Ikke at han på nogen måde rent faktisk var træt, men han syntes nu at Rose skulle gå inden han ombestemte sig, og beholdt hende i kælderen..

"Nej! Jeg vil have dig til at sige til mig og love at du ikke kommer efter mig" sagde hun og nægtede at gå derfra i tankerne om at hun ikke havde særlig lang tid at leve. Hun havde sine hænder nede ved siderne og hun så både bange, men oss vred ud. Hun ville ikke det her og hun ville ikke lade ham dræbe hende.

// SKal spise. Kommer snart igen ^__^//

"Fint nok. Jeg kommer ikke efter dig. Jeg svæger." lovede han, og så oprigtigt på hende. Han kunne sagtens love hende det. - AT han også ville holde det, se det var straks en anden sag... Men hvis det kunne få hende til at falde lidt ned, så var det da det han ville gøre.. HAn kom efter hende uanset om hun ville det eller ej, og for hans skyld måtte hun somend gerne leve i den tro at hun blev fri for ham...

Hun så på ham og så ned i jorden og slappede lidt mer af, men tænkte over om han virkelig mente det og om han ville holde det. Hun turde ikke gå ud i troen af at han ikke ville komme efter hende. Hun turde ikke tro på ham.