Byens butikker..

Rose undlod at se på hans krop da han trak tøj på, selvom at det var svært. Rose havde bare en svaghed for vampyre og deres charme og krop og bare det hele af dem i det hele taget. Hun trak langsomt på skuldrene "Det ved jeg ikke. Ville du da hellere have at jeg skulle have været blevet i stuen?" spurgte hun og løftede et øjenbryn af ham og betragtede ham.

Zoran trak ligegyldigt på skuldrene, og vendte sig mod Rose igen. Hans overkrop var bar, og han gjorde ingen intentioner på at ville gøre noget ved det. "Det gør mig somend ikke noget hvor du er, men det kunne jo være at du havde en grund til at søge ind til mig?" påpegede han med et løftet øjenbryn. Lukkede så skabsdørene igen, og samlede håndklædet op fra gulvet. Lagde det ned i en kurv af felttet piletræ.

Hun så lidt på Zorans bare overkrop og rystede hurtigt på hovedet og vendte sit blik hurtigt op i hans øjne "Nej.." mumlede hun lavmælt og havde ikke godt at være i samme rum med ham når han ikke havde særlig meget tøj på.

Zoran brummede et eller andet uforståligt, og lo så svagt. Satte sig på den store seng, og sukkede så kort. "Kære Rose, med mindre du da ligefrem har planer om at gøre mig selvskab her i sengen, er jeg nødt til at bede dig om at forlade rummet. Jeg bryder mig ikke om at blive iagtaget mens jeg sover." sagde han så, i en træt tone, og gned let sine tendinger.

Rose rynkede panden og lignede en som havde fået et ikke særlig behageligt billede i hovedet og gik langsomt ud af rummet og gik over og satte sig i sofaen og sukkede lavmælt at sig selv. Hun burde ikke være sår'n omkring ham. Hun skulle opretholde sit had til ham, men det var bare svært for hende. Hun ville have slået sig selv, men lod vær og lod sig falde træt og udmattet om på sofaen og sukkede lavmælt og lukkede derefter sine øjne og faldt langsomt i søvn..

"Det tænkte jeg nok." mumlede han, og svang benene op i sengen. Slukkede lyset, og lænede sig tilbage. Lå nogle timer, og bare stirrede op i loftet, før søvnen endelig kom til ham.

Rose vidste ikke helt hvor længe hun sov, men da hun så endelig vågnede kunne hun mærke at hun ikke havde sovet særlig godt og have ligget urolig. Hun lå og så op i loftet med et træt blik og lyttede til stilheden. Hun sukkede lavmælt og kunne ikke fatte at hun stadig befandt sig i en lejlighed med en mand som havde planer om at dræbe hende. Hun rystede på hovedet af sig selv, men ville ikke løbe. Hun vidste jo at hun ville være et nervevrag og tæt på sammenbrud hvis hun flygtede.

Zoran havde ikke sovet længe for han igen vågnede. Den fristende duft af engel fyldte hans næsebor, endnu før han åbnede øjnene. Det måtte være sådan det var for et menneske at vågne op til duften af friskbagte pandekager. Tungen gled let over de spidse tænder, og Zoran satte sig op i sengen. Han var dog ikke sulten. Ikke endnu. Han så på uret på sengebordet, og mumlede forbandende. Han var vågnet for tidligt. Møg... Nå, han kunne godt overleve en smule dagslys, det var trodsalt ikke mere end nogle ganske få timer han var vågnet for tidligt. Han gik ud i stuen igen, og kastede et blik på Rose. Kunne høre på hendes åndedrag, at hun ikke sov. "Godaften." hilste han, og fortsatte ud i køkkenet.

Rose satte sig hurtigt op i sofaen da Zoran kom ud "Godaften.." mumlede hun lidt og lød søvnig og vidste egentlig ikke engang hvad klokken var. Hun gabte lavmælt og kløede sig i sit hår som krøllede let på grund af hendes urolighed gennem sin søvn. Men det klædte hende med de lette krøller, så det gjorde egentlig ikke så meget, syntes hun selv og lod sit hår være. Hun så efter Zoran og rejste sig langsomt op fra sofaen og strakte sig og gik derefter ud i køkkenet og så på ham med et betragtende blik.

Zoran så let på Rose, og vendte så opmærksomheden mod det glas han var ved at fylde med samme gyldne væske, som dagen før. "Hvad så er du gået hen og er blevet sulten?" spurgte han venligt, da hun jo ikke havde spist i den tid hun havde været sammen med ham. Altså hen imod et helt døgn uden mad.

"Nej" løj hun og kunne mærke at hendes mave var helt tom, men var urokkelig i at hun ikke ville være til besvær eller have noget af ham. Hun kunne mærke en rumlende følelse i sin mave, men ignorerede den og så på Zoran og derefter ned på det gyldne væske "Det er ikke godt for dig at drikke" sagde hun og brød sig ikke om alkohol og drak det sjældent.

Zoran lo let af hendes formaning om alkoholen. "Du vil måske foretrække at jeg drak lidt fra dig i stedet?" spøgte han, og blottede tænderne i et kærligt smil. Tog så en lille tår af væsken. "Det gør mig somend intet. Husk på, min krop er allerede død for længe siden." sagde han så, og betragtede væsken. Zoran indtog sjældent andet end blod og alkoholindholdende væske. Med mindre da, at han ville forføre en kvinde, og få hende til at tro, at han mente det seriøst, og inviterede hende på middag.

Rose tog sig automatisk ved halsen og tog den hurtigt ned igen og hadede når han drillede med sår'n noget. Hun sendte ham et strengt blik og sukkede derefter af ham "Fint! Gør hvad du lyster. Jeg har advaret dig om at det ikke er godt for dig" sagde hun opgivende og så på ham og lagde sine arme over kors.

"Hvad skulle der kunne ske? Min lever holdt trodsalt op med at fungere for over totusinde år siden. Sammen med mit hjert." lo han, og så på hende. Vendte sig så mod køleskabet, og så ind i det. Han måtte jo få hende til at spise et eller andet, han kunne jo ikke have at hun døde af sult.. Ikke endnu i hvert fald..

"Jeg er ligeglad, Zoran.." mumlede hun og troede at hun havde gjort klar for ham at hun ikke ville blande sig i hvad han lavede og så lidt væk fra ham, men lod derefter sit blik gå lidt tilbage igen og lagde hovedet undrende på skrå og tænkte lidt på hvad han lavede, men vidste egentlig godt at han prøvede at finde mad til hende. Men hun ville altså ikke have noget fra ham. Hun ville ikke spise og det gjorde nu ikke så meget. Hun var vant til ikke at spise særlig meget, men hun kunne dog godt blive enten svag eller bare utålmodig og gnaven af det. Hun havde aldrig rigtig været tæt på at dø af sult, så hun vidste ikke rigtig hvor længe hun kunne holde ud ikke at få noget at spise.

Han brummede et eller andet henvendt til sig selv, og tog en bakke æg ud af køleskabet, før han fandt en pande frem. Røræg var noget han selv holdt af, og derfor kunne spise selv, hvis hun ikke blev fristet nok at duften. Desuden kunne han finde ud af at lave det, uden at brænde det på.. Han satte panden på komfuret, tændte for pladen, og lagde en god kalt smør som fedt stof på panden.

Rose så på Zoran og derefter på panden på komfuret "Du behøver virkelig ikke at gøre det, Zoran. Jeg er ikke sulten" sagde hun og tog sig til maven da hendes mave næsten vred sig af sult, men prøvede at ignorere det.

"Hm" brummede han stille, og så roligt på hende. "Du er ikke særligt god til at lyve, kære Rose, og desuden kan jeg skam sagtens spise det selv." svarede han, og rodede så rundt i det smeltende smør med en paletkniv. Slog det første æg ud på panden, og væltede det rundt, før det nåede at sætte sig. Langsomt, men sikkert, bredte duften sig af mad i køknet.

Rose så på Zoran og var irriteret over at hun ikke kunne finde ud af at lyve overfor ham. Da hun kunne dufte maden blev hun for alvor sulten. Hun sukkede lavmælt og satte sin stædighed væk og så på Zoran mens han lavede mad.

Tre æg, og lidt stege tid senere, fandt Zoran en tallerken frem, og skovlede en god portion over på den. Stillede den på køkkenbordet, ved siden af komfuret, og forventede at Rose ville tage den., efter den larm hendes mave havde gjordt. Skovlede en noget mindre portion over på en anden tallerken, og fandt gaffler frem til dem begge. Zoran satte sig på en af de højestole, ved 'øen', der adskildte køkkenet fra resten af stuen.

Rose så lidt på maden og sukkede lavmælt og gik over og tog fat i tallerkenen og gik over og satte sig ved siden af Zoran. Hun hadede at skulle bukke under for sulten. Hun prikkede lidt til maden og spiste æggene langsomt og var helt stille og havde sit blik tænkende ned på æggene.

Zoran gav sig god tid tila at smage grundigt, på det få æg han selv havde øst op. Alligevel var de hurtigt væj, og Zoran rejste sig igen. Tændte endnu en smøg, blot for at have noget at lave, før solen igen rigtigt ned, og han kunne komme ud efter et bytte..

Rose så over på Zoran og hævede et øjenbryn "Det er ikke godt for dig og dine omgivelser at du ryger" sagde hun så og spiste ikke særlig meget af sine æg og så lidt på ham med et nederlag i sit blik.

"Præcis som med alkoholen, skader dette ikke længere min krop." sagde han ligegyldigt, men skodede alligevel cigaretten. "Men vi kan jo ikke have, at jeg ødelægger dit udsøgte blod." sagde han, og et drillende smil spillede sig over hans læber.

Rose så nu vredt på ham og lagde automatisk sine hænder op mod sin hals "Du nærmer dig ikke min hals!" snerrede hun og ville ikke lade ham bide hende igen. Første gang var det fordi at hun ikke havde forventet det. Men det ville hun ikke tillade igen. Og desuden, kunne hun hurtigt kaste et eller andet efter ham hvis han prøvede på noget.