Byens butikker..

Rose så op på Zoran og åbnede munden for at sige noget, men lukkede den igen da hun ikke vidste hvad hun skulle sige. Hun kunne ikke nogen grunde for hvorfor han ikke skulle gøre det. Ikke nogen gode grunde, som han ville høre på. Hun spændte alle sine muskler i kroppen da han strøg hende over kinden og så op på hans silhouette "..Jeg er bange. Jeg be'r dig, Zoran" hviskede hun og kunne mærke tåre trænge sig på i sine øjenkroge og bed sig hårdt i underlæben. Hun prøvede kun ganske svagt at kæmpe mod briksen og for at komme op, men vidste jo at det var håbløst.

"Hmm.. Hvis du bare vidste hvor mange gange jeg har hørt de ord, min kære Rose." sagde han roligt, og lod blidt de kolde metal af en kniv hvile mod hendes arm. "Hvor mange piger der har grædt for nåde, da det gik op for dem, at de ikke ville overleve." tilføjede han tænkede, og så frem for sig, som om han genkaldte billedet af hver eneste pige for sit indre øje. "Du tror stadig, ikke sandt min egen? Du tror stadig at jeg vil lade dig leve. At jeg vil indse, at det jeg har gang i er forkert." sagde han, og så igen ned på hende, med et blidt blik.

Rose så op på ham og vidste ikke hvad hun skulle svare til alt det han sagde. Selføli syntes hun stadig at det var forkert det han gjorde, og håbede for alt i verdenen at han oss ville indse det. Hun prøvede at få sin arm væk fra kniven, da hun kunne mærke den mod sin arm, men kunne ikke komme særlig langt og så ikke væk fra Zoran én eneste gang, af frygt for at han ville gøre det af med hende, hvis hun kiggede væk. Hun var tavs i nogle få øjeblikke og åbnede munden et par gange for at sige noget, men lukkede den hurtigt igen da hun ikke vidste hvad hun skulle sige. Til sidst, knyttede hun hænderne hårdt sammen, og så op på ham med et vredt blik og blinkede hurtigt de tåre væk som havde presset på i øjenkrogen "Zoran! Du slipper mig fri.. NU!" snerrede hun og råbte næsten ordet 'nu' og hev og sled for at prøve at komme fri fra den kolde metal briks.

Zoran lo let af hendes krav, og rystede på hovedet. "Du ligger hjælpeløs, og alligevel kommandere du med med mig? Komisk.." sagde han, og tog kniven væk fra hendes arm. I steddet blev den dog placeret lige over hendes navle. Han lagde sit hoved ned ved siden af hendes, så han kunne se hvordan hun ville kunne se kniven. "Er det der vi skal ligge det første snit? Eller skal vi gå højere op?" spurgte han, og flyttede sit hoved igen, mens han så på Rose.

Rose så vredt op på Zoran og spilede derefter sine øjne op da hun kunne mærke kniven lidt over navlen. Hendes blik gik hurtigt ned til den og bed sig hårdt i underlæben for at ikke at begynde at hulke eller virkelig be' ham om at holde op og skåne hendes liv. Men hun kunne ikke sige noget som helst. Hun sank en klump og skulle hive sit blik væk fra kniven og op på Zorans ansigt og tvang sig selv til at se vred og bestemt ud "Du får den kniv langt væk fra mig!" snerrede hun og syntes ikke at det var spor sjovt længere.

Zoran så et øjeblik tænkende ud, før han nikkede. "Jeg tror du har ret. Vi lægger første snit et andet sted." sagde han så, og flyttede kniven. "Højere oppe måske?" spurgte han, og pkacerede kniven et omkring solar plexus. "Eller vi skal måske slet ikke tage kroppen først?" foreslog han så, og flyttede endnu en gang kniven ned til hendes arm. Han var fuldstændig kold overfor det faktum, at hun beordede ham til at slippe hende fri.

Rose rystede på hovedet og prøvede bare at få sig selv væk fra kniven og vendte sin hånd mod kniven og prøvede at bruge sin telekinese til at få den ud af hænderne på ham.

Zoran så kort på hendes hånd, og greb så hårdt fat om hendes hals. "Hvis du vil befinde dig under mit tag, så foregår det under mine regler!" hvislede han hårdt, og strammede grebet om hendes hals, så hun knapt kunne trække vejret. "Forstår du det, min kære?" spurgte han så blidt, men løsnede ikke grebet det mindste.

Rose så rædselslagent op på Zoran og kunne mærke at det var svært at trække vejret. Hun nikkede svagt og kunne ikke tale da det var alt for svært. Hun stoppede med at prøve at få kniven væk fra ham og valgte ikke at gøre modstand for nu, men tænkte på hvad hun kunne gøre senere hen.

Zoran nikkede, slap hendes hals, og kyssede hende kærligt på panden, mens han jog kniven ned i hendes arm. "Dygtig pige." sagde han så, og rettede sig en smule op, mens han trak kniven op lang hendes arm, så en dyb flænge kom til syne.

Rose åndede lettet op da han gav slip på hendes hals, men skreg derefter højt da han jog kniven ned i hendes arm og hørte ikke hvad det var han sagde og skreg endnu mer af smerte da han trak kniven op langs hendes arm, og der derfor kom en flænge "STOP!" skreg hun og kunne mærke tårene falde hurtigt ned af hendes kinder.

Zoran lo glad ved hendes skrig, og trak kniven op af såret. Lagde den ved siden af hendes hoved, og vendte tilbage til skufferne. Ledte kort i dem, og fandt så hvad han søgte; en silbo lighter, og noget der kunne ligne en lang pind af glødekul.

Roses skrig stoppede brat da han trak kniven op fra såret, men hulkede dog stadigvæk. Hun så hen på kniven som blev lagt ved hendes hoved og så derefter over på Zoran som ledte efter et eller andet og spilede sine øjne op i frygt da han havde fundet en lighter og lang pind af glødekul frem og brød sig ikke om tanken om hvad han skulle bruge dét til.

Han så lidt fra kulet, og til hendes ansigt, før han lagde den på en lille hylde under briksen. "Du er virkelig ikke svær at gøre bange, kæreste Rose." sagde han så, med et drillende smil om munden. Han fiskede en cigaret op af lommen, og tændte den med lighteren, mens han så frydende ned på hende.

"Du ville squ da oss være bange hvis du var mig!" snerrede hun panisk og prøvede at komme fri for at slå ham. Hun hadede at han kunne gøre hende så bange. Hun kunne mærke tåre falde hurtigt ned af hendes kinder, og gjorde sit bedste for at ignorere smerten i hendes arm og kunne mærke blod falde ned fra den dybe flænge i armen som Zoran havde lavet med kniven som stadig lå ved siden af hendes hoved.

Zoran trak på skuldrene. "Nu er frygt ikke noget jeg har oplevet i lange tider." sagde han, og så ned på hende. Tog et hvæs af cigretten, før han skodede den mod hendes raske hånd. Han bøjede sig ned mod hendes ansigt samtidigt, og smilede et ubehageligt smil. "Men det gør ikke din mindre underholdende." hviskede han lavt i hendes øre, og kyssede hende blidt på kinden.

Rose bed sig hårdt i underlæben og stønnede lavmælt af smerte da han skodede hans cigaret mod hendes raske hånd. Hun kunne mærke at hendes øjne løb i vand, men hun blinkede hurtigt tårene væk og vendte sit ansigt væk mod ham så hun så væk fra ham og ville ikke dette. Hun sagde intet til ham om at hendes smerte var underholdene og hun så bare væk fra ham og prøvede at tænke på noget andet end den smerte som var rundt omkring på hendes krop. Hun kunne stadig mærke blodet løbe ned af såret på hendes arm, og hun trak vejret i gispende stød da det stadig gjorde helt vildt ondt.

Zoran rettede sig op, og så hårdt ned på hende. "Jeg håber du har lært noget." sagde han så, og vendte sig om for at gå, uden at gøre nogen mine til at ville slippe hende fri. Han slukkede det sterile lys, og rummet blev fuldkommen mørkt igen.

Rose så tilbage på Zoran da han begyndte at gå og blinkede hurtigt med øjnene da det blev mørkt i rummet igen. Han så ikke ud til at lade hende gå, og det fik hende til at gå i panik da hun ikke ville blive nede i kælderummet i mørke "Zoran! Du kan ikke bare efterlade mig her!" sagde hun højt og lød egentlig oss ret bedende og kunne mærke tåre falde ned af sine kinder og prøvede at komme fri og prøvede at ignorere smerten i sin arm og så efter ham.

Zoran stoppede op i døren, og så tilbage på hende. "Ikke det? Og hvorfor så ikke det, når nu jeg har været så nådig at skøne dit liv?" spurgte han, med en stemme, der næsten dirrede af indestængt vrede. Han så afventende på den mørklagte briks, og lagde armene over kors.

Rose bed sig i underlæben og lod sig langsomt stoppe med at forsøge at komme fri, da hun vidste at det var pretty much umuligt. "Jeg be'r dig, Zoran.." hviskede hun og så over på Zoran som kun var en mørk skikkelse i døråbningen ".. Jeg vil gøre hvad som helst" sagde hun tøvende og brød sig ikke om de ord, da hun ikke vidste hvad han ville gøre og hvad han ville få hende til hvis han nu accepterede det. Men hvad kunne hun ellers gøre? Intet! Hun ville hellere gøre et eller andet for ham og få det overstået, end at ligge nede i kælderen til evig tid.

"Hvad som helst? Er du klar over hvad det er du siger?" spurgte han, og begyndte langsomt at gå hen mod hende. "Hvad som helst... Det vil jeg huske, min kæreste Rose." sagde han, og så ned på hendes ansigt, da han var nået hen til briksen igen. Dog gjorde han ikke mine til at ville løse hende fri fa den, endnu. Overvejede stadig, kunne man se på ham.

Rose så op på Zoran og kunne mærke sit hjerte slå hårder og hurtigere ved hvert skridt han lavede mod hende. Ja, hun var godt klar over hvad det var at hun sagde, og hun fortrød det ret meget at have sagt det. Men hvad kunne hun dog ellers sige? Hun ville sår'n set bare væk fra briksen og ud fra det fugtige og mørke kælderrum. Hun bed sig blidt i underlæben og nikkede svagt til det hele han havde sagt og at hun forstod at han ville huske det som hun havde sagt.

Zoran nikkede let, og smilede næsten overbærende. Løsende remmene, og klappede hende på den sårede arm. "Du kan selv gå." sagde han, og forlod rummet. Hvad som helst... Han måtte virkelig overveje hvad han brugte det på... Et latter boblede op fra hans mave, og han slap den fri. Lod den rulle ud i gang. Hvad som helst... Dumme, dumme, lille engel. Hans dumme lille engel...

Rose så efter Zoran og satte sig først op da han havde forladt rummet. Hun holdt omkring sin sårede arm og stønnede lavmælt af den smerte som det gav at bare bevæge den. Hun så sig omkring i det mørke rum og hoppede langsomt ned fra briksen og kunne godt mærke at hun havde ligget dårligt og ikke var blevet behandlet særlig godt. Hun gik med langsomme og forsigtige skridt ud fra det mørke og fugtige kælderrum og begyndte langsomt at prøve at komme væk fra kælderens gange og Zoran. Hun kunne ikke lade vær med at være bange og bekymret over det som hun havde sagt til ham og vidste at han ville gøre et eller andet omkring det, og ville sikkert ikke glemme det. Hun var oss lidt bange ved tanken om at være 'hans' engel. Selføli ville hun ikke lade sig ejes frivilligt af en som Zoran og ville ikke lade sig besejres uden kamp.