Byens butikker..

"Din reaktion." svarede han. "Jeg venter på din reaktion. Mange var løbet deres vej på stedet, efter den behandling jeg har givet dig, men du er klog nok til at blive? Facinerne.." tilføjede han forklarene, rettede sig op, og vendte sig mod hende. "Ganske enkelt facinerne.."

Hun lagde armene over kors og så betragtende på ham "Bare fordi at jeg ikke er lissom alle de andre piger som du har tvunget herned? Så er jeg fascinerende?" spurgte hun og forstod ham ikke "Men hvorfor, trak du mig herned i det hele taget? Hvad har jeg gjort dig siden at du absolut trak mig herned?" spurgte hun og lød nu irriteret og svagt vred fordi at hun jo lissom ikke havde gjort noget i det hele taget.

"Tja, for det første fulgte du efter mig. - Det er aldrig klogt at følge efter en sulten vampyr. Og for det andet, så var det utroligt længe siden jeg sidst smagte engel." svarede han med et ligegyldigt skuldertræk, og sturdere Rose, for at læse hendes reaktion.

"Jeg vidste ikke at du var sulten! Du kunne da bare have givet mig et hint om at du var sulten og så skulle jeg da nok lade dig være!" sagde hun i en ophidset tone og så vredt på Zoran.

Zoran slå let ud med armene. "Du kan da ikke bebrejde mig, at udnytte mine muligheder? Jeg må trodsalt også leve, Rose.. Og eftersom du stadig trækker vejret, har du da intet at klage over lille pigebarn." sagde han afværgende, og smilede underholdt.

Rose rakte hurtigt hen mod en bog i reolen og brugte sin evne og fik bogen til at ramme Zoran hårdt i baghovedet "Har fortalt dig om ikke at kalde mig for pigebarn" sagde hun irriteret.

"Av for..!" Zoran tog sg til baghovedet, men lo så højt. "Fin evne du har dig der lille engel. Hvorfor om man må spørge har du dog ikke brugt den noget før?" spurgte han leende, dog interesseret. Der var så meget overraskende ved denne engel, skønt hun var som de andre.. Han havde lyst til at beholde hende.. Til at have hende her i sin kælder til evig tid.. Som sn egen lille kæle engel.. HA! - hvilken tanke!...

"Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke brugte min evne lidt før, men jeg forlanger at du snakker ordentligt til mig!" snerrede hun hidsigt og så på Zoran og blev stående hvor hun var og så gennemborende på ham.

"Jeg har da ikke talt grimt til dig, min ven. Ord kan opfattes på mange måder." svarede han formanende, og så tænkende på hende. "Jeg ikke ond, jeg er misforstået.. Du forstår ikke min kreativitet, før du er en del af den." sagde han så, og gik gennem rummet mod et hul i væggen, der var skjult af et gardin.

"Du skal ikke kalde mig for lille, for det er jeg ikke! Og jeg vil ikke være en del af noget af din kreativitet" sagde hun og syntes ikke at noget ved denne situation var sjov og knyttede sine hænder hårdt sammen og så på hullet i væggen.

"Ikke det?... En skam, du ville ellers passe perfekt ind blandt mine værker." sagde han, og forsvandt ind gennem hullet. Han var egentlig spændt på at se om hun var dum nok til at følge efter ham derind, eller om hun havde lært noget af sine fejl..

"Hvad?.." spurgte hun lavmælt og fulgte hurtigt efter ham ind gennem væggen. Hun havde lært, men hun ville bare se hvad han mente med at hun ville være perfekt til en af hans værker.

"Du er virkelig ikke ret klog, hva?" bemærkede han næsten overrasket, og lo dæmpet. Et klik fra en lyskontakt lød, og straks efter var rummet badet i skrabt lys. "Mine værker.. Er desværre ikke noget der bliver sat pris på i det normale samfund." sagde ahn og sukkede tungt. Han havde dog ikke i sinde at vise hende dem. - Han ville jo ikke skræmme hende... Alt for meget...

Rose missede lidt med øjnene da lyset pludselig blev tændt "Jeg er ligeglad med om jeg ikke er særlig klog" mumlede hun og så undrende på ham "Hvad er det da for noget?" spurgte hun varsomt og lagde hovedet let på skrå.

Zoran stod pludselig foran Rose, og havde armene om hende. "Er du virkelg sikker på du tør spørge om det?" hviskede han pirrende i hendes øre, og kyssede hende blidt på kindbenet.

Hun bed sig i underlæben da han pludselig var foran hende og lagde sine arme omkring hende. Hun bed sig endnu hårdere da hun kunne mærke hans læber mod hendes kind "Det tror jeg.." sagde hun og lød egentlig lidt usikker.

"Virkelig?" hviskede han, og så på hendes ansigt. "Jeg tror nu at du hellere vil løbe din vej, men fint nok. Jeg skal da med glæde efterkomme dit ønske." sagde han, og gik gennem rummet til en stor tung dør.

Rose fulgte langsomt og usikkert med ham og så på den store tunge dør og vidste ikke hvor meget hun havde lyst til at se det mer. Hun følte sig ikke særlig sikker på om det var noget godt som skjulte sig inde bag døren.

Zoran åbnede døren, og så ind bag den.. Total mørke.. Ikke en lyd... Godt så, så var den seneste altså færdig? Egentlig en skam, hun havde været underoldende. "Hør Rose, træder du ind i dette rum, er jeg nødt til at gøre dig til et af mine værker.. Jeg kan jo ikke have du går rundt og fortaller alle om dem?" sgade han, og så krytisk på hende. Et ubehageligt smil, der blottede hans tænder, gled over Zorans ansigt.

"Hva er det da?" spurgte hun usikkert og stak kun hovedet ind for at se sig omkring. I hendes hoved var det jo sår'n set ikke at træde ind i rummet. Hun blev ved med kun at have sit hoved inde i rummet og så op på hans ubehagelige smil og hun vidste at det ikke kunne være noget godt.

"Det ser du hviis du går derind, og bliver en del af det... Ellers må du leve uden den viden." Zoran lo svagt ved tanken.. Han stilte hende jo sådanset overfor det ultimatum at leve, eller dø... Hun forstod det bare ikke.. Det gjorde de aldrig.. Det var derfor de altig gik ind.. Blev for nysgerrige.. For vidensbegørlige..

Rose så på ham og kunne mærke nysgerrigheden trække i hende. Hun trådte et lille skridt ind i rummet og så først på ham og derefter rundt i rummet for at prøve at se om man kunne se noget i mørket.

Zoran lo ad hende dumhed, og gik efter hende, og lukkede den tunge dør i. Der var koldt i rummet.. Isende koldt faktisk.. Lyset blev tændt. Synet der mødte dem var ikke kønt, men Zoran... Han elskede det. En halv dusin piger lå rundt omkring i rummet.. Lemlæstede. Radbrækket. Dybfrosne..

Da Rose så hvad dette rum gemte, lod hun luft komme dybt ind i hendes lunger og skreg et højt, skingert og øre skærende skrig og løb hurtigt over for at åbne døren og komme ud fra dette rum.

"Skrig, Rose, SKIRG! Skrig så højt du kan! Skrig til du ikke kan mere!" lo Zoran højt, og tog fat i hendes arm. "Du valgte det selv" mindende han hende om, med et frumt smil på læben.

//Må logge//