LEGEPLADSEN! xD

"Hmmm.. Det gør jeg nu nok" mumlede hun og smilte bare og havde lukket sine øjne og nød bare Williams nærværelse "Det kan vi godt" sagde hun og nikkede af det han havde sagt og åbnede sine øjne og så op på ham med et skævt smil "Det er da lidt åbenlyst at der er noget mellem os og sår'n noget.. Ellers ville det her være utrolig underligt og akavet" sagde hun og mumlede den sidste del og grinte lavmælt og så op på hans ansigt.

William så på hende "tosse du svarede ikke, men du kan selvfølgelig få lov til at låne noget af mit selvom jeg tvivler stærkt på at du kan passe mine bukser" sagde han drillende. Han nikkede "ja det må man sige.. er det et ja?" spurgte han og smilede skævt og så ned på hendes søde ansigt med det der smil. Han smilede varmt, og hvis der var nogen der havde set dem, måtte de jo have troet at de havde røget sig skæve eller et eller andet. Tanken om at de var dybt forskellige plagede ham ikke længere.

Rose rakte tunge af ham da han kaldte hende for tosse og grinte muntert og trak på skuldrene "Så tyk er du da heller ikke" sagde hun og drillede ham selføli og grinte muntert.
Hun trak på skuldrene og lagde en finger på sin underlæbe og så tænkende på ham "Hmm.. Det tror jeg at det er" sagde hun og så ham ind i øjnene og smilte sødt og varmt til ham og kunne godt lide at drille ham lidt.

William smilede skævt "øj du tror du er så sjov.." sagde han og grinede lidt af hende. "Din dværg, du kan bare gro lidt længere stænger så kunne det være du kunne passe dem, men vi må vel bare smøge dem op" sagde han og sukkede dramatisk og smilede drillende. Han hævede et øjenbryn "let me know when you decide" sagde han og lukkede sine øjne halvt igen, og vidste at hun drillede, men det skulle hun ikke slippe godt fra.

"Ja, det gør jeg faktisk" sagde hun og nikkede og så på ham med store øjne og så ret fornærmet ud "Det er ikke mig der skal vokse. Jeg har en fin højde!" sagde hun og gav et kort nik og så op på ham "Det er dig som skal skrumpe lidt, din... bøndestage!" sagde hun og havde lidt problemer hvad hun egentlig kunne kalde ham uden at det ville fornærme ham for meget eller være lige lovligt for ondt. Hun så på ham og vidste ikke rigtigt at han ville gøre noget overfor hendes drillerier. Det plejede han jo ikke at gøre, så hun troede at hun bare kunne fyre løs og at han bare ville give nogle små suk eller bare nogle få kommentare tilbage.

Han grinede af hende og fandt det ustyrligt morsomt "jeg er ikke nogen bønnestage, din dværg!" sagde han og smilede skævt og rystede så på hovedet "du er altså for nem at få op i det der temperament" sagde han roligt, og lagde hovedet på skrå og smilede. Han lod sine øjne glide i for han var efterhånden gået mere og mere død "jeg orker snart ikke at forsvare mig mere" sagde han og prikkede hende på næsen "Sov Rosie eller skal du have en godnatsang også?" spurgte han smilende og åbnede sine øjne på klem. Han håbede egentlig ikke at hun sagde jo tak for han anede ikke hvad han skulle synge for hende hvis det var tilfældet.

"Jeg kan godt sove uden! Men vi er ikke færdige med denne diskussion" sagde hun og lød ret fornærmet, selvom at man let kunne høre en kant i hendes stemme som gav munterhed væk. Hun overlevede selføli at William drillede hende. Hun drillede jo oss ham, så skulle hun jo kunne tage at få noget tilbage. Hun så op på hans lukkede øjne og gav ham et blidt godnatkys på munden "Sov godt, William" hviskede hun og lukkede sine øjne langsomt i og lagde sig helt tæt ind til ham og faldt i søvn til hans duft og følelsen af hans nærvær.

"Jo vi er så" sagde han og smilede skævt, og syntes at hun var sød når hun var fornærmet, han havde egentlig ikke oplevet Rose som frastødene overhovedet mens de havde kendt hinanden hun var bare alt det gode i verden mente han selvom det var en overdrivelse. Men han tænkte at overdrivelse fremmede forståelsen og smilede til hende og kyssede kort med da hun gav ham et godnatkys "sov godt Rosie" hviskede han tilbage og lagde sin hage mod hendes hår, og lukkede sine øjne og faldt i søvn.

//skal vi bare springe frem til morgenen? :3//

// Kan vi godt ^^//

Roses øjne åbnede sig langsomt op den følgende morgen. Hendes øjne var trætte af den manglende søvn dagen og natten forinden. Hun gabte lavmælt og tog sin hånd op til sit ene øje og gnubbede sin håndflade mod øjet for at få søvnen ud af dem og for at blive lidt mere vågen. Hendes blik gik langsomt op på William som lå ved siden af hende og smilte og åndede lettet op. Hun frygtede for at hun ville have haft vågnet og det hele bare var en drøm og at han var væk. Men det var heldigvis ingen drøm, og han var dér ved siden af hende. Hun sagde intet da hun var bange for at han stadig sov og hun ville helst ikke vække ham.

William sov stadig, dog ikke så tungt mere da solen skinnede ham lige ind i fjæset. Han trak vejret tungt, og lagde ikke mærke til at Rose var vågnet, han lå bare stille men stadig vendt mod Rose da det var halsvært at vende sig, på den smalle sofa. Han pustede hende let i håret når han trak vejret og pustede luften ud igen. Han havde drømt en del, mest om Rose for William troede på at det man fokuserede mest på i løbet af en dag ville vise sig i ens drømme.

Rose så op på ham og smilte sødt over ham og fik sig med besvær rejst sig op fra sofaen uden at vække William. Hun så ned på den sovende person i sofaen og kunne ikke andet end at smile. Hun vendte sig langsomt om og gik ind for at tage noget tøj på, bare for at have noget på. Hun strakte sig derefter træt og gik tilbage til William og derefter ud i køkkenet. Rose strøg en hånd gennem det lettere morgenkrøllede hår og åbnede for køleskabet og havde lidt planer om at være sød ved ham den dag og lave morgenmad til ham. Det ville sikkert få ham til at blive i et godt humør. Hun kløede sig lidt i håret og tog derefter nogle ting ud fra køleskabet som hun vidste at man kunne bruge til noget morgenmad. Hun mumlede et eller andet irriteret da hun jo ikke vidste hvad William egentlig kunne lide, men måtte vel bare gætte sig frem. Hun begyndte at hive frem til en gang pandekager og røræg. Pandekager og røræg var altid dejligt om morgenen. Hun eeeelskede det ihvertfald. Måske gjorde William det osse. Hun fik en stegepande på hans komfur og begyndte så småt at begynde at lave maden og tog en dyb indånding da der kom en dejlig duft af mad omkring hende.

William blev ikke vækket af Rose, det sov han simpelthen for fast til for når han sov så sov han og så kunne næsten ingenting vække ham. Han lå stille, også selvom Rose rumsterede rundt ude i køkkenet. Han vågnede dog lidt tid efter ved at der var noget der stak underligt i næsen. Han snuste og åbnede sine øjne og gned sig lidt i dem "hvad er det her lugter af?" hviskede han med morgentrætheden i stemmen. Han satte sig op og lagde mærke til at Rose ikke lå hvor hun havde gjort. Det gav et lille sæt i ham, var hun gået? Han rakte ned og fik fat i sine underbukser og fik dem på og rejste sig. Han fik et glimt af nogen i køkkenet "Rose?" spurgte han undrende. Var det ikke også derude lugten kom fra? Var hun ved at futte et eller andet af? Han gik tøvende hen og skubbede køkkendøren op og kiggede ind "øhm.. hvad laver du?" spurgte han og så undrende på de ting der stod på bordet, det lignede noget fra hans køleskab som han havde købt da han havde haft besøg sidst.

Rose kunne høre at William var vågnet og så storsmilende hen på ham da han kom gående ud i køkkenet "Godmorgen solstråle" sagde hun med et lille grin og så lidt ned på de æg som sitrede på panden "Jeg laver morgenmad" sagde hun og trak derefter på skuldrene "For at være sød og sår'n" mumlede hun og så hen på William og var lidt bange for at han ikke ville have det eller at han fortalte at han ikke spiste sår'n noget. Hun var egentlig bare bange for hvad han ville sige til det.

William rynkede på næsen "jeg kan ikke lide sol" mumlede han og smilede så lidt. Han blev nærmest overvældet af de strålende smil hun sendte ham, men han smilede muntert tilbage. "Nååh" sagde han og prøvede at lyde som om det var da klart. "det var da en sød tanke" sagde han og smilede kærligt til hende "øhm.. så vil jeg lige gå ind og tage noget tøj på" sagde han og smilede, og forsvandt fra døren, og ind på værelset. Han standsede derinde og strøg tænkende en hånd gennem sit hår. Han kunne sagtens spise menneskemad, men det eneste han sådan set spiste hvis det var tilfældet var brød fordi det havde den konsistens det havde. Han grublede og kom til den idé at han måtte give det en chance. Han tog en ren t-shirt på og greb nogen sokker og et par bukser og tog det på "er der noget jeg kan hjælpe med?" råbte han, og lukkede sine bukser og gik ind i stuen.

Rose så på ham og kunne mærke at der var noget galt. Hun sukkede lydløst da han gik ud for at tage tøj på. Hun ville have haft begyndt at tude hvis det ikke var for at hun ikke ville begynde at på at vise ham den side af hende. Hun vidste at han ikke plejede at få dette, da de fleste dæmoner ikke rigtig spiste menneskemad. Hun strøg en hånd gennem sit morgen krøllede hår og kunne høre ham råbe "Nej nej! Jeg klare den!" kaldte hun hurtigt ind og tvang sin stemme til at lyde som sit muntre jeg, men hendes øjne havde vendt sig frustreret ned på maden som hun langsomt gjorde færdigt. Hun mumlede et par gange noget uforståeligt til sig selv og begyndte langsomt at finde to tallerkener frem.

William lyttede og så lidt ud i køkkenet "er du sikker?" spurgte han, for hun havde jo ikke været i hans køkken før. Og så vidste han egentlig ikke hvor han skulle gøre af sig selv "er der ikke noget med at man ikke skal børste tænder før man spiser morgenmad?" spurgte han så usikkert, og håbede ikke at han trådte på hendes følelser ved at spørge. Han havde grublet over hvad det var hun lavede på panden, det havde set spøjst ud, men ifølge ham så mad altid spøjst ud når det skulle laves. Han satte sig afventende i sofaen og bed sig i læben.

"Ja, jeg er sikker!" kaldte hun ud til ham og grinte lavmælt ved hans spørgsmål "Hvis du gerne vil have at din mad smager underligt, så må du da gerne børste tænder" sagde hun ind til ham og vidste ihvertfald at hun selv ikke brød sig om smagen af sin mad blandet sammen med smagen af mint eller pebermynte. Hun fik skovlet æggene over på to tallerkener og ledte rundt i hans skabe og fik fundet noget brød frem, hvoraf hun tog to stykker brød til hver da det smagte godt sammen med røræg "Så er det klart!" kaldte hun da hun var helt færdigt og håbede virkelig han ville kunne lide det. Hun vidste egentlig ikke rigtig hvor de skulle sidde henne. Hun vidste ikke rigtig om han bare ville sidde inde i stuen eller sår'n noget og spise.

"Okay.." sagde han og sad stille mens han lyttede til lydene ude fra sit køkken, han brugte det næsten aldrig, men han købte ind engang imellem så det ikke så underligt ud hvis der skulle komme et menneske på besøg. "Øhm... okay" sagde han og valgte at lade være med at børste tænder, der var ingen grund til at gøre det hele meget værre. Han rejste sig op da hun sagde det, og gik hen til køkkenet og stak hovedet ind "vil du spise herude?" spurgte han, da det eneste mulige sted i køkkenet at spise var ovenpå køkkenbordet. Han gik ud i køkkenet i tilfælde af at hun skulle bruge hjælp til at tage det med ind i stuen. Han så kort tallerkenen og blev lettet over at der var brød, så kunne det ikke gå helt galt overbeviste han sig selv om. Han smilede til hende "vil du have noget at drikke?" spurgte han og rakte op i et skab efter nogle glas "jeg ved ikke om jeg har juice men du kan jo kigge" sagde han over skulderen. Det værste var at han ikke anede hvad der ellers lå på tallerkenen end brødet, hvad var det gule for noget? Og den flade dims?

Rose så lidt på ham da han kom ud i køkkenet. Han så ret fortabt ud "Ved du overhovedet hvad du laver?" spurgte hun og syntes at han ikke så ud til at være vant til det mad. Hun stillede tallerkenerne på køkkenbordet og gik over til køleskabet "Hmmm.. Tror nu bare at jeg ta'r mig noget vand" sagde hun og så op på ham med et svagt smil og gik så over og rodede rundt i skabene og ville ikke spørge ind til hvor tingene var. Til sidst lykkedes det hende at finde et glas og gik over og fyldte det op med vand og tog et lille nip af det og holdt et stramt greb i den i frygt for at hun var så klodset at hun ville tabe det. Hun gik over og fandt bestik frem og gav det til William "Hold det her" sagde hun muntert og gik over og tog deres tallerkener og lavede et hovedkast mod stuen hvor det sikkert ville være lidt bedre og behageligere at sidde end på køkkenbordet.

William så på hende "jaja" sagde han skyndsomt og smilede skævt, for det vidste han på ingen måde, men han kendte godt sit køkken selvom det var noget tid siden at han havde sat ting på plads derinde. Han så om på hende og lukkede skabet "okay" sagde han så og smilede lidt. Han måtte kvæle en latter da han så hende lede rundt i køkkenet og skulle lige til at sige at hun altså bare kunne spørge da hun fandt et glas, og han så det sejrende blik i hendes øjne og lod hende have det for sig selv. Han tog imod bestikket, han havde set det blive brugt før, og han havde brugt en kniv til at skære brød før, men hvad med gaflen? Han sukkede lydløst, og indrømmede at dette her nok skulle blive sjovt "jep" sagde han og gik ind i stuen efter at hun havde lavet et kast med hovedet.

"Der her skal nok blive underholdene" mumlede hun og skævede drillende op til ham og holdt et grin tilbage da han stadig så lidt fortabt ud. Hun gik ind i stuen og satte sig ned i sofaen og så op på ham og kunne ikke lade vær med at smile drillende.

William så på hende og opfangede hendes drillende smil "hvad smiler du sådan af?" spurgte han, og smilede lidt. Han havde på fornemmelsen at hun havde luret ham, men det var måske det med tandbørstningen der afslørede ham. Han så på morgenmaden i lidt tid, som om han samlede mod til sig, så satte han sig ved siden af hende "hvad er det?" spurgte han og pegede på pandekagen, og derefter på hende. Sådan noget havde de aldrig fået hjemme hos ham.

"Nåååå.. Ikke noget" sagde hun og bed sig i underlæben for at få sig selv til at lade vær med at smile og snakkede som om at hun ikke vidste hvad han snakkede om. Smil? Hvad for'n et smil? xD
Hun tog en gaffel og så på ham og derefter ned på pandekagen som han tilsyneladende ikke vidste hvad var "Det er en pandekage, William" sagde hun og smilte skævt og så lidt ned på sin egen tallerken og begyndte at prikke til sine røræg.

"Ikke noget min bare.." sagde han og så på hende, men han kunne ikke lade være med at smile for den effekt havde hun bare på ham. Han tog en gaffel og en kniv og så lidt på pandekagen "aha.." sagde han så. Han så lidt på røræggene "hvad er så det?" spurgte han, og følte sig som et barn i zoologisk have. Han kunne ikke lade være med at himle med øjnene af sig selv, han burde have advaret hende.

Rose rakte tunge af ham af den kommentar han fyrede af og prikkede til ham af den ikke-spidse ende af sin gaffel og så ned på rørægene "Det er røræg, William" sagde hun og så op på ham "Jeg skal viiirkelig få dig til at spise mer" sagde hun og grinte lavmælt og begyndte at nippe til sine røræg.