En aften i kirken (Rose)

// Okay ^^ Går oss selv i seng nuu. Seees'er i morgen :3//

//All right. Sleep tight dudes xD//

Sascha måbede kort, men fik dog hurtigt lukket munden igen. Og englen påstod at hun ikke var naiv?? Men Sascha skulle da ikke klage. Hvis englen kunne overtale ham til at lade være med at fryse hendes fødder, så var det jo bare godt. Men var han virkelig så dum? Tjaa... Han havde trodsalt været dum nok til at lade hende gå i skoven... Sascha hakkede videre i isen, og lyttede spændt på dæmonens reaktion.

"Rose jeg er ked af at skuffe dig, men sidste gang hakkede hun nogen pæne huller i min mave hvilket næsten resulterede i at jeg døde, hvis ikke de der mennesker var kommet.." mumlede han, for han havde ikke i sinde at slippe isen "Hun er altså en farlig tolvårig.. og jeg slipper hende ikke løs" sagde han og så lidt på Aingeal, og derefter på Rose. "og hvis jeg fryser hendes hænder kan hun risikere at få frostskader" sagde han bare

Rose kunne ikke lade vær med at holde sig for maven da han fortalte hvad hun havde gjort mod ham og så op på hans ansigt "Jeg er ikke skuffet over dig.." hviskede hun og rystede på hovedet og kunne ikke forstå hvordan han kunne tro sår'n noget. Hun sukkede lavmælt og kunne godt forstå hvorfor han gjorde sår'n noget så. Hun så lidt på pigen og havde det stadig lidt dårligt af at se et lille barn sår'n der, men hun var jo oss en engel og var bygget til at beskytte folk.

Sascha sukkede, og rystede let på hovedet. "Hænderne er ikke det eneste sted, hvor man får frostskader." informede hun, og var faktisk ved at få i det mindste den ene fod fri. Dog sagde hun intet derom, men håbede at dæmonen ikke holdte helt så godt øje med hendes fødder, som han måske burde.

William så på Rose "okay fint.." sagde han stille og så på Aingeal igen "nej men du har sko og sikkert også sokker på, på den måde får du i hvertfald ikke frostkader lige med det samme" sagde han lidt eftertænksomt. Men han havde rimelig godt styr på is og kulde og hvor meget man kunne tåle af det, for han havde jo en slags indsigt i det efter at have vokset op med det.

Rose smilte et venligt smil til ham og gik derefter lidt væk fra dem, da hun jo vidste at dette var en personlig ting mellem dem, og ville jo ikke blande sig alt for meget. Hun så frem og tilbage mellem de to og strøg en hånd gennem sit hår og vidste jo ikke hvad pokker hun kunne gøre. Indtil videre var hun ikke ligefrem den stærkeste person i kirken.

Sascha fik endelig sin fod fri, og kunne ikke lade være med at triumferende udbryde et højt; "HA!" Hun bed sig svagt i løben, men gik straks igang med at få den anden fod helt fri, før dæmonen fandt på at fryse hende fast igen. Dumme ting nå... Hun slap sin læbe igen, og fnøs let. Dog uden at have nogen synderlig grund til det.

William så på Aingeal da hun råbte 'HA' og kunne ikke lade være med at smile lidt "uden at hugge foden af!" sagde han eitusiastisk. Han lod blikket glide hen på Rose og tænkte lidt. Han vendte sit blik mod gulvet, og tænkte, og stod stille, han brød sig ikke specielt meget om situationen.

//sorry det korte indlæg manglende krea D://

Rose sukkede svagt over at hun kunne mærke at han ikke var særlig glad. Hun var flere hundreder år gammel. Hun havde stået i en af disse situationer før, og det var ikke fordi hun aldrig havde set dette før.

// Min krea er oss lidt nede '-.-//

Sascha fnøs af hans kommentar, og rystede på hovedet af ham. "Nok er jeg blind, men det gør mig nu altså ikke dum." sagde hun så, og gravede nu intenst for at få den anden fod fri. Jo, den ville nok være der snart! Hvor dejligt. Selvom det måske kunne virke sådan lige nu, så havde Sascha på ingen måde opgivet dæmonen. Hun skulle bare lige fri før hun rigtigt kunne foretage sig andet.

William så på Rose, og derefter på Aingeal "Nej dum det tror jeg nu heller ikke du er.." mumlede han. Han så op op mod et af de store vinduer i kirken, der var så stille i kirken undtagen lyden fra kniven der hakkede i isen. Han tog en dyb indåndig og så hen på Rose. Han havde allermest lyst til bare at gå hen og ligge armene om hende, og mærke duften af hendes hår.

Rose så lidt over på pigen som blev ved med at hakke i isen, og lod derefter sit blik gå hen på William da hun kunne mærke hans blik på sig, og smilte sit søde smil til ham og havde nu oss bare lyst til at gå over og ligge armene omkring ham, men lod vær. Hun havde sagt at hun ikke ville blande sig. Ikke endnu ihvertfald. Men hun havde kræfter til at stoppe tingene hvis dette tog overhånd.

Sascha rettede sig op, og strakte let ryggen. Endelig var hun igen fri af isen!. Hun sukkede kort, og vendte hovedet mod englen. "Du smiler" konstaterede hun så, med et let nik. Vendte så ansigtet mod dæmonen, fuldtændig som kunne hun se dem begge. Et svagt smil bredte sig på hendes læber. Et underligt smil. Et smil der indikerede at hun vidste noget, som hun egentlig ikke burde vide. Udover selvfølgelig hvordan man dræbte uden at fortrække en mine...

William så på Roses søde smil, og smilede stille tilbage til hende, og vendte sig mod Aingeal, og stod helt stille. "Så kom du fri.." mumlede han bare som en konstatering "med fødderne i behold" sagde han og så lidt på isstykkerne på gulvet. Han undrede sig over pigens konstatering, og så hendes smil. Han kunne ikke rigtig tyde hvad det indikerede.

Rose så lidt på William og så derefter på Sascha og smilte svagt sarkastisk "Virkelig?" spurgte hun og strøg en hånd gennem sit hår og løftede sit øjenbryn da hun så det underlige smil på hendes læber og så derefter lidt undrende over på William i håb om at han vidste hvad det underlige smil skulle til for.

Saschas smil forsvandt, og hun lagde let hovedet på skrå. Bestemte sig så for at det ikke var værd at forsøge at angribe igen. Dæmonen havde jo åbenbart fået den kujonlignende vane, at fryse hende fast hver gang hun kom for tæt på. Nej, hun måtte bare fælde ham med et overraskelsesangreb en anden dag. Ja, det lød jo helt fornuftigt. Sascha drejede derfor om på hælen, og gik med bestemte skridt mod den store dobbelt dør. Sagde ikke et ord, med skred ganske enkelt.

William så på Aingeal, og hævede et øjenbryn og så efter hende, havde hun virkelig givet op? Han var en smule overrasket over det, og så kort spørgende hen på Rose. Han vendte blikket efter Aingeal, og kunne næsten ikke tro på at han slap med livet i behold igen. Han udstødte et lille suk, og vendte blikket mod Rose. Han gik så hen til hende, og gav hendes pande et lille kys.