En aften i kirken (Rose)

Rose så på pigen og løftede et øjenbryn af hende "Undskyld mig?!" spurgte hun fornærmet og så nedladende på pigen "Jeg er langt mere ældre end dig, og jeg har mere viden i mig end du nogensinde kunne forestille dig. Så ikke kom og sig at jeg ikke forstår mig på sår'n noget!" sagde hun hårdt og betragtede pigen.

"Du ser en dusørjægers arbejde, fra et væsens side, og derfor vil du under normal omstændigheder have den ide, at en jægers arbejde går ud på at slagte flest muligt væsner, på kortest muligt tid." svarede Sascha, med samme kølige rolighed i stemmen, som hun havde haft i starten. Selv vreden var forsvundet nu..

"Nej, det er ikke bare det i gør! Jeg ved da godt at det er for at få penge og at i jo osse skal leve af et eller andet. Men jeg forstår bare ikke hvorfor et barn som dig er blevet taget væk fra barndommen og direkte ind til mord, blod, vold og ødelæggelse" sagde hun og lød stadig hård og fornærmet og ville ikke finde sig i at pigen sagde at Rose ikke vidste sår'n nogle ting.

"Lige netop. Du er fejlinformeret." svarede hun blot, og trykkede endnu en tone på det store instrument. Ignorede fuldstændig den vrede og fornærmede tone i englens stemme.

"Fint! Så er jeg det! Jeg er da komplet ligeglad" sagde hun irriteret og var egentlig ret ligeglad og sukkede irriteret og så væk fra pigen.

Sascha nikkede, som om det var en selvfølge, at hun var ligeglad. Hvilket er grunden til din fejlinformation." fortalte hun roligt, og begyndte langsomt at sætte tonerne sammen til en melodi.

"Jamen, så lad mig dog være fejlinformeret. Det er da rart ikke at vide alt muligt om alle væsner. Jeg er jo ikke som jer dusørjæger som skal vide sår'n nogle ting.." mumlede hun og blev ved med at se væk fra hende.

Den simple melodi, blev langsomt mere og mere compliceret, før den brat blev stoppet. Sascha rejste, og begyndte så at gå ned ad midtergangen. Eftersom hun ikke havde noget at foretage sig, gad hun virkelig ikke spilde mere tid der.

Rose hørte lidt på melodien og så hurtigt over på pigen da tonerne stoppede brat. "Hey! Hvor skal du hen?" spurgte hun da pigen begyndte at gå og kunne ikke stoppe sig selv med at følge efter. Det var en af de ting som Rose var kendt for; at følge efter folk.

Sascha tra let på den ene skulder. "Jeg har ikke tænkt mig at spilde tiden her, eftersom det ikke er mig muligt, at gøre hvad jeg kom for." svarede hun roligt, og blev ved med at gå. Hun var sådan set ragende ligeglad med om englen fulgte efter, så længe hun ikke begyndte at kræve noget, eller opføre sig irriterende.

Rose så på pigen og trak så på skuldrene "Okay" sagde hun og blev ved med at følge efter hende. Hun havde hele tiden i tankerne at denne pige var meget yngre end hende, og hun derfor var lige så stærk, måske stærkere end pigen.

"Hvad er dit navn?" spurgte Sascha henkastet, da hun havde mistanke om at denne engel på ingen måde ville have lyst til at dele informationer med hende.. Derfor kunne hun vel godt forsøge at få noget ud af hende alligevel?

"Det er da aldrig godt at vide" sagde hun og ville ikke begynde at give sit navn ud til en dusørjæger og blev ved med at følge efter hende.

Sascha nikkede let. Det kunne hun jo næsten have sagt sig selv. Det havde vel egentlig også, et eller andet sted. Denne engel var nu altså mærkelig. Hun virkede virkelig som om hun afskyede Sascha, og virkelig ikke kunne udstå hende, men alligevel fulgte hun efter hende? Sascha rystede let på hovedet. Hun ville ikke engang forsøge at forstå det. Det ville bare blive alt for indviklet.

Rose så betragtende på pigen. Ja, hun indrømmede skam oss selv at hun var underlig. Men hun kunne ikke rigtig stoppe sig selv. Hun fulgte altid efter folk som hun havde snakket med.. Om de ville have det eller ej.

Sascha åbnede døren, og forlod det kirkelige rum. Skrækkeligt altså... Protestantisk.. Fatisk var Sascha stadig fornærmet over at det havde været en forket kirke, hun var gået ind i. "Hvad er det der for dig til at følge mig?" spurgte hun så, men vendte sig ikke mod englen.

Rose fulgte pigen ud fra kirken og sagde ikke et ord til hende da hun gjorde det. Hun så sig lidt omkring på kirkegården som var helt øde og så derefter tilbage til pigen da hun spurgte hende om noget og måtte trække på skuldrene "Det ved jeg ikke rigtigt.." mumlede hun og så igen rundt på kirkegården som henlå i mørke og skygger fra de mange gravsten rundt omkring.

Sascha smilede let ved det svar. "Utroligt fornuftigt." sagde hun, med en lettere drillende klang i stemmen. Sascha stoppede op, midt på kirkegården, og lyttede. Nej... Nej, der var vist ikke andre i nærheden. Hvilken skam egentlig.. Nå, det betød vel bare hun måtte tage udenbys for at finde arbejde, denne aften? Ja ja da.. Så måtte det vel blive sådan.. Om så hun havde en engel på slæb eller ej.. Eller.. Hun kunne også bruge aftenen på at finde ud af noget mere om englen?

Rose nikkede svagt "Ja, det syntes jeg oss" sagde hun og valgte at ignorere den drillende tone i pigens stemme. Hun fulgte hende og kunne se at hun tænkte over et eller andet, men ville ikke spørge hende om hvad.

Sascha smilede svagt. Hun havde jo humor, denne engel. "Hvordan er det at flyve?" spurgte hun, og havde rent faktisk andet end kølig rolighed i stemmen. Nysgerrighed. Sascha kunne huske fulgene fra dengang hun var lille. Fulgene der fløj rundt på himlen, og var helt fri, lige indtil fars pistol gik af. Hun smilede let ved mindet. Hun havde elske fulgene. Og de lejlighedsvise engle, hun havde set. Tænk at kunne flyve... Fantastisk...

Rose tænkte lidt og trak på skuldrene "Det er rart nok.." mumlede hun, men ville ikke give sår'n noget væk. At flyve var en vidunerlig ting og følelse. Men ikke tale om at hun ville dele sin holdning og mening om det med pigen. Det var måske lidt ondt, men det var Rose lidt ligeglad med.

"Rart nok?" gentog Sascha forundret, og vendte kort ansigtet mod englen. "Jeg ville ellers tro det var fantastisk!" sagde hun så, lettere drømmende, og smilede. Ikke et af de kølige, intetsigende smil, nej et ægte smil. Et vaskeægte smil... Sjovt.. Hun smilede ellers aldrig.. Ikke sådan rigtigt..

Rose blev lidt overrasket over pigens smil og trak derefter på skuldrene "Måske lidt" mumlede hun og smilte svagt over at se det smil.

Saschas smil blev mindre, men forsvandt ikke helt. "Du er overrasket? Jeg er ikke et koldt monster, som du måske tror." sagde hun med en stemme, der på samme tid lød drillende og tilfreds.

"Bare fordi at du smiler, betyder det ikke at du ikke er et koldt monster" sagde hun og rystede på hovedet af pigen og syntes at det var irriterende at pigen lød drillende.