En aften i kirken (Rose)

//Jaer xD Starter du William?//

//det kan jeg godt ^^//

William standsede foran Werclare kirke. Han havde uorden i sine papirer da han havde tabt dem allesammen lige udenfor kirken. Han bandede stille, og gik ind i kirken, der var idet mindste et sted han kunne få orden på det. Han stoppede dog op i døråbningen da han fik øje på to velkendte skikkelser. "Rose?" spurgte han stille, og så lidt på den anden. Det fik ham til at stivne og han stod fortsat stille henne ved døren.

Rose så hurtigt over på William da hun kunne se ham og smilte varmt og så derefter på hvordan han stivnede og så bekymret på ham og lod sit blik gå ned på pigen. Fuck.. Det var squ ham som hun gik efter.

"Rose?" Gentog Sascha tilfreds, og smilede. "Så det er altså dit navn? Kært." sagde hun så, og vendte sig mod dæmonen. Lagde let hovedet på skrå. Jo, det var i den grad ham.. Hun begyndte let at gå mod ham, og ville bestemt ikke lade ham slippe igen. Lagde hånden på sin kniv mens hun nærmede sig med målrettede skridt.

William så fra Rose til Sascha, og lagde varsomt papirerne på gulvet. Han lagde sin hånd på gulvet og gjorde det skøjteglat så hun faldt på røven "har du tænkt dig at slå mig ihjel?" spurgte han roligt, og så på hende. Han brød sig ikke om at Rose var der, men vidste også at det ikke var noget han kunne flygte fra.

Rose så advarende på pigen da hun havde sagt at det var et kært navn hun havde. Hun så bekymret over på William og hadede at der var en dusørjæger efter ham, men kunne ikke lade vær med at smile da han brugte sine evner til at få pigen til at falde. Men det var jo kun en 12 årig pige, så det burde jo egentlig ikke være særlig svært at klare hende.

"Uf!" udbrød Sascha lettere overrasket, da hun landte på det glatte gulv. "Ja, det er faktisk hvar jeg har i tankerne. Ser du, jeg bryder mig meget lidt om at folk laver ar på min hals, sådan som du gjorde det, og så slippe fra det i live." svarede hun i en stadig let tone. Rejste sig op igen, og brugte hans is til at skøjte mod ham i steddet for at gå. Det gik jo også meget hurtigere...

"Jeg slog dig ikke ihjel sidst og jeg gør det heller ikke nu...og du er altså ikke den eneste der har fået ar" mumlede han surt. Han veg op på kirkebænkende, og hoppede hen til en anden, for med dæmon racen fulgte smidighed, og evnen til at hoppe langt. Han så kort hen på Rose "har hun gjort dig noget?"spurgte han med let bekymring i stemmen. Det var hans plan at undgå hende, om det så skulle være til hun blev 50, han havde masser af tid.

Rose gjorde intet for at blande sig i dette, og vidste egentlig ikke hvad hun kunne gøre. Hun så op på William da han spurgte hende om noget og rystede på hovedet "Nej, det har hun ikke" sagde hun og så tilbage på pigen for at se om hvordan hun klarede isen.

Sascha var kommet af isen, og stod nu, og pegede sin pistol mod dem. "Jeg har meget mere på jer begge, end I kan forestille jer. Det er helt utroligt så meget man kan finde ud af blot ved at lytte." sagde hun lettere snerrende, og sigtede cirka i mave højde på dæmonen. Hun var ligeglad med englen, men dæmon ville hun have. "Det gør mig intet at du ikke vil dræbe mig. Det gør bare mit arbejde lettere." sagde hun så, med et svagt isende smil.

William så på Rose og nikkede som om han godtog det, hvad skulle dusørjægeren også med Rose hun havde intet gjort og var en engel, dem plejede de som regel at skåne medmindre de manglede penge selvfølgelig, men så var de usle. Han fnøs af pistolen "tror du den der gør mig noget?" spurgte han roligt "bløde kan den måske få mig til, men at såre mig så jeg dør? det tror jeg ikke" sagde han koldt. Det irriterede ham, at hun lod det gå ud på en personligt opgør, for det var det jo ikke. "Måske ombestemmer jeg mig.. eller også kan vi blive ved med at slås i halvtreds år, du bliver jo ikke yngre og jeg har masser af tid" sagde han og smilede djævelsk.

Rose så op på William og derefter tilbage på pistolen med store øjne. Hun ville ikke lade ham blive skudt og lod sin ene hånd vende sig mod pistolen og brugte sine telekinese evner til at hive den ud af pigens hånd og hen i Roses egen og så koldt ned på pistolen og derefter tilbage på pigen med et vredt blik.

Sascha skulle til at affyre første skud, da pistolen pludeslig blev hevet ud af hånden på hende. Hvordan i al helvede gik det dog til?!? Ingen af dem havde rørt sig ud af stedet! Så dæmrede det, at det nok var englens evne, og en yderst utilfreds lyd kom fra Sascha. Åndsvage væsner! Hvorfor kunne den dumme engel ikke bare blande sig uden om? "Du er blevet klog af skade?" spurgte hun dæmonen, i en let tone. "Nå ja, i det mindste snakker du ikke om venskab mere." tilføjede hun mest til sig selv, og rystede let på hovedet. Hun var ikke meget for at begive sig tættere mod dem, da hun jo ikke kunne se nogen af dem, og derfor ikke kunne vide hvornår de brugte deres evner, før det var for sent... Irriterende...

William så om på Rose "Rosie hun kunne ikke skade mig med den, det er værre med kniven" sagde han og smilede kort, men var alligevel alvorlig. Han vendte sig mod Sascha igen "jeg vil da gerne være din ven, men vi kan desværre ikke give hånd til hinanden, det ødelagde du lidt sidste gang.." mumlede han. Han stod stille, var en smule ængstelig ved at Rose var der, det skulle ikke gå ud over hende.

"Jeg vil ikke lade hende skade dig, William" sagde hun med en fast og alvorlig stemme og ville ikke lytte til hans 'det ville ikke have skadet mig'. Det ville have skadet ham. Og det ville have gjort ondt på hende at se ham blive skudt. Hun smed pistolen fra sig og hadede våben og så vredt over på pigen "Jeg sagde jo til dig at du ikke ville have mig i nærheden når du var i gang med at jage" sagde hun hånligt og ville ikke lade hende skade William.

Sascha lo let. "Det ville jo kunne komme på tale.." svarede hun på det dæmonen sagde, og rystede på hovedet af englen. "Og jeg gav dig da også ret. Gjorde jeg ikke?" svarede hun, og gik nu hen mod dem. Mere forsigtigt denne gang, men stadig ligeså målrettet. Hun havde igen hånden på sin kniv, men trak den dog ikke, da hun jo nødigt ville risikere at stikke den i sig selv, hvis hun skulle falde igen.

"Og jeg vil ikke have at du blander dig og bliver skadet! Du er nemmere at skade Rosie, nemmere at dræbe også.." sagde han fast, han vendte blikket mod Sascha og hoppede ned på kirkegulvet og hans blålille øje blev helt blå. Saschas fødder frøs langsomt fast til gulvet "jeg har ikke tænkt mig at køre dig træt" sagde han bare, og hoppede op på kirkebænken igen.

Rose vidste at han havde ret, men hun ville sikkert ikke komme til skade og slet ikke drabt. Hun kunne godt passe på sig selv. Hun var 1500 år gammel. Hun havde skam lært hvordan man overlevede. Men hun blandede sig dog ikke og så bare frem og tilbage mellem pigen og William.

Sascha sukkede irriteret, og satte sig på hug, for at forsøge at komme fri. "Aha.. Hvad har du så tænkt dig at gøre? Slå mig ihjel, eller stikke af?" spurgte hun, og tog kniven til hjælp for at hakke sig fri af den elendige is. I guder en irriterende evne han dog havde! Hun lyttede efter dem begge, og kunne konstatere at englen, eler Rosie som han kaldte hende, stod hvor hun hele tiden, og at dæmonen var hoppet op på et eller andet. Sansynligvis en bænk...

"Jeg har tænkt mig at vente til du giver op" sagde han bare og blev ved med at fryse hendes fødder fast, og viste at det måtte være umådeligt irriterende, men det gjaldt bare om at undgå kniven, ellers var han ikke meget værd det havde han jo opdaget sidst, der havde han knækket sammen som en brugt karklud nnæsten med det samme. Han sad lidt fra dem begge, lidt fra Rose og lidt fra Aingeal som han stadig huskede at hun kaldte sig.

Rose kunne jo intet andet end at stå og kigge på dem. Det var frustrerende at sidde og se på fra sidelinjen. Hun strøg en hånd gennem sit hår og betragtede pigens nytteløse forsøg på at komme fri fra isen.

"Til.. Til jeg giver op?" Sascha blev så overrasket, at hun helt glemte at hakke i isen. "Så håber jeg virkelig ikke du har nogen planer, for det ligger ikke til mig at give op." rystede hun på hovedet, og hakkede igen. Hårdere denne gang. Hun kunne jo for pokke miste sine fødder hvis han blev ved på den måde.

William sukkede og rejste sig og gik lidt frem og tilbage for hun kom jo ikke ligefrem fri med det samme "ja ja tag dig god tid" sagde han roligt "men så håber jeg ikke du bliver kedelig for så skrider jeg altså" mumlede han. Han så lidt hen på Rose ned et kærligt samtidig bekymret blik, for han hadede at hun skulle stå vidne til dette.

Rose så lidt på pigen og kunne godt se at det ville ende galt for hendes fødder. Hun så over på William med et varmt blik og smilte sødt og gik langsomt over til ham "Måske er det ikke sår'n en god idé. Hun kunne miste hendes fødder. Og hun er kun 12 år" sagde hun lavmælt og så over på pigen. Måske var Rose blevet blændet af pigens alder og ikke rigtig kunne se at hun jo kunne dræbe dem begge hvis de ikke passede på. Men Rose tænkte sår'n set bare på at pigen kun var et barn og hun ikke havde godt af det her.

//peeps jeg går i seng nu så skriver jeg imorgen ^^'//