En mørk nat, men alligevel behagelig

Marcus trak smilende på den ene skulder og så på Kala.
"jeg har ret i mange ting" sagde han med en drillende tone og smilte igen.
Han gav sig til at tænke lidt og smilte så svagt til Kala igen, " måske, men hvis der ikke var had, så ville vi heller ikke kunne begå særlig mange fejl, og vi lærer jo af vores fejl og bliver bedre så tror alligevel at verden ville blive lidt kedelig uden had. Men det kunne værer rart til tider ikke at føle had, det giver jeg Dig ret i " sagde han og så tænkende rundt

Kala grinede.
"Fedt! Jeg havde faktisk ret ii noget!" Sagde hun og klappede af sig selv for sjov.
"Det er sjovt" Mumlede hun. "Vi har næsten ikke skændtes, mens vi har snakket sammen"

Marcus kunne ikke lade værer med at grine lidt af Kala´s klapperi af sig selv.
Han smilte venligt til hende og bed sig derefter tænkende i læben, " det er faktisk ret underligt.. hmm" mumlede han tænkende og så væk fra Kala igen, han tænkte på diverse ting og så igen på Kala.
Men han smilte dog svagt til hende og tænkte lidt videre

"Det beviser vel bare at fjender sagtens kan være venner?" Spurgte hun ham og smilede skævt.
Hun vidste ikke om det overhovedet var tilladt, men han var fin nok at snakke med og virkede flink, så hvorfor ikk?
Hvis der var nogen regler var de sikkert ikke skrevet ned, men hun kunne stadigvæk ikke være helt sikker.

Marcus grinte lidt og smilte skævt til Kala og trak lidt på den ene skulder.
"Nogen kan og andre kan ikke" han stoppede kort og kløede sig på kinden og fortsatte så, " jeg vil mene at du igen har ret, det kan måske godt lade sig gøre, hvis de havde noget tilfældes eller at de så det fjende halløj totalt åndsvagt" små grinte han og satte sig roligt ned i skovbunden og begyndte at trække små totter græs op og lod dem derefter falde ned fra luften

Kala smilede og satte sig ned foran ham.
"Jeg ved ikke om det lyder total engle agtigt, men jeg ville ønske at ingen var fjender" Mumlede hun stille.
Hun havde aldrig forstået krige og havde aldrig kunne klare at se det i tv'et. Hun synes det var for meget, specielt når medierne hele tiden snakkede om krigene. Det ville være en lettelse hvis de holdt op med at snakke om dem bare en uges tid.
Hun smilede svagt af sin egen tanke gang.

Marcus grinte igen, men denne gang stille og så på Kala igen og smilte skævt.
"Så må der også være et eller andet galt med mig, for jeg ønsker heller ikke at der er nogen der er fjender, men på den anden side.." han stoppede kort og så tænkende på hende, " jeg tror også vi lærer noget af vores fjender, hvordan vi skal forsvare os, vi tænker logisk osv" sagde han og tænkte på diverse ting igen

Kala nikkede.
"Jeg tror heller ikke at hvis vi ikke havde fjender, havde vi ikke lært at forsvare os mod dyr fx" Sagde hun med et smil. Hun fik sat gang i vinden igen, da hun synes at den skulle blæse igen.
"Fjender kan også være en god ting, på en eller anden måde tror jeg"

Marcus nikkede smilende og betragtede Kala lidt.
Han rystede lidt på hovedet ved tanken om fortiden, *hvorfor skulle det også lige have været en engel der dræbte min far* tænkte han irreteret og så væk fra Kala.
Han viste dog ikke til hende at han var irreteret, han sukkede dog lidt alligevel, og teleporterede sig hurtigt op i det træ der var næsten ved siden af Kala og satte sig tænkende på grenen og så kort på Kala.

"Hvad er der galt, Marcus?" Spurgte hun uden at se på ham. Hun havde altid kunne fornemme når der var et eller andet galt. Det var ikke en evne, men hun havde haft så mange venner tidligere, at det var blevet til en vane at kunne læse folk.
Hun lukkede øjnene og lyttede et kort øjeblik til vinden, som susede i træerne.

Marcus så stadig tomt ud i luften og sukkede så lidt, " ikke noget, jeg tænker bare på alt muligt" sagde han og så kort på Kala. Hans blik var stadig tænkende, vinden tog blidt fat i hans hår og løftede det roligt, det lagde sig lidt efter på hans skuldre igen, og han så ud i luften stadig med det samme tænkende blik, han sukkede lidt igen og så ned på Kala igen og smilte svagt

Hun åbnede øjnene og så på ham. "For mig ligner det at der er noget galt" Sagde hun betragtede ham. "Der er et eller andet der plager dig, måske" Mumlede hun og løftede et øjenbryn og ventede på hans svar.
Hun havde på et tidspunkt set det, som en slags hobby at læse folk. At se hvordan de havde det i det øjeblik hun 'læste' dem.

Marcus tænkte lidt på hvad han skulle svare, og bed sig lidt i læben, han trak derefter på skulderne.
"Lad os bare sige, at jeg husker ting tydligere end jeg har lyst til" sagde han og sukkede derefter tungt, og så op på himlen og sukkede igen, han lænede hovedet tilbage så det støttede på træet og betragtede himlen tænkende

Kala smilede og rejste sig op.
Hun lukkede øjnene for at koncentrere sig. Hun skar en grimasse da vingerne langsomt og elegant foldede sig ud fra hendes ryg.
Hun smilede for sig selv og hoppede lidt op i luften og begyndte så at vifte (?) lidt med dem for lige at få balancen. Hun grinede lidt af sig selv. "Ser jeg meget dum ud?" Spurgte hun ham.

Marcus så smilende på hende og rystede derefter på hovedet.
"Nej det synes jeg ikke, jeg synes mere at du ser elegant ud" sagde han stille og smilte skævt, han vendte hovedet væk fra hende og tænkte igen, han bed sig i læben og sukkede lydløst men så på Kala igen og smilte.

Kala lo glad. "Tak!" Sagde hun lykkelig. "Jeg har altid hadet mine vinger" Fortalte hun ham og fløj lidt rundt mellem træerne. "Jeg har altid syntes at de virkede for store til mig på en eller anden måde".
Hun sukkede. "For fulge agtige og ikke særlig sommerfugle agtige" Mumlede hun og smilede.

Marcus grinte lidt af det Kala sagde og smilte svagt derefter.
Han tænkte lidt på hvad han skulle svare, "hmm.. jeg synes ikke de ser for store ud til dig, de har den perfekte størrelse, men nu er jeg heller ikke engel, så jeg kan ikke vide hvor irreterende de faktisk er" sagde han og smilte igen, han teleporterede sig over i et andet træ, på en lille tynd gren og holdte balancen ret godt og stod kun på det ene ben

Kala stoppede op lige foran ham. "Bøh!" Sagde hun og grinede.
"Det må være mega prakisk at kunne teleportere sig frem og tilbage" Sagde hun og så nysgerrigt på ham. "Hvor er dine vinger henne?"

Marcus så undrende på hende og trak smilende på skulderne bagefter.
"Dæmoner har ikke vinger, det er kun engle der har det, og ja det er ret praktisk for mig at kunne det" grinte han og teleporterede sig op i den gren der var over hende og smilte ned til hende

"Virkelig?" Spurgte hun undrene.
"Hvordan bevæger i jer så rundt? Går i?" Spurgte hun nysgerrigt.

Marcus grinte lidt igen, han synes det var ret sjovt at hun ikke viste så meget om sin races fjende.
"Ja vi går, hvordan skulle vi ellers komme rundt, undtagen dem der self kan svæve uden vinger eller teleportere sig" sagde han og lænede sig bagover og lod sig falde, så hans ben var det eneste der holdte om grenen, han hang nu på hovedet og så smilende på hende

Kala grinede.
"Vinger er meget praktiske, men bare ikke når vi skal trække dem ind. Det er meget anstrengende" Fortalte hun ham og smilede.
"Hvor meget ved du om engle forresten?"

Marcus så stadig på hende imens han hang på hovedet, og smilede så lumsk.
"jeg ved at vampyrer er ret glade for jeres blod, at i er meget lette og ikke er særlig stærke, det er nok for mig at vide" sagde han og tænkte lidt, han smilte dog stadig lumsk og lukkede kort øjnene, da han så slap med benene og snurrede sig rundt, så han landte på benene på jorden

"For at kunne flyve er man nødt til at være let og vi behøver heller ikke at være særlig stærke når vi kan flyve" Hun grinede lidt.
"Men jegt aner ikke hvorfor de er så vilde med vores blod"

Marcus så på Kala og smilede lumsk igen, inden han gav sig til at tænke igen.
"Faktisk så ville jeg for lidt over 50 år siden dræbe en engel, jeg ønskede faktisk på det tidspunkt at alle de engler de levede over helle verden bare skulle forsvinde fra verden" sagde han og så væk fra hende og knyttede kort men hårdt sine hænder og slappede af igen, han gad ikke være sur