En mørk nat, men alligevel behagelig

Hun fløj en smule væk fra ham.
"Virkelig?" Spurgte hun. Hun kunne ikke fatte det. Hvad havde engle dog gjordt ham? Hun følte sig alvorlig stødt og var lige ved at blive rasende, men det lå ikke til hende natur at blive det.

Marcus nikkede kort og svagt og så tænkende på Kala igen og bed sig i læben.
"Ja men det er længe siden, jeg tænker ikke sådan mere, nu synes jeg at alle væsner skal have lov til at leve i denne verden" sagde han og så op på himlen og kiggede så på Kala igen og smilte svagt.
"Du skal ikke være bange for mig, jeg gør dig ikke noget, jeg ser ikke nogen grund til det" sagde han og smilte svagt igen

Hun så på ham et kort øjeblik og susede så hurtig, som en pil ned til ham.
Hun stoppede lige foran ham og smilede.

Marcus lagde tænkende sin hånd på hagen og betragtede Kala lidt og smilte så.
" Af en engel at være er du faktisk ret smuk, jeg ved godt at jeg ikke må sige det, men det er ret svært at lade være" sagde han og grinte lidt af sig selv, han betragtede hende lidt igen, før han så rundt i skoven igen

"Plejer engle da ikke at være smukke?" Spurgte hun nysgerrigt.
"Jeg ved også godt jeg ikke må sige det her, men du er faktisk ret smuk - af en dæmon at være" Hun grinede.

Marcus grinte igen og denne gang charmerende og så på Kala igen.
"Da du er den første engel jeg har set i lang tid, så overrasker det mig hvor smukke i endelig kan være" drillede han og grinte lidt igen.
"Det er første gang jeg bliver kaldt smuk, ikke engang min sidste kæreste sagde at jeg var smuk, men det er da rart at vide, selvom det kommer fra en engel" sagde han og hostede lidt for ikke at grine igen

Kala lo.
"Dæmoner går for at være smukke, men jeg har aldrig set en han dæmon, så tæt på" Mumlede hun. "Du er klart den smukkeste jeg har set. Hvorfor er i så smukke, engetlig?" spurgte hun.

Marcus så overrasket og tænkende på Kala, det havde han faktisk aldrig tænkt på.
Det undrede ham faktisk at han aldrig selv havde lagt mærke til det, han så stadig tænkende på Kala og smilte så svagt, " det er et ret godt spørgsmål, for det vil jeg også gerne have at vide" grinte han og så rundt igen

"Måske er det sådan at i bedre kan lokke mennesker til jer" Sagde hun og smilede.
"Det er bare en teori"

Marcus grinte igen og så på Kala igen.
" Det ved jeg godt, men tilfældigvis spiset jeg kun dyre sjæle og jeg kan faktisk godt spise menneske mad" sagde han og lød lidt stolt af sig selv og smilede fortsat til Kala

"Fedt!" Sagde hun og grinede.
"Hvad er det nu i spiser?"

Marcus grinte lidt igen og var nød til at holde sig for munden for ikke at grine for højt.
" Du ved ikke særlig meget om os, når vi ved så meget om jer, men vi spiser menneske eller dyre sjæle, men dem som bliver vant til det kan også spise menneske mad, det tager bare noget tid" sagde han og trak smilende på skulderen og så på Kala igen

"Jeg er kun 18 år gammel og du er sikkert ældre!" Hun grinede.
"Du kan jo ikke forvente at en atten årig engel ved alt om alle væsnerne i denne her verden"

Marcus trak grinende på skulderne og så på Kala igen og smilte skævt.
" Jeg er også 18, men det er jeg ikke i Dæmon år, der er meget ældre" sagde han og tænkte lidt, selv efter så mange år så holdte han stadig styr på hvor gammel han var og blev vært år, han så på Kala igen og smilte skævt

"Hvor gammel er du i alt, med alle dine leve år?" Spurgte hun.
Hun kunne godt lide at vide sådan noget.

Marcus pustede roligt ud og tænkte lidt og smilte svagt til Kala igen.
"Hmm.. hvis man tæller alle årene med, så har jeg levet i..." der gik en kort tænkende pause og så smilte han igen.
"sådan set 109 år, selvom man ikke skulle tro det" grinte han lidt og smilte igen

"Virkelig? Det er godt nok mange år" Sagde hun og smilede
Hun var næsten helt misundelig på ham.

Marcus nikkede og smilte skævt igen og tænkte derefter lidt.
" Ja det er det, og hvis man ikke har noget at lave, så kan godt kede sig lidt" sagde han og grinte af sig selv.
"Ja det kan virkelig blive ensomt til tider" sagde han stille så han næsten hviskede og så væk fra Kala og så tænkende rundt i skoven igen og bed sig lidt i læben

"Jeg tror ikke jeg ville kunne holde ud at leve så længe" Mumlede hun.
"Men man må jo blive vildt klog"

Marcus smilte svagt, og så på Kala igen, " du kommer nok til at fortryde at du sagde det, for engle kan blive op til 300 år gamle før de dør, dæmoner derimod lever for evigt" sagde han og smilte svagt igen, han kom i tanke om noget han ikke havde lyst til at tænke på og rystede kort på hovedet

"Får vi også rynker?" Spurgte hun en smule bange og nysgerrigt. Hun håbede ikke hun kom til at se gammel ud. det var nok hendes største frygt at komme til de se gammel ud.

Marcus kunne ikke holde masken, og han brød ud i en stor latter og kunne slet ikke stoppe.
" Nej i for ikke rynker, så ville jeg da også have fået nogen fordi jeg selv er så gammel" sagde han fnisende og kunne slet ikke stoppe med at grine, han prøvede dog at stoppede og begyndte at hoste for at dække over det

Hun grinede.
"Så jeg kommer til at se sådan her ud, resten af mit liv?" Spurgte hun håbende, da hun var yderst tilfreds med sit udseende.

Marcus stoppede med at grine og smilede bare til hende derefter og nikkede.
"Ja du kommer til at se sådan ud resten af dit liv indtil du dør, du ældres ikke udenpå, kun indeni" sagde han og smilte igen, han så rundt igen og tænkte sit

"Fedt" Mumlede hun glad og følte sig utrolig lettet. Hun havde aldrig kunne lide tanken om at skulle blive gammel. Men at se sådan her ud i 300 år var ikke så slemt.