Domkirken

Dato : Irl
Årstid : Irl
Dag : Irl
Vejr : Regnen styrter ned udenfor
Sted : Midt i skibet
Tid : 23.30
Omgivelser : Som der normalt ser ud i en stor kirke

Lucy sad på gulvet og lyttede i regnen. Normalt ville hun aldrig finde på at bevæge sig ind i kirken, men hun var ikke i humør til regnen og kirken havde været det tæteste tørvejr.
Hun var iført en sort, ærmeløs kjole og en hvid skjorte, af den slags man på nogle børnehjem brugte som tøj til børnene. Hun havde også et sort stykke stof, som bind for øjnene. Det eneste bindet gjorde var at forhindre mennesker i at se hendes øjne, der blev sorte som kul, når hun havde spist, og lyste kraftigt når hun blev sulten. Hun holdt om sine knæ og vuggede frem og tilbage som et skræmt barn mens hun ventede på at regnen skulle høre op.

Kala listede ind i kirken. Hun havde en sort munkekutter på. Hætten skyggede for det meste af hendes ansigt.
Hun lagde ikke mærke til at der var en anden derinde. Hun gik op til det store kors og satte sig på knæene.

Lucy lyttede til hendes bevægelser og åbnede først munden da hun hørte englen sætte sig.
"Hvem er De miss?" spurgte hun hviskende. Selv om hun hviskede hørtes hendes lyse barnestemme tydeligt i det store kirkerum.

"Kala" Svarede hun kort og foldede sine hænder. Gav sig så til at bede.

Hun nikkede lidt og rejste sig lydløst. Hun gik lidt hen mod Kala, men stoppede en meter eller to fra hende og lagde hovedet på skrå mens hun lyttede. Et svagt smil var langsomt begyndt at tage form på den lille piges blege læber.

Hun afsluttede sin bøn og rejste sig langsomt op.
Gik over til der hvor man kunne tænde et lys.

"Hvad laver De her miss Kala?" spurgte hun for at bryde tavsheden. Hun hadede den stilhed der formede sig i en kirke. Den var så anderledes fra stilheden i en skov, eller bare stilheden ude i byen... Modbydelig var den...

"Beder" Mumlede hun og tændte et lys for sin familie hjemme på Hawaii.

//skal logge.//

"Men det er jo midt om natten" sagde hun og tog et lille skridt frem mod Kala.

//Okay/

"Jeg kan ikke lide at være her når der er så mange mennesker til gudstjenesterne" Mumlede hun og stilte lyset fra sig.

Hun nikkede lodt og kradsede tænksomt på bindet for hendes øjne. Det var uvant for hende, men det var sikkert en god ide at beholde det på alligevel.

"Hvorfor spørger du?"

Hun trak kort på skuldrene. "Jeg var vel nysgerrig..." svarede hun og lod hånden falde ned langs siden.

Hun nikkede og smilede skævt.

"Tror De regnen snart holder op?" spurgte hun med håbefuld stemme. Det lød ikke til at regnen snart havde tænkt sig at stoppe, hvilket hun også udemærket godt vidste, men hun kunne ikke lade være med at spørger alligevel..

//Må logge. Julekalender =>//

"Det tror je, især hvis skyerne flyver lidt hurtigt"

Hun nikkede stille og fugtede sine læber. "Hvordan er det at flyve?" spurgte hun stille som om hun var genert over at spørge sådan.

"Det er fantastisk" Svarede hun og smilede stort.

Lucy nikkede lidt og gik så et skridt tættere på Kala. "Hvorfor er De så rolig, miss Kala?" spurgte hun og lagde hovedet en anelse på skrå. Engle var som regel frygtsomme overfor vampyrer... Selv om de følte sig mere trygge ved Lucy af den simple grund at hun var et lille barn.

Kala trådte et skridt tilbage. Hun brød sig ikke om at vampyre var særlig tæt på sig. Det var ubehageligt at have dem tæt på, især hvis man havde værte lige ved at blive dræbt to gange. Godt nok var denne vampyr et barn, men det gjorde hende ikke mindre farlig.

Lucy stod stille, og havde et afventende udtryk i ansigtet. Det var tydeligt at hun ventede på at englen skulle besvare hendes spørgsmål, og nysgerrigheden kunne let spores i smilet der prydede hendes ansigt.

Kala trak på skulderne. "Uvejr og vampyre skræmmer mig ikke rigitg mere, som det ville have gjort for et par måneder siden" Svarede hun kort og løftede et øjenbryn. Bed sig svagt i læben.

Lucy nikkede og var tilfreds med svaret. "Vi er heller ikke særligt farlige." fortalte hun, med et barnligt smil om munden. Hun holdt faktisk meget af engles selvskab.. De var altid yderst underholdende... "Hvor gammel er De miss Kala?" spurgte hun så, af ren nysgerrighed, og blev stadig stående som hun stod.

"Jeg er 17" Svarede Kala uden at fortælle om det kun var hendes krop eller sind der var 17 år gammel. Hun kunne sagtens være en million år gammel uden man ville kunne se det. Ligesom på vampyre og andre væsner. Ret smart for man udgik jo rynker, som almindelige mennesker hele tiden kæmpe imod.

"Hm... Hvad er så Deres alder?" fortsatte hun, og var ikke den mindste smule generet at englens kortfattethed.. Lucy opfattede det kun som sjov leg..