Genforening //Jameelah//

Da han gjorde tegn til at hun bare skulle sætte sig, satte hun sig i en af sofaerne overfor ham. Ryggen var fuldstændig rank og hun sad på det yderste af puden, men det så ikke anspændt ud på nogen måde. Faktisk så hun ret så afslappet ud. Men sådan følte hun sig ikke. Stadig på vagt, men hun ville gerne være venlig. Han havde jo inviteret hende ind, så det mindste hun kunne gøre var da at udvise lidt høflighed. Hvilket vel også betød at hun burde snakke lidt mere. Ikke at hun havde noget imod stilheden, men mennesker kunne jo godt lide at snakke. Eller det var hendes erfaring. Måske var det bare de mennesker hun havde mødt, der holdt af at snakke og at de fleste ikke brød sig om det. Hun havde virkelig ingen anelse.
"Nej tak" sagde hun med et venligt smil. Hvis han fandt på at proppe noget i det, så skulle hun ikke have noget. Så hellere tørste.
Hun med sig lidt nervøst i underlæben. "Du må undskylde, hvis jeg virker uhøflig. Det er ikke min mening" Hun smilede et lille skævt smil, der fik det lyse engle ansigt til at virke venligere og nærmest lyse op.

Zack trak lidt på skuldrene, han var dusørjæger, så jah.. Hvorfor ikke, hun havde ikke andet end grund til at være bange for ham, Zack selv ville nok have reageret på præcis samme måde vis han var den 'svage' race, hvilket han jo til dels faktisk var.
Zack lavede en skulderbevægelse og sagde roligt "Det gør ikke så meget, det ville undre mig vis du ikke reagerede sådan lidt forsigtigt, det er man jo nød til vis man ikke vil risikere at komme til skade, jeg kender det godt.".
Zack åbnede sin øl og tog en stor slurk, han tog også et par stykker chokolade, og kastede fjernbetjeningen til Jameelah så hun bare kunne tænde og slå rundt som hun ville.

Jameelah nikkede og smilede lidt usikkert. I hvert fald slappede hun en smule mere af. Men alligevel var hun stadig på vagt og forsigtigt. Hendes ranke holdning ændrede sig heller ikke det mindste. Heller ikke selvom hun havde smerter i ryggen. At holde sine vinger inde i ryggen, var smertefuldt. Ikke nogen dans på roser, tværtimod. Hvis nogen troede det modsatte, burde de prøve det. De ville helt klart fortryde hvad de havde sagt.
Da han kastede fjernbetjeningen hen til hende, gloede hun først lidt på den. Hun ejede skam et Tv, men det var yderst sjældent hun brugte det. Hvorfor hun egentlig havde det, var hun faktisk lidt i tvivl om. Måske for at vise at hun var helt almindelig, for de mennesker som kunne finde på at komme ind i hendes lejlighed. Men det var de færreste der gad slæbe sig op på øverste etage.
Hun lagde den fra sig igen efter at have studeret den lidt. "Hvorfor blev du dusørjæger?" spurgte hun med en spinkel stemme.

Zack kiggede afventende på hende, men så lagde hun fjernbetjeningen fra sig.
Zack nikkede smilende, han vidste ikke om hun ikke gad se tv eller hun ikke vidste hvordan fjernbetjeningen virkede, måske en blanding?
Men så kom spørgsmålet alle spurgte om.. Eller ikke alle, men mange, hvordan skulle han fortælle han havde slået nogen fyre ned og var røget i fængsel uden at lyde som en total psykopat?
"Altså... Jeg blev generet af nogen drenge dengang jeg var omkring 16 år gammel og vi sloges lidt på må og få, men de endte med at true mig meget, jeg var en og de var 4, så jeg tog hjem en dag, hentede et bat mødte op på hver enkeltes adresse og tævede dem, det gav mig to års fængsel, i fængslet mødte jeg en mand af næsten samme navn som mig selv, en neger, jeg delte celle med ham og frygtede ham egentligt han var et ordenligt brød, jeg røg i voksenfængsel, selvom jeg havde hørt alle disse ting om bander, var den her neger ikke med i nogen bande han var alene, han var røget i fængsel for et par mord, denne mand var en af dusørjægernes ledere, han dræbte de væsner han syntes var onde, dog rørte han aldrig en elver eller engel og lærte mig det samme, han reddede mig mange gange og de lærte mig at lære de andre fanger respekt og sådan fortsatte det, da han blev dræbt i fængslet hævnede jeg mig, som dusørjægere havde vi meget gode kontakter og fik nemt våben ind i fænglset, så jeg dræbte de fire mænd der dræbte ham, og sådan blev jeg så højtstående hos dusørjægerne, selvom jeg kun har været det i kort tid. Dog er jeg nok en af de farligste dusørjægere man kan finde." Zack fortalte sandheden da det nok også var det bedste at gøre, og også det mest troværdige.

Da han fortalte sin historie, kunne hun ikke lade være med at rynke på næsen, hver gang han kaldte manden for 'neger'. Som engel var hun meget anti-rascistisk og brød sig ikke om racehad. For hende var den perfekte verden jo et sted hvor ingen hadede hinanden. Man kunne sagtens kalde hende små naiv, for hun ville højst sansynligt ikke modsige en. For hun var faktisk lidt enig i det. Men det var en smuk tanke, syntes hun selv.
"Så.. Ham du delte celle med dengang, har gjort dig til dusørjæger?" spurgte hun, for lige at sørge for at hun havde fået det hele med. På sin egen lidt mærkelige og bizare måde, var det vel egentlig meget sødt. Manden havde vel på en måde reddet Zack fra at blive kriminel. Ikke at han ikke var kriminel nu. Han slog jo væsner ihjel, men fra at være kriminel på den helt almindelige menneske måde. Det var egentlig meget sødt.
Tanken fik hende til at smile.

"Ja, ham jeg delte celle med reddede mit liv flere gange, det skal vi dog ikke komme ind på, og han fik mig optaget i dusørjægerordenen. Det var sådan det var, det er den letteste forklaring." sagde Zack nikkende.
Zack havde aldrig anset sig selv for kriminel, nej tvært imod anså han sig selv for at være helt normal, det var han jo også ifølge sine egne normer, og de en del dusørjægeres.
Zack snuppede noget mere slik og tog endnu en tår af den øl han havde stående, hvorfor han drak øl idag var Zack ikke helt sikker på, Zack havde vel bare fået lyst til det.
Zack kiggede på fjernsynet men kiggede dog hurtigt væk, hun skulle ikke få den idé hun kedede ham.

Jameelah nikkede stille og så hans blik mod fjernsynet. "Keder jeg dig?" spurgte hun med et lille smil om læberne. Det var vel egentlig okay, hvis han syntes at hun var kedelig, det ville hun ikke have noget imod at han syntes. Men det var vel aldrig rart at få af vide at man var kedelig. Det var det vel aldrig. Men hun indrømmede gerne, at hun ikke var lige så spændende, som nogen af de andre engle eller væsner. Måske var det fordi hun prøvede at leve så normalt som muligt - så menneskeagtigt som muligt, for ikke at blive mistænkt for at være noget som fx. et væsen.

"Nej overhoved ikke, jeg har det bare med at have lidt svært ved at koncentrere mig engang imellem." Zack smilede til Jameelah, og strakte sig derefter.
Zack rejste sig et øjeblik og gik hen i køkkenet og begyndte straks at rode i køleskabet igen, han hev et par ting ud af køleskabet og stilte dem derefter ind for at rode videre, efter et lille stykke tid fandt han hvad han ledte efter, en omgang pasta med kødsovs blandet sammen, fra dagen før, der var rimeligt meget tilbage, så Zack stilte det bare på komfuret og tændte for det, og lukkede så køleskabet "Er du sulten?" spurgte Zack.

Hun nikkede og lod det ligge. Det var jo en meget god forklaring. Da han spurgte om hun var sulten, rystede hun smilende på hovedet. "Nej tak, men vi engle behøver ikke spise særlig meget.. Desuden har jeg spist for under to timer siden" svarede hun og lo kort så blidt, som kun en engel ville kunne.
Dog blev hendes latter hurtigt afbrudt, da hun var nødt tul at skære en grimasse. Smerterne i hendes ryg, tog en smule til. Det ville være dejligt, at få strukket dem lidt ud, men hun ville helst ikke.

Zack nikkede bare og nød hendes leen, indtil den brat stoppede, Zack kiggede spørgende på hende før han modvilligt spurgte "Er der noget galt? Kan jeg gøre noget?"
Zack slukkede for blusset hvor Zacks mad stod, det var ikke engang færdigt men han ville ikke lade blusset være tændt når han ikke var henne ved det.
Zack gik hen til Jameelah og kiggede bekymret på hende.

Jameelah rystede ivrigt på hovedet og slog det væk med sin igen blide latter. "Nej" lo hun, men der var en undertone af bestemthed i ordet. Hun ville ikke have at han gav sig til at røre hende. Ikke fordi han ikke måtte, men hvis han bare kom til at strejfe hendes ryg, ville det bare forværre smerterne. Den var ubeskrivelig og hun var næsten sikker på, at kun engle ville kunne leve med den. De havde jo en evighed til at lære at leve med den og siden, de jo var de eneste væsnerne med vinger, udover dæmonerne som nogle gange udviklede nogen de kunne flyve med, så..
Hun holdt hænderne lidt oppe, for også at vise ham, at han ikke behøvedes at komme nærmere.

Zack forstod at der var noget i vejen men at han enten ikke kunne hjælpe og ellers måtte han ikke hjælpe, Zack løftede hænderne for at vise han havde forstået hendes budskab og vendte sig om og gik hen og tændte for sin mad igen og ventede på den var varmet op, imens fandt han en dyb tallerken, kniv og gaffel frem.
Zack kiggede enkelte gange på Jameelah men ikke mere end i nogen få sekunder, dog sagde han ikke noget, han overvejede hvad der skete inde i hendes hoved ligenu og hvorfor han ikke måtte hjælpe.

Da han vendte ryggen til hende igen, lavede hun hurtigt nogle skrå revner i sine trøjer. De var måske ikke store, men hun vidste af erfaring, at hendes vinger sagtens ville kunne komme igennem dem. De var ca. lige så store som hende, men ville nemt kunne bære hende, hvis hun vejede det dobbelte. Pga. af hendes lette knogler vejede hun jo heller ikke særlig meget.
Hun sørgede for at han ikke kiggede, da hun trak sine hvide vinger ud af ryggen. Et lettet suk undslap hendes læber og hun så helt salig ud.

Zack lagde mærke til at et suk kom fra Jameelah, Zack tænkte ikke meget over det, og lavede egentligt bare sin mad færdigt og hældte en del af det op i den dybe tallerken og tog sit bestik og vendte sig om for at gå hen og sætte sig, da han opdagede hendes hvide vinger... Hendes smukke hvide vinger, Zack havde aldrig haft noget mod almindelige engle og skytsengle.
Zack så et øjeblik helt fraværende ud før han smilede begejstret til hende og satte sig i den ene sofa og begyndte at spise uden en lyd.

Forsigtigt og ømt strøg Jameelah de hvide fjer. Sørgede for at de ikke vendte den gale vej eller sad skævt. Det gjorde bare ondt og det så heller ikke særlig kønt ud. For hende var det vigtigt at de så ordenlige ud. Ellers kunne hun heller ikke føle at hun så ordenlig ud. Hvorfor vidste hun ikke helt. Sådan havde hun det bare.
"Nyder du at være dusørjæger?" spurgte hun nysgerrigt.

Zack kiggede et øjeblik på Jameelah før Zack rystede på hovedet "Næææh." der gik et stykke tid før Zack sagde noget igen, i den tid overvejede Zack hvorvidt han kunne fortælle Jameelah om Vicente og hans plan? Nej han ville røbe alt, det kunne han ikke gøre.
"Nej, jeg har tjent de penge jeg skal bruge og fået den vrede ud jeg ville, jeg er en tikkende bombe, det eneste jeg mangler er en lille smule posttraumatisk stress og så en bombe, så kan man se hvad der sker når en dusørjæger er nået over det stadie hvor det gør ondt på en selv at dræbe, det er ikke godt, man bliver kold og ligeglad." svarede Zack.

Jameelah lyttede opmærksomt og oprigtig interesseret, mens han snakkede. I et godt stykke tid var hun helt stille. Tænkte på det han havde sagt og overvejede hvad hun kunne svare. Hun ville jo helst ikke støde ham. Specielt fordi han var hende fysisk overlegen. Derfor passede hun faktisk bare altid på hvad hun sagde. "Er du så nået til det stadie?" spurgte hun lige så stille og forsigtigt. Hun håbede ikke at han ville blive sur over det. Det sidste hun ville var at gøre ham vred eller oprørt. Hvis han kendte ordenligt til racen engle, ville han sikkert vide at de ikke var den slags typer. Eller hun kunne jo ikke tale på alle engles vegne. Men selv var hun typen der gerne ville behage alle. Gøre alle tilfredse og glade.

Zack lo nærmest manisk da hun spurgte hvad stadie han var nået til, han var for længe siden nået over det stadie hvor man overhoved følte noget ved at slå nogen ihjel, det var meget længe siden han var det.
"Det er jeg bestemt, det er bestemt også meget længe siden efter et par måneders tid, de første par måneder som dusørjæger, bruger man stort set bare på at dræbe væsner for at bevise at man kan, så efter et års tid eller to - Hvis man vel og mærke overlever så længe, så er man fuldstændig kold over for sådan noget. Jeg må desvære indrømme at jeg er så kold, at fik jeg nok ud af det kunne jeg sikkert overtales til at dræbe en anden dusørjæger med koldt blod." Zack trak på skuldrene, de fleste dusørjægere havde alligevel heller ikke særligt tætte bånd med hinanden, det skyndte Zack sig at tilføje "Men dusørjægere har generelt heller ikke særligt tæt knyttede bånd med hinanden.."

Jameelah lyttede opmærksomt og interesseret. Dog kunne hun ikke undgå at blive lidt rystet over hvad han fortalte hende. Tænk at mennesker kunne blive så kolde, at de kunne dræbe et væsen uden så meget som at tænke over det. Men det der rystede hende mest var det at han nok kunne dræbe en anden dusørjæger med iskoldt blod. Hun undrede sig over hvordan det kunne lade sig gøre. Kunne mennesker overhovedet holde til at være så kolde? Nogle kunne åbenbart, men dusørjægere var næsten altid også af en meget speciel stødning. De var hårdføre, seje og.. ja kolde. Iskolde. Nogle dræbte endda uden så meget som at blinke. Tanken fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen.
"Fordi i er konkurrenter?" gættede hun. Det kunne hun så godt forestille sig. Hvem ville ikke gøre skade en mulig konkurrent? Hvis hun havde været menneske, ville hun sikkert. Men som engel? Nej, aldrig. Det lå ganske simpelt ikke i hendes natur. Det var imod alt hvad hun kendte til og troede på. Aldrig havde hun tænkt på at skade en anden person. Aldrig nogensinde. Alene tanken gav hende kvalme.
"Når i er så kolde.. Kan i så føle noget overfor andre mennesker eller.. væsner?" spurgte hun oprigtig nysgerrig.

'Fordi de var konkurrenter?' Zack lo over tanken bestemt ikke, Zack havde ingen konkurrenter han var den største af dem.. "Ikke fordi vi er konkurrenter... Men ville en dusørjæger nogensinde dræbe et væsen jeg på en eller anden måde faldt for eller fik andre følelser for, så ville jeg plaffe ham og alle hans hjælpere ned hurtigere end han kunne sige forræder." forklarede Zack og smilede malplaceret.
"Det sker ikke tit, en gang imellem sker det og så lader jeg mig rive med af mine følelser tit og bliver skide overbeskyttende overfor personen, selvom personen ikke ved det, bruger jeg tit lang tid på at patruljere omkring deres hus, eller nætter med en sniper på et nærliggende tag, bare for at sikre dem jeg har kær ikke kommer til skade. Jeg er syg i hovedet.. Og det ved jeg, men jeg er syg i hovedet på den gode måde." Zack forsøgte at smile til Jameelah, men det blev et yderst anstrengt smil han fik fremtvunget i forhold til det fra før.

Interesseret lyttede til det hun havde af sige. Wow. Denne leder af dusørjægerne var virkelig beskyttende. Ikke at der var noget galt med det overhovedet. Faktisk så hun det kun som en god ting og egenskab ved ham. Hvem ville ikke gerne beskyttes af ham med de lækre muskler? De fleste ville helt klart. Hvem kunne dog også stå for ham? Altså, hvis han blev forelsket i et væsen og ville dræbe ham eller hende, som dræbte væsnet, så var han helt sikkert værd at tilbringe mere tid sammen med. For hvis han ikke havde svaret sådan, havde hun højst sansynlig gået sin vej. Hvorfor var hun ikke helt sikker på. men det var faktisk sådan hun så ham. Som en meget trofast og kærlig person, der virkelig passede på dem han holdt af eller elskede. En dejlig egenskab.
"Er du nogensinde faldet for et væsen?" spurgte hun nysgerrigt.

//Sorry, kreaen.. Har du set - lille mig er E-engel selvom farven ikke er ændret ^^//

Zack trak afvigende på skuldrene og vandrede hen til et af de vinduer der udenpå var så beskidte man ikke kunne se ind, dog kunne man indefra uden problemer se ud.
Zack overvejede lidt hvad han skulle svare eller om han bare skulle beholde sin tavshed? Det sidste blev hans valg, det var ikke afvisende tavshed, bare tavshed, tænksom tavshed.
Zack var kun trofast mod få, og havde man set ham stikke et væsen en skalde for hvorefter at plaffe hovedet af det uden at tænke, ville man nok ikke se ham som kærlig, nok mere den voldelige type, dog var Zack bare en god blanding af begge fænomener.

//Yeah x'D Det opdagede jeg :D//

Da han ikke svarede hende, valgte hun at lade emnet ligge. Hvis han ikke havde lyst til at snakke om det, skulle de ikke gøre det. Det sidste hun havde lyst til var at presse ham. For hvis det endte med at han begyndte at angribe hende, så havde hun måske ikke så store chancer. Måske var hun endelig blevet E-engel, men han var stadig væk leder af dusørjægerne og dermed meget stærk. Måske hvis hun brugte sin evne havde hun en chance, men hun havde ikke lyst til at få al luften i lokalet til at forsvinde. Så ville hun sikkert komme til at kvæle ham og hun kunne ikke leve med tanken om at hun havde dræbt en.
Stille gik hun hen til ham ved vinduet og kærtegnede kort hans kind. Så så hun også ud af vinduet.

Zack smilede til Jameelah og klappede hende på skulderen som en tak fordi hun ikke spurgte ind til det som mange andre ville have gjort.
Zack havde en mærkelig måde at værdsætte folk, han var nogengange hvad folk ville kalde socialinkompetent, han kunne sagtens gå en uge eller to uden at have brug for at ytre et ord med en fremmed.
Zack lod hånden glide ned mod det sted han normalt havde sin pistol, den havde han dog ikke på sig da han havde gemt den sammen med kufferten da han havde gemt den, grunden til Zacks reaktion, var at han havde set et par mørke skikkelser rende rundt på den anden side af gaden, det var meget unormalt på denne tid, personerne var dog hurtigt forsvundet, det havde nok bare været smuglere der ville se hvorfor der var lys i dette pakhus og ikke de andre.

Jameelah sendte ham et smil og så en smule fraværende ud af vinduet. På en måde undrede hun sig lidt over hun var gået med ham, men han var jo meget venlig og havde ikke givet nogen som helst grund, til at hun skulle prøve og flygte. Måske var han en af de der sjældne dusørjægere der rent faktisk var meget flinke. Helt sikker kunne hun jo ikke være, men hun havde vel lov at håbe.

//Undskyld, min krea er fuldkommen død-.-//