På jagt (Lyonaro)

Kaito gispede og fik tåre i øjnene da han trængde sig ind i ham. Han greb fat om rebene med hænderne og rystede svagt i sine hænder "St .. Stop " sagde han og spændte i kroppen da det gjorde ufatteligt ondt. Han holdte vejret i kort tid, men gispede så "Det gør ondt!" gispede han og krummede sine tær. Hvem var det lige der sagde at sex var godt? Det er alt andet end godt! det er tværtimod rædselsfukldt!!

Lyonaro gav ham endnu en lussing for at have klynket. Han skulle bare holde sin kæft og være glad for, at han ikke havde brugt agurken alligevel. Han greb fat i lagenet igen og begyndte at bevæge sig hurtigere for at give ham nogle hårdere stød. Det skulle jo ikke være dejligt for ham jo. Selv stønnede han, men lavt. Det føltesmåske lidt bedre end han havde regnet med.

Kaito gispede svagt da han slog ham og begyndte modvilligt at græde, men dog uden lyd, selvom han aller mest ville skrige. Det gjorde kun mere ondt at han gjorde det hårde og hans håndled sved da rebene gned sig mod hans hud. Han kneb øjnene i og kom med en anstrengende lyd. Han trak ihærdigt med det ene håndled for at få presset hånden ud igennem rebet så han kunne skubbe ham væk. Kaito mente at han havde fået sin hævn nu og det her havde taget overhånd "Stop!" sagde han og prøvede at lade være med at lyde klynkende.

Han overdøvede ham med vilje med nogle, måske lidt fake støn og greb fat i Kaitos hår, for ikke at skubbe ham væk under sig. Han nød det, selv om at hans partner ikke gjorde, for man kunne velsagtens kalde ham lidt af en sadist, når det kom til sex. Men hvilken vampyr var ikke det? For dem var smerte det tætteste de kunne komme på livet.

Kaito bed tænderne sammen og trak til i sin hånd, efter kort tid og røde mærker på håndledet, fik han sin hånd fri. Han tog hård fat i Lyos hånd som holdte fast i hans hår "Slip mig!" sagde han og rystede svagt i hånden "D-DU har fået din hævn!" sagde han anstrengt og brorede sine negle ind i hans hud og så op på ham med blanke, men dog alvorlige og frustreret øjne. Han havde aldrig oplevet noget så ubehageligt som dette, at få taget sin jomfruhed var det han havde frygtet mest.

Lyonaro stoppede brat op da han blev afbrudt midt i et støn, eftersom at Kaito var brudt fri med den ene hånd. Det gjorde ikke specielt ondt på ham, men det begyndte at bløde lidt og hans hånd blev holdt tilbage. Arrigt bed han tænderne sammen, og var ganske enkelt ikke enig i, at han havde fået sin hævn endnu. Han havde først fået sin hævn når den dreng lå død og begravet! Han blev nødt til at slippe den anden hånd for at lægge hans hånd ned, og han så tilbage i Kaitos brune, vrede øjne med et rasende blik. Han kunne godt lide modspil, selvom det ikke virkede sådan i al hans vrede.

Kaito så kort ind i hans øjne og kneb svagt sine øjne i. Han bed tænderne sammen og kom med en anstrengende og halv klynkende lyd da hans plan var en fiasko. Men prøvede alligevel ihærdigt at få sin hånd fri af Lyonaros greb, men gav om. Han prøvede derefter med den anden hånd, det brændte mod hans håndled, men det var det værd hvis han fik den fri fra rebet. Han vred sig svagt i kroppen og lå uroligt for at Lyonaro skulle have svært ved at blive ved, Kaito ville helst gøre det så besværligt for ham som muligt.

Lyonaro forsøgte i al kræft at holde ham nede og opgav helt at gøre ham og sig selv færdig, selvom det var en ubehagelig fornemmelse at stoppe midt i det hele. Han trak sig ud og satte sig på hug oppe på ham, for at holde underkroppen nede med sin vægt. Han fik nogenlunde mere styr på det her, hvor han blottede sine tænder, og lod dem spejle sig i Kaitos blanke øjne. Det var hans advarselssignal. Han skulle til at bide ham i halsen, da han opdagede at han allerede var bidt. Det undrede ham over hvorfor han stadig var i live, og det næste der kom i tankerne på ham var, at bide ham et andet sted. Et mere jomfrueligt sted. Han brød sig nemlig ikke om at bide i et brugt sted. Han greb fat i Kaitos ene hånd og vendte håndledet til sin mund og trykkede tænderne i ham.

Kaito sank da han viste sine tænder og prøvede at komme væk. Men blev meget overasket over at mærke smerte i sit håndled og ikke i halsen. Han prøvede at trække sit håndled til sig, men stoppede da det kun gjorde mere ondt "Nggh!" sagde han utilfreds og lukke sine øjne i. Det gjorde mere ondt end det andet, men var ikke nær så ubehageligt. En tår trillede ned af hans kind på grund af den stikkende smerte. Kaito måtte handle hurtigt inden Lyonaro sugede alt hans liv ud af ham. Han greb ud efter en genstand på sengebordet og fik fat på et halv fyldt glas vand. Han kastede det ud over ham så det dryppede ned af Lyo og ned på ham selv.

Lyonaro mistede grebet fra hans håndled og væltede ned på gulvet i ubalance. Han tog sig kort til hovedet og kneb øjnene sammen. "Din forpulede køter!" Vrissede han i endnu mere arrigskab og fik rejst sig halvt om halvt op og så ned på ham. Det gjorde ikke så meget ondt, men han kunne sagtens få chok, blive forvirret og alt lignende, når han blev slået omkuld på den måde. Han tog fat i et glasskår og jog det ind i siden på ham som straf for, at han havde slået ham.

Kaito som var igen med at sætte sig op for at flygte, gispede da han mærkede glasskåret i sin side. Men det stoppede ham ikke i at flygte, han rejste sig fra sengen og kunne mærke blodet glide langsomt ned af hans side. Han skyndte sig ud lidt foroverbøjet på grund af glasskåret og fordi han var øm. Han greb et par underbukser fra guvlet og skyndte sig neden under. Han fik underbukserne på på vej ned af trappen og fik kæmpet sig ind i stuen. Han trak glasskåret ud og smed det på gulvet. Tog sig til såret som blødte. Kaito vidste ikke hvad han skulle gøre.

Lyonaro så vredt efter ham. En varulv kunne løbe stærkt, men først når de forvandlede sig. Lige nu havde Lyonaro selv masser af energi, men gad ikke at løbe efter. Han skyndte sig ned i Kaitos laboratorium og gik hen til det sted, hvor hans prøver skulle være. Han kiggede dem igennem og fandt frem til dem.
"Hmmr..." Mumlede han gnavent for sig selv. Han besluttede sig for at gemme dem i sin lomme, men alle de andre prøver Kaito havde, måtte destroeres. Han tog sine tændstikker op, eftersom at han af og til røg, og tændte en af dem og kastede ned i alle forskningspapirene.

Kaito hørte ham gå neden under "Åh nej" sagde han og skyndte sig neden under, Selvom han havde ondt. Han løb ind i laboratoriet og gispede i chok over hvad han havde gang i "NEJ!!" råbte han panisk og løb hen til de allerede brændende papirer. Han fumlede efter et brænd tæppe og lagde ind over ilden så den blev kvalt og slukkede. Han fjernede det efter kort tid og så på de halv brændte papirer. Kaito så rasende på ham og på et split sekund blev Kaito til en sort ulv, Han var større end normale ulve, men ikke særligt stor i forhold til andre varulve. Han knurrede truende af ham, med en faretruende position.

Lyonaro nåede ikke at skubbe Kaito ad vejen, da han kvalte ilden. For Kaito havde åbenbart mere vilje i sig, end han selv havde. Han skulle til at angribe ham, da han pludselig opdaget, at det nu var den sande vrede der var dukket frem i ham. Han stirrede på ham, men nægtede at vie tilbage. Han vidste jo at Kaito ikke var andet end en lille tudefrans. "Ha!" Udbrød han bare, da han så på den store ulv foran ham "Tror du virkelig at du kan finde ud af at dræbe? Jamen det er jo ligefør det er helt komisk". Et bittert smil dukkede frem på hans læber.

Kaito sprang på ham og væltede ham ned i gulvet, knurrede af ham og viste tænder. Han bed ham i skuldern og bed hård til. Han kunne smage lyos blod og kunne mærke hans hud i mellem sine tænder. Kaito var normalt ikke særligt voldig, men hvis man ødelage hans dokumenter eller gjorde ting som gjorde ham virkeligt vred, Så skulle man få lov at se vrede. Han bed hårdere til og vidste godt at Lyo ikke ville dø af det og ville heale, men det gjorde jo stadig sindsygt ondt på ham indtil han slap sit bid.

Lyonaro bed tænderne sammen i smerte. Selvom han var vampyr, kunne sådan et bid sagtens gøre ondt. Han både skreg og spjættede under den store sorte ulv, men kunne ikke gøre alt for meget, i frygt for at miste armen i et hug. Han tog sig til armen, da tænderne trak sig ud. Han var sikker på at have hørt sin egen knogle knase, og det var en temmelig uhyggelig lyd. Han syntes kun det var rimeligt at han brændte al arbejdet ned!

Kaito trak sine tænder ud af hans skulder og bed fat i hans ben og trak ham med ud af laboratoriet. Han forvandlede sig til menneske, han var godt nok nøgen, men det ragede ham. Han låste laboratoriet, sådan at der skulle bruges fingeraftryk og kode for at komme ind. Han tog noget vasketøj som lå i en kurv. Han trak et par underbukser på og vendte sig om imod Lyonaro. Hans hår var helt uglet og han så arrigt på ham.

//Sorry, havde glemt man ikke kunne komme ind på lab, uden fingeraftryk// XD

Lyonaro kunne mærke hvordan de store skarpe tænder bed halvt igennem hans ben. Har frygtede for at han ville bide igennem og benet ville falde af, men selvom han blev trukket hen ad gulvet, så sad det fast. Han begyndte at blive måske en smule bange for ham, mestaf alt fordi han ikke kunne gøre noget, når han var sådan et stort monster. Han anede jo ikke, at personen også var tilnævnt titlen som varulvenes leder, men efter denne tackling, ville han nu tro det med det samme. Han så nu tilbage på Kaito med et vildledt blik. "Hvad er du ude på... Du er jo psykopat!" Sagde han skeptisk, uden at tænke på de ting han selv havde forvoldt ham.

Kaito gik hen til ham og satte sig på hug foran ham "Du skulle nødigt snakke .. " sagde han så og tog fat i hans ansigt. Han så ham dybt i øjnene og skubbede så hans ansigt væk og rettede sig op. Han gik oven på og lagde sig på sofaen. Han krummede sig sammen og lukkede sine øjne. Kaito var udmattet, ikke kun fordi at Lyonaro havde voldtaget ham, men også fordi det var ekstremt udmattende at skulle forvandle sig til ulv. Han vidste ikke om Lyonaro ville lade ham være nu eller bare gøre endnu mere hævn.

Lyonaro klemte øjnene kort i, da han blev skubbet til, men åbnede dem igen og kiggede på gulvet, der var blivet tværet til af hans blod. Eller. Det var jo ikke hans blod, men alt det blod han for nyligt havde samlet fra andre ofre. "Mh... nej!" Sagde han og klemte hånden tættere omkring skulderen for at stoppe blødningerne, men bidet i benene var stadig forblødt, og han kunne mærke hvordan al den energirige væske sippede ud af ham, som vand i en åben vandhane. Han følte sig svagere, og han kunne ikke gøre noget ved det. Længslen efter blod hævede sig, men han kunne ikke. Hans ene ben var i krampe, mens begge arme forsøgte at holde sammen på hinanden.

Kaito rejste sig og kørte hånden igennem sit kulsorte hår. Han rejste sig og overvejede kort hvor Lyonaro blev af. Han valgte at ignorerer det og gik ud i køkkenet. Tog et glas og tændte vandhanen. Han frøs faktisk lidt, da han jo kun bar underbukser. Han fyldte glasset og tog en tår af det kolde vand. Han gik hen til vinduet og så ud på vejen. Han havde blanke øjne og en lille tåre trillede stille ned af hans kind. Han tørte den hurtigt væk med den frie hånd. Han var total kuldret ovn i hovedet og havde en ubehagelig fornemmelse i kroppen.

Lyonaro havde absolut intet blod i kroppen. Kun det var var rester, som lå i bunden at hans årer. Det var forfærdeligt at han havde ladet dette ske, og hvorfor gjorde det bæst ikke noget ved det. "Mmh" Lyd det fra ham, da han ikke orkede at sige noget. Han lå bare og ventede på at Kaito skulle komme ned, så han, på en eller anden måde, kunne skaffe sig noget blod. I hvert fald nok til at kunne komme væk derfra.

Kaito stod lidt og tænkte, han stilte sit glas fra sig og fandt en trøje og trak den over hovedet. Han gik stille ned ad trapperne og så ham ligge der, forblødt. Han sank og gik helt ned til ham. Han så rimlig tømt ud, Kaito ville gerne have at han smuttede, men ville ikke give sit blod. Men alligevel så fik han medlidenhed med ham. Han holdte afstand fra ham "Hvordan har du tænkt dig at komme ud?" spurgte han så og så Lyonaro i øjnene. Kaito var ikke længere rasende så han var igen ret sårbar .

Lyonaro åbnede øjnene og rettede blikket surt hen på ham. De blev langsomt smallere, mens han ingenting sagde. Dette var ydmygende, sådan at ligge der midt på gulvet, tømt for blod. Ja, det var langt fra dette syn man så, når man tænkte på vampyrer. Men han kunne ingenting gøre, så svag han var, så efter nogle lange sekunder lød der et dybt og opgivende suk fra ham. Han lukkede øjnene i.

Kaito smilede ikke og gik stille hen til ham, Han vidste det var dumt. Det var faktisk ikke Kaitos mening at skulle slå ham ihjel eller i hvert fald næsten. Han satte sig på hug ved ham, han vidste at det var meget, meget dumt "Hvis du smutter .. Efter du har drukket nok blod til at gå .. så .. Må vil jeg gerne give dig mit blod så længe jeg ikke dør" sagde han så og rørte ham ikke, han ville ikke risikere at Lyonaro angreb ham og drænede ham for blod. Kaito var blevet pint nok af ham.