På jagt (Lyonaro)

Lyonaro rejste sig og vrissede vredt. Han vendte sig imod bordet og væltede den ind i en hylde med tekopper så det hele væltede. Det var en god skræmmemetode, men også et afstresningsmiddel at smadre ting på den måde. Han var jo også stærkere end mennesker og i det hele taget andre væsner da han jo var vampyr. "Jeg skal ikke have noget fra dig!" råbte han "Luk mig ud nu!"

Kaito så forskrækket på ham og tog fat om sprøjten og tog den op. Men tabte den da han så sine tekopper smadre "D-De der er... "sagde han chokkeret, da det var nogen han havden arvet. Han så sig omkring efter sprøjten, han satte sig på gulvet og ledende. Han så den så længere henne ad gulvet, Han vidste ikke hvad han ellers kunne gøre. Kaito ville helst ikke ende med at der skete noget med flere af hans ting "D-Du Skal nok komme ud herfra .. " sagde han så og kravlede hen imod sprøjten.

Lyonaro så vredt hen imod ham men skyndte sig at løbe hen til ham, da han så hvad han løb efter. Han nåede hen foran ham, da han jo var hurtig, og trådte på hans hånd med sine beskidte plader og så advarende ned på ham. "Dum ide! Det vil kun gøre det hele værre!" Hvæsede han lavt. Hans øjne lynede vrede. Grunden til denne vrede, var delvist grudet at han var en nyfødt vampyr, men også på grund af det faktum, at han blev forvirret over at være der.

Kaito bed tænderne sammen og prøvede at trække sin hånd til sig, Han så op på ham "Hvi-Hvis du flytter din fod .. Skal jeg nok lukke dig ud?" sagde han så "Også vil du aldrig høre fra mig igen?" sagde han så og sank. Det ville være great for ham hvis Lyo bare smuttede uden at skulle have noget eller ligende. For så havde Kaito fået alle de prøver han skulle samt at han både havde DNA og derfor kunne identificere hans alder. Kaito bed sig svagt i læben og så på Lyo pladrede sko.

Lyonaro vrissede og greb fat i hans hår og fik ham op at stå, hvorefter han skubbede ham ind i lænestolen at sidde. Han samlede sprøjten op og så ned på den med et væmmelsesudtryk, og så derefter hen på Kaito igen. "Hvad er det for nogle prøver du har taget helt præcist?" Spurgte han kommanderende. Han gik et par skridt nærmere, men sprøjten godt knuget i sin hånd.

Kaito tog sig til sit hår og så hen på ham "Bare .. nogle DNA prøver .. og sådan" sagde han så og så bekymret på ham. Da han ikke var sikker på hvad han kunne finde på "Intet Specielt .. " sagde han, selvom det jo var prøver der kunne bruges til at klone en næsten nøjagtig kopi, men dog også kun næsten nøjagtig kopi af ham. Han sad helt stille i stolen og holdte godt øje med ham "Det er et projekt jeg er i gang med .. Skal bare sammenligne .." sagde han så og sank endnu en gang.

Lyonaros øjne blev smalle. Nok var det ikke noget specielt ifølge ham, men for Lyonaro, var det ikke noget han havde sagt ja til, og derfor skulle Kaito straffes! Han gik hen til ham og hamrede sprøjen ind i hans hals og trykkede væsken ind i hans blod. Han lod sprøjten sidde i ham, mens han gik nogle skridt tilbage og holdt blikket på ham. Hans blik var sygeligt som det var nu, men han var skam blevet roligere allerede.

Kaito gispede og spærrede øjnene, han løftede armen for at trække den ud "Ne-nej Hvad er det du gøø.." sagde han panisk men nåede ikke at sige mere, før hans øjne langsomt faldt i og hans arm faldt ned i hans skød. Han var nu helt væk og var ikke i stand til at gøre noget. Kaito havde i det øjeblik han havde sat sprøjten i været rimlig meget i panik da han ikke vidste hvad Lyo kunne finde på imens han var bedøvet.

Lyonaro ventede til Kaito var helt bedøvet, hvilket ikke tog lang tid, hvor han så løftede ham op og gik ovenpå til hans værelse, smed ham på sengen og bandt hans hænder stramt fast, med noget reb han fandt. Han forlod da værelset og gik nedenunder for at finde redskaber han kunne bruge til at torturere med. Han tog en kasse, smed indholdet ud på gulvet og tog diverse knive og andre genstande ned i den, hvorefter han gik ovenpå igen. Han stillede kassen på sengebordet og trak en blød stol hen til sengen, hvor han satte sig for at vente.

Kaito vendte sit hoved og skar ansigt, han prøvede at trække armene til sig, men kunne ikke. Han glippede lidt med øjnene og så i kort tid dobbelt, før hans blik blev skarpt. Han bevægede svagt sine hænder indtil det gik op for ham at han var bundet fast. Han vred sig lidt og så derefter hen på Lyo som sad i stolen "Hvad har du gang i?!" sagde han så små skræmt, da det her virkede lige lovligt skummelt, Kaito kunne jo ikke gøre nogen form for modstand?! Det her var urimeligt "Slip mig fri Lyo!" sagde han og så alvorligt på ham.

"Det samme som dig" Svarede han og svingede benene afslappet op på hans mave og krydsede dem "At holde folk fanget mod deres vilje". Han tog æsken over på sit skød og rakte ned efter en kniv. "Nu er det min tur til at leje. Jeg vil ikke slå dig ihjel... for det har du ikke fortjent. Det er skal være min såkaldte 'belønning', eller som jeg selv kalder det... min 'hævn'"

Kaitos hjerte begyndte at banke hurtigere " Men .. " sagde han, men stoppede da han ikke vidste hvad han skulle sige. Han sank og så rundt i rummet efter en måde at komme fri. Han kunne godt mærke at panikken steg i ham, det var ikke det værste, men det var bestemt ikke sjovt og han var ikke særligt glad for tanken om ar. Det kom sikkert til at gøre ondt, men smerten var kun indtil Lyo var færdig. Der var ting han kunne gøre som var meget værre, ting han overhovedet ikke ville tænke på. Han så hen på kniven og bed tænderne svagt sammen.

Lyonaro syntes ikke selv det var sjovt, men det ville være forkert ikke at straffe den psykopat for det han havde gjort. Han trak sine ben ned til sig igen og lænede sig frem over ham. Han tog kniven og skar alle knapperne op på Kaitos trøje og flog den af ham. Han lod knivens kolde blad strejfe hans mave og videre ned til bukserne, som han så også skar op og ødelagde.

Kaitos øjne blev en smule større da han skar hans trøje op og trak den af ham og spærrede derefter øjnene op da han også ville have hans bukser af "Nej! NEJ du skal ikke IKKE tage mit tøj af!" sagde han så og lukkede sine øjne. Han ville ikke ligge så nøgen, det brød han sig ikke om, han skulle ikke være nøgen eller halvnøgen for den sags skyld. IKke fordi han skjulte noget, han var ikke en person der var meget for at vise sin krop og være nøgen, Han følte sig simpelthen som en åbenbog.

Lyonaro snittede ham i låret ved en fejl, fordi han begyndte at sprælle sådan. Han så vredt på ham og viste tænder. "Sid stille din idiot" Sagde han koldt og kiggede på den lille rift blod, han havde dannet. "Se hvad eg har valgt af redskaber til dig" Sagde han og trak en agurk op ad kassen. Et ondt smil dukkede op i hans ansigt, og hele situationen afslørede, hvad han havde tænkt sig at bruge den til.

Kaitos øjne blev store "NEJ DET GØR DU IKKE!!" skreg han så og vred sig "jeg vil hellere dø'Jeg vil hellere dø!" sagde han så panisk og fik tåre i øjnene "Please skån mig!" sagde han bedende, Da det var det værste der kunne ske, Han ville så meget hellere dø, blive skåret i, bidt eller ligende. Han skulle ikke have noget stikket der op "Please Lad nu være Lyo! Det er ikke fair?!" sagde han så og så på ham med bedene øjne. Han var så red for sex og også at få noget stikket op der.

Lyonaro smilte, men smilet blev kun til et vredt ansigt, idet han sagde at det ikke var fair. "Ikke fair!? IKKE FAIR!?" Råbte han og gav ham en lussing på siden af hovedet "Jeg advarede dig, men du gjorde det imod min vilje! Uden at orientere mig om hvad der ville ske med mig!! Nu skal jeg vise dig, hvad det vil sige, at gøre en vampyr vred!!".
Han satte sig op på sengen, tvang hans ben spredte og lagde agurken mellem hans ben, uden selv at kigge. Han vidste selv hvor ydmygende og smertefuldt det måtte være, og derfor havde han også valgt dette.

Kaito skreg panisk "LAD VÆRE! PLEASE! JEG GØR ALT BARE IKKE DET!" og vred sig og rev i rebende. Hans kinder blev våde af de tåre der løb ned af dem "Please .. La-Lad være!" sagde han med gråd i stemmen. Han prøvede at samle sine ben og prøvede ihærdigt at sparke ud efter ham. Han var totalt i panik "Jeg sletter alle prøverne!? bare du ikke gør det her i mod mig!" sagde han og prøvede at få ham overtalt til at stoppe. Det var så ydmygende og hvis han bare voldtog ham ville være bedre?! Så havde det i det mindste foregået 'rigtigt' første gang.

Lyonaro så ned på ham. Han ville et eller andet sted gerne have de prøver slettet, så han ikke kunne bruge dem, til hvad han nu ellers havde i sinde. "Jeg skåner dig... for agurken, men ikke for din straf, hvis du sletter dem" Hvislede han og så ham i øjnene. Han fjernede agurken og lagde den hen på bordet. "Ja, eller nej?"

Kaito nikkede "Ja .. ja .. Jeg skal nok slette dem" sagde han så og åndede lettet op da han sagde det "Du for lov at se mig slette dem med dine egne øjne" sagde han så og lukkede sine øjne. Kaito var ikke meget for det, men ville hellere slette alle prøverne end at få stukket en agurk op. Hans hjerte bankede stadig hurtigt og angsten sad stadig lidt i ham. Det havde virkeligt været en forfærdelig tanke at han skulle stikke den op.

Lyonaro så på ham længe, for at finde ud af om han overhoved frygtede det så meget, så han mente det. Han kom frem til at han måtte tale sandt, men ville nu alligevel bide sig sikker i det. "Så fortæl mig hvor du har gjort af alle prøverne og alle resultaterne. De er nede i laboratoriet, men hvor?" Spurgte han. Diskret knappede han sine egne bukser op, mens han holdt sit døde blik stift på ham.

Kaito så på ham og blev nu alligevel lidt usikker da han knappede sine bukser op. Men holdte sig på tanken om at han ikke ville have en agurk stukket op "DNA prøverne står i nogle regents glas på bordet og alle svarende står skrevet på en blok nede i anden skuffe" sagde han så og så på ham. Han talte sandt da han ikke ville udsættes for mere. Det her havde været pinfuldt nok selvom Lyo ikke have gjort det, så havde det at han havde troet han ville gøre det, været skræmmende og ubehageligt nok.

"Godt..". Lyonaro syntes at Kaito varlidt af en weirdo, men hans krop fejlede ikke noget, så hvorfor ikke gøre brug af den, når man samtidigt kunne straffe ham med det. Han Hev sine bukser ned, nok til athan kunne få den ud nemt, og lænede sig frem ind over ham, stadig med hans ben spredte. Han pressede sig imod ham, men lod sig ikke glide ind endnu, da han åbenbart virkede ret stram.

Kaito så chokeret på ham "Hvad?! Nej .. stop jeg vil ikke i seng med nogen, aldrig!" sagde han så og hev lidt i rebene. Kaito var 100% jomfru og vidste at det her ville gøre ondt og samtidigt være mega ubehageligt. Det var i hvert fald det han troede, selvom han havde læst meget om det og folk sagde at det var dejligt. Synes han bare tanken var forfærdelig. Han lukkede øjnene, kunne han ikke bare nøjes med at skære lidt i hans arme og sådan og bare lade hans underliv være?

Lyonaro greb fat i hans hår og hev hans hoved tilbage i sengen. Var denne person virkelig så dum at tro, at en vampyr ville skåne ham. "Sid stille!" Sagde han og klemte sig endelig ind i ham. Selv kom han med et klart støn, der tændte ham selv mere. Han placerede hænderne på hver side af Kaito og bevægede sig igang. Det var stramt, og det var tydeligt, at Kaito ikke havde haft andre indeni sig før.