På jagt (Lyonaro)

Lyonaro rakte ud efter hans hånd, da han ikke kunne rejse sig mere end det. Han var selvfølgelig ikke dum nok til at prøve på noget, da denne varulv nok var mere end han umiddelbart så ud til. Forsigtigt placerede han håndledet ved sin mund og så op på ham for nærmest, at få tilladelse til at sætte tænderne i.

Kaito sank og overvejede kort, men så ham så i øjnene og nikkede "Drik bare" sagde han så og var parat på at få smerter. Men han måtte jo gøre noget, Kaito dræbte ikke folk og han ville ikke have ham liggende nede sin kælder. Han lukkede sine øjne, men åbnede dem igen for at se om han lavede noget ballade. Han stolede faktisk overhovedet ikke på Lyonaro efter det han havde gjort imod ham. Det havde været hans værste mareridt som var blevet til virkelighed.

Lyonaro ville vinde lidt tillid hos ham, så han kunne smutte igen uden problemer, derfor prikkede han kun lidt i hans hud, for ikke at give ham alt for store smerter, klemte tænderne lidt ind og lod sig suge i al forsigtighed. Mange mennesker lagde ikke mærke til disse bid, men blev nærmest berusede af dem, fordi at de kunne få al blodet til at cirkulere rundt i kroppen på dem. Han så op på ham uden at blinke, og sugede. Han holdt dog et stramt fast omkring hans hænder, som han kunne mærke at kræfterne langsomt kom tilbage igen.

//Skal i seng :3//

Kaito blev overasket over at der ingen smerte kom og der istedet en dejlig fornemmelse, Kaito havde aldrig været beruset eller fuld, så det var endnu en ny følelse. Han kom med en lille latter og lukkede kort sine øjne "Ah .. Hvad er det?" spurgte han så "Det gør jo ikke ondt .." sagde han så og smilede svagt. Han lagde sig svagt op af Lyonaro og satte sig helt ned på gulvet sådan at han ikke længere bare sad på hug.

Lyonaro kunne ikke svare men fortsætte. Det undrede ham ikke at han direkte nød det, for han var også meget forsigtig. Måske kunne han lige diskret tappe ham for nok blod, at han faktisk ville blive mæt? Og så ville Kaito jo ikke kunne gøre ham noget. Han smilte let under bidet og lukkede øjnene, han sugede kræftigere, men meget diskret, og han spildte ikke en dråbe. Hvilken herlig fornemmelse. Han kunne mærke at kræfterne kom tilbage, og han begyndte at få liv i benene igen.

Kaito sad stille med et fjoget smil på læberne. Men da han begyndte at føle sig mere sløv kom han mere til sig selv og blev mere skeptisk i sit ansigt. Han lagde hånden på Lyonaros skulder "Lyo .. Lyo ikke mere .." sagde han så og sank. Kaito ville helst gerne have bare lidt krafter, sådan at vis Lyonaro fandt på noget, så kunne han gøre modstand. Rollerne skulle helst ikke skifte nu hvor Kaito endelig havde fået taget styringen. Han ville ikke hive armen til sig eller gøre modstand, da det faktisk var lidt behageligt, dog havde han det som om at han havde fået lattergas, sådan halvt bedøvet, halvt vågen.

Lyonaro trak tænderne til sig meget modvilligt. Han følte ellers lige at han var ved at blive stærk nok, men nej. Han ville ikke rode sig ud i flere problemer. Det meste i hans arm og ben var godt og vel på vej til at hele færdigt, men han skulle jo nødig endne nede på gulvet igen. Han gav slip på Kaitos arm og smilte tørt, hvorefter han rejste sig op, uden støtte, og uden et eneste tak. Hvorfor skulle han dog takke ham, når det var Kaitos skyld han var endt forblødt på gulvet?
Han vendte sig fra ham og gik hen mod døren.

Kaito tog sig kort til hovedet og rejste sig op. Han så efter ham "Lyo .. Nej lige meget" sagde han så og gik hen til laboratorier døren, han ville ind og tjekke hvor slemt det stod til med dokumenterne. Alt hans arbejde ville være spild, han tastede koden og tænkte lidt. Det irriterede ham inderligt at Lyonaro havde taget hans jomfruhed. Han ville et eller andet sted gerne lære Lyonaro at kende, bare for at vide hvem han var. Han kiggede lidt på døren med et tænksomt blik.

Lyonaro kiggede på døren. Den var han ikke istand til at åbne den med sine bare kræfter, og så dernæst om på Kaito. "Åben" Lød det koldt fra ham. Han var fuldstændig ligeglad med ham, og ville ikke selv lære ham at kende. Kaito var kun en ud af mange, der havde fået med ham at bestille, men var heldig over stadig at være i live, hvilket pinte Lyonaro lidt, når han tænkte nærmere over det.

Kaito vendte sig om og så hen på ham "Oh ja selvfølgelig .." sagde han så og gik hen til ham. Han åbnede døren for ham og lod den stå åbent. Han kunne så mærke på sig selv, at han faktisk var ekstremt udmattet, han havde ondt i kroppen og havde brug for søvn. Han gik op ad trappen før Lyonaro og ind i køkkenet. Satte noget varm vand over og gjorde en kop klar.