Kirkegården.... - Sakref

Rose så vredt på ham og gav op til sidst med at prøve at kæmpe imod. Hun satte sig på sine knæ og så ned i jorden i noget tid. Hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre. Hvis der var nogen som fandt ud af dette her, ville hun ende død. Men... ville det være en god idé at gå med denne dæmon? Hun så ud til at være i en lille krig med sig selv, og snerrede lavmælt og så ikke engang op på ham, eller sagde et ord til ham.

"du kunne jo også sige at du ikke vil tage imod tilbudet og jeg vil være væk stille og roligt men så vil chancen for at blive drabt senere i den her "krig" vil være større end hvis du kom ind under oplæring hos mig. prøv at forstil dig at du vil kunne gå ud i den krig hvis du har lyst og smadre hver eneste fjende der står foran dig uden problemer. men det kræver dog hvis du siger ja at du vil adlyde hvert eneste ordre jeg giver dig uanset hvad om jeg så siger at du skal sutte min pik så skal du spørge hvor længe. men du vil blive belønnet for at adlyde mine ordre" sagde han imens han gik lidt frem og tilbage imens han snakkede.

Rose så op på dæmonen, uden at sige noget først, men så dog tænkende ud. Hun vidste ikke rigtig hvor lang tid at der gik før at hun kom til et svar, men hendes knæ var ihvertfald begyndt at blive småtrætte. Hun så ham ind i øjnene og havde et ondskabsfuldt og vredt blik, men nikkede dog "Fint!" sagde hun hårdt og så hurtigt ned igen, og så på sine arme som stadig var lænket fast til jorden.

da han hørte hende's svar gik han hen til hende og gik ned i knæ for at være tættere på hende " så gentag efter mig. jeg lover at adlyde dig sakref morladin til den dag du giver mig lov til at gå og jeg vil ikke forræde dig nogensinde ellers vil mig om min sjæl blive brandt i alt evighed" sagde han imens han kiggede på hende.

Rose så op på dæmonen og gik fra et fortvivlet blik til et vredt et "Hvorfor?..." spurgte hun og havde ikke særlig meget lyst til at sige en ed til sådan en ting "de ting, får du mig ikke til at sige!" sagde hun hårdt og rystede på hovedet af ham, og så væk fra ham igen.

"okay fint men så vil jeg da bare smutte igen det er jo ikke meget jeg beder om jeg beder jo faktisk bare om at ikke blive stukket i ryggen af mine lærlinge og at du bare kan følge en ordre men hvis du ikke vil så fint så vil jeg gå og efterlade dig her til ærkeenglene kommer det er jo ved at blive lyst nemlig og gad vide hvad præsten ville sige hvis han så en vampyr i sin kirke og gad vide hvordan alle de andre engle ville reagere da englene er på dæmonernes side" sagde han stille og roligt imens han gik hen imod den store kirkedør.

Rose så langsomt op på dæmonen da han snakkede, og havde et blik fyldt med frygt. Da han vendte sig om for at gå, sank hun en nervøs klump og måtte bide sig selv i tungen for at være så bange og ikke lyde ynkelig da hun kaldte på ham. "Vent lidt! Jeg skal nok gøre det!" sagde hun højt og kæmpede mod lænkerne for at komme fri. Hun ville ikke have at det skulle ende med at hun blev taget af Englene. De ville tilkalde dæmonerne, og så ville de dræbe hende. Nej! Så ville det være en bedre ting at være denne dæmons lille... ja... hun ville helst ikke tænke tanken, men sår'n hed det jo.... hans lille... slave...

"du ved hvad du skal sige det eneste det kræver er at du siger det" sagde han stille og roligt og vendte sig om imod hende og gik hen imod hende igen. han kunne fornemme at hun ikke var vild med at faktisk sætte sit eget liv i hans hænder men det var enten det eller ingenting han hader nemlig at blive snydt og forrådt af folk og folk vil ikke vide hvad der sker når han bliver sur.

Rose så op på dæmonen da han vendte sig om, og hun vidste at han havde ret i det som han sagde. Hun bed sig blidt i underlæben og så langsomt ned i jorden "...jeg lover... at adlyde dig sakref morladin... til den dag du giver mig lov til at gå... og jeg vil ikke forræde dig nogensinde... ellers... ellers vil mig om min sjæl blive brandt i alt evighed" mumlede hun næsten lydløst og langsomt og det var næsten som om at hun var bange for at nogen ville høre dem.

"det var godt så kan du se dig hermed som min lærling" sagde han med et venligt smil og lagde sin hånd på hende's skulder. Kæderne forsvandt fra hende's hænder og da han fjernede sin hånd igen havde hun pludslig et mærkeligt symbol på sin skulder som en slags tatovering som bare lige dukkede op.

Rose så ikke engang op på dæmonen da han sagde dette, og skammede sig lidt over at være en lærling til en beskidt dæmon! Hun tog en dyb indånding da lænkerne forsvandt fra hendes arme, og hun kunne godt mærke at hun havde haft kæmpet imod dem. Hun så ned på sine arme og kunne se røde mærker fra dem, som langsomt forsvandt. Hun rynkede panden da hun kunne mærke et eller andet prikke ved hendes skulder efter at dæmonen havde taget sin hånd væk, og så sig langsomt til skulderen, hvorefter hun blottede den og spilede sine øjne op da hun så det mærkelige symbol på hendes skulder. Hun skulle bide sig hårdt i tungen da dette mindede hende om det mærke som hun havde fået fra sin skaber, og det gjorde ondt bare at tænke på det. Hun lod sin ene hånd gå over symbolet og derefter mærket fra sin skaber, som var lige under hendes ene bryst, men så derefter hurtigt ned i jorden og tog sin hånd væk fra det sted hvor mærket var. Hun ville ikke have at dæmonen skulle se det, og blive nysgerrig og spørge ind til det. Det var lige så skamfuldt som at være slave af en dæmon. Hun lod blot som ingenting og så ikke op på dæmonen og ventede bare på at han ville sige hvad hun skulle gøre. Rejse sig og følge med ham. Eller smutte. Hun vidste jo ikke lige præcist, hvad han ville med hende.

"du undre dig nok over at hvad det mærke er og hvorfor jeg puttede det der men jeg kan sige dig i hvert fald at du ikke kommer af med mærket før jeg bestemmer at du er klar til at gå. og en anden ting se mig ikke som en dæmon tænk på mig som en individ som har en hvis styrke og magt som kan blive delt til dem der er loyale til mig." sagde han med ryggen imod hende. "men du har 2 valgmuligheder nu. 1 at du kommer med mig med det samme tilbage til min borg eller 2 hente de ting du skal bruge til din dagligdag og tage dem med hen til min borg. jeg vil dog sige til dig at mad, tøj, et badeværelse, en seng og andre mere erotiske ting kan eller står klar til dig henne ved min borg og ja der står også tandbørste og de andre små ting klar også" sagde han stille og roligt imens han vendte sig stille sit blik hen imod hende.

Rose så ikke engang op på dæmonen imens at han snakkede, men lyttede dog efter. Hun rejste sig langsomt op og lod sit blik gå langsomt op og mødte dæmonens øjne "Jeg vil gå med dig nu, og jeg nægter at se dig andet end en beskidt dæmon. Væn dig til det!" sagde hun hårdt og knyttede sine hænder, og var stadig vred på ham og ophidset efter kampen. Hun stod stille og ventede på at dæmonen ville følge hende hen til hvor han nu boede.

"fint hvis du vil se mig som en beskidt dæmon så lev med det men forvent at du kommer nok til at leve i et godt stykke tid hos mig så prøv måske at få det bedste ud af det ellers så kan det være at jeg bliver lidt af en beskidt dæmon men kom" sagde han og vendte sig om og gik hen imod kirkedøren og åbnede den og gik ud.

Rose så på ham med et vredt blik og havde egentlig mest af alt lyst til at gå til angreb på ham, men huskede så på at det ikke ville ende godt hvis hun gjorde. Hun så sig lidt omkring, og gik så langsomt efter ham og holdt sig til at gå bag ham hele vejen, og havde ikke engang svaret på det som han havde sagt. Hun kunne jo være ligeglad. Han ville altid være en beskidt og ussel dæmon..

De gik rigtig længe og var nu nået hele vejen ud og ind i midten af selve den triste skov. Der stod bare den største borg man nogensinde ville få at se. Den var høj og pyntet hist og her med flag og lamper. Hovedeporten var stor og så ud til at være beregnet til store fester og til venstre for den store port var der en lille dør der nok var beregnet til normal brug. Over den største port stod der med flot skrift "Darkwind Citadel". Han begyndte at gå hen imod den lille dør.

Rose gik bag ved dæmonen under hele turen, tavs, og forsigtig i sine bevægelser. Hun stolede ikke en meter på denne dæmon, og hun vidste at hun aldrig rigtigt ville komme til at kunne lide ham og respektere ham. Hun så frem og tilbage imellem stierne og hans baghoved.
Da de kom til slottet som dæmonen åbenbart boede i, lod hun sit blik gå rundt på det og gik langsomt med ham hen til den store port og vidste ikke helt om hun egentlig havde lyst til at træde over dørtærsklen. For så vidste hun at der ikke var nogen vej tilbage...

han åbnede døren stille og roligt og lyset bag døren sprang ud af åbningen af døren da den var helt åben. Han vendte blikket bagud og kiggede på hende. "kom indenfor" sagde han venligt imens han gik indenfor.

Rose så på døren og ventede i nogle sekunder, overvejende om hun skulle flygte, men tog så et langsomt skridt ind og så på dæmonen mens hun gik forbi ham og ind i lyset. Hun havde knebet sine øjne svagt sammen da lys altid skar i hendes øjne hvis hun havde været udenfor i noget tid.

indenfor var der dejlig lunt og varmt. rummet de var i var sindssygt stort men der var ikke så meget derinde. Et langt rødt tæppe gik fra selve den store port og hele vejen hen til den anden side af rummet. På væggene var der pyntet med flag i forskellige farver og mærkelige tegn og symboler på. Ellers var væggene også pyntet af fakler med ild i og flotte gamle billeder af mennesker endnu ukendte for hende. Ved den anden ende af rummet var der en stor flot trone og ved siden af tronen var der fire døre. to på hver side af selve tronen. Tronen var pyntet med et symbol øverst på ryglænet og selve sædet og armlænet på tronen var af flot sort læder og var også pyntet med forskellige ting men nogen ting var i hvert fald synlige og det var at der var pyntet med nogen forskellige skelet hoveder og skorpioner. Han begyndte at gå hen imod en af dørene ved den anden side af rummet men det var efter at han havde puttet sin kappe og frakke på stumtjeneren der var lige ved siden af døren.

Da Roses øjne havde vænnet sig til lyset i rummet, spilede hun dem op og så sig omkring i det store rum som de befandt sig i. Det var temperet for hende, da hun jo ikke rigtig kunne mærke så meget imod sin døde hud. Hun så sig omkring på alle de fine ting, og var jo så sjældent i nærheden af sådan noget. Dæmonen levede da ihvertfald et godt og rigt liv. Hun sukkede lavmælt af hendes levestil, da den ikke lignede dæmonens på nogen måder. Men det var dog stadig et godt liv. Hun så over på dæmonen som tog overtøjet af, fulgte langsomt efter ham. Hun var stadigvæk forsigtig i alt det som hun gjorde, da hun stadigvæk ikke stolede på dæmonen, og hun var så sikker på at han ville gå til angreb på hende eller noget lignende, hvert øjeblik det skulle være, hvilket ikke gjorde hende særlig tryg.

han vendte sig om imod hende med et venligt smil. "velkommen til min ydmyge bolig du kommer til at bo her i et godt stykke tid men først vil jeg spørge dig om du vil se hvor du kommer til at sove eller om bare vil have noget at spise først?" spurgte han venligt. han havde jo ikke noget problem med hende og da han selv var lidt vant til at have lærlinge nu.

Rose så op på dæmonen, og man kunne med lethed se at hun ikke brød sig omkring dette, OVERHOVEDET. Hun trak på skuldrene "Jeg er lidt ligeglad..." mumlede hun og lod sit blik gå lidt rundt igen, og endte med at have det tilbage på dæmonen. Hun ville nu helst bare hjem. Men først, ville hun faktisk bare gerne slå den fyr til pindebrænde "Hmm.. noget at spise først..." mumlede hun med et letter skævt og ondskabsfuldt smil. Måske havde han glemt hvad hun egentlig var. Hun kunne jo sår'n set ikke spise menneske mad. Hun glædede sig lidt til at se hvordan at han ville takle det problem. Og hun glædede sig til at se hvordan han blev når at han fandt ud af, hvor stædig hun kunne være omkring at drikke blod, da hun ikke drak menneske eller engle blod, og hun bare nægtede det fuldstændigt.

"okay som du vil så følg med mig så vil jeg vise dig vej hen til spisesalen" sagde han venligt og gik hen imod døren der var den sidste dør til højre for tronen. Han åbnede døren og ved den anden side af døren var der en rigtig lang gang. den så næsten ud til at aldrig at stoppe.

Rose så efter dæmonen og fulgte langsomt efter. Hun mærkede hvor lang tid at det egentlig tog at gå hen ad en sølle gang, men var egentlig lidt ligeglad. Så havde hun længere tid hvor at hun ikke skulle tale med ham, eller se på ham eller bare tænke på ham. Hun gik blot og havde sit blik rettet ned i jorden.