Kirkegården.... - Sakref

"kirkens ejendom? Var der ikke noget med at kirken tilhøre ikke en person men til alle væsner i det? Og det betyder jo også mig selv" sagde han med et smil. Han åbnede den lille kiste og tog indholdet og puttede det i inderlommen og stillede den tomme kiste tilbage nede i den lille lem og lukkede den igen. "okay det var en til nu mangler jeg kun en til" sagde han lavmælt.

Roses øjne sitrede af vrede af det som han sagde "Du kan ikke bare komme her og tage ting som du vil ha!" snerrede hun og knyttede sine hænder og gik et skridt frem mod ham og hold en hånd ud "Giv det tilbage!" sagde hun hårdt og vidste ikke engang hvad det var. Men hun vidste dog at det var kirkens ejendom. Og han tog fejl. Det var kirken som var til alle, men ikke det som var derinde.

"okay så tager jeg det ikke men så bytter jeg den for det samme så er der jo ingen skade sket vel?" sagde han og tog kisten op igen. Han tog noget frem og stillede i den lille kiste og stillede kisten tilbage. "tilfreds? jeg viste ikke at en vampyr kunne være så beskytsom for det den hader mest" sagde han lidt overrasket.

Rose så på dæmonen og lavede nogle lyde der godt kunne minde en om knurren og så frem og tilbage mellem hans ansigt og kisten. Hun havde ikke svaret hans spørgsmål om der var nogen skade sket, og havde ikke rigtigt nogle tanker om det. Hun knyttede sine hænder hårdt sammen tog sin koncentration og blik fuldt over på dæmonen "Nu ska du jo tænke over at jeg har været Ærkeengel. Det sagde du jo selv. Kirken betyder meget for mig" sagde hun halv snerrende og havde egentlig mest lyst til at gå på ham.

"og du ved godt at på grund af det har du virkelig stort identitets krise" sagde han spydende bagefter han var ved at faktisk blive lidt træt af den her vampyr der havde en slags identitets krise. En vampyr burde vide at uanset hvad de var før de blev forvandlet er fortid nu. At det ender galt vis de prøver at leve som de gjorde før de blev forvandlet, og selv en engel burde vide at hvad er fortid er fortid og man skal ikke prøve at leve i fortiden men i fremtiden.

Rose så på dæmonen og gik langsomt frem mod ham "Jeg ved hvem jeg er, og hvad jeg er, men det betyder ikke at jeg behøver at stoppe med at beskytte kirken. Det er det eneste jeg har tilbage" sagde hun iskoldt og så ham ind i øjnene med et borende blik. Denne dæmon vidste åbenbart ikke hvem hun var og hvor stærk hun egentlig var i forhold til ham.

han begyndte at grine ondt men stoppede meget hurtigt igen med at grine "dig en vampyr der vil beskytte en kirke. du må selv kunne høre at det lyder latterligt og det er ligemeget om du var en engel før eller om du så var gud førhen så er du det ikke mere du er ikke en ærkeengel mere du er en vampyr og du må lærer at opføre dig som en vampyr" sagde han og pludslig blev til en slags sort røgsky og forsvandt. "ellers kommer det til at blive din egen undergang" sagde hans stemme der var pludslig bag ved hende. Han sad nu øverst oppe på det store kors som om det var en slags stol eller noget.

Rose knyttede sine hænder "Jeg vil ikke lade min vampyr side komme ud! Jeg er den jeg er, og jeg vil ikke ændres" sagde hun irriteret. Hun så vredt på dæmonen, men gispede lavmælt da han pludselig var omme bag hende. Hun så hurtigt op på ham og rynkede panden "Så lad det være min undergang. Jeg er ligeglad. Jeg er stærk nok til at kunne klare de fleste som ville kunne finde på at angribe" sagde hun og lød stadig vred og irriteret.

han smågrinte lidt og forsvandt igen. Nu dukkede han op bag ved hende igen. "kun de fleste? Hvor gammel er du lille halv engel halv vampyr?" spurgte han spidende men også nysgerrigt han var lettere irreteret over hende's måde at være på altså helt ærligt det et stykke fra noget i en kirke som ikke engang selve præsten viste noget om og for helvede de latterlige væsner ville jo ikke engang vide hvordan man bruger den.

Rose lod sit blik gå rundt da dæmonen forsvandt igen og blev stående hvor hun var da han dukkede op bag hende. Hun knyttede sine hænder hårdt sammen og havde været tæt på at slå ud efter ham i ren reaktion på hans pludselige tilstedekomst bag hende. Hun fnøs irriteret og så ind i hans øjne, men så derefter væk "Det fortæller jeg dem ikke, da det slet ikke rager dig!" sagde hun hårdt og så langsomt tilbage på ham, og var oss blevet irriteret over hans opførsel.

han tog en dyb indånding som om at han prøvede at lugte noget. "hmmm... du er ikke særlig gammel men du er heller ikke særlig ung så jeg vil tro du er imellem 1500 år gammel til 2500 år" sagde han med et smil som sagde at han viste godt hvad han snakkede om "men jeg beholder i hvert fald den her" han tog en lille ting frem der lignede et stykke af noget rundt. Den så meget meget gammel ud og havde flotte runer på som lyste svagt. "og der er intet du kan gøre ved det" han forsvandt pludslig og han var igen oppe på korset. Han smilte ondt til hende.

Rose brød sig ikke særlig meget om at dæmonen kunne finde så meget ud af hende, blot ved at se eller lugte. Hun bed sig irriteret i underlæben og sagde ikke engang noget til det som han gættede sig frem til, sagde hverken om det var rigtigt eller forkert.
Hun så på den lille runde genstand som dæmonen viste hurtigt frem og sagde at han ville beholde. Hun kunne ikke lade vær med at smile over at han sagde at hun intet kunne gøre ved dette, og blev ikke overrasket da han forsvandt igen. Hun vendte sig hurtigt om og fandt dæmonen oppe på korset igen, og kunne se det onde smil. Hun koncentrerede sig om den lille runde genstand som han havde haft i hånden og begyndte at hive i den med tankerne, og prøvede på at få den ud af dæmonens besiddelse.

"næ næ næ du, du skal ikke prøve at tage den fra mig" sagde han med en halvgrinende ond stemme. Han holdte sin anden hånd fremme og den havde en hel medalje bundet fast til handsken. Den lyste kraftigt rødt og så ud som om at den var lavet af lava eller noget. Pludslig skød den en kæmpe ild kugle imod hende så let som ingenting.

Rose så op på dæmonen og rynkede panden vredt og så på medaljonen som han holdt op. Rose så undrende på den, men spilede så sine øjne op og skreg af skræk da der kom en ildkugle imod ham. Hun brød koncentrationen og sprang hurtigt væk fra ildkuglens retning, og så hurtigt op på dæmonen igen "Giv mig den, dæmon!" snerrede hun vredt og holdt en hånd ud for at han kunne give hende den runde genstand med de indgraverede runer, til hende.

"det bliver over mit lig" sagde han lagde det lille stykke ned i en lomme med lynlås og rejste sig op imens han stadig var på korset så han stod på korset. Han svingede sin venstre hånd som var den han havde den der hele medalje bundet fast og handsken opløste sig og selve medaljen gik faktisk ind i hans håndflade og blev lige så smidig som hans håndflade. Pludslig begyndte der at vokse et slags lilla lag hud uden om hans venstre hånd og pludslig skød hans venstre hånd en masse sort tyk røg. Da han bevægede sin venstre hånd igen havde han pludslig den største le man nogensinde ville have set. Metallet og træet var kul sort og selve leen var pyntet med mørke runer og skelethoveder.

Rose smilte ondskabsfuldt og så op på ham "Det kan blive arrangeret!" hvislede hun og gik langsomt frem, men stoppede hurtigt op da medaljonen forsvandt, og der faktisk skete en hel del ting. Til sidst stod hun ihvertfald med en stor le, og hun vidste ikke hvor pokker at han havde fået den fra. Den var bare dukket frem ud af det blå. Hun så op på ham, men ville ikke lade det skræmme hende, og bevægede sig længere og længere frem mod korset hvor dæmonen stod ovenpå.

"lad os se hvor godt du kan klare dig imod mig" sagde han med et stort ondt smil. Han hoppede ned fra korset og ned imod hende imens han var klar til at svinge leen imod hende med et hurtigt slag.

Rose så på dæmonen med et ondt og vredt blik og stoppede op da han hoppede ned. Hun var hurtig til at reagere på hvad der skete og undgik leen, rakte sin hånd ud mod ham og brugte sine kræfter til at skubbe ham hårdt tilbage imod korset og pressede ham hårdt op imod det. Lige meget hvad han gjorde, så ville hun jo sådan set være stærkere end ham, da hun jo var E-rang... og han ikke var.

"arrrgghh" sagde han da han ramte korset. men dog begyndte han faktisk at grine istedet for at blive sur. "haha det er sku længe siden jeg har følt.. ja i hvert fald lidt smerte godt gået af en ung vampyr som dig men ved du hvad det vil jeg ikke have noget af her det sjove er jo kun lige begyndt" sagde han grinende. Han viftede sin ene hånd op af og pludslig kom der en giga stor mur op af en slags der var lavet af den sorte røg men dog kunne man stadig se igennem men den var lige så stærk som en rigtig væg. Da han kom fri fra hende's telekinese så lavede han en skubbe bevægelse og pludslig skød væggen ud efter hende som 1000 skarpe spyd men dog var stadig væggen der.

Rose så på dæmonen og rynkede panden fortvivlet. Hun rystede blidt på hovedet af ham og det som han sagde, og ville ikke lade ham vinde denne kamp. Hun gispede da der pludselig kom en væg op foran hende, og tvang hende til at bryde hendes telekinese med ham. Hun knyttede sine hænder hårdt sammen og så lidt på muren og spilede sine øjne op da den skød ud efter hende og holdt sine arme op for at prøve at få dem skubbet væk fra sig, inden at de kunne nå at ramme hende.

De nåede lige præcist at stoppe før de ramte hende for hårdt men de nåede dog at skære hende lidt på håndfladerne. de fløj tilbage til væggen og væggen blev til to pæle istedet og han gik hen i midten af dem og han havde stadig leen i hånden. han slog leen's bund i gulvet og pludslig kom der en tynd lag sort røg hen af jorden og da den var under hende så kom der pludslig 2 kæder lavet af røgen og fangede hende's arme og trak hende helt ned til jorden.

Rose skreg af smerte da hun ikke havde fået stoppet hans angreb helt, og var derfor blevet skåret i håndfladerne. Hun så ned på de åbne sår og rifter og så derefter hen mod Sakref og trak vejret i drag som fortalte at det havde haft gjort ondt. Hun holdt øje med alle bevægelser som han lavede, og så undrende på leen da den blev slået ned i gulvet og vidste ikke helt hvad det havde skullet være til for, men fandt hurtigt ud af det, da kæder snoede sig rundt omkring hendes håndled og hev hende ned til jorden. Hun skreg vredt og panisk og prøvede at kæmpe imod dem, men fandt sig selv til sidst, efter masser af kamp, på gulvet.

"hmmm det var dog trist det var faktisk lidt nemmere end jeg havde forventet men dog kan jeg fornemme en styrke inde i dig en meget kraftfuld styrke som kun har brug for... en smule vejledning for at vise sin sande styrke. hvad siger du måske til at gå i træning hos mig?" sagde han venligt igen og gik i knæ da han var helt henne ved hende så han var lidt tættere på hende's ansigt men ikke for tæt på.

Rose var ikke særlig stolt over at have blevet slået så let, men sagde dog intet til det. Hun snerrede uforståelige ord til ham og så ham ind i øjnene "Giv mig én god grund til hvorfor at jeg dog skulle gøre sådan en ting!" snerrede hun og knyttede sine hænder hårdt sammen og startede med at kæmpe imod sine lænker igen, og prøvede at komme op at stå.

"hmmm ja det var faktisk et godt spørgsmål" sagde han og rejste sig op og begyndte at gå imod korset igen. "magt... styrke... eller måske andre ting der måske passer dig bedre. alle de ting kan faktisk blive dine under min oplæring ja måske mere" sagde han og vendte sig imod hende igen med et smil men ikke et ondt et men et venligt et.