ved havnen (Kiara)

s: havnen
o: skibe og hvad der nu ellers er
v: luften er kølig, næsten helt kold.
t: aften
på: mørke bukser, sort T-shirt, sort jakke udover som er åben.

Zean stoppede op på molen og så ud over vandet, selv om han ikke kunne se ret langt for en mur af mørke spærrede hans udsyn. Aftenen var dejlig frisk, kølig. Han trak vejret dybt og mærkede den halve frost der var kommet, omkring sig, følte hvordan han bare slappede af. For en gangs skyld. Men ikke forlænge, man vidste aldrig hvem man stødte på, måske et bloddyr? i så fald måtte han slås for at komme videre. Han lod skuldrene glide rundt lidt og mærkede stanken af rådden tang og fisk. Han lod en hånd glide gennem sit mørkebrune hår, men begravede så sine hænder i lommerne på jakken for at holde varmen om dem. Himlen var klar, kun få skyer, en del stjerner. Men månen var væk.
Han stod der i endnu lidt tid og vendte sig så om og gik tilbage. Det var både til begge sider, lidt længere fremme var der nogle små bygninger hvor fiskerne havde alt deres grej og opbevarede deres fangst. Et sted i nærheden var der også en kro hvor de holde fyraften. En skal fra en musling knasede under hans sko. Han gik under en lygtepæl og lyset havde kort et svagt genskær i hans mørke, hemmelighedsfulde øjne.

Kiara havde lige været til træning. Hun var i et fitness, hvis man kan forklare det på den måde. Når hun var stadigvæk i et par lårkorte short's.. Og en meget tynd trøje, men hun holdte kulden, ud da hun svedte som et svin... I baglommerne, havde hun den dolk, som hun altid havde på sig.. Pistolerne havde hun valgt at lade ligge der hjemme... Hun havde musik i ørene, og holdte sin krop igang hele tiden, for hun ikke skulle falde sammen af frysninger... Hendes hænder var placeret op under brystet, og langsomt luntede hun det ud af. Hendes kondi var god, faktisk meget bedre end andre troede om hende.. Hun satte langsomt farten op, da hun havde løbet rundt på havnen et stykke tid nu, det var lunt for hendes synspunkt. En fyr stod et par meter fra hende, og langsomt tog hun headsættet af og trykkede på pause knappen...
Hun stoppede et par centimeter far ham inden hun hilste pænt "Hej"

Han sukkede svagt mens tankerne bare gled rundt i hovedet på ham, lidt af det sædvanlige, krigen, slutningen på den, Dawn...Og nogle andre ting også. Faktisk følte han sig bare træt og udmattet, som om han kunne sove i en hel uge.
Han stoppede op da en eller anden snakkede til ham og han opdagede en ung kvinde i...næsten alt for lidt tøj, men det måtte man jo selv om. Selv hade han bare at fryse. Han så kort på hende før han besluttede sig for hun nok ikke var kommet for at slås...Ingen lugt der sprang lige i næsen på ham, hun var nok bare et menneske. Eller hvad?
"Halløj" svarede han halv dovent tilbage og strakte sig lidt og lod endnu engang hænderne glide ned i lommerne. Vis ikke hun var et menneske...Hvad så? Hun var menneske, det fornemmede han og en svag lugt...eller faktisk stærkere nu hvor hun stod stille, af menneske hang ved hende. Men selv mennesker kunne være farlige...

Kiara trak elegant på skuldrene, dette var hendes aftens løbe tur, selvom hun lignede en der var på vej ud og bade. Hun formede et smil på læberne, inden hun lod den lyserøde tungespids fugte hendes underlæbe. "Hmm" Mumlede hun kort inden hun tilføjede nye ord " Hvem er du?" Spurgte hun og nysgerrigheden var som væske i hendes krop.. Inden han overhovedet noget at snakke lod hun sig skynde sig at dpørge " Og hvad laver du her ude om aftenen?" Hvis han var et væsen så havde hun våbnet på sig, det lå i lommen. Hun anede intet.

Han grinte svagt, ikke alle havde modet til bare at stoppe en fremmed og begynde at spørge ind til denne.
"Hvordan kan du vide jeg om jeg har lyst til selskab?" spurgte han selv halvt nysgerrigt. Men ikke ondt ment, det var han for doven til lige nu.
"Selv om jeg fortalte dig mit navn, ville du alligevel ikke vide hvem jeg er...Og selv vis jeg havde noget at lave hernede var det ikke sikkert jeg ville dele det med nysgerrige sjæle?" han ventede lidt på hendes reaktion med sluttede så af
"Men jeg hedder Zean og er bare ude og gå en tur, nu kan jeg jo passende spørge dig om det samme?"

Kiara kiggede ham ind i øjnene " Jeg kan da regne ud at du har bug for en smule selvskab" Sagde hun og var overrasket over at han bare gav sig til at grine. Der var noget over ham, han var ikke normal, men hun kunne ikke bare springe på en, der ingen beviser var på ikke var et menneske.
Hun følte sig truet, og det viste hun i øjnene, hun var ikke bange for at hvise hvad hun følte.
" Zean.. Jeg hedder Kiara, og er ude og løbe en tur " Sagde hun og kiggede så lidt ned af sig selv, hun svedte.

Han så lidt på hende mens hans øjenbryn gled op i panden på ham.
"Hvad mener du med brug for selskab? Jeg har ikke brug for det, faktisk gik jeg lige så godt i mine egne tanker..." faktisk var det komplet lige meget, han kunne bare ikke lide når folk sagde noget som fik det til at lyde som om de var kloge på noget de ikke var.
Han så lidt på hende, hun havde forandret sig...Godt det samme, måske skulle han bare gå? Så slap han vel fra at give sig selv problemer...Som tænkt, så gjort. Han begyndte at bevæge sig igen, fortsatte sin lille gåtur og så måtte hun selv bestemme hvad hun så ville.

Kiara kiggede på ham, nu lignede det bare han var et ganske normalt menneske, så hun lod denne kniv ligge i baglommen, men hun ville være på vagt lige meget hvad. Hun tænkte stadigvæk over hvad han mente med en del af de forrige ord han sagde før...Hun trak kort på skuldrene og vente sig så om, inden hun vente sig om igen, denne gang kiggede hun efter ham, inden hun lod blikket glide op i himlen.

Hun ville altså ikke noget. Fint nok. Han trak vejret dybt og mærkede pludselig en dyb sult...Men ikke efter almindeligt mad. Efter en sjæl. Han så sig omkring, han ville ikke gå tilbage, han havde en fornemmelse af...Nej, hun kunne ikke være dusørjæger, de viste som regl altid når de havde med et væsen at gøre og hende her...Ja okay, han kunne jo ikke vide om hun faktisk vidste det, det eneste han vidste var hun ikke var gået til angreb men bare ladet ham gå...Det lignede ikke en dusørjæger. Nå pyt.
Han fortsatte op til vejen og stoppede for se sig omkring, han gad ikke jage ved kroen, han hade fulde mennesker, han foretrak en så ren en sjæl som muligt. Han drejede til venstre og vidste at gik han længe nok kom han ti et lidt flottere kvarter, et godt sted at jage efter unge kvinder. Hans foretrækkende.

Kiara kiggede efter ham, han var lumsk, så hun ville ikke opgive dette, så hun snigede sig langsomt i hælende på ham, hun lad venstre hånd glide om i baglommen, nu havde hun den i hånden... Faktisk gemte hun den på ryggen, for hvis han vendte sig om ville hun være forberedt på at han ikke opdagede den... Hun var nærvøs, for somregl var væsner jo stærkere end svage mennesker, men bevæbnede mennesker kunne sommetider være farlige.. Hvis de kunne håndtere det rigtigt. Hun listede efter ham. Og skyndte sig lidt til side da han stoppede op og kiggede si glidt omkring, hun var faktisk meget nærvøs. Hun havde brug for pengene... ved et væsen.. Så hun ville jage ham her... Hun var 51 % sikker på at han var et væsen, men så var der de der 49 % der påvirkede hende, men der var jo 2 % forskel så hun var mere sikker på væsnet end at han var et mennske.

Han nynnede svagt for sig selv om fortsatte op af vejen, snart lå havnen bag ham. Han gik ind gennem en lille sidegade for hurtigere at nå sit bestemmelsessted. Han så sig kort over skulderen da han fornemmede et eller andet, men rystede svagt på hovedet og stoppede op da han nåede nogle veje der førte forskellige steder hen. Han tog en af dem. gik igen lidt tid, men kom endelig til et lidt pænere kvarter.
Han stoppede op midt på vejen i kvarteret og så sig omkring, hele tiden havde han haft en fornemmelse af at nogen holdt øje med ham og den fornemmelse havde sjældent taget fejl. Måske den unge kvinde fra før? Måske var hun virkelig dusørjæger? Eller bare et meget, meget nysgerrigt menneske? Et bevægelse fik ham til at kigge op. Ikke nogen ung kvinde. en ung mand i stedet. Han smilte og glemte næsten at han måske blev forfulgt og fulgte efter sit nye bytte. Denne unge mand ville nok stritte imod, men i teorien ville han ikke kunne gøre en skid. Han nærmede sig ham roligt, gik hele tiden lidt stærkere for at nå op til den unge mand...han fornemmede hans sjæl, en dejlig stærk en...

Kiara fulgte stadigvæk efter ham, denne mand stod helt uforberedt uden at vide hvad der ville ske, han forventede vel at Zean var venlig eller noget, nu hvis dette var hans bytte, havde hun en chance, for når man er optaget i noget, er det lettere at dræbe, så hun løb langsomt hen bag et hus, for at holde øje med ham, først nu gik det op for hende at knivens skarpe blade var i hendes hånd og der hvor man rigtig skulle holde hang nederst, så hun skar sig, hun gispede lydløst, da hun ikke ville afsløre sig selv, men med et vente hun kniven i hånden, samtidig med en smerte.

Han hørte ikke noget men gik bare roligt efter manden, som var begyndt at se sig forvirret over skulderen. Han forstod nok ikke hvad der skete. Han smilte og med et var han oppe hos ham, han hev ham ind mellem to huse og holdt ham fast op af væggen med en hånd for hans mund mens han så ham i øjnene.
"Kender du til racerne?" hviskede han svagt, manden nikkede svagt og han kunne se på hans øjne at sandheden var ved at gå op for ham. Han smilte endnu mere.
"Well, du ser din død i øjnene" manden rykkede nervøs på sig, prøvede at komme fri, men i det samme hev Zean hans sjæl til sig, mærkede dens styrke og varme da energien gled gennem hans årer...Kun få ting havde samme nydelse som en god sjæl! Han slap mandens krop som gled livsløst ned på jorden og lå slapt, mens hans læber begyndte at blive blå. Kroppen blev altid kold når den døde, men når sjælen blev taget fra den skete det bare lidt hurtigere.Han strakte sig vel tilpas.

Kiara så han hev manden med ind mellem to huse, og hun trådte langsomt ud, nogle mså bloddråbe løb fra hånden ned på jorden, men da hun stod der, ind så hun at han havde suget sjælen ud af ham... TÆnk hvis hun havde været hurtiger, ville hunu måske kunne have redet hans liv, hun havde kniven i hånden, denne gang kunne man se den, med blod på, hun bed sig hårdt i underlæben, hun vidste stortset hvad han var, men hun var ikke helt sikker. Hun gik tættere på ham og havde et seriøst blik i øjnene, nu ville hun ikke være rolig, denne mand lå livløst på jorden, hvis hu tabte ville hun sikkert også ligge der.

Han vendte sig om da han igen fornemmede nogen der så på ham. Denne gang kunne han sætte ansigt på og også navn, hun havde altså fulgt ham hele vejen fra havnen! Han grinte svagt for sig selv, en næppe hørlig lyd.
"Nå, hvad vil du så?" spurgte han og så kort på kniven...Hun havde skåret sig selv, en uheld mon? Eller ville hun opnå noget med det? Sikkert ikke, hun havde skåret sig i samme hånd hun havde kniven, så vis hun angreb med den hånd og ikke var øvet til at ignorere smerten eller hvad man nu gjorde, ville det bare være hendes svaghed. Han så lidt på hende og gik nogle skridt frem, lettere prøvende. måske kunne han godt klemme en sjæl mere ned? Vis...hmm, nej, han kunne også bare dræbe hende, han hade at være overmæt, man følte altid man ikke rigtig kunne bevæge sig.

Kiara kiggede på ham, hun bed tænderne sammen, en del raseri vandrede rundt i hendes krop, hvordan kunne han dog finde på dette..? HUn spændte hånden med kniven i, hun havde bare sådan en lyst til at gå direkte hen og stikke ham ned.. Hvis hun havde været forberedt havde hun taget pistolerne med, men hun havde været så dum at lade dem ligge der hjemme... " Jeg tror godt du ved hvad jeg ville?!!!" Hendes stemme havde hævet sig en del, nu var det raserien der havde sat sig fast.

Han bemærkede hendes raseri og følte han havde en fordel. Rasende folk mistede let overblikket. De lod følelserne overtage. Men selv var han rolig. han så direkte mod hendes øjne og ventede til det tidspunkt hvor hun gengældte hans stirren.
Han grinte svagt, nu mere hørligt for at pirre hende.
"Gør jeg det?" smilte han roligt

//Mindre kreasvigt^/

Hun kiggede op og vreden vidste sig i hendes ansigt som ellers altid vidste sig roligt.
Den røde farve som på tegnefilm troede hun, at hun havde fået af raseri, men det var jo bare tegnefilm..
Han smilte, nu vidste hun ikke, nu måtte hun snart gå til angreb på ham, ellers måtte hun jo bare fortsætte indtil han kom...
" Lad nu vær at spille dum!!" Råbte hun, okay han stod et par meter fra hende, hvis ikke det var mindre, så han kunne nok godt høre hende.
Hendes blik var fast i hans ansigt.

Han brugte sin evne, lod sine tråde glide ind i hendes hovedet, lægger sig over det hele så han både kunne kontrollere hende fysisk og vis han koncentrerede sig nok, også have en indflydelse psykisk, mentalt.
Men tit var fysisk nok. Han smilte ret sejrsrigt.
"Jeg spiller ikke dum, jeg aner det virkelig ikke" han gjorde sin stemme nedladende, men drillende, noget der sikkert ville få hende til at fare på ham og flå hovedet af ham...eller, nok ikke lige flå hovedet af ham.

Hun kiggede på ham, vreden gjorde at hun ikke rigtig mærkede disse tråde i hovedet, men hun kunne stadigvæk mærke dem...
Hans svar var for dumt, så hun satte i et spurt, nu var det slut med at være venlig.
Hun løftede kniven op så hun ville forsøge at ramme ham, måske skære halsen over på ham, men han var stadigvæk stærkere, troede hun..

Han havde en klar følelse af at være stærkere. Midt i hendes spurgt meddelte han hendes hjerne op at hun skulle stoppe. Nu var det jo spændende om hun var en af de få i hele verdenen der var immun for hans evne? Han havde kun stødt på...Ja, ingen som kunne klare hans evne.
Han flyttede sig hurtigt vis det var tilfældet alligevel.

Noget meddelte hendes hjerne hun skulle stoppe, men hun mærkede hvordan hun pludselig stoppede op.
Hun sendte et vredt blik til ham "Ah... "Sagde hun, men det var ikke af smerte, men af at hun bare pludselig bare var stoppet op..
Faktisk så vidste hun ikke hvorfor hun var stoppet op, havde han en evne? Hun havde faktisk den fjerneste anelse...

Han så lidt på hende da han fornemmede hende forvirring.
"Ved du overhovedet noget...Om noget som helst?" smilte han lettere drillende, hun virkede ikke særlig erfaren. Han gik hen mod hende, men dog stadig så han stod for langt væk til at hun kunne hugge kniven i ham. en kniv var nok ikke det bedste våben i dag. Han så på hende og overvejede hvad han skulle.
"Hvad vil du gøre?" hvad kunne hun gøre? Men det var nu alligevel sjovt og høre om hun havde noget i tankerne.

hun gav et nik fra sig, for at hvise at hun vidste noget om dette... Hun gad ikke sige det....
Da han kom tættere kiggede hun ivrigt på ham, hun fulgte vær en detalje ved ham, hun var i stor fare...
Hun ville ikke afsløre hvad hun havde i tankerne, men hun ville helst gerne undgå at tænke på det..
" Du skal bare DØ" HVæsede hun vredt...

"Ja det siger du jo" sagde han og følte en svag kedsomhed. Intet nyt. Nu han tænkte over det var hendes reaktioner og handlinger faktisk ret så forudsete, vis bare han havde gidet at tænke over det.
Han gik lidt væk fra hende igen, tænkende, vendte sig så om mod hende og så lidt på hende.
Så begyndte han at gå, forsvandt snart ud af hendes syne, men stadig kunne hun ikke komme fri. Han ville lege fange leg. Så skete der da noget, så kunne hun vise ham hvad hun virkelig kunne.