ved havnen (Kiara)

Hun satte langsomt et ben foran det andet, men det gav et kort gisp i hendes krop...
Han var snart ude af hendes syne, ville det gøre noget? Ville han komme ud af hovedet på hende?...
Skulle hun bare forfølge ham igen eller hvad ville der nu ske, hun sendte et dræber blik mod ham, men han var for selvsiker.. HUn havde kniven parat...

Nå han først havde plantet sine "tråde" i andres hoveder ville de være der lige end til han fjernede dem igen...Eller der gik nogle år uden at de så hinanden, så ville de fjerne sig med tiden. Det var en stærk evne, når den endelig blev brugt, han prøvede selvfølgelig mange gange, men de fleste her omkring var ikke så glade for øjenkontakt, og tit ikke længe nok til at hans evne kunne have en rigtig virkning, kun et sekund eller to hvor han skulle bruge lidt mere tid. Men lidt har også ret og han var enig med sig selv om at han sikkert havde skaffet dusørjægeren en ny erfaring.
Han fortsatte med at gå i lidt tid, drejede ind og ud af forskellige sideveje,hele vejen rundt og så videre. Endelig lod han hende gå og ville nu se hvad der skete, ville hun komme løbende efter ham som en rasende løve?

Hun mærkede hvordan hun faldt til jorden hun var slet ikkke forberedt på han allerede lod hedne gå igen.
Så et par sekunder gik indne hun begyndte at tænke, hans navn om, og om... " Zean " Gentog hun flere gange inden hun rejste sig op...
Nu ville hun forsøge at tirre ham, så langsomt gik hun rundt, hun kunne føle han havde gået nogle forskellige steder... Hmm... Han kunne jo lige så godt slå hende ihjel, men det er jo ikke sjovt, hvis man ikke dør, mens man har det sjovt.
Hun stoppede op, hun tvivlede kort på hvilken vej han var gået, men hun fulgte sine sanser, og det var sjælendt de havde taget fejl.
Pludselig så hun ham, noget fik hende til at tage den med ro, men hvad. Langsomt sagde hun " Zean?"

Han så sig over skulderen, hun havde alligevel været lidt hurtigere end han havde regnet med. Han smilte lidt af det. Fint nok.
"Ja, Kiara?" svarede han sleskt tilbage og blinkede drillende til hende, hun virkede roligere nu og det var jo sådan set bare en god ting, så kunne det være hun tænke lidt klare og udgøre sig for en værdig fjende.

Kiara stod stille og kiggede ldt på ham, hun kiggede kort ned til kniven som der bare så fortabt ud, men hun kunne vel kaste den efter ham...
Neej hun var ikke dum, hun måtte vel gøre det lidt grundiger, så hun gik en smule uroligt hen til ham...
Hvis hun kunne komme helt tæt på kunne hun vel bare stikke ham ned, eller dræbe ham...
Dræbe ham havde hun nu lidt i tankerne, men hun vidste godt hun ikke kunne, men chancen er der ikke noget galt med...

Han vendte sig om mod hende, men fortsatte med at gå, bare baglæns nu, små rolige, sikre skridt mens han så på hende med sine mørke øjne. De var ikke bare legesyge, de rummede også en masse viden og erfaringer for flere hundrede år. Hun ville ikke kunne dræbe ham med kniven medmindre det var en speciel kniv, en speciel kniv skabt til at dræbe dæmoner, dem de fleste gik rundt med nu i krigen. Han kunne ikke så godt se kniven i mørket så han vidste ikke om det var sådan en kniv hun havde med sig.
"Kom såå, lille menneske..." sagde han lavt, men alligevel så der ingen tvivl var ia t hun havde hørt det.
"...Kom og leg med mig" han grinte, en dyb, klingende lyd.

Kiara havde et blik i øjnene, et specielt et.. det var svært at beskrive, men det var ikke svært at ligge mærke til...
Det her var ikke spild af tid, men hun havde jo en chance for at dø, men altså det skader jo at prøve, men der er så mange andre ting der også skader, så nu ville hun være ligeglad, for penge var nnæsten blevet det eneste hun tænkte på... Ingen venner, ingen veninder... For vær gang hun fik skaffet sig nogle, så var de væsner... Da hun hørte det han sagde, tænkte hun bare lidt * Det skal han kun sige engang * Langsomt lod hun sig kigge ned i jorden, og løb lidt uden om og lidt hen imod ham, nu havde hun bare lysten til dette...

//kan ikke helt finde meningen i det du skriver?//

Han så hun kom i mod ham, men han var ligeglad, han gad ikke engang at bruge sin evne, det ville være for nemt, hun ville ikke have en chance. Men nu havde hun en lille en. Igen spekulerede han på hvilket slags kniv hun havde, men slog sig så til tåls med at det sikkert ikke ved en der kunne dræbe ham, hun virkede jo ikke særlig...erfaren på de punkter. Han fjernede sig hele tiden så han ikke stod fast noget sted og ventede bare på at se hvad hun havde tænkt sig.