mor er død ...

Dato : 12. marts
Årstid : forår
Dag : lørdag
Vejr : koldt og gråt
Sted : parken
Tid : 17:37
Omgivelser : park omgivelser med få mennesker

Rolf løb grædende gennem parken. her var biler overalt og han kunne ikke finde hjem. han var blevet væk fra in mor. hun var pludselig begyndt at opføre sig underligt. så havde hun skubbet ham mod parken og råbt at han skulle løbe.
Rolf stoppede op og satte sig op ad et træ og græd.

Kian gik rolig igennem parken. En kold vind fik hans hår til at blafre lidt, og han vendte blikket imod himmelen. Vejret var gråt, kedeligt, fantasiløst. Det irriterede ham lidt, og han forstillede sig hvordan han kunne tage sin pensel og male solens farver frem. På hans skulder sad Kuro og miavede svagt. Pludselig opfangede han nogen komme nærmere. Han stoppede op, og kiggede i retning af lyden. En lille dreng, nok ikke mere end de 10 år, kom løbene i hans retning.

Oliver Kom gående igennem parken, efter middag på en lokal resturante havde han besluttet at gå en tur i parken. Han gik og nynnede lidt på en sang som han havde øvet på, men pludselig var han lige ved at snuble over noget på jorden "hva..?" nåede han at sige inden han fik øje på en lille dreng på jorden, tydeligvis varulv, han ville have gået videre, men hans engle karakter forbød ham det. Han sukkede og satte sig ned på hug foran drengen "Er du helt okay?" sagde han så og kiggede med et venligt smil på drengen, et meget særligt beroligende smil engle kunne lave.

Rolf så en høj mand med halvlangt sort hår. han havde en sort t-shirt på også selvom vejret var koldt. det var dog ikke det der fangede rolfs opmærksomhed. det var den sorte kat på mandens skulder. han blev bange og begyndte at græde endnu mere.

"min mor er v-væk" hulkede han. "og der er et farligt dyr!" græd han og pegede på den sorte kat

Kian så forvirret på den grædende dreng, og så lidt over på den anden fyr. De så ud til at kende hinanden. Kuro hvæsede kort Rolf, da han pegede på den. Han kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, drengen var bange for katte?

rolf brød helt sammen og prøvede at løbe væk da katten hvæsede af ham. det var alt for meget, først forsvandt hans mor og nu dette onde væsen som helt sikkert kom for at angribe og dræbe ham.

Kian greb fat i Rolfs skulder, løftede ham op fra jorden så han ikke kunne løbe væk. ”Hov, hov, rolig nu” sagde han og så lidt undersøgende på ham ”den bider ikke”. Kuro lagde sig på Kians skulder, og skulede imod Rolf.

Rolf sparkede panisk med benene. "nej den bider!" det var en underlig blanding af et råb og et hulk.

Kian forsøgte at skjule et smil, men det var svært ikke at grine af den lille. "Jeg lover han ikke bider, slap helt af" sagde han og holdt ham bare fast.

Oliver kigegde forvirret efter drengen og vill gerne hjælpe, men det så ud som om at at der ikke var så meget at gøre så han besluttede sig for at gå. Han sukkede kort og rejste sig op før han begyndte at gå igen, han håbede at den anden fyr vill hjælpe drengen.

Rolf slappede lidt mere af; men han stolede stadig ikke på at monsteret ville lade ham være i fred. han græd og spurgte forsigtigt de to mænd "har nogen set m-min mor?"

"Hm?" Kian så lidt efter fyren der gik. *Så var det nok ikke en af knægtens venner* tænkte han, og så igen på Rolf. "Din mor? Du er måske blevet væk?" spurgte han og satte ham ned.

Rolf trådte et par skridt væk fra katten. "j-ja" han kiggede sig lidt omkring for at se om hun var i nærheden. "vi var ude og handle og så blev hun underlig og så sagde hun jeg skulle løbe hjem men jeg kan ikke finde hjem og nu ved jeg slet ikke hvad jeg skal gøre ..." Rolf holdt en kort pause så han kunne nå at trække vejret

Kian rønkede brynene en smule, og fulgte hans blik. "Bad hun dig om at løbe?" spurgte han eftertænksomt. *Det lyder ikke så godt, enten har drengen en mor der blev træt af ham, eller også er der sket noget alvorligt* tænkte han. "Kom, hvis mig hvor du sidst så hende" sagde han, og rakte ham sin hånd.

Rolf tog imod hånden; men prøvede stadig at holde sig på afstand af katten. "ved butikken uden for parken" sagde han, stadig meget trist

Han nikkede lidt, og begyndte at gå. "Du er virkelig bange for katte hm?" sagde han og så lidt ned på ham. Kuro spandt, og nussede sig op af Kian. "De fleste børn elsker dem"

Rolf så undrende op på manden. *tænk at nogen kan lide de små monstre ... det kan da ikke passe?* til manden svarede han "katte er farlige, de river og hvæser, også selvom man bare vil være venner" han snøftede lidt

"Katte er i dyreriget nattens herskere" svarede Kian og kiggede lidt på Kuro. "Du kan hverken styre dem, og du kan ikke regne dem ud.. de er fulde af overraskelser" sagde han og kiggede ned på Rolf "du bliver nød til at vinde deres respekt, det tager tid"

*manden snakker alt for positivt om de dumme katte!* tænkte Rolf halvsurt. han kunne stadig huske dengang, det sorte monster havde angrebet ham helt uden grund "hvorfor skulle man vinde folks respekt, hvis de bare angriber en og kradser?"

"Hvorfor angriber nogle og kradser?" spørg Kian og stryger katten over pelsen "har du ingen gæt på hvorfor kattene kradser?"

Rolf blev meget overraskede over spørgsmåket svaret var da åbenlyst "Fordi de er blodtørstige monstre!" svarede drengen sikkert

Kian begyndte at grine lidt, forsøgte at styre sig. "Blodtørstige? Åh min lille ven.. prøv at se hvor stor du er i forhold til Kuro her" sagde han, forsøgte stadig ikke at grine.

rolf kiggede på katten. den var midst lige så stor som hans hovde, godt nok mindre end dræber katten men alligevel farlig. "den er stor nok til at kradse mine øjne ud"

"Ja, men du er stor nok til at kvæle den med dine hænder" sagde Kian og stoppede op. Han tog blidt fat om Kuro med begge hænder, viste hvor lille dens hals var i forhold "du kunne nemt dræbe en kat"