mor er død ...

Kian gav ham Kuro i hænderne... så afventende på dem.

Rolf holdt katten i hænderne. *wow* han stod fuldstændig stiv af skræk og turde knap bevæge en muskel. *det her er endnu værre end køre turen* tænkte han. "den er blød" sagde han forsigtigt og kiggede på Kian.

Kian grinede lidt "ja det er han, pels.. ligesom en ulv" han smilede skævt

Kuro så nysgerrig på ham.. snusede lidt til hans fingre og slikkede på dem

rolf nikkede forsigtigt "ja ulve er bløde" sagde han. pludselig mærkede han noget vådt på sin finger. han så ned og fik et chok, katten prøvede at spise hans finger. først blev han meget bange og viller ryste den af; men så opdagede han, at det slet ikke gjorde ondt. han grinte nervøst.

Kuro så lidt forvirret op på ham, da han grinede. Den spandt forsigtigt.. prøvende.

"haha, du spiser mig slet ik, gør du?" sagde han drillende, dog stadig lidt nervøs.
"er i snart færdige deroppe!?!" råbte faren nede fra stuen af.

"Din far er nervøs, er du færdig med at pakke?" spørg Kian, og ser lidt over imod hans kuffert.

Rolf fulgte hans blik mod den næsten færdig pakkede kuffert. "næsten" han rakte forsigtigt, nærmest som bar han en kostbar vase, kuro over til Kian. jeg må nok heller skynde mig" sagde han med svag skyldfølelse i stemmen. *nu bliver far sikkert sur; men så laver mor bare bøf og så er alt godt .. nå nej mor er væk * Rolf snøftede og hans øjne fyldtes med tårer.

Kian så på den lille dreng, og et lille stik ramte hans hjerte. Han fik i et øjeblik ondt af knægten, løftede ham op og gav ham et kram "hey, du skal nok klare den.. du er en rigtig man, ikke?" spurgte han og strøg hende over håret.

"jo" svarede han, halvt stolt halvt trist. "men må nok hellere pakke færdig. han gjorde sig fri af Kian og smed de sidste ting op i sin kuffert mens han hurtigt fjernede tårerne fra sine øjne.

Kian nikkede, Kuro havde sat sig på hans skulder. Han gik nedenunder, fandt faren. "Jeg håber I klarer den" sagde han.

faren så på ham. "tak for at have hjulpet Rolf". i det han sagde det kom rolf løbende med sin kuffert "går du nu?" nærmest råbte han.

"Ja, jeg må se at komme hjem af.." sagde Kian og så lidt på dem "jeg ønsker det bedste for jeres lille familie" sagde han. *Tænke sig jeg har spildt min dag her.. så igen, jeg havde intet bedre at tage mig til* tænkte han.

Rolf løb hen til ham og tog fat i hans tshirt "du må ik gå" sagde han bedende. rolf vidste ikke helt, hvorfor; men han var kommet til at stole meget på kian og holde af ham, næsten som en ekstra far eller en storebror, og tanken om at han nu gik, gjorde ondt.

Kian så lidt ned på ham.. "hør knægt, du vil jo slet ikke have en klam katte-elsker i dit hus vel?" han grinede lidt.

"du er slet ik klam! og kuro er heller ik så slem en kat! du ka bare tage med os? ik far?" han kiggede plagende over på sin far da han sagde det sidste. "han kunne hjælpe og beskytte os, ik?" tanken om to voksne gjorde ham langt mere tryg end at det kun var faren til at beskytte hans søster og ham selv.

"Nej tak stump, mit hjem er her" sagde Kian og rodede ham lidt i håret "du må ha det godt"

"kom rolf vi skal afsted, din søster venter ude i bilen" sagde hans far. "men jeg vil ik med uden kian" nærmest hviskede han. "du ku passe på clara og så kunne jeg følges med Kuan? det er ogs sikrest, så ka jeg finde jer når i er i sikkerhed?" sagde han håbefuldt. *så kan jeg se en masse spændene nye steder og lærer kian bedre at kende* tænkte Rolf *så kan far også bruge alt sin energi på at beskytte clara* han stak hånden i bukse lomme og knugede om en lille slangebøsse *og nu er jeg heller ikke forsvarsløs mere*

Kian så lidt forvirret på dem "vent hvad?" sagde han forvirret, var vidst ved at blive rodet ud i noget, han ikke var sikker på.

"Rolf, det er slet ikke noget vi kan bede Kian om, desuden vil jeg helst have dig tæt på mig, så jeg ved, hvor du er" sagde faren strengt. "men far!" udbrød Rolf og holdt krampagtigt fast i kians t-shirt.

Kian så lidt ned på Rolf.. der var en lille del af ham, en meget lille del, der ikke synes forslaget lød helt dårligt. Han burde godt kunne tage sig af drengen, og i et øjeblik overtog den lille stemme i hans hovedet, som han for længe siden troede han havde skaffet sig af med "Jeg kan godt tage mig af ham, indtil faren er drevet over, hvis det skulle være"

"jaa!" råbte Rolf "må jeg ik nok far?" han så bedende på sin far. faren så lidt på ham "hvis du lover at passe godt på ham, og om en uge, mindst mødes vi i skoven, Rolf ved hvor. og hvis du kommer noget til eller er til besvær venter dig der mindst en måneds stuearast" sagde faren, "hvis det virkelig er ok med dig?" han så på Kian.

Kian smilede "selvfølgelig kan han det, jeg har en fin lille lejlighed, hvor han sagtens kan bo i en uges tid" han nusser Rolf i håret. Inden i ham kunne han godt mærke noget var galt *hvad sker der?! Dette her må ikke ske! Jeg skal ikke passe på en lille, lorte unge!* tænkte han. "Stol trygt på mig, jeg passer på ham" lovede han.

"yay! mange tak!" Rolf gav ham et stort kram. faderen smilede taknemeligt. "tak" han gav rolf et farvelknus "farvel, pas godt på dig selv" der var tårer i hans øjne. efter faderen havde sagt farvel gik han ud i bilen.

"Har du alle dine ting?" spørg Kian og sætter sig ind i bilen. *God dammit?! Hvad sker der! Jeg troede denne her bekymrede pusse-nusse side var udryddet... denne her lille knægt!* tænkte han vredt.